Skive Bio blev startet af agent Chr. Jensen i 1907 og fik til huse i Torvegade 8 som nabo til Postgården. I 99 år blev der drevet biograf på adressen frem til åbningen af biograf i Kulturcenter Limfjord.
Den første tid
Agent Chr. Jensen var en gros købmand. En dag i 1907 sagde han ved søndagsbordet : “Nå børn, nu er det slut med at gå i Kosmorama søndag eftermiddag, for nu kan vi snart selv.” Agent Chr. Jensen havde efter afslag på bevilling fra Skives politimester kontaktet selveste justitsminister Alberti, og ved dennes indgriben fik Chr. Jensen sin bevilling.
Chr. Jensen havde købt bankdirektør Müllers ejendom i Torvegade og opførte en udbygning i haven, hvor “Biograftheatret” skulle være. Salen kunne rumme 300 mennesker og blev opført med smukt belyst glasloft og malede vægdekorationer. Et af de første programmer, Biografen viste, var en blanding af aktuel ugerevy, spænding, morskab, tragedie og rørstrømskhed. Et af numrene hed »Sørøverskibet«, en drabelig historie fra Tordenskjolds tid.
Agent Jensen var kun direktør i et halvt år, så døde han pludselig i november 1907 fra enken Camilla og en stor børneflok på 16 børn.
Enken overtog efter få måneder
Camilla Jensen drev biografteatret videre til 1929. Hun fik efterhånden god hjælp af børnene, især af Cicilie Jensen, der både var kontrollør og afløser ved klaveret. I stumfilmens tid blev filmene ledsaget af klavermusik, så det var en vigtig del af underholdningen.
Kun fire dage efter lydfilmspremieren hos konkurrenten Kosmorama i 1931 kom tone- og talefilmen også til Skive Bio.
Fra 1929 ledede Camilla Jensens svigersøn – Johannes Nielsen biografen frem til sin død i 1947. Herefter overtog Cicilie Nielsen roret i næsten 25 år. Hendes søn Svend Stjernholm Nielsen overtog i 1970 en veldrevet forretning.
Om- og tilbygninger
I 1929 moderniseredes Skive Bio og 10 år efter kom den anden store ombygning. Der blev bygget til bagud, og det gav væsentligt bedre pladsforhold.
I 1939-40 opførte Johannes Nielsen en ny biografbygning fra Torvegade kombineret med en hotelbygning i Østergade 11.
I fru Nielsens tid skete der ikke flere store ændringer, bortset fra, at lærredet blev større, for »en moderne biograf kan ikke klare sig med de små vi kørte med, til tv-tiden kom.« sagde fru Nielsen i et interview Julen 1967 til Folkebladet.
Ny direktør
I 1970 blev Svend Nielsen direktør for Skive Bio. I 1979 blev der bygget om i biografen, så der i stedet for een sal blev to. I den nye sal, der var indrettet i den tidligere foyer, var der 81 pladser. Den store sal havde fortsat 329 pladser. Indgangen blev flyttet ind i gården i bygningen på Torvegade. Bio skiftede navn til Bio 1-2.
I 1982 fejrede biografen sin 75 års fødselsdag med en “1907’er fest”. Personalet og direktørparret, Lis Richardt og Sven Nielsen, var klædt i tøj fra biografens barndom. Billetpriserne matchede tøjet, det vil sige 35, 25 og 10 ører per billet. Musikeren Poul Hansen spillede til de dramatiske handlinger oppe på lærredet, hvor filmene var fra perioden 1907-10, deriblandt »Løvejagten på Elleore« og film med et par Knold og Tot-drenge, som børnene morede sig hjerteligt over.
Ændrede ejerforhold og kommunegaranti
I 1987 solgte Sven Nielsen den 700 kvadratmeter store biografbygning til direktør Karl Thygesen, Højbjerg for 2,5 mio kr. Biografen blev drevet videre som dobbeltbio, men nu sad Sven Nielsen til leje.
I 1990 gik vekselerer Karl Thygesen konkurs. Ægteparret Birgitte Abild og Anders Holm-Knudsen købte af konkursboet med den
betingelse, at kommunen ville garantere et årligt beløb. Holm-Knudsen havde tidligere drevet biograf i Års. Kultur- og fritidsudvalget indvilgede i at købe forestillinger til skolebørn og pensionister for 50.000 kroner.
I starten gik det godt, men i 1993 solgte parret Bio 1-2 til Leif Søgaard Pedersen, som havde drevet Kino og Bio i Nykøbing Mors. Søgaard Pedersen drev biografen som Biocenter 1-2 frem til lukningen i 2006, hvor han gik på efterløn.
Biograf på Skyttevej
Ønsket om at få mere moderne biograffaciliteter blev påtrængende. Biograferne i Holstebro og Struer var moderniserede og trak kunder til.
Omkring årtusindskiftet præsenterede nogle investorer, med Knud Bjerre fra Bowl’n’Fun i spidsen, en ide om at lægge et biograf- og bowlingcenter ved Skyttevej/ Sdr. Boulevard tæt på Skive hallerne. Det blev afvist af kommunen. Så kom et nyt forslag om biografbyggeri ved Stadion eller Ågade. Her var der indsigelser fra forskellige grupper, blandt andet fordi det ville påvirke Børnenes Paradis eller adgangen til Åen. Det gav anledning til mange omtaler og læserbreve i avisen samt debatter i byråd. Der var også ungdomsdemonstrationer til fordel for biograf i centrum af byen.
I nullerne var Skive-hallerne igang med en oprustning. I 2003 skiftede man navn til Kulturcenter Limfjord A/S og inddrog biograf i planerne. 12. oktober 2006 – i 100 året for åbningen af Skives første biograf – kunne 3 nye biografsale i Cinema3 åbnes for publikum.
Sagaen i Torvegade sluttede
Biografgrund og bygninger, som lå nabo til kommunens nye administrationsbygning, ejedes af firmaet Torvegade Skive ApS – bestående af Knud Bjerre (byrådsmedlem for Venstre), hans svoger Mogens Halborg Jensen og Leif Jensen.
I 2008 blev der holdt auktion over inventaret i den gamle biograf. I 2009 blev bygningen nedrevet og byggeriet gik igang med et vinkelbyggeri i tilslutning til ejendommen på Østergade 11 mhp udlejning /salg evt. til kommune samt udlejning til bolig og erhverv.
Kilder :
- Skive bogen 2003 : 97 år med film i Skive af H. Frank Jensen
- Skive Folkeblad 2005 – 2010
- KulturCenter Limfjord, Skive – 50 års jubilæum, 1967 – 2017