Østergade er en betydelig gade for færdslen fra broen og op i Salling. Gaden har været hjemsted for flere hoteller og bankforretninger. Oprindeligt har vejen gået mere mod nord, men retningen er ændret efter branden i 1715 hvor den totalt nedbrændte.
Interessante adresser
Østergade 1:
Her lå Skive bank fra bygningen blev bygget i 1912/13, siden Skive Diskontobank. Den fine gamle bygning blev nedrevet i 1972, hvor en ny bankbygning blev bygget på stedet.
Østergade 4:
Bygget til Topps konditori af Annine Michelsen. Drevet som konditori til 1982, siden har der været spisested.
Østergade 5:
Her lå “Skive Gæstegivergaard”, siden Hotel Royal. Hotel Royal bygningen blev nedrevet i 1969
Østergade 6:
Skives første deciderede skolebygning. Bygningen er fra 1852, og her var skole til 1907. I perioden 1878-1907 var her desuden folkebibliotek. I 2015 var der forsøg på at nedrive bygningen. Efter folkelig debat blev den imidlertid reddet og renoveret.
Østergade 11:
Tegnet af Tage Hansen i funkisstil. Opført 1939-40 som hotel for handelsrejsende, først hotel Garni, siden Ansgar hotel. Hotellet lukkede i 1962. Arbejdernes Fællesorganisation var bosiddende her en årrække, hvorefter bygningen blev benyttet til bolig.
Østergade 14:
Oprindeligt svendeherberg for håndværkere på valsen fra opførslen i 1897. Fungerede kun som svendeherberg i få år, i hvert fald til 1902, hvor der blev givet mulighed for udskænkning af bajersk øl. Siden var der et bageri i bygningen til omkring 1970.
Kilder
- Thielsen, Charles, Bogen om Skive, Skive Folkebladsbogtrykkeri s. 68, 74
- Østergade 6 – sidste udkald | Skive Folkeblad
- Gammel skole skal bevares | Skive Folkeblad
- Eskildsen Jens & Mortensen Niels, 43 spændende bygninger i Skive bykerne, Skive Museums Forlag 1998