Skives Hoteller – oversigt

Gennem årene har der været mange hoteller i Skive, speciale omkring slutningen af 1800-tallet/ begyndelsen af 1900-tallet hvor byen var i en rivende udvikling. Hotellernes historie giver et spændende indblik i byens og egnens historie og udvikling. Kun et hotel har overlevet som hotel mere end 25 år, et par andre lever stadig som værtshuse. Nogle bygninger er revet ned, men mange står endnu og rester fra livet som hotel kan anes i facaderne.

Tag en tur rundt i byen:

Hotel Royal – på Østergade var byens fine gamle hotel. Oprindeligt en gæstgivergård fra starten af 1800-tallet. I 1873 købte Holger Glud hotellet og det blev kendt som Gluds hotel indtil 1892, hvor det kom til at hedde Hotel Royal. Hotellet lukkede i 1967 og blev efterfølgende nedrevet. 

Hotel Jylland – siden 1865 har der været drevet gæstgiveri/ hotel/ restaurant eller værtshus på Adelgade 5. Fra 1892 under navnet Jylland. Jylland lever i bedste velgående nu som værtshuset Jægerkroen.

Hotel Salling – der blev drevet gæstgiveri og hotel fra Nørregade 18 igennem 40 år fra 1882, de første år ejet af Carl Nielsen senere købte P. Seiersen hotellet, der lukkede i 1919.

Skyttes Hotel – Jernbanehotellet Hotellet – Grand Hotel – fra 1884 til 1988 ved Lilleåen på Østerbro fungerede i 100 år under flere navne, som hotel, restauration og musiksted.

Skive Højskolehjem blev åbnet i Frederiksgade 18 i 1884. I 1897 flyttede man men fandt ikke opbakning til permanente lokaler. 

Nordbanerestaurationen – Hotel Nordstjernen fra 1885 til 1970. Fra 1885 var der beværtning under en eller anden form på Nordbanevej 23, i nogle år også værelsesudlejning. Hotel-benævnelsen blev brugt lidt i flæng.

Hotel Dannebrog – Hotel Fjends herred på Østertorv 1 var der igennem flere år hoteldrift, dels under navnet Dannebrog, del som Hotel Fjends Herred. Lukkede i 1911 og blev til Cafe Heimdal.

Landmandshotellet overtog Højskolehjemmets lokaler i 1897 på Frederiksgade 18 og fungerede indtil lukning i 1978.

Hotel Skandinavien – i 50 år fra 1900 frem til 1950 var der gæstgivergård/ hotel på Vestergade 16

Missionshotellet først på Vestergade 3 fungerede fra 1901 til 1908. Efter 2 år på Østertorv 1 lukkede hotellet. 

Hotel Skive lå på hjørnet af Voldgade 2. Det fungerede fra 1903 – 1913.

Hotel Phønix – på hjørnet af Østergade og Voldgade/ Brogårdsgade var et af Skives store og fornemme hoteller. Phønix var i funktion som hotel i Skive fra 1904 til 1941. Herefter blev det rådhus med øgenavnet “Emaljenborg”

Central Hotel – P. Baunsgaard drev forskellige små afholdshoteller/ gæstgiverier i Skive. Central Hotellet i Thinggade 2 var det sidste og virksomt fra 1905 til 1917.

Skive Afholdshotel – Fra 1908 til omkring 1980 var der hoteldrift i bygningerne på Torvegade 7. Indtil 1970 var der afholdshotel. Fra 1970 til lukningen i 1980 hed hotellet Sallinghus.

Østertorvs Afholdshotel var et lille hotel i Sallings gård på Østertorv drevet af samme ægtepar fra 1920 til 1957.

Missionshotellet Gl. Skivehus –  Hotel Skivehus – fra 1930 – 1982 drevet som missionshotel på Østertorv 22/ Sdr. Boulevard , indtil 2014 af 3. generation Nygårdfamilien. Nu en del af “Hotellerne i Skive”.

Hotel Garni – Hotel Ansgar – fra 1940 til 1962 var der hotel i Østergade 11. 

Hotel Hilltop beliggende højt over Ådalen på Arvikavejfungerede som hotel i 37 år  fra 1970 til 2007, hvor det blev omdannet til det nuværende uddannelsescenter.

Hotel Strandtangen åbnede på Skive Lystbådehavn i juli 2007. Det er en del af “Hotellerne i Skive”.

Forfatter velling