Nørregade 22 blev bygget i 1896 på drejer Lorentzens ejendoms plads. Der blev opført en 2-etages ejendom med forretninger i stueplan til gaden og beboelses på 1. sal. I gården blev der opført lokaler til trykkeri. Ejendommen var tegnet af gasværksmester Isidor von Essen.
1896 Skive Folkeblad i Nørregade 22
Skive Folkeblad var startet i 1880 i første omgang som en aflægger af Morsø Folkeblad, men fra 1882 blev bladet trykt i Skive af Marius Jensen i et pakhus i Frederiksgade 7. I 1885 købte Marius Jensen Frederiksgade 11 og indrettede trykkeri her. I 1890’erne var Skive Folkeblad egnens førende avis. Der blev behov for nye faciliteter og Marius Jensen købte drejer Lorentzens ejendom på Nørregade 22, som han nedrev og i stedet blev forretningsejendommen beliggende ud til strøget opført med trykkeri i en længe i gårde.
Der blev tale om lyse og luftige lokaler med nye maskiner og installeret gasmotor til at trække trykkemaskinen og der var travlhed fra tidlig morgen til sen aften for at få morgenavisen ud i hele Salling.
Skive Folkeblad blev solgt til Garantselskabet i 1906. For at få mere plads flyttede bladet 1. november 1908 til lejede lokaler i Torvegade 7.
1909 Jacobsen og Sørensen, snedkermestre
I 1909 rykkede snedkermester Johs. Jacobsen ind i trykkerilokalerne. Han drev møbelsnedkerforretning alene til 1911, hvor han en overgang gik i kompagniskab med snedkermester Vald. Sørensen. I 1915 købte Johs. Jacobsen naboejendommen Nørregade 24. Han nedrev forhuset og byggede “Sallinghus” hvortil han flyttede sit værksted og møbeludsalg. I 1930 opførte Johs. Jacobsen forlystelsesetablissementet “Kilden” på hjørnet af Nordbanevej og Ågade.
1916 Bøjle Hansens bogtrykkeri – Centraltrykkeriet
26. oktober 1916 overtog bogtrykker Bøjle Hansen de gamle trykkerilokaler og fra 1. november 1916 fik Skive Socialdemokrat kontor og redaktion i forhuset.
Bøjle Hansen var født i Skive i 1873, var udlært typograf og havde været på valsen. I 1907 åbnede han trykkeri i sin far, skorstensfejermester Hansens ejendom, Thinggade 19. B. Hansen skulle trykke lokalsiden af Skive Socialdemokrat, der var en aflægger af Demokraten Århus. Med det lille oplagstal som Skive Socialdemokrat havde, var det ikke nok til at holde trykkeriet i gang og Bøjle Hansen drev også accidenstrykkeri. Der blev trykt regnskaber, “love, festsange, meddelelser, konvolutter, regninger, skemaer, protokoller, begravelsessalmer.”
Trykningen af Skive Socialdemokrat overgik 1922 til A. C. Schous Bogtrykkeri, Voldgade 9. Indtil 1926 fortsatte Centraltrykkeriet med “større og mindre tryksager af enhver art”.
1926 Skive Venstreblad
Skive Venstreblad blev startet i 1919, hvor en gruppe venstrefolk følte sig mere og mere hjemløse hos deres gamle “venstreavis” Skive Folkeblad, der var gledet mere og mere over mod Det radikale Venstre. Skive Venstreblad startede som en aflægger af Randers Venstreblad og blev trykt i Randers, men det sinkede nyhedsformidlingen. Fra 1920 blev avisen trykt hos Lauritz Pedersens Bogtrykkeri på hjørnet af Østertorv og Brogårdsgade. I 1925/26 lykkedes det at samle penge sammen til at købe Centraltrykkeriet af Bøjle Hansen.
Skive Venstreblad overlevede flere kriser, havde endog etableret et samarbejde med de konservative i Skive under navnet Skive Dagblad fra 1966 og udkom indtil 1968 fra trykkeriet i Skive. 1. juni 1968 blev bladet en aflægger af Viborg Stifts Folkeblad og så var det definitivt slut med avisproduktion i Nørregade 22.
1968 Centraltrykkeriet genopstod
I starten drev aktionærkredsen bag avisdriften trykkeriet videre under navnet Centraltrykkeriet. I 1970 overtog Harry Frederiksen, som havde været faktor på avisen siden 1957, trykkeriet. I 1977 overtog Hans Høpfner Laursen, som havde været på trykkeriet siden 1946, trykkeriet. Under hans ledelse blev trykkeriet omstillet til off-set tryk og fik med tiden behov for mere plads. I 1992 rykkede Centraltrykkeriet til nybyggeri på Katkjærvej 10.
Virksomheden lukkede 2015.
Nørregade 22 i øvrigt
I øvrigt var der Schous sæbehus og Svane Apotek på adressen.