Thinggade (tidligere også Tinggade) er en del af den middelalderlige Skive by. Gaden er opkaldt efter bytinget (byretten) som blev holdt her formodentlig på byens åbne torv. Gaden der langt op i tiden ikke var brolagt, blev også ofte blot angivet “Vejen”.
Med oprettelsen af et egentligt rådhus i Skive fra 1686, er der formodentligt at man er stoppet med at holde ting for åben himmel. Gaden var sammen med Østergade og Sønderbyen stadig op gennem 1700-tallet, at regne som en del af Skives fattigkvarter.
Interessante adresser
Thinggade 1:
Oprindeligt kongeligt kornmagasin hvor skattekornet blev opbevaret efter Skives udnævnelse til amtstue (og derved ansvarlig for indsamlingen af skatter) i 1691. Gennem 1800-tallet er bygningen bl.a. brugt til beboelse og pigeskole, i perioden 1902-1969 lå her manufakturhandel, og i perioden 1969-1996 Jungs boghandel. Herefter var der en større istandsættelse og bygningen ændrede karakter.
Thinggade 3:
Fra 1898 lå Skive Børste- og Gadekostefabrik (nu VIKAN), grundlagt af A.P. Pedersen her. Siden udvidet med bebyggelse der strakte sig over Thinggade 3 og 5 til Østergade – opført i 1929. Arkitekt Toft-Hansen.
Thinggade 6-8:
Er opført af konsul Frederik Friis. I perioden 1856/57 til 1870 lå Friis’ bryggeri her. Siden har bygningen været brugt til en række ting, bl.a. afholdshjem.
Thinggade 11:
Den oprindelige placering for Salling Bank i perioden 1876-1881.
Kilder
- Thielsen, Charles, Bogen om skive, Skive Folkebladsbogtrykkeri, s. 68
- Gormsen, Gudrun mfl. Skive kommunes historie bind I, Skive Museums forlag 2001, s. 86, 283, 293
- Mortensen Niels, Skive kommunes historie Bind II, Skive Museums Forlag 2002, s. 277
- Eskildsen Jens & Mortensen Niels, 43 spændende bygninger i Skive bykerne, Skive Museums Forlag 1998