Ejendommen på Havnevej 7, Matr. 13 b Skive Markjorder, er bygget i 1905 som Beværterforeningens Stiftelse for værdigt trængende ældre kollegaer og deres hustruer. Beværterforeningen blev stiftet 1. oktober 1884. Ejendommen, tegnet af Isidor von Essen, ligger meget markant på på hjørnet af Havnevej og Kielgastvej, og den harmoniske facade er synlig for enden af skråstien, når man går op igennem anlægget nede fra springvandet. Vestgavlen er i 2025 blevet udsmykket med gavlmaleri.
Bygningens historie

5. august 1905 androg Skives Beværterforening kommunen om at få stillet en gratis byggegrund til rådighed ved ‘Havnevejen’ til en stiftelse. Byrådet rådede over den såkaldte Hemmers legatjord og 2. marts 1905 tiltrådte byrådet en ansøgning til ministeriet om at måtte stille 1000 kvadrat alen til rådighed for en stiftelse. D. 22 marts 1905 forelå indenrigsministeriets tilladelse.
17. juni 1905 holdt man licitation over bygningen. Byggeudgifterne løb sig op til 13239 kr. I oktober 1905 var der grundstensnedlæggelse, og der blev indmuret et dokument med oplysninger om byens ledende mænd, navne på Beværterforeningens bestyrelse, entreprenør og arkitekt.
Man takkede alle for medvirken til opførelse af huset. Man forventede at have huset under tag inden 1.11 og færdig 1. april 1906. Jan. 1906 blev der annonceret for udlejnings af 2 vær. lejligheder pr. 1. maj 1906. 2 af lejlighederne blev udlejet med et lille havestykke.
6. april 1906 kunne foreningen holde fest i Hotel Phønix, for at højtideligholde færdiggørelsen af Stiftelsen. Formanden takkede alle der havde medvirket til et godt resultat, først Byrådet for at give fri grund, så gasværksmester Essen for uden vederlag at have stillet tegning til bygningen til rådighed dernæst alle bidragydere og håndværkere.
Stiftelsen indeholdt 6 lejligheder i størrelsen 55 – 61 m2. I de første år var der retirader i udhuset, men i 1932 blev der indlagt vandklosetter.
Med tiden blev Stiftelsen i stand til at følge servitutterne og yde frie eller halvfrie lejligheder til trængende kollegaer og deres hustruer.
I stiftelsens statutter stod, at den havde ret til at oppebære afgiften af beværtningstelte på Markedspladsen. I 1915 forbød Byrådet udskænkning af spiritus på markedspladsen og stiftelsen kom til at miste indtægt. Man søgte derfor byrådet om 100 kr. i erstatning for afgiften, dette blev imidlertid ikke imødekommet.
Husets skæbne
I 1970 var der ganske få medlemmer tilbage i Beværterforeningen, nye restauratører i Skive ønskede ikke organisationstvang. Foreningens daværende kasserer fra Landmandshotellet meldte sig ud og afleverede kassebøger og protokoller til direktør Knud Willemoes tidl. Hotel Royal. Foreningen havde en bankbog på 18.000 kr. og ejendommen på Havnevej, der var vurderet til 100.000 kr. Der skyldtes kun 4000 kr. på ejendommen.
I 1973 var Knud Willemoes flyttet fra byen, og der havde ikke været aktivitet i foreningen i flere år. Det var uklart, hvad der skulle ske med stiftelsen. I aug. 1973 blev Beværterforeningen genstiftet. Det har ikke været muligt at finde yderligere avisomtale.
I følge papirer på kommunens weblager er ejendommen blevet handlet i 1985, og i 1999 har den daværende ejer HUK, Stoholm udført brandsikring af lejlighederne. Ejendommen ejes af firmaet Vandsø ApS.

Gavlmaleri
11. juni 2025 kunne et nyt gavlmaleri i Skive, det tredje i serien “Naturen ind i byen”, indvies. Det er udført af Michael Wisniewski fra Murværk.dk på ejendommen Havnevej 7’s vestgavl.
Gavlmaleriet er udført med støtte fra SparVest Fonden, Norlys Vækstpulje og Skive Kommunes Byudviklingspulje.
Kilder
- Mediastream : Skive Folkeblad flere notitser 1905 og 1906
- Skive Folkeblad 29. sept. 1959
- Skive Folkeblad 17.jan 1973
- Skive Folkeblad 3. august 1973
- Skive kommunes weblager