Siden 1856 har der været snedkeri/ begravelsesforretning på Møllegade 2, Klochs begravelsesforretning.
Firmaets stifter
Frederik Christian Magnus Kloch blev født 1827 i skovfogedboligen i Kompedal plantage på Alheden i Torning sogn som søn af plantør og skovfoged Diderich Peter Kloch og dennes 2. hustru Anne Cathrine Gade. Han døde i Skive 17. oktober 1898, 71 år gammel.
Frederik Klochs, eller som han i en periode kaldte sig Fritz Klochs, mor var 26 år og faderen næsten 60 år gammel ved hans fødsel. Da han var 13 år døde moderen, da han var 16 døde faderen. FrederikKloch blev uddannet som snedker b.la. hos snedkermester Isager i Skive. Efter endt uddannelse og rejser til udlandet, b.la. Berlin, grundlagde han i 1856 eget snedkeri i Skive.
Oprindeligt havde forretningen til huse i ejendommen Vestergade 25, men efterhånden antog den et anseeligt omfang, og Frederik Kloch købte da et hus i Møllegade, som var bygget af engelske entreprenører, der havde været beskæftiget med baneanlæg i Nørrejylland. Denne ejendom, Møllegade 2, omdannede han til snedkeri og beboelse. I starten var der snedkeri og møbelmagasin.
Frederik Kloch var i 1857 blevet gift med den 25-årige Pouline Rosine Nørager, som var født i 1831 i Nibe. Hun var datter af rebslager Rasmus Christian Nørager og hustru Ane Lyngbye, Nibe.
Eftermæle
18. oktober 1898 var der fyldige nekrologer både i Skive Folkeblad og i Skive Avis. Begge gav udtryk for, at det var en vellidt mand og en god bysborger, der pludselig var faldet om under en spadseretur i byen. Ved sin død var han medlem af Skive Byråd, indvalgt ved et suppleringsvalg i 1891 og genvalgt ved det ordinære valg i 1893. Han var aktiv som bestyrelsesmedlem for ”Den nye Borger- og Haandværkerforening” og i 1896 blevet hædret i anledning af sit 40-års jubilæum som snedkermester i byen. Hans hustru var død 2 år tidligere, men han efterlod sig 3 sønner og 6 døtre.
Den næstældste søn, Frederik Kloch havde i et par år været hjemme i faderens virksomhed og forventedes at fortsætte forretningen.
Kilder
- Nielsen Hedvig & Nielsen, Ejnar, Slægten Kloch – bidrag til slægtens historie, Konrad Jørgensens bogtrykkeri 1943
- Skive Folkeblad 18. oktober 1898