Den ny Borger- og Håndværkerforening i Skive – “Den Ny”

Den Den ny Borger- og Håndværkerforening i Skive –  også tit kaldet “Den Ny” blev stiftet i 1882 og blev den længst levende af de 2 håndværkerforeninger. Efter 140 år lukkede “Den Ny”  i 2022.

Baggrund

I 1857 blev “Den Gamle” Borger- og Håndværkerforening” stiftet. Igennem årene var der perioder med utilfredshed blandt medlemmerne. I 1874 valgte nogle medlemmer at bryde ud “for at kunne samles under andre forhold, som man ikke måtte føle sig trykket af”. Mere blev der ikke noteret om begrundelsen.

Der blev inviteret til stiftelse af en klubafdeling  under Skive Industriforening og der mødte 50 op. Enhver mand og kvinde i Skive og omegn kunne optages som medlem, hvis de kunne godkendes af foreningens medlemmer. (Dog ikke lærlinge og tjenestepiger).

Harmonien – Klubben Harmonien

Med 75 medlemmer startede klubben kaldet “Harmonien” så i lejede lokaler i  Nørregade 3. Klublokalerne stod åbne fra 9 til 23 og der var aviser, spil og bøger. Der blev arrangeret lotterispil, baller, maskeballer, børneballer, juletræsfester og foredrag mm.

Efter 1 års tid ophævedes tilknytningen til Industriforeningen og efterfølgende hed foreningen “Klubben”Harmonien”” – men man fortsatte med de samme aktiviteter.

I jan. 1881 brændte klubbens lokaler, og ved en efterfølgende generalforsamling var der stemning for selv at bygge. Man forhørte sig hos “den gamle” Borger og Håndværkerforening, om de ville være med, men det gav ikke resultat.

Et aktieselskab oprettedes til at stå for byggeriet, og aktietegningen viste, at der var stor interesse. Der blev købt en grund i Frederiksgade 8 med naboerne Morsø Jernstøberi i nr. 10 og læge Ring i nr. 6.

Murermester L. Jørgensen tegnede huset som en forbygning i Frederiksgade 8, dels med værtens lokaler : restauration og hotelværelser og dels med foreningens egne lokaler, bla. læseværelse samt en sidebygning, der indeholdt forsamlings- og teatersal. Bagved var der lille haveanlæg med keglebane og flere lysthuse.

Det havde været et stort ønske at få en teaterscene, hidtil havde teaterforestillingerne være spillet på  midlertidige scener på 1. sal i Gæstgivergården.

og endelig 1882 Den ny Borger- og Håndværkerforening i Skive med eget hus

6. september 1881 vedtog man lovene for Den ny Borger- og Håndværkerforening, hvis bestyrelse skulle bestå af 8 medlemmer, 5 valgt af foreningen og 3 af aktionærerne. Første formand blev buntmager William Thimm, som også have været formand i “Harmonien”. Harmonien valgte at gå fuldt ind i “Den Ny”.

Indvielses- og stiftelsesfesten blev holdt 1. jan. 1882 med deltagelse af 250 særligt indbudte damer og herrer til en fest med mange taler og hurraråb.

Klubliv

Man mødtes efter dagens gerning i “Værket” og talte sammen, læste aviser, spillede kort eller billiard, røg de lange piber, drak kaffe, øl eller stærkere sager.  Medlemmerne havde faste tobaksskuffer, som blev udlejet ved den årlige generalforsamling. Man drøftede kommunale og politiske sager og ville have frihed til drøftelserne, så Estrups gendarmer fik ikke lov til at blive medlemmer i foreningen.  Der var også et fyldigt bibliotek, man kunne fordybe sig i.

Fester og legater mm.

Der udviklede sig traditioner for faste arrangementer : nytårfest, maskebal/ karneval, basar med diletant, sommerudflugter, sommerkoncerter, børnebal, juletræsfester og  oplysende foredrag.

Der var trængsel til de forskellige arrangementer, og ofte kunne der blive et godt overskud, som kunne bruges til et godt formål.

Ud af foreningens overskudsgivende aktiviteter er det gennem mange år blevet til legater til unge mennesker på Skiveegnen, så de kunne udvikle deres talent inden for håndværk, idræt eller anden udfoldelse. Sidst uddelt i marts 2022.

Teaterforestillinger

Allerede 25. marts 1882 var der forestilling i den nye sal. Bestyrelsen havde sat en komite til at sørge for, at et af datidens mest kendte skuespilselskaber – brødrene Theodor og Fr. Müller – kom og spillede 4 forskellige forestillinger på 4 aftener.  Normalt blev der spillet “på døren” – dvs. man lejede sig ind i teatersalen og betalte varme og lys og håbede på fuldt hus, så man kunne få nogle entré indtægter. De første forestillinger var bestyrelsen dog nødt til at betale et fast beløb for.

Politik

Det var almindeligt, at de forskellige foreninger opstillede lister til kommunalvalg. I 1885 opstillede Den ny Borger- og Håndværkerforening kandidater til byrådet. Man holdt prøvevalg blandt foreningens medlemmer, og den liste der vandt, blev offentliggjort i avisen med opfordring til at stemme på de opstillede kandidater.

Det blev skik at “Den Ny” opstillede sammen med Industriforeningen og Handelsforeningen, mens den gamle Borger- og Håndværkerforening gik sammen med afholdsforeninger om en anden liste.

Næsten alle “Den Ny”s kandidater var Højre-mænd, men foreningen lagde vægt på, at det var “Den ny”, der havde opstillet listen og ikke Højre-vælgerforeningen.

“Den Ny” holdt sig forsåvidt ude af partipolitik, men tog ikke afstand fra partierne, f.eks. kunne der holdes religiøse og politiske møder i salen, og det skulle være gratis at låne salen til det sidste valgmøde før et folketingsvalg.

Dermed startede en tradition for valgmøder i “Den Ny”, der fortsatte frem til 1960’erne.

Faglige og økonomiske interesser

“Den Ny” så sig selv som en forening, der ud over det sociale også skulle varetage medlemmernes faglige og økonomiske interesser.

Man arbejdede som andre håndværkerforeninger for en understøttelsesforening for rejsende håndværkssvende. Resultatet blev “Understøttelsesforeningen for rejsende  Haandværkssvende”, der oprettede svendehjem og en slags arbejdsformidling.

Foreningen blev medlem af Centralforeningen for de jyske Håndværkerforeninger og blev således repræsenteret af Fællesrepræsentationen for dansk Håndværk og Industri. Igennem dette medlemsskab kunne man få frirejser til den store Industriudstilling i 1888, og via en spareforening kunne man sende medlemmer til den store verdensudstilling i Paris i 1900. Via Fællesrespræsentationen støttede man også Teknologisk Institut.

Foreningen arbejdede for bedre infrastruktur, først udvidelse af jernbanenettet og senere for bedre landevejsforbindelse til Herning. Man lavede håndværker- og industriudstillinger i teatersalen og støttede oprettelsen af lokalafdeling for Dansk Arbejde i 1908.

Med årene blev der færre og færre opgaver af faglig og rådgivningskarakter. Mestrene organiserede sig i 1913 i Skive Arbejdsgiverforening, og de mere tværgående opgaver som f.ex. vejføring blev overtaget af Skive Erhvervsråd i 1941. Svendeprøverne overgik til de faglige organisationer, så i 1945 vedtog man at udmelde sig af Fællesrepræsentationen.

Udvidelser

I 1904 begyndte et stort renoverings-og udvidelsesprojekt.  Foreningen købte Frederiksgade 8 af aktionærerne. Dernæst blev forhuset udvidet og 1906 blev der lavet tilbygning til teatersalen. Det bageste af haven blev solgt til et konsortium, der ville anlægge Sallinggade.  Festen ved 25-års jubilæet 1. januar 1907 kunne også fejre ombygningen.

I 1918 købte “Den Ny” Frederiksgade 10 (med isenkramforretning og Kosmorama). Teatersalen blev nu udvidet og scenen gjort rummeligere. Der blev indlagt centralvarme og selskabslokalerne, den lille sal og restaurationslokalerne blev udvidet og udsmykket. Fra 1929 var der offentlig adgang til Teatercafeen, som var tegnet i moderne stil af arkitekt H. Toft Hansen.

Håndværker Stiftelsen i Sallinggade

I 1928 besluttede “Den Ny” af samle penge sammen til at bygge en stiftelse. I 1934 gik byggeriet  af en 3 etages bygning (øverste etage var manzarden) i den nordligste del af haven ud mod Sallinggade, hvor der var 3 lejligheder på hver etage. Boligerne var i følge fundatsen beregnet til medlemmer / tidligere medlemmer el. enker efter medlemmer af “den ny”,  mænd > 55 år og kvinder > 50 år med uplettet navn og rygte, og som mindst 10 år havde været skatteyder i Skive Købstad.

Bygningen kunne indvies i 1935.

Laugsstue, marinestue, naverstue

I begyndelsen af 30’erne oprettede man et lokale i Håndværkerforeningen til mødelokale for byens mesterforeninger.  Salen var et fint eksempel på godt håndværk. I forbindelse med ombygning  og renovering i 1990’erne blev laugsstuen pillet ned. I 2001 fik den adresse hos Kulturcenter Limfjord.

1942 oprettedes naverstue i “Den ny”

1947 oprettede Marineforeningen for Skive og Omegn en marinestue.

Kosmoramabygning og flere udvidelser

1938 besluttede generalforsamlingen at rive Frederiksgade 10 – fra 1850’erne – ned og opføre en moderne funkis-bygning tegnet af H.Toft-Hansen. I den nye bygning var der 4 butikker, lejligheder og et nyt og moderne Kosmorama med 350 biografpladser.

I 1941 gjorde muligheden for fordelagtige lån fra Dansk Arbejdsgiverforening, at man satte gang i byggeri af en ny foyer langs vestsiden af teatersalen.

Desværre tog værnemagten Frederiksgade 8 til indkvartering af tyske flygtninge fra nytår 1944.

Status i 1957 – forening med kulturelle og selskabelige formål

Formanden beskrev situationen således : “….Der er kun meget lidt tilbage af det faglige. Men vor forening har stadig en samlende karakter i byens selskabelige liv og foreningsliv – i dens kulturelle liv tør jeg måske sige, når jeg henviser til vort arbejde for dog at holde liv i teatret og til vor foredragsvirksomhed”

“Den Ny” blev først og fremmest en forening med kulturelle og selskabelige formål og så drev man “byens største forsamlingshus”. I årene efter krigen nåede medlemstallet op omkring 1500 –  sv.t. hver 10. skibonit.

Underskud

Sidst i halvtredserne kunne man flere år i træk konstatere store underskud i foreningen, og det var fortrinsvis teaterforestillingerne, der var årsagen. Det fik det resultat, at man opgav selv at arrangere teater, og i nogle år var det kun skiftende teaterselskaber, der forsøgte sig.

I 1968 fik teaterinteresserede med lærer Per Haugaard Jensen i spidsen dannet Skive og Omegns Teaterkreds, og så kom der igen gang i regelmæssige teaterforestillinger i Skive Theater.

Frederiksgade 8 og 10 solgt

Der blev problemer med at drive restaurationen og få den bortforpagtet, og tilstrømningen til de indtægtsgivende baller begyndte at svigte. I 1977 besluttede man at sælge begge bygninger i Frederiksgade. No. 8 med restaurant og teatersal med inventar blev solgt til Skive Kommune for 850.000 kr – sv.t. ca. halvdelen af ejendomsvurderingen. Kommunen overlod driften af Frederiksgade 8 til en selvejende institution “Skive Teater og Forsamlingsbygning”.

Frederiksgade 10 blev solgt til een af lejerne – isenkræmmer Jens Saustrup – for 1,5 min. kr. Tilbage var kun stiftelsen i Sallinggade som blev renoveret for 2,2 min kr. i 1989 bla. med etablering af eget bad i lejlighederne.

Fra 1982 lejede foreningen et kælderlokale i Teatercafeen til fast mødelokale  –  kaldet “Kælderhalsen”. Foreningen vedblev at holde fast i nogle af aktiviteterne som fødselsdagsfest og julelotterier – julefesterne for børn måtte man holde med kort før 100-års fødselsdagen.

Foreningsophør 2022

I 2022 kunne foreningens generalforsamling konstatere, at medlemstallet var helt nede omkring 100 og gennemsnitsalderen var høj.

Formanden bemærkede, at tiden var ved at løbe fra en forening af denne type.  Bestyrelsen trak sig, og der var ikke kandidater til  ny bestyrelse. Ved en ekstraordinær generalforsamling lykkedes det heller ikke at skaffe bestyrelsesmedlemmer, og foreningen besluttede sig for at stile mod lukning.

Lukningen blev besluttet ved endnu en ekstraordinær generalforsamling 5. maj 2022

Foreningen gav 15.000 kroner til Den Blå Viol i Skive, (værested for mennesker med udfordringer f.ex. nuværende og tidligere misbrug, ensomhed eller hjemløshed ). Der blev 60.000 kroner til Carpe Diems aktiviteter i Skive Kommune. (Støtte til kræftramte børn og deres familier).
Den Ny Borger- og Håndværkerforening drev Stiftelsen i Sallinggade i Skive. Den ejedes af en selvejende institution, så foreningen var ikke ejer, men har haft indflydelse på huset. Ved den sidste generalforsamling blev det overladt til den afgående bestyrelse af søge om tilladelse til at sælge stiftelsen. Det kan betyde et par millioner kroner mere til velgørende formål i Skive Kommune.

Formænd :

  • 1881 Buntmager William Thimm
  • 1886 Urmager N. C Melgaard
  • 1891 Rebslager P. A. Petersen
  • 1903 Buntmager William Thimm
  • 1912 Guldsmed Søren Melgaard
  • 1943 Direktør Jacob Laursen
  • 1969 Grosserer C. G. A. Nielsen
  • 1971 Malermester Johan Nielsen
  • 1974 Danselærer Preben Lykke
  • 1975 Malermester Johan Nielsen
  • 1977 Bogtrykker Harry Frederiksen
  • 1983 Bogtrykker Hans H. Laursen
  • 1997 Bogholder Inga Andersen
  • 2006 Husholdningslærer Birthe M. Andersen
  • 2012 til 2022 Torben Manthai

Æresmedlemmer :

Kilder :

  • Den ny Borger-og håndværkerforeningen i Skive  1882 – 2007, v. Niels Mortensen
  • Skive Folkeblad, april – maj 2022

 

Forfatter velling