Landmandshotellet var hotel for land og by på Frederiksgade 18 igennem mere end 80 år.
Landsmandshotel i stedet for Højskolehjem
I september 1897 åbnede Laust J. Primdal Landmandshotellet i bygningerne, hvor Højskolehjemmet tidligere havde haft til huse på hjørnet af Frederiksgade og Christiansgade. Primdahl havde tidligere været vært på Gæstgivergården Jylland.
Højskolehjemmet havde været forsøgt drevet igennem flere år. Som en sidste krampetrækning kastede man sig over en modernisering ved at bringe lokalerne ned i stueetagen, hvor der var god plads, og ved at indrette 1. salen til gæsteværelser. Efter et år måtte man dog opgive at drive et større foretagende, og Højskolehjemmet rykkede skråt over gaden.
Bygningen på Frederiksgade 18 var blevet opført i 1866 af Proprietær Erichsen, Ramsinggård i 2-etages højde. Hotellet blev udvidet flere gange, og i 1908 blev den store fløj langs Christiansgade tilføjet.
Livet på Landmandshotellet
Primdahl drev et hotel, hvor målgruppen var både by og land. Det lå for enden af Frederiksgade i udkanten af byen, ikke så langt fra Markedspladsen, der var blevet lagt på Bymandstoft vest for Asylgade i 1868, og hotellet lå ikke langt fra grænsen til Landsognet (Thomsensgade).
I bygningskomplekset var der både hotel, butik, værksteder og gårdrum med opstaldningsplads. Der var ligefrem en decideret staldmester ansat.
På hotellet blev der bl. a. holdt møder af
- Salling Landboforening
- Salling Tyendespareforening
- Husmandsforeningen Fremad
- Skive Markjorder og Købstads Sygekasse
- Beværterforeningen
- Skive og Omegns kaninavlerforening
- Telefonabonnenter fra landet, som lavede en forening for at få mere rimelige priser hos Jysk Telefon.
- Jordemødrene, der dannede forening for Skive og Omegn
- Skive Andelsslagteris bestyrelse holdt konstituerende møde på Landmandshotellet, og senere blev der holdt møder om ansættelse af folk til slagteriet.
- Der var foredrag om hønseavl
Der blev holdt generalforsamlinger af f.eks.
- SydSallings hesteavlsforening
- Venstrevælgerforeningen og
- Salling Brandforsikringsselskab
- I marts 1906 holdt forbrugsforeningen for Skive og Omegn konstituerende generalforsamling og i årene efter fulgte de ordinære generalforsamlinger.
Slagteriarbejderne holdt faneindvielse, og det samme gjorde Skive Afdelingen af Dansk Jernbanearbejderforbund i 1902 . Det forhandlende Venstre holdt prøvevalg i 1901. År efter år var der smørudstillinger, og der blev holdt foredrag om smørrets behandling og forbedring.
På markedsdage var bordet dækket, og der blev holdt Landbobal.
Alt til Landbruget hørende
I gården var der salg af seletøj og vogne, der var plads til opstaldning, hvor dyrlægen kunne komme og foretage de fornødne vaccinationer, og der var kreaturvægt på stedet. Kreatur- og hestehandlerne annoncerede deres tilstedeværelse på Landmandshotellet, og så kunne handlen ellers gå igang. Bagefter blev der drukket lidkøb i restauranten “Landmanden”.
Senere blev der cykelværksted og forretning gården. Primdahl selv udviklede handel med foderstoffer. Han solgte “Bibby” foderkager, bomuldsfrøkager, fodermel, mejerimel, svinemel og kalvemel fra sit lager på Landmandshotellet, hvor han havde kontor, også efter at han solgte Landmandshotellet.
Ny ejer i 1905 og udvidelser
I november 1905 mageskiftede gæstgiver Primdahl Landmandshotellet med Tømrermester Haldborg. Primdahl fik en villa – Annaly på Havnevej. Kort tid efter ansatte tømrermester Haldborg A. Knudsen som forpagter. Haldborg udvidede i 1908 bygningskomplekset med en længe ned langs Christiansgade. I gården blev der opført mere stald. Hele byggeriet gav anledning til sag med kommunen, eftersom stalden var ulovlig opført på trods af, at der allerede var givet meget stor dispensation fra byggeloven.
Ritto kom til – men Knudsen åbnede det “Ny Landmandshotel”
Ny beværter 1. maj 1910 blev Andreas Ritto. Den gamle beværter, A. Knudsen, holdt samtidig indvielsesfest på det “Ny Landmandshotel” 2. pinsedag med koncert med byens musikdirektør Kamp-Hansen.
A. Knudsen, havde taget alkoholbevillingen med sig over på den anden side af gade, hvor han åbnede det Ny Landsmandshotel. Ritto ansøgte om at måtte drive restauranten i Landmandshotellet på gæstgiverborgerskab, men fik afslag og måtte starte sin virksomhed i Skive, som afholdsrestauratør. En bevilling var personligt tildelt. Skive Byråd forsøgte at begrænse antallet af udskænkningssteder i byen, og typisk skulle restauratøren stille med tilsagn fra 2 bevillingshavere, om at de afsagde sig deres bevilling, for at der kunne udstedes en ny. Ritto var ikke så heldig i første runde.
Historien melder ikke noget om, hvorfor det gik såden. Om A. Knudsen var blevet uvenner med ejeren, tømrermester Haldborg eller om Knudsen bare ville noget andet. Knudsen købte hjørneejendommen på Frederiksgade/ Asylgade af kreaturhandler L. Primdahl for 44.000 kr. i februar 1910. Knudsen tog også nogle af de faste kunder med over på det ny hotel, mens Ritto holdt det gamle hotel kørende som afholdshotel.
For Knudsen gik det ikke helt med at holde det ny hotel kørende, for i maj 1912 gik det “Ny Landmandshotel” på hjørnet af Asylgade og Frederiksgade på tvangsauktion. Ejendommen blev købt af Primdahl, som var panthaver og højstbydende. A. Knudsen flyttede til Thinggade, hvor han ville drive næring som beværter. Andre værter forsøgte at køre det Ny Landmandshotel videre, men det lukkede i 1913, hvor fhv. kromand fra Sparkær købte ejendommen.
2 generationer Ritto
Landmandshotellet blev drevet af Andreas Nielsen Ritto fra 1910 til hans død i 1944. Der var indimellem meget travle perioder. Som under 1. verdenskrig hvor sikringsstyrken var indkaldt og Landmandshotellet dagligt havde 60 mand på fuld-pension i et halvt år. Markedsdagene var altid travle dage, og på dyrskuedagene blev der skrællet et par tønder kartofler og stegt 800 bøffer. Andreas Ritto blev af en bekendt beskrevet således i en artikel af Karen Strøm Hansen i Skive Folkeblad ved 60-året for fam. Rittos virke som hotelværter: “som han var i sit fag, var han i al sin færd, en fin og nobel karakter, der havde en levende sans for retten og som ikke på et punkt slog af sine krav til sig selv eller andre i retning af, hvad der var sømmeligt, ret og rigtigt...”
Sønnen Louis Ritto blev uddannet flere steder, bl.a. på Wivel i København. Han kom hjem og arbejdede med på hotellet fra 1928. Ved faderens død i 1944 overtog han bevillingen. I hans tid blev der oprettet billard på førstesalen, og her holdt Skive Billardklub til fra sidst i fyrrerne indtil 1964 interessen for billard i Skive var dalet så meget, at klubben valgte at stoppe.
I 1963 fik Louis Ritto opstillet 2 bowlingbaner i salen ud for Christiansgade. Ud over Landmandshotellet kunne man også bowle på Grand Hotel. Ellers blev hotellet og restaurationen holdt i samme stil gennem alle årene med ældre velholdte møbler og samme indretning.
Den karakteristik, der var givet af faderen, passede fuldstændig på sønnen. Efter et langt liv som restauratør satte Ritto i 1971 Landmandshotellet til salg. I 1978 lykkedes det. Restauratør Victor Madsen fra “Væltepeter” et par numre nede af Frederiksgade, købte restaurant Landmanden med tilhørende ejendom bestående af: 7 lejligheder, to butikker, to værksteder og syv garager, for 800.000 kr.
Videoudlejning – fotohandler – døgnkiosk
I 1984 åbnede Poul Erik Dahl fotoforretningen “Poul E Foto” i hjørneforretningen. Inden hele bygningen blev til lejligheder var der også videoudlejning og døgnkiosk.
Kilder:
- Skive Folkeblad og Skive Avis for perioden.
#Hotel #restauration #landbrug