Salling

Geografi:

Salling er i 2025 en geografisk halvø i den vestlige del af Limfjorden med et areal på omtrent 500 kvadratkilometer. Geografisk er Salling afgrænset mod vest af Venø Bugt, mod nord af Salling Sund og Fur Sund, mod øst af Risgårde Bredning, Hvalpsund og Skive Fjord. Den sydlige grænse defineres af en bred, fladbundet dal fra den inddæmmede Sønder Lem Vig, langs Trævel Å og Kissum Kær til Skive.

Navnet – etymologisk:

Halvøen Salling omtales ca. 1187 som Sallingh, antagelig oprindeligt fjordnavn af gammeldansk *sal ‘bleg, mørk’ og -ung (-inge).

Navnet Salling er gennem tiden blevet anvendt som navngiver til mange andre stednavne, foreningsnavne, person efternavne og virksomhedsnavne: Sallingsund, Sallingbanen, Sallinghallerne, Sallingland, Salling Margarinefabrik, Sydsallings Forsamlingshus, Nordsalling Teglværk ect.

Geologi:

Langs kysterne findes både aktive klinter, fx ved Kås og Hvalpsund, og marint forland som en bræmme foran tilgroede litorinaklinter fra stenalderen. Midt på halvøens vestkyst skærer Lysen Bredning og dens forlængelse i Harre Vig sig 6 km ind i landet. I Nordsallings undergrund ligger en salthorst, som har presset lag af skrivekridt tæt op under overfladen. I den nordvestligste del af landsdelen findes der ler, der udvindes ved Branden og på øen Fur. Landskabet består af moræneplateauer, der adskiller nedskårne dale og lavninger med små vandløb. Jorden i Vest- og Nordsalling er mere sandet, end på Østsalling.

Administration:

Salling danner med Fur og det nordlige Fjends, Skive Kommune.

I middelalderen brugtes betegnelsen Sallingsyssel for det juridske og administrative område, der rummede oven nævnte sogne og følgende herreder; Morsø Nørre Herred, Morsø Sønder Herred, Harre Herred, Nørre Herred, Rødding Herred og Hindborg Herred. Sysseltingstedet var indtil 1536 på Bostrup Hede i Lyby sogn.

Sogne:

Sognene på Salling og Fjends er samlet i Salling Provsti: Balling Sogn, Brøndum Sogn, Brøndum-Hvidbjerg Sogn, Dommerby Sogn, Durup Sogn , Durup-Tøndering-Nautrup Sogn, Dølby Sogn, Egeris Sogn, Estvad Sogn, Estvad-Rønbjerg Sogn, Fur Sogn, Fursund Sogn, Glyngøre Sogn, Grinderslev Sogn, Grønning Sogn, Harre Sogn, Hem Sogn, Hindborg Sogn, Hjerk Sogn, Hvidbjerg Sogn, Håsum Sogn, Højslev Sogn, Jebjerg Sogn, Jebjerg-Lyby Sogn, Junget Sogn, Krejbjerg Sogn, Lem Sogn, Lihme Sogn, Lundø Sogn, Lyby Sogn, Nautrup Sogn, Oddense Sogn, Otting Sogn, Ramsing Sogn, Resen Sogn, Roslev Sogn, Rybjerg Sogn, Rødding Sogn, Rønbjerg Sogn, Selde Sogn, Skive landsogn, Skive Sogn, Sæby Sogn, Thise Sogn, Thorum Sogn, Tøndering Sogn, Vejby Sogn, Vile Sogn, Volling Sogn, Åsted Sogn, Ørslevkloster Sogn og Ørum Sogn.

Landkommunerne (1842-1970):

Sognene dannede fra 1842 – 1970 det administrative netværk for Salling og Fjends  i kraft af den landkommunale anordnings ikrafttræden af 13. august 1841. Anordningen blev grundlaget for det vi i dag kender som kommuner, forløberne til dette system var reglement om fattigkommisionerne af 1803 og anordning om skolekommisionerne af 1814. Det egentlige kommunale selvstyre oprettedes da landkommunanordningen bemyndigede sogneforstanderskaberne per 1. januar 1842.

Landkommunerne eller sognerådskommunerne på Salling var: Balling-Volling (1842-1970), Brøndum-Hvidbjerg (1842-1970), Durup-Tøndering (1842-1970), Fur (1842-1970), Hem-Hindborg-Dølby (1842-1970), Hjerk-Harre (1842-1970), Højslev-Dommerby-Lundø (1842-1970), Håsum-Ramsing (1842-1970), Jebjerg-Lyby (1842-1970), Junget Thorum (1842-1970), Krejbjerg (1847-1970), Rødding (1847-1970), Rødding-Krejbjerg (1842-1847), Lem-Vejby (1842-1970), Lihme (1842-1970), Nautrup-Sæby-Vile (1842-1970), Oddense-Otting (1842-1970), Roslev-Rybjerg (1842-1924), Roslev (1924-1970), Rybjerg (1924-1970), Rødding (1847-1970), Selde-Åsted (1842-1970), Skive landsogn- Resen (1842-1966), Thise (1842-1970), Vridsted-Fly (1842-1970), Vroue-Resen (1842-1970), Ørslevkloster (1842-1970), Ørum (1842-1970).

Indtil 2006 var området en del af Viborg Amt, efter 1. januar 2007 blev den administrative overbygning i stedet Region Midtjylland.

Kommunalreformen 1970:

Ved kommunalreformen i 1970 blev kommunerne Sundsøre, Skive, Spøttrup og Sallingsund skabt ud af sognekommunerne.

Sallingsund kommune indeholdt landkommunerne: Nautrup-Sæby Vile, Hjerk-Harre, Roslev, Rybjerg og Durup-Tøndering

Sundsøre kommune indeholdt landkommunerne: Fur, Jebjerg-Lyby, Junget-Thorum, Selde-Åsted og Thise.

Spøttrup kommune indeholdt landkommunerne: Balling-Volling, Brøndum-Hvidbjerg, Hem-Hindborg-Dølby, Håsum-Ramsing, Krejbjerg, Rødding, Lem-Vejby, Lihme.

Skive kommune indeholdt landkommunerne: Højslev-Dommerby-Lundø, Skivelandsogn-Resen, Vridsted-Fly, Vrou-Resen, Ørslevkloster, Ørum.

Kilder:

Dansk Stednavneleksikon, Jylland – nordlige del. 1982 Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A .S., Copenhagen. ISBN 87-00-72221-9

Christensen Harry; Danske Landbokommuner 1842-1970. Landsarkivet for Viborg 1976.

Sallingsund Lokalarkiv

Skive Byarkiv

Spøttrup Lokalarkiv

Sundsøre Lokalarkiv

Fur Museum

Forfatter rapsak