Salling Margarinefabrik og Ægeksport

Michael Pedersen (22. april 1892 – 1963) var født på Mors. Han var udlært murer og drog til USA for at se andre forhold. Han startede Salling Margarinefabrik og Ægeksport og var en overgang medejer af Skivehus Asfalt-og Tagpapfabrik. Michael Pedersen var aktiv i modstandskampen.

Produktionsstart og udvidelse

Efter 7 år i Amerika vendte Michael Pedersen hjem og startede sammen med sin hustru Salling Margarinefabrik i 1922 på Vindevej 2.

Han kombinerede margarinefabrikken med ægeksport. Når fabrikkens 5 biler kørte ud med margarine om morgenen, så vendte de hen på dagen hjem med æg. Han lavede aftale med en dansk agent Randrup i London om eksport af æggene.

Salling ægeksport havde via Foreningen af Erhvervshønserier i Salling og Fjends Herred kontrakt med alle de lokale hønserier om at aftage deres æg og havde i flere år kontrakt på æglevering til Skive Sygehus.

En overgang havde Salling Margarinefabrik  isproduktion, men solgte i 1929 is-cream afdelingen til Rønbjerg is.

Skivehus Asfalt- og Tagpapfabrik

1. august 1934 gik Michael Pedersen ind i Skivehus Asfalt- og Tagpapfabrik sammen med  Poul Møller, og i deres hænder fik fabrikken en fornyelse. Michael Pedersen måtte i 50’erne træde ud pga. sygdom.

Modstandsbevægelsen

Under krigen gik Michael Pedersen ind i modstandbevægelsen og da Poul Møller måtte gå under jorden, fungerede Pedersen som en slags “sekretær” for Poul Møller.

6. marts 1945  blev fabrikant M. Pedersen, Salling Margarinefabrik arresteret. Det lykkedes for venner og familie at få tømt hans bankboks for kompromitterende pund og dollars.

Han sad i forvaring til 5. maj 1945

Salg af Margarinefabrikken

I januar 1966 solgtes Salling Margarinefabrik til frugtgrosserer Karl Christensen, Voldgade. Lokalerne skulle bruges til frugt-grossist virksomheden.

Lokalt engagement

Michael Pedersen var radikal og sad i ligningskommisionen for partiet gennem 8 år.

Michael Pedersen sad i Salling Banks repræsentantskab fra 1934 – 1961.

Kilder :

  • Daglige beretninger om begivenheder under den tyske besættelse marts 1945
  • Skive Folkeblad 18. april 1952
  • Skive Folkeblad marts 1963
  • Skive Folkeblad 18. januar 1966
Forfatter velling