Tarantella

Tarantella

I Asylgade lå fra tresserne og langt ind i halvfjerdserne Skives populæreste danserestaurant, “Tarantella”. På ovenstående billede ses også diskoteket “Kræn Spillemand” på hjørnet af Asylgade og Vestergade, som fik en kortere levetid i de lokaler, det tidligere husede værtshuset ”Gravens Rand”. Her handler historien imidlertid om Tarantella. 

Levende musik

Tarantella blev opført i tresserne og til op midten halvfjerdserne var ejeren og værten den legendariske “Pedersen”. Navnet Tarantella refererer til en spansk dans, og bygningens facade var i tidens trend holdt i mørkerøde farver med et stort neonskilt øverst.  Også interiøret var holdt i de dæmpede mørkerøde farver.  Etablissementet havde levende musik fem dage i ugen med orkestre, der blev skiftet ud hver måned. Oftest var det trio, men også større orkestre fandt vejen til Skive. Måske kan nogen af datidens gæster huske Karl Petters Trio (“Stik mig en Hof”), Jens Hamburgers Trio og  Kivi/ Woodoo. 

Tarantella var efter datidens forhold et stort dansested. Ud til gaden lå en mindre sal med en bar. Her kunne man de første aftener i ugen stille og roligt sidde og lytte til det månedlige orkester, mens man kunne nyde en øl og et stykke smørrebrød. Fra den lille sal trådte man ned på en repos med borde og stole, hvorfra man kunne sidde og betragte det store dansegulv nedenfor og derfor havde et godt overblik over både publikum og orkesteret på scenen bagerst i lokalet. I nederste hjørne af dansesalen til højre for scenen førte en åbning ind til en bar. Den store dansesal blev taget i brug fra om torsdagen, hvor der var enkebal. I Tarantellas storhedstid var torsdag, fredag og lørdag et inferno af danseglade mennesker, og der skal nok være nogen i Skive og omegn, som i sin tid frekventerede Tarantella, der har fundet sin tilkomne på dette legendariske sted. 

De sidste tider

I 1976 havde Tarantella skiftet ejer, idet en Aalborgrestauratør ved navn Ove Jensen havde købt stedet. I håbet om at klare sig i konkurrence med byens andre dansesteder, herunder diskotekerne, foretog Ove Jensen en større ombygning og forsøgte sig også med større orkestre.  Senere overtog den unge jurastuderende Erik Holst – også fra Aalborg –stedet og købte i samme åndedrag det konkurrerende dansested “Kilden- Krikken” på Søndre Boulevard. Da han gik konkurs, købte endnu en Aalborgmand ved navn Kurt Færch stedet. Ombygning, større orkestre, skiftende ejere hjalp ikke. Danserestauranter med levende musik var blevet for dyre at drive, og i 1979 solgte Kurt Færch bygningerne til Kvickly. 

I dag ligger der beboelsesejendomme på hele hjørnet af Asylgade og Vestergade.  

Forfatter erland