Parcelhuse i Skive

De første villaer

De første villaer i Skive kendes fra midten af 1800-tallet og starten af 1900-tallet. Dengang var sådanne enfamiliehuse forbeholdt de få, der havde råd. Nogle af villaerne skød f.eks. op i kvarteret omkring Resenvej.

Eksempel: I villaen fra 1910 på Resenvej 14 boede den velhavende manufakturhandlerfamilie Schaarup omgivet af en grøn have. Ukendt fotograf, ca. 1930. Skive Byarkiv.

Statslånshuse 1933-1958

Fra 1933 til 1958 blev det muligt for mange danske familier at bygge eget hus. For i denne periode tilbød staten billige lån til byggeri af enfamiliehuse.

I alle danske byer findes derfor i dag de såkaldte »statslånshuse«.

I Skive findes statslånshusene blandt andet på Skovbakken, i kvarteret ved Kielgastvej og Porshøjvej samt i området ved Norgaardsvej. Husene er meget forskellige. Nogle er tegnet af arkitekter og andre af konstruktører eller måske endda af bygherren selv.

Statslånene var i første omgang tiltænkt mindrebemidlede familier. De kunne forbedre deres levevilkår betragteligt ved at flytte væk fra de tætte kvarterer i bykernen til forstæder med lys, luft og grønne haver. Senere fik også byens velhavere smag for statslånene.

Husene skulle opfylde nogle minimumskrav til blandt andet isolering og badefaciliteter. For at begrænse udgifterne måtte husene ikke overstige 110 kvadratmeter. Tallet blev senere øget til 130 kvadratmeter.

Eksempel: Tegning af Vestervang 12, der blev opført i 1950 for et statslån på 18.700 kr. til kommuneassistent Martin Nielsen. Det var et karakteristisk statslånshus i røde sten til den helt almindelige familie tegnet af arkitekt Chr. Christensen. Boligarealet var på bare 83 kvadratmeter. De praktiske rum i kælderen til bl.a. brændsel og tøjvask var ikke medregnet. På den måde holdt huset sig inden for lovens maksimale arealkrav. Dertil kom en ikke udnyttet loftsetage, som først blev inddraget til boligareal i 1965.

Parcelhuse siden 1958

I 1958 besluttede Folketinget at afskaffe statslånsordningen, og de sidste statslån blev bevilget i 1959.

Byggeriet af enfamiliehuse fortsatte dog i de følgende årtier. Det skete blandt andet mod syd i den nye bydel Egeris og mod nord i Resen og Vinde. For Danmark oplevede nu højkonjunktur og øget velstand. Derfor blev det nu muligt at optage lån på almindelige vilkår.

Statslånshusene var med til at forme de danske forstadsbebyggelser, hvor drømmen om egen have og komfortable boligforhold blev realiseret. Disse idealer levede nu videre i 1960’ernes og 1970’ernes parcelhusbyggeri, der ofte var præget af typehusfirmaerne.

 

Eksempel: Efter 1958 gjorde særlige skattefordele det muligt for de fleste at optage bank- og kreditforeningslån. Derfor fortsatte byggeriet i stor stil. Et eksempel herpå var familien Kristiansen, som i 1975 opførte eget hus på Vestagervej 3 efter tegninger af arkitekt Østergaard Nielsen. Her boede familien indtil 2014. Foto: Annelise Kristiansen.

Lavenergihuse

Specielt for Skive og som et af de første steder i verden blev der i 1970’erne eksperimenteret med byggeri af lavenergihuse i bl.a. Solhaven, Humlevej og Glattrup.

Kilder

  • Tekst baseret på plancher fra udstillingen “Drømmen om eget statslånshus” på Skive Byarkiv/Skive Museum i 2021.
  • Rosenberg Bendsen, Jannie og Bendtsen, Dorthe: Drømmen om et eget hus : statslånshuse 1933- 1959, Strandberg Publishing, 2021 (bogen rummer mange eksempler fra Skive).

Forfatter buhl