Hotel Jylland – Jægerkroen fra 1866 er Skives ældste aktive værtshus.
Adelgade 5
Siden 1865 har der været gæstgivergård, hotel, restaurant eller værtshus i Adelgade 5. I følge BBR er de nuværende bygninger på Adelgade 5 dels fra 1877 og dels fra 1897.
I Bogen om Skive fra 600-års byjubilæet står der, at da købmændene i Skive slog sig sammen og dannede Skive Tømmerhandel, så frigjordes oplagringsplads ved købmandsgårdene. “En sådan Plads var allerede bleven bebygget 1871, altsaa før „Skive Tømmerhandel” dannedes. Den laa i Adelgade, hvor Gæstgivergaarden „Jylland” nævnte Aar byggedes af Chr. Dahl.” Bag ved skulle konsul Frederik Friis have haft et brændevinsbrænderi og ølbryggeri.
Den første værtshusholder/ gæstgiver
Den første gæstgiver i Adelgade 5 var Chr. Johansen Dahl, der flyttede til Skive omkring 1865. I januar 1866 blev Chr. Dahl første gang omtalt i avisen som værthusholder i forbindelse med, at den lejlighed, han havde beboet i madam Thorups gård i Nørregade, blev ledig.
Chr. Johansen Dahl var indkaldt som soldat i krigen 1864. Han kom hjem 18. maj 1864, kun for at finde sin hustru Ane Kirstine død af barselsfeber, og få dage efter mistede han også den nyfødte søn. Ved sønnens indførsel i kirkebogen, er Chr. Johansen Dahl opført som arbejdsmand og soldat.
Ved 2. giftermål et år senere var Chr. Dahl omtalt som værthusholder. Han giftede sig med Johanne, som bragte sønnen Carl med ind i ægteskabet. Carl døde 4 år gammel af skarlagensfeber. Dahls fik aldrig egne børn, men han og Johanne adopterede Kathrine, som var født i 1870. Johanne døde i 1887.
Aktiviteterne omkring værthuset i Adelgade fremgår af avisannoncer. Den nye musikdirektør i Skive i 1871 havde bolig hos værthusholder Chr. Dahl i Adelgade. Man kunne træffe rottebekæmperen, ejendomskommisæren eller hestehandleren, som havde Himmerlandske eller Vendelbo heste til salg.
I juli 1878 annoncerede værthusholder Chr. Dahl sin forretning og ejendom på Adelgade til salg, men enten fortrød han eller også kneb det med kunder. Han fortsatte i hvert fald som værthusholder de næste 20 år.
Fra begyndelsen af 1880’erne og flere år frem annoncerede kreaturhandlere, at man kunne indskrive kreaturer hos Chr. Dahl til transport til England – enten til New Castle eller London. Agent Laust Madsen Ladefoged fra Dølbygård sendte også til London med Tameshaven linjen, som var en forgænger for Esbjerg – Harwich, og som blev opereret af DFDS med dampskibet “Zephyr”. Andre gange var der salg af en vognladning gode russiske heste, som var opstaldet hos Chr. Dahl.
Chr. Dahl var i bestyrelsen for Danske Våbenbrødre, han sad i ligningskommissionen og blev udnævnt af byrådet til at vurdere skader anrettet af kreaturer på anden mands ejendom.
Gæstgivergård – hotel “Jylland” i Kæmpegård familiens eje
Maj 1892 solgte værthusholder Chr. Dahl sin ejendom på Adelgade til Laust Jensen Primdahl af Thisted (søn af Primdahl i Rødding Kjærgaard) til overtagelse 1. juli. I handlen medfulgte 4 senge samt alt køkken og skænk-inventar.
Primdahl fortsatte Dahls aktiviteter med at modtage anmeldelse af kreaturer under navnet gæstgivergården “Jylland” og til det brug var det praktisk med telefon. “Jylland” fik nr. 90, dette nummer havde “Jylland” i mange år. Allerede i 1897 var Primdahl på vej videre. Han mageskiftede“Jylland” med Kæmpegården i Lem tilhørende Morten Jensen Kæmpegård (søn af murer Jens Pedersen). Den gård solgte Primdahl snart videre, og så blev han gæstgiver på “Landmandshotellet”.
Morten Jensen – kaldet Kæmpegård var gift med yngste datter på gården Kæmpegård i Lem, Ane Kathrine. Han købte gården af Ane Kathrines mor – Maren Pedersdatter, da Ane Kathrines far Esper Jensen Kæmpegård døde i 1889. Hendes ældre søskende var Jens Peter Espersen Kæmpegård (gårdmand på Opperby Nedergård i Lem) og Andreas Espersen Kæmpegård (som blev læge i Skive).
I Kæmpegårds tid kom gæstgivergården til at hedde Hotel “Jylland”, og det var her den gamle Kloch blev bragt ind, da han i 1898 faldt om og døde på vej hjem fra Byrådsmøde.
I gården var der plads til opstaldning af heste og kreaturer, og ofte blev der annonceret auktion over heste, salg af kælvekøer eller anmeldt at heste- eller kreaturopkøbere ville komme til Hotel Jylland. Lige som på de andre hoteller og gæstgivergårde var bordet dækket i restaurationen på Markedsdage, og der blev lagt rum til generalforsamlinger for forskellige foreninger. Dagvognen fra og til Lem eller Lihme kørte flere gange om ugen, ind til Skive om morgenen og tilbage igen om eftermiddagen. Fra 1919 var det en postbil, der kørte til Lihme, og senere stod en 6 personers bil til leje i gården ved Hotel Jylland.
17. december 1913 kunne man læse i Skive Folkeblad, at restauratør Kæmpegård havde ladet opføre en to-etages stald i “Hotel Jyllands” gård. “I stuen og på første sal i stalden var der plads til i alt 58 heste, medens der på 2. sal var indrettet beboelse til den mand, der passer stalden. Opgangen til stalden på første sal består af cementbeton og er brolagt, så at den er for heste at gå på, som almindelig stenbro. Staldene er lyse og luftige indrettet efter moderne principper. Altså Skive kommer også med moderne, hygiejniske hestestalde angår”
I starten af tyverne kom der nye brandvedtægter. Hotel Jylland ansøgte byrådet om at måtte få lov til at nedlægge urmager Hartmanns lejlighed for at opfylde de nye vedtægter, men det kunne huslejenævnet ikke anbefalde. I byrådet mente nogle medlemmer, at de bare kunne bygge en mansardetage på lige som f.eks. afholdshotellet i Torvegade havde måttet gøre.
I 1917-20 stod hingsten Thorvald Munkedal til bedækning på hotel Jylland, i helligdagene efter aftale med staldforvalteren. Snart var det ikke så meget heste men mere kvæg, der stod i staldene. I tyverne kom kreaturhandler Lamp fra Varde eller Lykke-Sørensen med Varde-, Ribe- eller Tønderkvæg. Det kunne også være Søren Thøgersen, der på markedsdagene kom med en vognladning kalve, småstude, kvier og tyre. Nogle gange blev der i alt annonceret så store mængder som 100 styk kreaturer til samme dag. En gang imellem var der også et stort antal grise.
I april 1923 døde Morten Jensen Kæmpegård. Han havde da i over 25 år drevet gæstgivergården Hotel Jylland. Enkefru Kæmpegård overtog efterfølgende og solgte i 1929 “Jylland” til postkontrahent Johannes Boll, som var gift med Petra Kæmpegård. Petra var Ane Cathrine Kæmpegårds niece, datter af hendes ældste bror Jens Peter Espersen Kæmpegård.
Johannes Boll var gæstgiver på “Jylland” indtil 1945.
Hotel Jylland efter krigen
Midt under krigen blev Hotellet skadet af ildebrand, som startede i køkkenet, der helt udbrændte, lige som en del af rummene mod gården. Restaurationen i stueetagen og serveringslokalerne på 1. sal var kun røg-og vandskadede. Ilden var opstået ved at gnister havde antændt tørv men restauranten kom igang igen.
1. juni 1945 overtog Aksel Kristensen Stengaard, købmand i Junget “Jylland”, men det blev kun til et halvt år som gæstgiver i Skive for i januar 1946 blev hotellet igen solgt – nu til restauratør Johannes Nielsen, Ålborg. Allerede i maj 1947 skiftede hotellet hænder igen. Det var tidligere ejer af Kjærgårdsholm Kro og Jernbanehotellet i Skive, der blev ny ejer. Jens William Jensen moderniserede stedet ude og inde og skaffede køkkenet et ry som et godt madsted. Fra 1954 blev navnet mest “Restaurant Jylland”.
Jens William Jensen døde i oktober 1958, hvorefter hotellet blev overtaget af Gustav V Wilde.

I 1962 blev kantinebestyrer på Skive Seminarium, Svend Rye Torben forpagter af Hotel Jylland. Rye Torben havde tidligere under Jens William Jensen været tjener på Jylland. Det lykkedes ham at få genetableret “Jyllands” ry som godt madsted. I 1968 købte Rye Torben hotellet af ejer G. WiIde. Han holdt fast i forretningen selv om Privatbanken senere på året forsøgte at købe. I 1970 omdannede han de lokaler i ejendommen, hvor der tidligere havde været broderimagasin til snack-bar.
Rye Torben var kendt i byen. Han var ofte sammen med direktør Andsager et festligt indslag i Børnehjælpsdagene, hvor de som Bivognen og Fyrtårnet gik rundt og raslede med indsamlingsbøssen, og han var med til at starte Cirkus Fiducia. Rye Torben havde under 2. verdenskrig en fabrik “RYTO” i gården til Thomsensgade 17 – senere Havnevej, der producerede sødevarer og andre erstatningsvarer.
I 1972 solgte Rye Torben hotellet til tjener Frank Hougård Madsen, Ølstrup ved Ringkøbing for 800.000 kr. Efter et år var Hougård i store problemer på grund af skatterestancer og manglende betalinger af pantebrevsafdrag til tidligere ejere. Han havde haft større udgifter ved istandsættelse, end han havde regnet med og havde måttet lukke restauranten på 1. sal igennem længere tid.
Jægerkroen til dato

I 1973 var Hotel Jylland på nippet til at blive lukket for altid men det lykkedes at finde en ny ejer, Hans Madsen Mikkelsen som efter ombygning i august 1973 åbnede stueetagen under navnet “Jægerkroen”. Den tidligere skænkestue var omdannet til bodega og spiserestauranten på første sal fikset op. Grillbaren fortsatte under navnet Ry-to. Der nåede at komme en ejer mere, Hans Nielsen fra Esbjerg med forpagter Keld Ove Christensen inden Gerda og Ole Olesen købte Hotel Jylland i 1975.
Parret ombyggede restauranten på 1. sal til lejlighed og ombyggede i 1975 den gamle hestestald i gården til vise-værtshus og jazz-sted under navnet “Hestestalden”. I kælderen var der bowlingbaner.
I 2006 solgte parret “Jægerkroen” til Maibrit Harritz som stoppede i 2024. Siden har Tina Keldstrup Christensen drevet Jægerkroen som brunt værtshus.
Kilder
- Bogen om Skive – udgivet i anledening af Købstadens 600 års jubilæum 1926. Redigeret af Charles Thiesen.
- Skive Avis og Skive Folkeblad fra perioden. https://www2.statsbiblioteket.dk/mediestream/avis
#Hotel #gæstgiver #værtshus #kæmpegård #restaurant