En gang var storken en talrig fugl i Skive og rundt om i omegnen. Rederne var spredt over byens tage, og det var et almindeligt syn at se storken spankulerende rundt i Skive Å’s enge eller såmænd i byens gader. Som alle andre steder i Danmark forsvandt storken med afvanding og dræning af vådområder til fordel for den intensive landbrugsdrift. I 1967 var storken væk fra Skive.
Storke-by
Jeppe Åkjærs skildring af storken i erindringsværket “Langs Karupaaens bred” rammer lige ned i vores opfattelse af det gamle Skive – “den lille røde by” – som storkeby:
Gik man op ad den stejle Tinggade kunne man stadig høre den mægtige fugls dumrende vingeslag over sit hoved, når den uden at agte på byens sparsomme færdsel krydsede hen over dens kringlede gyder for at finde sin rede imellem mylderet af andre reder. Den triumferende og sommerlyse knebren lød uden ophør i ens ører og svarede igen i de gamle tjærede og solfyldte købmandsporte og de vindåbne butiksdøre, hvis ivrige klokketoner harmonerede godt med de store ”flyveres” iltre kastagnetter.
Når som helst man så i vejret, var der altid en stork, der dybsindig gravitetisk gik og langtrinede over tagen, ligesom den grundende på en eller anden regneopgave favnede mønningen af for at skrive sig resultatet bag øret. Men hvor gav de kære fugle ikke den lille røde by liv og ynde, fyldte den med deres kampe og huslige stridigheder fra gry til kvæld, essede deres lange halse i overdådig klapren og viftede med deres mægtige vingefjer høduften ned i dens krogede gader.
Storkens Danmarkshistorie
Den hvide stork indvandrede først til Danmark i sen middelalder. En af de tidligste omtaler af storken er i “De gamle Danske Dyrerim” fra slutningen af 1400-årene. Her fortælles om fuglen, der vælger sin partner for livet og gerne bor i nærheden af mennesker. Fra samme periode (1375–1480) kendes også de første kalkmalerier, der afbilder storke. I biskop Jacob Madsens visitatsbog fra 1589 er der tegnet skitser af 2 fynske kirker med storkereder på kirkens tag. Det blev regnet for lykkebringende når storken byggede rede på taget af en gård, for den hjalp bonden med at tage hugorme og andet småkravl i mark og gård.
Man formoder, at storkebestanden er tiltaget gennem 1600- og 1700 tallet og er toppet i 1700- og første halvdel af 1800-tallet, hvor man skønner, at der har været omkring 8000 – 10 000 reder. F.eks. var der i 1811 på en enkelt gård på Randers-egnen alene 64 reder. Da storkebestanden var på sit højeste var kolonier almindelige. Ved en storkekoloni forstås her byer eller bygninger (herregårde – præstegårde o.lign.), der på et tidspunkt har huset 5 par eller mere. Den sidste gang en by i Danmark kunne betegnes som en storkekoloni var Ribe i 1966, hvor der var 5 par og en enlig fugl.
Fra midten af 1800-tallet begyndte en kraftig tilbagegang, der er fortsat næsten uafbrudt til vores tid.
Storketællinger
Amatør ornitologen, den kendte stæreforsker Peder Thellesen har lavet et stort samlet værk om storken i Danmark fra 1800-2020 baseret på Zoologisk Museums storketællinger, kendte ringmærkeres rapporter, lokale aviser og diverse notater.
Værket “Ynglende hvid Stork i Danmark 1800 – 2000” findes på nettet. Thellesens opgørelser viser, at Skive fra 1875 til 1942 levede op til betegnelsen “by med storkekoloni” (5 par el. flere), men at det herefter kun var enkelte år, hvor der var 5 par. Fra 1950’erne lavede Zoologisk museum systematiske optællinger, før den tid er oplysningerne er mere sporadiske. Faldet fra 1875 til 1905 på kurven er formentlig knapt så dramatisk, men der mangler data fra de mellemliggende år.
Storkeadresser i Skive:
I 1875 blev der optalt 50 storkereder i Skive, heraf alene 14 ved Olsens gård. I 1914 var der storkepar med unger ved Ny Skivehus, ved Friis’ klædefabrik, hos skomager Hansen, ved Schades Papirfabrik, Fønix og Skive Trævarefabrik. Sidstnævnte sted var der i 1937 en rede med 2 unger på skorstenen, men ungerne døde, da der gik ild i reden. Ligeledes var der i 30’erne reder på Østertorv og Aagaardsholm. I 1955 opsattes rede på Landbobanken efter ornitologens anvisninger, men reden var aldrig beboet og blev taget ned igen i 1958 pga. ombygning.
Sallinggade 1A på skorstenen ved smed A. V. Møller var gennem årene et stabilt redested. Zoologisk museums tællinger viser nogenlunde stabil produktion af 2-3 unger i årene 1951-66. Formentlig var der ikke storke i reden 1967 til 1969, værkstedet blev revet ned i 1969.
Østerbro 7, Gyro A/S Jernstøberi: Der var rede på taget af fabrikken (1952), – tidl. på en skorsten. Reden var formentlig ny i 1942 – 43, hvor der ikke kom unger på vingerne. Formentlig var der årligt 2-3 unger fra 1944 – 1948 og i 1949-50 årligt. Zoologisk museums tællinger viser nogenlunde stabil produktion af 2-4 unger i årene 1951-62. I 1964 og de følgende år var reden ubeboet.
Asylgade, Sdr. Skole: Der var rede på skorsten på vestfløjen. I 1949 og 1950 var der 1 par med 3 eller 4 unger, i 1951 kom der 4 unger på vingerne. I 1956 var der 2 unger, som man mente døde pga koldt vejr. I 1958 var reden ubeboet, men der var besøg af stork. Herefter var reden ubeboet.
Møllegade 2, Klocks Ligkistemagasin v.snedkermester C. Halse og Reberbanen 5, gartner Jacobsen figurerer også i Zoologisk museums tællinger, men kun med unger i reden i hhv. 1951 og 1954. I Møllegade var der flere år en enlig stork i starten af halvtredserne. I oplysningerne fra Reberbanen er det anført, at storken i 1953 var enlig for første gang i 15 år.
Skives omegn
Der findes foto fra 1902 af beboet storkerede på en af Spøttrup Borgs skorstene. I Dølby, Hem og Hindborg var der beboede reder til omkring 1905. I Hjerk – Harre kommune var der i 1911 4-5 ynglende par. I Håsum er der noteret et par med unger i 1911 og 1915. Balling havde også besøg af stork i en gammel rede i 1935. På en af Jebjerg Skoles skorstene var der beboet storkerede fra 1935 til 1952, den sidste stork var alene. I 1953 var reden forladt.
Ved Hem Maskinfabrik var der rede på skorstenen opsat 1946. Fra 1946 – 1951 var der ingen unger efter oplysningerne pga. kampe. I årene 1952-1965 var der nogenlunde stabil produktion af 2-3 unger – et par gange 4. Fra 1967 var reden ubeboet.
Ved Bustrup i Lem var der rede på en telefonpæl. Der er oplysninger om beboet rede i 1915, 1930, 1934 og 1948. Der er i Zoologisk museums optællinger oplysninger om besøg af par eller enlige storke og kampe om reden, men ingen rugende par før 1958, hvor der ikke kom unger på vingerne. Fra 1960 ubeboet rede.
Der var flere storke i Højslev. I reden ved Højslev Mølle var der 1919, 1920, 1928 og 1931 storkepar og formentlig kun i 1920 unger. Der var rede på Højslev Teglværk og oplysninger om unger flere år fra 1940- 1948. På en skorsten i Højslev St. var der 1928, 1938, 1941 0g 1942 beboet rede, men formentlig kun unger i 1938. Fra Zoologisk museums optællinger var der 1-3 unger fra 1951 – 1958. Herefter ubeboet rede.
Storkens levevilkår – også på Skiveegnen
Som illustreret var storkebestanden i frit fald fra 1930’erne og 40’erne. I 1949 var der kun ca. 300 par tilbage i Danmark. I 1954 var der 3 storkepar og en enlig stork tilbage i Skive. I 2008 var ingen storkereder i Danmark beboet af indfødte, vilde storke, og Danmarks oprindelige bestand af vilde storke blev erklæret for uddød. Fra 1998 til 2019 har der intet år været mere end 3 ynglepar i landet.
Flere faktorer har medvirket til denne nedgang, men der er ingen tvivl om at afvanding og dræning af vådområder og det regulerede intensivt udnyttede landbrugsland har frataget storken dens fødeemner og dermed dens livsgrundlag. Før 1940 fandtes der vidtstrakte vådområder og enge, hvor storken kunne finde padder, insekter og smådyr i overflod. I dag er store dele af det åbne land præget af intensivt landbrug drevet som monokulturer, hvor sprøjtemidler og dræning har gjort markerne døde, og der er ikke fugls føde at finde for hverken storken, viben eller lærken.
Jens Ejsing, født i 1920 beskriver i sin bog Sø’en håj’ vi æ mø’t i Salling fra barndomslandet ved Oddense om storken og dens forsvinden fra egnen: Der var græs over hele engen og når høet var kørt ind kom nogle af unghøvederne derned. De blev der så resten af sommeren. Der var tit stork i engen, jorden var fugtig og det gav dem gode muligheder for at fange frøer. Storken var ikke rædde af dem, sommetider når vi kom kørende måtte vi stå af vognen for at jage dem væk, så vi kunne komme til. En stork med sin pæne hvide farve, sit røde næb og de røde ben var flot at se på, når den gik og nikkede med hovedet eller stod på det ene ben og kiggede skrå ned over jorden efter frøerne.Tit kunne vi også se en 3-4 stykker af dem flyve rundt over hovedet på os. Efter nogle år blev vores eng drænet, så vi kunne dyrke både korn og roer dernede, men så forsvandt også noget af det skønne ved at komme der. Der kom ikke en eneste stork og vandet sank i mergelgraven, så vi kunne se at den ikke havde været mere end en alen eller to dyb. Og så kunne vi se at den var fyldt med en masse gammel skrammel […..] der mistede vi så den illusion.
På Skiveegnen er der mange eksempler på tørlægning og landvinding – Tastum Sø, Brokholm Sø, Spøttrup Sø, Sønder Lem Vig, Flynder Sø, Grynderup Sø og mange andre steder, som har medvirket til at fjerne storkens fødegrundlag. I takt med naturgenopretning mange steder, kan man håbe på gensyn med den rødbenede flyver.
Hvornår kommer storken tilbage til Skive?
I Danmark er fødemangel en af de største udfordringer for storkens tilbagevenden. Et storkepar har behov for op mod 500 kg føde i løbet af en ynglesæson – til sig selv og deres unger. Det kræver adgang til store, varierede arealer i op til fem kilometer fra reden.
Dansk Ornitologisk Forening (DOF) har formuleret en forvaltningsplan for storken i Danmark, hvor hovedpunkterne er: Det er nødvendigt med målrettede naturgenopretninger og biotopforbedringer. Det gælder om af forbedre storkens fødegrundlag, skabe nærhed mellem genskabte fødeområder og rede og sørge for den for storken bedst mulige forvaltning af projektområderne. DOF har udpeget 4-5 kerneområder for indsatsen for bevarelsen af den hvide stork i Danmark – alle beliggende i det sydvestlige Jylland, fordi der her er bedst mulighed for at tiltrække overskudsstorke fra den nordtyske bestand. I 2025 blev der registreret 13 storkepar i Danmark.
I 2019 slog et storkepar sig ned på en rede ved Flynder å/ Bækmarksbro i Vestjylland, og blev det nordvestligste ynglende par i Danmark. DOF’s storkegruppe har med en underafdeling dels støttet foreningen storkene.dk og dels arbejdet med opsætning af flere reder i Vestjylland. Storkene.dk er stiftet i 2007 m.h.p. at arbejde for at storkene igen bliver en del af det danske landskab. På deres hjemmeside kan man følges de danske storkereder og et projekt med mærkning af storke med GPS sendere.
I følge facebookgruppen “Storke i DK” blev der i sommeren 2025 set stork ved Durup i Nordvestsalling, ved Trandum kirke og Vridsted syd for Skive, og ved Vroue – også 15 km syd for Skive – var der set 7 storke.
I 2021 istandsatte Skive Kommune en 20 år gammel storkerede, der var højt på toppen af en mast i Skive Ådal. I 2022 blev der sat storkerede op ved Jebjerg Bypark. I 2023 blev der sat storkerede op ved på Asselkærvej i Hvidbjerg tæt på vådområde i Rønbjerg-Kisum- Estvad-området og ligeledes ved væksthuset i Spøttrup.
I marts 2026 er der blevet opsat storkerede ved “storkesøen” i Hem og ved Breumkilde udenfor Breum.
Vi må håbe, at vi snart kan byde storken velkommen til igen at yngle på Skiveegnen.
Kilder:
- Aakjær, Jeppe: Langs Karupaaens Bred, Gyldendal 1929
- Digtet om Ciconia. “Storken” ca. 1480 Fra: De Gamle Danske Dyrerim
- https://rewildingdanmark.dk/storkens-historie-et-hurtigt-rids/
- Peder V. Thellesen Ynglende Hvid Stork i Danmark 1800 – 2020
- https://pub.dof.dk/artikler/2632/download/2025-ynglende-hvid-stork-i-danmark-1800-2020
- Skov, Hans: Storken. En kultur- og naturhistorie.
- Jens Ejsing, Sø’en håj’ vi æ mø’t i Salling, eget forlag 1994, indlæst som lydbog, der er kommet som Podcast-udgave i 2025
- https://storkene.dk/