Skive Lervarefabrik 1882 – 1954
Start i Thisted
Anders Søndergaard Jacobsen var formentlig Thisteds første pottemager. Han findes i folketællingen fra 1880 med både familie og medhjælp. Han boede på matrikel nr. 354 i Vestergade (nu Dragsbækvej).
Anders S. Jacobsen blev født i 1845 i Hundborg som søn af husmand og pottemager Jacob Larsen. Han var gift med den tre år yngre Ellen Marie, der stammede fra Thyholm
Flytning til Skive
I 1882 solgte A. S. Jacobsen Thisted Lervarefabrik og flyttede til Skive, hvor han startede Skive Lervarefabrik.
Ordet ”lervarefabrik” er en betegnelse, der dukker op i disse år. Betegnelsen leder tanken hen på mekaniseret fabrikation, men i Thisted, Skive og mange andre steder var det ikke tilfældet.
A. S Jacobsen opførte en fabriksbygning i to etager og et forhus på Østerbro – det nuværende Østerbro 12. Adressen var dengang “ved Jærnbanevejen” I begyndelsen var der 3 – 4 ansatte, efterhånden kom flere til og det kneb med pladsen.
I 1897 var der 1 lervarefabrik i Skive med 7 svende, 3 lærlinge og 2 arbejdsmænd. Skive Lervarefabrik solgte glaserede såvel som uglaserede varer til hele Danmark (især Jylland) og annoncerede for sine varer i aviserne i Skive, Viborg, Holstebro og af og til Randers.
I 1897 opførte Jacobsen en ny fabrik på den anden side af gaden på Østerbro 9 – som nabo til Skive Jernstøberi. Forhuset blev opført i 1907. Det blev prydet med bånd af lerplatter, der forestillede drejeskiver med en stjerne – lervarefabrikkens mærke – i midten.
Leret til fabrikationen fik man dels fra Søby (rødt ler) og fra Dalsgård (blåler). Selve fremstillingen var manuel, men der blev ofte produceret større serier af urtepotter, dunke, syltekrukker og lignende. Der blev også fremstillet pyntegenstande som vaser, vandfordampere, jardinierer eller potteskjulere.
Ny ejer 1919
Virksomheden blev 11. marts 1919 overtaget af Niels Primdahl (*1886). A. S. Jacobsen døde året efter, ved begravelsen benævnedes han fabrikant.
Primdahl var handelsuddannet og ikke pottemager. Han så fordelen ved at kombinere en gros salg af glas, procelæn og fajance med keramikken. I forretningen på Østerbro kunne man således købe begge dele.
Han moderniserede lervarefabrikken med nye maskiner og produktionsmetoder. I 1936 beskæftigede man 9 mand.
Ved Håndværker- og Industriudstillingen i Skive i 1924 fremviste Lervarefabrikken “navnlig grovere lervarer til nyttebrug men gik ikke af vejen for ting af mere dekorativ art”. Midt i 30’erne var der 9 arbejdere beskæftiget med forarbejdning af leret fra Højslev Teglværk.
Efterhånden blev lervarerne udsat for hård konkurrence. Saltning som konservering i store glaserede nedsaltningskrukker blev fortrængt af dybfrysning i andelsfrysehuse. Endvidere begyndte at lave glas til opbevaring af syltetøj og lignende, og urtepotterne blev seriefremstillet på maskine.
Produktionen ophørte men bygningen blev stående
Lervarefabrikationen på Østerbro 9 sluttede omkring 1954, hvor bygningen blev solgt til naboen GYRO. Primdahl drev indtil 1955 fortsat sin virksomhed fra hovedbygningen.
Ejendommen har siden været udlejet til både bolig og erhverv. Fra 1985 havde Byhistorisk Arkiv lokaler der for en periode. Der er omkring årtusindskiftet foretaget yderligere tilbygning og det hele er nu indrettet til boliglejemål.
Kilder :
- Skive Kommunes historie 1880 – 1940 bd, 2 s. 257
- Skive Folkeblad 8.7.1897
- Skive Dagblad 19.09.1903
- Skive Folkeblad 01.04. 1921
- Skive Folkeblad 06.05.1924
- Skive Folkeblad 24.01.1936
- Lervarefremstilling i Thisted af Svend Sørensen, Historisk Årbog for Thy og Vester Hanherred 1991