Anders Peter Pedersen voksede op i beskedne kår i Brårup. I 1898 grundlagde han Skive Børstefabrik – senere Vikan, som han sammen med sønnerne drev til en stor virksomhed. Vikan er mere end 125 år efter grundlæggelsen stadig en stor, international Skive-baseret virksomhed.
Baggrund
A P Pedersen indleder sine erindringer med at skrive :
“Jeg er vokset op i en tid, da menneskene stillede små krav om fritid og lommepenge, men store krav til den enkeltes arbejdstid og arbejdsydelse, i en tid, da sparsommelighed var en selvfølge, gudsfrygt en regel og arbejde en velsignelse.”
A P Pedersens mor – Ane Jensen – kom fra en gård i Sdr. Lem og faderen – murer Jens Pedersen – var fra Vadum. Efter brylluppet købte de en lille gård i Iglsø i Fly Sogn, Fjends Herred. For at komme tættere på faderens murerarbejde flyttede de til en ejendom med 2 lejligheder i Brårup – Bråruphus – hvor der var jord nok til at holde en ko. Jens Pedersen var som murer med til at bygge vestfløjen på Sygehuset og lavede også senere arbejde på børstefabrikkens hus i Thinggade.
I den ene lejlighed med 2 værelser i Bråruphus voksede familiens 6 børn op – 5 sønner og 1 datter. AP Pedersen var den ældste født 2. juli 1869. I den anden lejlighed boede 2 familier. Børnene blev oplært i at hjælpe til, AP skulle f.ex. karte uld og stoppe børnenes strømper.
De 2 af brødrene Carl og Vilhelm døde af “gastrisk feber” (tyfus) som små. 1 bror – Anton Pedersen – blev malermester i Christiansgade i Skive og 1 bror – Jens Chr. Pedersen – blev gartner i Brårup. Søsteren blev gift med lærer Kristian Jensen Møller fra Rødding, der blev radikal folketingsmand i Lejrekredsen.
Barndomshjemmet var religiøst præget i grundtvigsk retning. Præsterne i Skive var ikke helt efter forældrenes mening, så de tog den ofte til fods til Lem. AP Pedersens far var medlem af det første valgte menighedsråd fra 1905 – 1909.
Skolegang
AP Pedersen kom som 6-årig i skole i en lille privatskole i Søndergade, efter et år skiftede han til kommuneskolen i Østergade. Som 11-årig kom han ud at tjene hos ældre slægtninge i Sdr. Lem, skolegangen blev fortsat i Opperby skole. Han blev i Sdr. Lem til konfirmationen. Lønnen for de 3 år var – ud over kost, logi og træskoene – en salmebog.
AP Pedersen gik til præst i Sdr. Lem hos den grundtvigske J. H. Monrad og da han rejste, blev AP Pedersen konfirmeret i Håsum hos den grundtvigske August Ludvig Schrøder.
Efter konfirmationen kom han til at tjene i et grundtvigsk præget hjem i Rødding Grundvad hos den fremskridtsorienterede men meget krævende Søren Møller. AP var lille af vækst og havde ikke mange kræfter, han satte alt ind på at kunne følge med og forsøgte at gennemføre det hårde arbejde trods en bullen finger. Det var dog uoverkommeligt for ham, og til sidst stak han af fra pladsen hjem til forældrene. Hjemme var der ingen pardon. Lige så snart fingeren var bedre, ledsagede faderen ham tilbage til Søren Møller og han måtte blive til november skiftedag. Efter 1 år i Grundvad fik AP Pedersen arbejde på præstegården i Lem.
Start på børstebinderiet
AP Pedersen kunne ikke se for sig, at han med sin klejne fysisk kunne blive ved landvæsenet.
På den tid blev der tilskyndet stærkt til husflidsarbejde og mens han var i præstegården i Lem, kom han på ideen med at binde børster. Han købte børstetræ i Skive, børstehårene kunne han få ude på landet, og så begyndte han at lave børster, som han solgte til naboer og andre.
Hans forældre kunne ikke støtte ham økonomisk, men hans far hjalp ham med at få en aftale i stand om en læreplads hos børstenbinder Søren Christensen i Bomhuset på Østertorv, og hans mor hjalp ham i læretiden med tøj og vask. Læreaftalen var på 4 år, og i starten var lønnen kun kost og logi. Det var lidt sløjt med plads til logiet, men det blev bedre efter flytning til bomhuset i Vestergade.
AP brugte sin læretid på at dygtiggøre sig, selv om mester ikke ville afgive ham til at gå på teknisk skole. Han var også flittig med at tjene penge på alle mulige måder og han havde en lille opsparing, da han blev svend.
Udlært børstenbinder
AP Pedersen benyttede de 16 mdr., hvor han var soldat på Wildersgade kaserne i København til at udvide sin horisont på mange måder bla. med museumsbesøg. Han opsøgte også børstenbindere og grossister og skabte sig gode kontakter. Da han kom hjem til Skive, ville han udvide sit kendskab til trækvaliteter og han fik arbejde hos savskærer Christensen, der havde savværk, hvor Andelsslagteriet siden kom til at ligge.
Efter 3 år hos savskæreren blev AP Pedersen tilbudt at blive førstemand, men han ville tilbage til børstenbinderiet. Hans gamle mester tilbød ham en andel af forretningen og det takkede han ja til, selv om han havde sin tvivl, om de kunne enes. Det viste sig, at tvivlen var berettiget. AP Pedersen ville lægge beregninger til grund for priserne på børsterne, og det var den gamle mester ikke indforstået med. AP Pedersen gjorde derfor alvor af tankerne om at blive selvstændig.
Egen forretning
AP Pedersen fandt lokaler øverst i Thinggade, hvor Skive Avis tidligere havde haft trykkeri. AP fik trykkeriet til butik og værksted og et værelse ovenpå til en årlig leje af 150 kr, og d. 1. maj 1898 kunne han starte.
Lokalerne lå inde i gården og AP Pedersen var bekymret for, om der ville komme kunder nok, men snart var der trængsel i den lille butik. AP havde det princip at lave gode varer og yde kunderne en god service, det havde han tidligt fundet ud af, var den rigtige forretningsmoral.
Snart stod udvidelserne i kø. AP købte i 1900 ejendommen i Thinggade 5 med lån dels fra familie og bekendte samt bank.
Familien
I 1897 forlovede AP Pedersen sig med Marie Hansen, datter af høker senere sygekasseformand P. C. Hansen, Østergade. Hun var af samme natur som AP – flittig og sparsommelig. De giftede sig 29. november 1899. Da ejendommen i Thinggade var erhvervet, indrettede parret sig i stuelejligheden der.
Ældste søn Carl Vilhelm blev født 25. maj 1901, dernæst Ella 27. december 1904, Gunnar 3. januar 1909 og sidst Gerda 17. juni 1913, alle børnene blev født i Thinggade og døbt i Skive Kirke.
De 2 sønner blev begge udlært i børstenbinderiet i Thinggade på lige fod med de øvrige lærlinge. Carl Vilhelm gik på handelsskole i Århus og rejste siden til Tyskland for at studere maskiner til brug i børsteindustrien. Han indgik i virksomheden hjemme og foretog siden flere maskinindkøb i Tyskland. Gunnar kom ind i trævareafdelingen af virksomheden, og efter endt handelsskole i Århus blev han videreuddannet i England hos samarbejdspartnere, for at gøre sig klar til at indgå i virksomheden.
Forretningens vækst
AP ønskede at få virksomheden til at vokse. Han fremstillede kvalitetsvarer for at kunne konkurrere med andre producenter. Han besøgte oplandets købmænd og brugsforeninger, som snart blev hans gode kunder og siden gik det videre til nabobyerne og deres opland.
Med den store udvikling indenfor mejeriområdet indså AP, at der kunne være et marked der og han besøgte mejerierne for at se hvilke behov, de havde for gode og praktiske børster. Når han var kommet frem til en børste type, sendte ham dem til afprøvning på mejerierne, der blev glade for dem og blev gode kunder. Da mejerierne senere sluttede sig sammen i „Mejeriernes Fællesindkøb“ blev AP Pedersen leverandør til dem. Ideen om også at blive leverandør til „Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger“ lå lige for og AP fik forhandlet en aftale hjem.
Virksomheden blev hårdt ramt af brand i 1918, hvor de var underforsikrede, men det lykkedes ved hårdt slid at komme på fode igen.
I tyverne var der behov for at lave udvidelser og det var så heldigt, at naboejendommen nr. 3 blev til salg. Det var en ret gammel ejendom lige som Thinggade 5, så AP Pedersen og sønnerne enedes om, at begge huse skulle nedrives. I 1929—30 blev der opført en stor moderne virksomhed tegnet af arkitekt Toft-Hansen, der med opførelsen af Topps konditori på hjørnet af Torvegade og Østergade havde vist, at han magtede større opgaver. Han var lidt i familie med Pedersens, havde været AP’s første bydreng og havde væsentligt bidraget til byggeriet af Solskrænten. AP Pedersen udtrykte i sin erindringer : “det var en særlig fornøjelse, at min dreng havde drevet det så vidt.”
Solskrænten- Holstebrovej 23 :
AP Pedersen og hustruen var faldet for udsigten ned over ådalen fra den højtbeliggende Holstebrovej og havde købt en strimmel jord, hvor de dyrkede kartofler og beplantede med 100 frugttræer. AP Pedersen havde sans for et smukt haveanlæg. Han lagde sten, hvor det så naturligt ud, og blomster og planter blev fremelsket på de enkelte steder, hvor de passede i former og farver.
Omkring 1915 bredte forretningen sig så meget i Thinggade, at pladsen til familien blev trang. De kontaktede arkitekt E.V. Lind og bad ham hjælpe dem med et hus, men samtidig bad de om, om arbejdet i så høj grad som muligt måtte overlades til arkitekt Toft Hansen, der dengang var medhjælper hos Lind. Toft Hansen havde familien et særligt forhold til. I august 1916 kunne familien flytte ind i det nye hjem på Solskrænten.
Allerede før der blev bygget hus på Holstebrovej 23, var haven kendt som en seværdighed og et yndet udflugtsmål. Mange foreninger lagde vejen forbi, og det blev ved i al den tid AP Pedersen varetog pasningen.
Politisk stillingtagen
AP Pedersen støttede ungdomsvennen Carl Hansens ide om at „Skive Folkeblad“ , som dengang ejedes af Marius Jensen, skulle erhverves af byens og egnens venstremænd, så de selv kunne råde over, hvem der skulle skrive i bladet, og hvad der skulle stå deri.
Tanken blev virkeliggjort 1. juli i 1906, hvor bladet startede under den nye styreform. Ejerforholdet var bygget op på en sådan måde, at ingen privatmand skulde have profit af foretagendet. Det blev derfor en selvejende institution. Bagved stod der så en kreds af garanter, der skulle yde tilskud, hvis der var underskud. Det var ikke meningen, at det skulle være en forretning, der skulle oparbejde store over-
skud; men bladet skulle leveres til så lav en pris som muligt, og de tryksager, som blev leveret fra bladets trykkeri, skulle ligeledes leveres til den lavest mulige pris. Det var et helt igennem idealistisk grundlag, at bladet var stiftet på.
AP Pedersen var også med, da der blev stiftet en venstreforening i Skive. Han kom ind i styrelsen, og lærte redaktør Nerup at kende. Han var en mand, der kæmpede for venstres ideer, og når andre ville fire lidt af, var han der straks. „Det gælder om at vinde indflydelse i byen, at få venstremænd ind i byrådet, kort sagt, at vise flaget overalt“ , sagde han.
Var der valg, måtte styrelsen i løbet af dagen holde sig a jour med, hvem der stemte, og når dagen var gået, måtte der sendes bud til dem, man mente var meningsfæller, og som ikke havde stemt, at de måtte komme og gøre deres borgerpligt. Syge og gamle måtte køres til valglokalet. Det lykkedes også at sætte venstremænd ind i byrådet.
AP Pedersen støttede Carl Hansens projekt om at starte et afholdshotel og der blev også købt en ejendom i Tovegade, hvor noget blev drevet som afholdshotel, men nogen succes var det ikke.
Otium
I 1933, da AP blev 64 år, lod han sønnerne Carl Vilhelm og Gunnar overtage fabrikken, og de drev det siden som interessentskab, men fra nytåret 1949 som aktieselskab. Fabrikken blev drevet videre efter de samme retningslinier med de to sønner som ledere. AP Pedersen fortsatte med at følge arbejdet på fabrikken.
Marie Hansen døde i 1937, hvorefter A P Pedersen flyttede til Feldinghus på Resenvej 49. Han døde 29. november 1954 – 85 år gammel.
Kilde :
- Skivebogen 1949 A P Pedersen Liv og Virke v. Niels P. Bjerregaard https://slaegtsbibliotek.dk/928050.pdf