Kjæltringer
Aakjær har i adskillige artikler skrevet om tatere, omløbere og kjæltringer på Skiveegnen uden at specificere eller definere nærmere, hvem der tilhørte de enkelte kategorier. Selv foretrak han som i overskriften fællesbetegnelsen kjæltringer, selv om den slags personer i kirkebøgerne ofte fik prædikatet omløbere eller tatere. Fælles for dem var, at de ikke havde arbejde, men måtte vandre rundt for at tigge sig til daglige fornødenheder, hvis de da ikke tog forfaldende arbejde som at sætte vinduer i huse. Når de ikke kunne tigge sig frem, har Jeppe Aakjær i adskillige artikler fortalt, hvordan de raserede bestemte egne og tvang folk under trusler om vold og ulykke til at levere, hvad de forlangte. Således blev kjæltringerne også opfattet som tyve, røvere, krybskytter og voldsmænd, der med deres slæng af tilfældige omstrejfende kvinder og deres uægte børn skabte frygt overalt, hvor de kom frem. Myndighederne gjorde da også alt for at forfølge disse udskud, som man betegnede dem, og for at få dem gjort lovlydige, anvendte man pisk og tugthus i en grad, som Aakjær mente var uretfærdigt over for en gruppe mennesker, som nærmest var afskåret fra hæderligt arbejde. I øvrigt sammenligner Aakjær i sin artikel kjæltringerne på egnen med indianerne i USA, som han også anså for en forfulgt ”folkerace”.
Sjørup, Skive og Salling
I 1925, hvor Aakjær skrev sin artikel, anså han også kjæltringerne for en mere eller mindre uddød folkefærd, men tidligere havde især Skiveegnen en stor tiltrækningskraft over for tatere og omløbere. Det var ikke kun ude på de øde hedeegne syd og sydøst for Skive, hvor b egnen omkring Sjørup var hårdt angrebet af bl.a. den legendariske Lange Margrete og hendes slæng, men også selve Skive og Salling var belastet af ikke bare omstrejfende kjæltringer, men fandtes også en del tatere, som havde valgt at slå sig ned på egnen, og de blev en stor økonomisk byrde for de lokale myndigheder, hvilket Jeppe Aakjær i sin artikel har givet nogle eksempler på.
Vrimmel af tatere og deres uægte børn
I kirkebøgerne for Nørre-Resen Sogn lige nord for Skive i årerne 1780-1880 skrev man, at det ”vrimlede” med tatere og deres ægte og uægte børn, men, som kirkebogen udtrykte det, var der flest af de sidste. Mange var gamle forhærdede omstrejfere, der ”forsømte” altergangen. Det sidste var i datiden en alvorlig sag, for så blev man her i pietismens tid nærmest betragtet som ugudelige og kætterske og var nærmest dømt til helvede. Desuden var der tale om ”uregerlige tatertøser”, som var blevet ”beligget” og nu var kommet til sognet med deres uægte afkom. Det betød, at sognet havde forsørgelsespligt over for både pige og barn.
Natmandshuset i Vinde
En del tatere valgte trods deres ry som omstrejfere ,og som det også fremgår af taterne i Nørre-Resen Sogn, at slå sig ned på egnen. Det gjaldt bl.a. de tatere, der tog det “uærlige” arbejde som natmand og dermed lokumstømmer, og Skive Købstad havde sin faste natmand. Så sent som i 1835 boede natmanden i Skive i ”Natmandshuset” i Vinde, og han hed Hans Mortensen. Han og hans familie m.fl. var så stor en økonomisk belastning for Fattigkommissionen for Skive og Resen, at man valgte at sende et ”andragende” til Amtmanden i Viborg for at opnå et tilskud til forsørgelsen af familien i Natmandshuset. For forståelsens skyld bringes hermed en oversigt over husets beboere. Ud over natmanden selv, Hans Mortensen, boede der hans kone på 80 år og deres to døtre, hvoraf den ene var krøbling. Den førstnævnte datter havde fem ”uægte” hjemmeboende børn. Desuden boede der en slægtning til konen i huset ved navn Mads Rakker på 60 år, og et ”kvindfolk” med fire (uægte) børn, hvis fædre skulle findes blandt rakkere. I alt boede der altså 14 personer i huset, som Fattigkomissionen skulle forsørge. Alle husets beboere kostede kommunen 75 Rdl og 5 Mk i rede penge, 8 td rug, 8 td byg og desuden tøj og ildebrændsel. Det var en så stor byrde for de to sogne, at de som nævnt måtte søge Viborg Amt om tilskud, og for de ydelser kunne man i stedet for havde lønnet en ”velaflagt” skolelærer.
Dølby Sogn: Horeunger og tiggere i 1600-tallet
Også tidligere i historien var egnen plaget af ”rakkerpakket”, som man kaldte det udstødte folk. Det gjaldt bl.a. i Dølby Sogn, hvor præsteindberetningen for Dølby Sogn i 1683 berettede om adskillige rakkere, der boede i sognet, og præsten lagde ikke fingrene imellem, når han beskrev ”rakkerpakket”. Han nævnte bl.a. flåkonen Karen Sprækker, som må have haft det lidet misundelsesværdige arbejde med at flå døde dyr. Datteren Mette blev beskrevet som ”en slem hore”, der tre gange var blevet ”besovet” (gravid), og ernærede sig ved at tigge og føre et syndigt liv. Det sidste var vel en omskrivning af, at hun mere eller mindre også levede af at prostituere sig.
Præsten nævnte også en vis Mette Staarup og Jens Starup, som sandsynligvis var et søskendepar. Mette blev beskrevet som en ”stærk trygler”, dvs. en pågående tigger, men så kommer en interessant oplysning om, at de havde hver en ”horeunge”. Denne oplysning undrede Jeppe Aakjær, for hvordan skulle broderen kunne have født en horeunge. Meningen er vel, at han havde været far til en horeunge. Desuden boede der i Øksenvad tæt på Dølby en Maren Lauridsdatter med to horeunger. Ja, præsten i Dølby havde nok at bekymre sig om i sidste del af 1600-tallet. Den ret så fordømmende præst i Dølby havde måske ikke bare holdt sig til at fordømme sine rakker-sognebørn på skrift, men havde sikkert forfulgt de syndige sognebørn, for det viser sig senere, at adskillige rakkere søgte sydpå mod Resen.
Resen Sogn: Dåb og altergang som redning
Således klagede man i Resen over, at der i 1700-tallet kom mange rakkere til sognet, og de havde mange uægte ”børn”, som, selv om de var født uden for ægteskab, skulle ifølge myndighederne døbes. Der var åbenbart ikke mange almindelige borgere i Resen, der havde lyst til at stå faddere til disse pariabørn, så for at skaffe faddere, tyede man til tjenestefolkene på Krabbesholm. Selv for tjenestefolkene havde det sikkert været et lidet attråværdigt kald at stå faddere til disse børn, så måske havde de modtaget en form for betaling for det ellers ansvarsfulde hverv. Man klagede også her i Resen over, at den stedlige natmand (i Vinde) var stukket af og derfor ikke havde været til alters i flere år, og at konen tillige var taget i at være i besiddelse af tyvekoster. Nu kan man set med vore øjne godt undre sig over, at man i datiden var meget forargede over børn født uden for ægteskab, og at en natmand ikke havde været til alters, men man skal huske på, at den kristne tro og kirken var så stor en del af folks hverdag, at det at stå uden for det kirkelige fællesskab i sognet ved ikke at overholde kirkens og samfundets normer, var den direkte vej ned i helvede. Når man fra sognets side så forsøgte at skaffe faddere til uægte børn og få en flygtet natmand til alters, skulle det også ses som en social foranstaltning og en medmenneskelig handling, der kunne få udstødte ind eller tilbage i sognefællesskabet og dermed under Guds vinger. Det drejede sig ikke kun om fordømmelse og forargelse.
Lokumstømning med militær eskorte
I 1700-tallet havde Skive stor tiltrækningskraft for tatere, hvilket umiddelbart også fremgår af denne artikel, og i den forbindelse har man spekuleret på, hvorfor netop Skive på den tid tiltrak så mange tatere og andre kjæltringer. En af forklaringerne var hvervet som natmand. Natmandsarbejdet omfattede alt det arbejde, som ikke andre ville have med at gøre, og som blev betragtet som uærligt og uværdigt arbejde. Konkret drejede det sig først og fremmest om lokumstømning i købstæderne, hvor der fandtes forholdsvis mange lokummer i forhold til på landet, hvor man jo ofte kunne sætte sig bag en mur eller i stalden for at forrette sin nødtørft uden at nogen så det. Den gik ikke inde i byerne, hvor folk boede tæt sammen, så enhver husholdning havde et lokum i gården eller anden indretning, som skulle tømmes jævnligt. Desuden havde de fleste købstæder et såkaldt vandhus, hvor man samlede de menneskelige udtømninger og andet affald. Sådan et vandhus havde også Skive i 1700- tallet, og da dette vandhus, som lå på torvet i Skive, i 1780 var blevet så fyldt, at uhumskhederne flød ud på torvet og ned ad Thinggade og Østergade, var det blevet for meget for den militære øverstkommanderende i byen, hvis soldater selv benyttede vandhuset, at han befalede byfogeden at få renset og tømt vandhuset. Byfogeden henvendte sig derfor til byens natmand Jens Hansen Pittbytt, der boede i natmandshuset i Vinde, og beordrede ham til at få tømt hele redeligheden. Det viste sig imidlertid, at ejeren på Skivehus, prokurator Lund, så langt fra var tilfreds med, at al skarnet fra vandhuset skulle tømmes i Skive Å lige nord for Skivehus, så natmanden måtte under sin tømning i åen lide den tort få tæsk af prokuratoren og hans folk under udførelsen af sit arbejde. Herefter fik Pittbytt militær eskorte, da han senere skulle gøre sit arbejde færdig i åen, men selv militær eskorte kunne ikke afstå den gale prokurator for endnu engang at angribe den uheldige natmand, der herefter erklærede, at han aldrig mere ville have med tømning af byens vandhus at gøre. Det var altså ikke kun uhumskt eller ”ulækkert”, som man siger i dag, at være natmand. Det var også farligt, og der fandtes intet arbejdstilsyn dengang!
Natmandsarbejde
Ud over lokumstømning hørte der også andre lidet ansete hverv under natmandsarbejdet. Mange tatere tog sig af døde dyr, som de flåede og udnyttede, som de bedst kunne til eget brug, men de tilbød også at sætte vinduesglas i rammer eller at feje skorstene. Historien fortæller også om bøddelknægte, der var tatere , og arbejdet med lig af henrettede hørte også til natmandsarbejdet. Aakjær fortæller ogsål, at han så sent som i sidste del af 1800-tallet oplevede, at tjenestekarle og tjenestepiger på hans hjemstavn omkring Fly syd for Skive værgede sig kraftigt imod at udføre, hvad de anså som natmandsarbejde, nemlig lokumstømning. Trods det umådelige uhumske og også sundhedsfarlige arbejde, som natmandsarbejdet medførte og ikke mindst den skam og fordømmelse, der var forbundet med arbejdet, synes Skive og omegn som sagt at have tiltrukket en del tatere, rakkere og andre kjæltringer med det håb, at de kunne tjene lidt til dagen og vejen i et samfund, der ellers ikke levnede dem en chance. I sin artikel Fra Kjæltringetiden lader Jeppe Aakjær da også sin sociale indignation skinne igennem flere gange. Det sker også, da han fortæller om nogle skæbner, der kom i klammeri med myndighederne.
Tyveri af møggreb
I slutningen af 1700-tallet levede der en rakker i Skive ved navn Christoffer Christoffersen, der også blev kaldt for en Resen-rakker. Han var i både 1776 og 1781 blev indsat i Viborg Tugthus for ”lidt tyveri og betleri”, men i 1786 blev det endnu værre. Den 16. august samme år befandt Christoffer sig i Egeris om aftenen, eller ”stimled omkring”, som Aakjær udtrykte det. Egeris var dengang sikkert kun et par gårde og huse, men på et tidspunkt var Christoffer gået ind storstuen hos gårdejeren Chr. Pedersen. Her havde han ubemærket fundet et par hestedækkener, et skørt, nogle ål (!!) og en møggreb af jern. Det undrede i den forbindelse Aakjær, at der befandt sig en møggreb i storstuen, men den var netop af jern og derfor sikkert meget værdifuld. Nu skulle man tro, at Christoffer ville søge hen et sted, hvor kan kunne skjule sin store skat, men senere på aftenen gik han med tyvekosterne rundt inde midt i Skive by, og der mødte han uheldigvis betjenten Herman Andersen, som fattede mistanke til den bekendte rakker, der bl.a. bar på en mistænkelig møggreb, og anholdt ham øjeblikkeligt. Han blev uden forhør eller undersøgelse smidt i arresten, og som det ifølge Aakjær ofte skete med rakkere og andre af samme kaliber sikkert udsat for tørre tærsk, eller som Aakjær her udtrykte det, at der var ”let spil for vægteren og rettens øvrige notabiliteter” over for et menneske, som i forvejen var udskudte og foragtet af samfundet. Selve tyvekosterne blev vurderet til 2 Rdl og 17 Sk, hvilket efter datidens forhold ikke var meget, og her havde jernmøggreben sikkert udgjort den største værdi, men selve forbrydelsen skulle straffes.
Livstid i lænker
Under den efterfølgende retssag prøvede præsten at forsvare forbryderen med, at han ikke var ”den hellige nadvers foragter”, hvilket betød, at Christoffer trods sin status altså også gik i kirke, og at der ligeledes ikke var noget dårligt at sige om hans kone. Forsvareren forsøgte at undskylde sin klient med, at han ikke havde mulighed for at klare sig selv, men kun havde tiggeri og natmandsarbejde at ty til, hvilket måtte kunne mildne dommen. Anklageren var imidlertid af en anden opfattelse. Danske Lov sagde udtrykkeligt, at tyveri for 2. gang skulle straffes med pisk og brændemærkning i panden. Den endelige dom kom til at lyde på kagstrygning, hvilket indebar pisk, indtil huden faldt af, og herefter skulle Christoffer lægges i jern, dvs. lægges i lænker og arbejde i Københavns Fæstning for livstid. Desuden skulle han miste sin hovedlod for evigt, som betød, at han mistede alt, hvad han ejede. Christoffer ejede vist intet, så her havde øvrigheden ikke meget at hente, og som Aakjær sagde ”…alt det for 2 Rdl”! Man deler umiddelbart Aakjærs forargelse over den hårde straf i forhold til den lille brøde og den urimelige behandling af den stakkels rakker, som sikkert af nød havde tyet til lidt tyveri. Christoffer blev dømt efter love, der var over hundrede år gamle og allerede på Aakjærs tid syntes disse love at være forældede og langt fra virkelighedens og den sociale retfærdighed,
Kilder:
Fra Kjæltringetiden af Jeppe Aakjær, Skivebogbogen 1925