Indledning
Som det nok er de fleste her på Skiveegnen bekendt, lå den gamle herregård Taarupgaard i Nordfjends på vejen mellem Ørslev Kloster og Fiskbæk tæt på Hjarbæk Fjord. Jeppe Aakjær har i en artikel i Skivebogen skrevet om Taarupsgaards ejere og forpagtere fra omkring år 1500 til 1700-tallet og de historier, der er knyttet til herregården. Denne artikel handler om en af ejerne, der ikke gjorde sig særlig heldigt bemærket, men som til gengæld har givet stof til en spektakulær historie. Hovedpersonen er herremanden på Taarupgaard Gjord Kaas, som ejede Taarupgaard fra 1594 til 1601, hvor han solgte gården til broderen Niels Kaas, da jorden begyndte at brænde under ham. Artiklen om Gjord Kaas er genfortalt frit efter Jeppe Aakjær.
Gjord Kaas og ung adelsenke
Herregården Taarupgaard var fra o. 1490 i den rige og særdeles betydningsfulde slægt Kaas’ besiddelse. Da Fr. 2 døde i 1588 var det Niels Kaas, der sad som ejer af Taarupgaard, og han blev i den forbindelse udnævnt som rigets kansler og dermed landets vel nok mægtigste mand efter den nye konge Chr. 4. Da Niels Kaas døde i 1594, arvede hans brorsøn (nevø) Gjord Kaas gården. Seks år efter giftede Gjord sig med datteren fra herregården Bjørnsholm ved Ranum på Himmerland. Hun hed Ermegaard Gyldenstjerne og var, som efternavnet antyder, også ud af en stor adelsslægt. Gjord var i år 1600 54 år gammel, mens Ermegaard var 48 år, så man må sige det var et modent, nygift ægtepar. Allerede her i artiklen lader Aakjær antyde, at den nygifte gom var af en ”forvorpen” natur, og der ventede ham en ond skæbne. Skæbnen ventede ikke langt fra Taarupgaard, nemlig på nabogården Staarupgaard, der på det tidspunkt også var en herregård. Her residerede en ung adelsfrue ved navn Birgitte Rosenkrantz, som stammede fra Rydhave ved Vinderup, men hun var få år tidligere i 1597 blevet enke efter sin mand Niels Kaas, der ikke skal forveksles med ovennævnte tidligere kansler. Uheldigvis for Gjord Kaas og Birgitte Rosenkrantz var Birgittes afdøde mand også Gjords fætter. Birgitte Rosenkrantz havde næppe lagt sin mand i graven, før Gjord ikke kunne lade den unge enke i fred, for allerede inden han blev gift i år 1600 havde han fået et barn med Birgitte, og det til trods for, at han må have vidst, at forholdet i datiden blev betragtet som blodskam.
Utroskab, hor og trolddomskunster
Gjord Kaas’ tilnærmelser til Birgitte Rosenkrantz fortsatte efter, at han var blevet gift, men på et tidspunkt må han have haft på fornemmelsen, at forholdt var ved at blive opdaget, for i et brev dateret til den 30. september 1601, som kom frem i forbindelse med en senere retssag, forsøgte Gjord at advare sin elskerinde om, at der var ”hemmelige spejdere” ude for at spionere og afsløre deres ulovlige forhold, og at hun efterfølgende skulle brænde brevet, hvilket elskerinden imidlertid ikke fik gjort. Omtrent på samme tidspunkt må den forurettede hustru have fået vished om Gjords utroskab, for hun anklagede Gjord for utroskab og krævede skilsmisse ved domkapitlet i Viborg. Herefter følte Gjord jorden brænde under fødderne på ham, og han flygtede til udlandet. Det afholdt ham dog ikke fra at forsøge at forsvare sig over for anklagerne om utroskab og barnefader. I et forsvarsbrev fra den 28. august 1602, som han sendte til retten i Viborg gennem sin bror, vendte han beskyldninger mod sin tidligere elskerinde og anklagede hende for at være løgner og bedrager, og til Birgittes påstand om, at Gjord var far til hendes to børn, anførte han, at han aldrig havde været sin kone utro, og at det sidste barn, hun havde fået, var undfanget efter at han var taget på udenlandsrejse. I forsvarsbrevet antydede Gjord også, at hun bedrev ”horeri” og ”trolddomskunster” over for sin afdøde mand. Senere kom Gjord også med beskyldninger om, at en kusk var barnefader til det yngste barn, og for at dække over for en adelsfrue så socialt nedværdigende og skamfuldt et sidespring , havde Birgitte udlagt en adelsmand i skikkelse af Gjord som barnefader.
Blodskam
Birgitte Rosenkrantz blev umiddelbart efter, at sagen om utroskab og skilsmisse var rejst ved domkapitlet i Viborg, fængslet for sin medvirken i sagen og deltagelse i blodskam. Under den efterfølgende retssag i 1602 tilstod hun, at hun havde fået to børn med Gjord. Det første barn blev født efter, at hun blevet enke og før Gjord blev gift, og det andet barn blev født efter, at Gjord var blevet gift, men hun havde været seksuelt afholdende, før hun selv blev gift. Hun havde således aldrig været hendes afdøde mand utro. At hun havde haft et forhold til Gjord Kaas, skyldtes alene, at hun havde været tvunget. Han havde efter hendes enkestand opsøgt hende, så hun ikke kunne være i fred nogen steder, og trods det, hun havde kæmpet imod, havde han gennemtrumfet sit forehavende, eller som Birgitte udtrykte det, så ”bekom hans onde vilje med mig”. Hendes undskyldning for den alvorlige anklage om blodskam, var altså, at Gjord mere eller mindre havde voldtaget hende, og det ville hun om end ”dø på”. Med de ord sluttede hun sin forsvarstale, men anmodede til gengæld om benådning, hvis hun blev dømt til døden.
Birgitte Rosenkrantz halshugget
Sagen endte med en dødsdom for blandt andet blodskam, men inden dødsdommen blev eksekveret, skulle dommen og anmodningen om benådning forelægges kong Chr. 4, der, som Aakjær udtrykker det, havde ”et hjerte af flint”, og kongen henholdt sig til Ordinansen af 1537, der sagde ”….intet ægteskab udi 3. led af hensyn til høviskhed og naturlig blusomhed (blufærdighed) til slægten. Birgitte blev dømt til døden den 27. juni 1603 for kætteri, som blodskam altså blev betragtet som i datiden, og dermed var dommen for så vidt også religiøst betinget. Samme dag blev også Gjord Kaas dømt in absentia til at ”miste hals og ære” for blodskam og for at have avlet to uægte børn med Birgitte Rosenkrantz, og som det hed i domsafsigelsen ”til menigmands forargelse og den adelige stands beskæmmelse.” Birgitte Rosenkrantz blev halshugget på Herredagen den 29. juni 1603 kun to dage efter, at Chr. 4 havde givet afslag på Birgittes anmodning om benådning.
Pågrebet
Hvad så med Gjord Kaas? Han opholdt sig vel nogenlunde sikkert i udlandet, og man skulle tro, at han ville forblive der, hvis han havde sit liv kært, men i 1616 vovede han at krydse grænsen til Danmark, men han blev genkendt og pågrebet i Hanherred oppe i det nordvestlige hjørne af Danmark på grænsen mellem Thy og Vendsyssel, og derefter ført til København, hvor Chr. 4 ikke viste nåde. Selve eksekveringen fandt sted på Antvorskov Slot ved Slagelse den 9. marts 1616, og grunden til, at Gjord Kaas ikke blev halshugget i København, var, at kongen tilfældigvis opholdt sig på dette slot i forbindelse med en rejse, og han ville ikke gå glip af forestillingen!
Dødssynd
I dag er blodskam inden for den nærmeste familie naturligvis forbudt og straffes om end ikke med døden, så alligevel med fængsel, men det er dog lovligt, at fætre og kusiner godt kan få lov til at danne par og få børn sammen, selv om det frarådes af læger. I dette tilfælde, hvor Gjord Kaas og Birgitte Rosenkrantz var så langt ude i familie sammen og oven i købet overhovedet ikke var blodbeslægtede, kan det godt undre, hvorfor man i 1600-tallet dømte et forhold så streng. En af grundene til de strenge straffe for blodskam var, at man kendte til faren ved, at for nært beslægtede fik børn sammen. Man havde selvfølgelig gennem tiderne erfaret, at børn af for tæt beslægtede par kunne blive født med diverse skavanker og med tiden kunne for tætbeslægtede forhold føre til indavl, men begrundelsen for dødsstraf for blodskam i datiden skulle ikke bare ses som en forbrydelse, der stred mod naturen, men straffen var helt klart også religiøst betinget ligesom utroskab, da Bibelen, som man på det tidspunkt tog meget bodstaveligt, klart og tydeligt angiver utroskab og blodskam som dødssynder.
Gensidig kærlighed eller voldtægt?
Om forholdet mellem Gjord Kaas og Birgitte Rosenkrantz var et egentligt og gensidigt kærlighedsforhold mellem den omkring 54-årige herremand og den forholdsvis unge enke får vi nok aldrig at vide, men at der har været et gensidigt forhold tyder det advarselsbrev på, som Gjord sendte til Birgitte i 1601, som han bad hende brænde. Det gjorde hun som nævnt ikke, og sammenholdt med Birgittes anklager mod Gjord under den senere retssag, hvor hun beskyldte ham for det, der i dag hedder at “stalke” hende og for nærmest at have voldtaget hende, kunne noget tyde på, at der har været tale om et egentligt tvangsforhold. Hvorfor hun i så fald ikke angav ham til øvrigheden, mens overgrebene fandt sted, kan hænge sammen med, at det kunne blive en sag om påstand mod påstand, og angsten for, at hun ikke ville blive troet, kunne have afholdt hende fra at angive forholdet. Også den medfølgende skam kan have medvirket til, at hun forblev tavs om et muligt tvangsforhold.
Kvinden som den farlige og forførende
Gjord Kaas’ forsvarstale in absentia, hvor han i den grad tilsviner sin tidligere elskerinde, virker mere som falske beskyldninger med overdrevne anklager som løgnagtighed, hor og trolddom og sikkert skrevet for at kunne redde at redde sit eget liv. Hvis retten havde taget Birgittes anklager mod Gjord for tvang alvorlige, kunne det måske have talt til hendes fordel, da dommen skulle afsiges, og ført til en mildere straf, hvor hun slap med livet i behold, men i datidens patriarkalske og religiøst baserede samfund anså man i høj grad kvinden som den farlige og forførende, der i tilfælde af voldtægt “selv havde været ude om det…..”