Frederik Kloch, Junior (1871 – 1938) var snedkermester og brandinspektør i Skive. Han udviklede bedemandsvirksomheden i Klochs ligkisteforretning.
Modernisering og bedemandsvirksomhed

Frederik Kloch kom i snedkerlære først hos faderen, og derefter blev han udlært hos snedkermester F. P. Iversen, Ålborg. Hans svendeprøve blev præmiebelønnet. I et års tid rejste han rundt i Europa og arbejdede bl.a. i Berlin, München, Zürich og Bern.
Frederik Kloch blev gift i København med Frederikke Trampedach. Hun var født i 1870 som datter af jernbanearbejder Trampedach, indvandret fra Kurhessen. Faderen deltog i arbejdet på jernbanelinjen mellem Viborg og Skive.
Frederik Kloch kom i 1896 igen til Skive som mestersvend hos faderen, hvis snedkeri han første videre efter dennes død i 1898. Han omdannede det fra håndsnedkeri til maskinsnedkeri og beskæftigede en overgang indtil 16 mennesker. I 1906 blev han brandinspektør i Skive, et hverv han bestred i 30 år indtil 1936. Han havde i årenes forløb mange tillidshverv, var formand for Grundejerforeningen og for Borger-og Håndværkerstiftelsen.
Eftermæle
Ved hans død 27. april 1938 skrev hans skolekammerat og ven, redaktør Carl Hansen i nekrologen i Skive Folkeblad bl.a.: ”..snedkermester Kloch var en særpræget personlighed, som ikke kunne finde sig til rette i noget parti – dertil var han alt for kritisk indstillet. Men han var et barn af Skive, som byen kan være stolt af både i kraft af hans faglige dygtighed og hans ubestikkelige redelighed. Han elskede sin by og glædede sig over ethvert fremskridt, der blev gennemført. I hans levetid gik byen frem fra ca. 2000 til 11.000 indbyggere – og er snart ikke mere til at kende for den, der efter mange års fravær kommer tilbage til barndomsbyen […..]
Sin kærlighed til byen beviste Kloch bl.a. ved jubilæet i 1926, da han sammen med broderen skænkede kommunen det store maleri ”Udsigt fra Kirkebakken” som hænger i rådhussalen.”
I ægteskabet var der 5 børn, 3 piger og 2 sønner. 1 datter og 2 sønner var udvandrede hhv. til USA og Sydamerika.
Kilder
- Nielsen Hedvig & Nielsen, Ejnar, Slægten Kloch – bidrag til slægtens historie, Konrad Jørgensens bogtrykkeri 1943
- Skive Folkeblad 29. april 1936
- Skive Folkeblad 28. april 1938