Vor Frue Kirke

Vor Frue Kirke, ca. 1936. Billede fra Skive Byarkiv

Vor Frue Kirke er også i daglig tale kendt som den hvide kirke og er en del af Skives usandvanlige konstellation af kirker, hvor to kirker er placeret side om side.

Vor Frue Kirkes historie

Vor Frue Kirke er opført omkring år 1200. Kirken er dermed den ældste eksisterende bygning i Skive By. Vor Frue Kirke er dog ikke Skives ældste kirke. Den ældste kirke var Sankt Peders kirke, som lå sammen med en kirkegård på hjørnet af Vestergade og Posthustorvet ved Slotsgade. Sankt Peders kirke blev revet ned omkring år 1400 og det formodes at stenene fra denne kirke blev brugt til at udvide Vor Frue Kirke.

I 1880’erne havde Skive By vokset sig stor og Vor Frue Kirke var efterhånden for lille til byens voksende befolkning. Man drøftede mulighederne for at udvide den eksisterende kirke eller rive den ned. Det blev besluttet at rive Vor Frue Kirke ned og i stedet bygge en ny større kirke på stedet, men inden nedrivningsarbejdet blev påbegyndt fandt man de usædvanligt velbevarende kalkmalerier (fra 1522) på kirkens hvælvinger. Kirken blev herefter bevaret og man besluttede i stedet at bygge en ny større kirke vedsiden af den eksisterende kirke, denne kirke fik navnet Skive Kirke, men bliver i daglig tale omtalt som den Røde Kirke.

Kalkmalerier på kirkens hvælvinger. Billede fra Skive Byarkiv

Kirkens arkitektur

Vor Frue Kirke er højtliggende og skurer ud over hele Skive By og ådalen. Kirken har romansk kor og skib. Omkring år 1400 er der til skibet tilføjet vest forlængelse, tårn i vest, korsarm mod syd og våbenhus mod nord. Våbenhusets svungne gavle er udført af Skive bygmesteren Nicolaus Heinrich Rieman ca. år 1750. Kirken er hvidkalket og tagene belagt med bly. Over tårnet vejrer en guldbelagt vindføj, der i solskinsvejr glimter og kan ses på lang afstand.

Kilder

Eskildsen, Jens og Mortensen, Niels (1998). 43 spændende bygninger i Skive Bykerne. Skive Museums Forlag.

Forfatter mahav