Spøttrup Sø

0

 

Spøttrup sø blev dannet i stenalderen, da landhævning afsnørede en lagunesø fra Limfjorden. Søen indgik i Spøttrup Borgs forsvarsværker fra 1520’erne. Den blev tørlagt i midten af 1800-tallet, men genskabt i 1994 med 50 hektar vandflade og 60 hektar eng, kær og rørskov. (Illustration: Rasmus H. Kruse – Spøttrup Sø 1836)

Spøttrup Borg

Gården »Spittrup« med tilhørende jorder kom i Viborg-bispens eje i 1404, hvor ridderen Johan Skarpenberg tilskødede Viborg Bispestol sin gård i Spøttrup – med Spøttrup Sø. Omkring år 1520 gjorde biskop Jørgen Friis borgen færdig. På alle sider var borgen omgivet af 9 meter høje volde og en vandfyldt voldgrav. Mod vest, hvor borgporten med vindebro var anbragt som eneste mulighed for adgang, lå Spøttrup Sø lige uden for porten.

Borgen var ikke udsat for nedbrænding under Grevens Fejde, men overgik som resultat af Reformationen til at være Kongens ejendom. Fra 1579 kom Spøttrup Borg med bøndergods i privat eje, først den tyske adelsmand Henrik Below, der stod på god fod med kongen og siden et par generationer af Rosenkrantz slægten. 

I 1784 købte bonden Peder Nissen fra Ribe borgen.  Han var blevet velhavende på studeopkøb i Jylland og salg i Tyskland. Peder Nissen havde set de store muligheder i de udstrakte græsningsarealer på Spøttrup egnen, der lige som stort set resten af Salling var træløst. Han døde dog allerede 4 år senere, og enken – senere sønnen Nis Nissen – måtte overtage. 

Studekongen

Nis Nissen opbyggede med slid og slæb og umådelig påholdenhed en blomstrende forretning med studedrift og vandt sig tilnavnet “Studekongen”. På gården Spøttrup var der omkring 200 stude, som Nis Nissen opkøbte hos de lokale bønder. Studene græssede på godset marker, og efter opstaldning og opfedning over vinteren blev de drevet ned igennem Jylland til Slesvig-Holsten, hvor de blev solgt.

Formentlig var Nis Nissen den første, der luftede tanken om at tørlægge Spøttrup Sø.

Nis Nissen døde barnløs, og først efter flere forsøg blev Spøttrup solgt til et konsortium på 5 – heriblandt Niels Breinholt fra Lemvig. Konsortiet “slagtede”  umiddelbart efter købet bøndergodset – d.v.s. solgte bøndergårdene fra – og siden overtog Niels Breinholt som ene-ejer og flyttede ind i 1855.

Tørlægning af søen om sommeren

Niels Breinholt havde en umådelig virketrang uden pietetsfølelse, og det gik ud over hele godset, både bygninger og omgivelser.

Han satte gang i tørlægning af Spøttrup Sø formentlig omkring 1860. Der blev bygget en dæmning ud mod Kås Bredning, udløbet blev uddybet, og en landkanal rundt om søen førte vandet ud i fjorden. Nord for borgen blev der opstillet en pumpemølle, og med en vandsnegl blev der »løftet« vand op fra engene til landkanalen og ud i fjorden. Anstrengelserne var ikke stilet mod at skaffe jord til dyrkning af korn men mod at få flere græsmarker på søbunden og bedre høslæt på de allerede eksisterende enge. Man pumpede søen nogenlunde tom hvert forår, og efter sensommerens sidste høslæt stoppede pumpemøllen, og søen blev atter fyldt med vand.

Fra Limfjordskommisionens beretning i 1932 findes en beskrivelse af anlægget: »Afløbet fra Spøttrup Sø er ca. 200 meter fra fjorden lukket med en dæmning (i Kås Bredning), i hvilken der er anbragt en sluse af træ med selvlukkende porte. Dæmningens højde er ca. 1,9 meter; den er ca. 20 m lang og opført af sand, ler og sten. Den menes at være opført i 1875….Dæmningen er opført for at hindre fjorden i ved højvande at trænge ind i Spøttrup Sø, der holdes tørlagt ved pumpning med vandsnegle, drevet af vindmotorer, men den beskytter tillige flere andre ejendomme – tilsammen ca. 11 ha – mod oversvømmelse. Søen er delvis omgivet med randkanal og diger; ca. 30 ha land, der ligger under Limfjordens vandspejl, holdes tørlagt ved pumpning. I søarealet består jorden af dynd i dybde fra 1‑2,5 m, ca. 8 ha af omtrent samme bonitet tilhørende Spøttrup ligger uden for inddigningen«.

Efter knap tyve år på Spøttrup Gods byggede Breinholt sig et “Ny Spøttrup” – et prægtigt kampestenshus nogle kilometer nord for borgen. Den nye godsejer Balle købte for dyrt i 1875 og var ramt af uheld. Avlsbygningerne brændte ned 2 gange, og tiden var ved at være løbet fra studedrift. Balle gik konkurs, og godset endte hos proprietær Christian Pedersen Toft, som blev den sidste private ejer. 

Fredning af Spøttrup Borg

Toft var en dygtig landmand og interesserede sig for Borgens historie. Han kæmpede med bygninger i dårlig stand, og da fredningsloven blev indført i 1918 og medførte Spøttrup Borgs fredning, fulgte der ikke midler med til istandsættelse. Dem skulle ejeren selv udrede.

Tørlægningen af søen trængte til en renovering, og i 1912 anskaffede Toft sig en lokomobil til at trække vandsneglen, så man ikke var afhængig af vejrforholdene. Ellers var forholdene nogenlunde som tidligere beskrevet i Limfjordskommisionens rapport. 

Staten købte og lavede statshusmandsbrug

I 1937 hærgede en voldsom brand igen avlsbygningerne og i løbet af få timer indebrændte sædekorn, foder og henved 1000 dyr i staldene. En genopbygning ville blive omstændelig og bekostelig for ejeren. Staten havde længe været interesseret i at købe borgen og købte nu Spøttrup Borg med dens jordtilliggende på 338 hektar. Det meste af jorden fraset 9 ha blev solgt fra, og der blev oprettet 28 nye statshusmandsbrug. Husmændene skulle også have jord ude i den udtørrede sø, så det gamle afvandingsprojekt måtte effektiviseres. Der blev i 1940 oprettet et Spøttrup Pumpelaug, og man gik sammen om en eldreven pumpe på nordvestbredden, hvor man senere byggede pumpehus.

Intensiveret afvanding

I 1950’erne havde søbunden sat sig så meget, at pumpekapaciteten måtte opgraderes. Hedeselskabet udarbejdede i 1951 et projekt med forbedrede afvandingsforhold for 91 hektar i Vadum-Spøttrup Enge. Pumpekapaciteten blev firedoblet ved, at man opførte en ny pumpestation samtidig med, at man beholdt den gamle pumpe. Spøttrup Bæk blev flyttet, og der blev etableret 2 broer over bækken. Der skulle laves 2,5 km åben og 0,5 km rørlagt afvandingskanal samt en 2,2 km lang landkanal. Området skulle inddiges på en strækning af 5 km. Højvandsslusen skulle også fornys.

I 1952 fik de 30 lodsejere tilsagn fra Staten om 60 pct. af beløbet som direkte støtte og de resterende 40 pct. som et langfristet lån. Da regnskabet kunne afsluttes og godkendes efter 4 år, havde den samlede udgift været 245.357 kr. (4,1 mio. kr. i 2025-værdi) – 6 % under det budgetterede. 

Effektiviteten havde en pris. I starten gav engene større udbytte men med den intensiverede afvanding og det intensiverede landbrug, blev sætningsprocesserne fremskyndet – som man i øvrigt så det i mange andre lavbundsprojekter. Fra 1940 og frem til 1994 sank terrænoverfladen med 1,5‑2,0 cm om året, det betød, at i løbet af 100 år satte den udtørrede søbund sig mange steder med mere end en meter, og det skabte problemer.

Urentable landbrug

Det var heller ikke billigt at vedligeholde pumper, kanaler, diger og dæmningen mod fjorden. I 1981 skabte en stormflod opstuvning af vand i Spøttrup Bæk og landkanalen, så søen blev gendannet foran den høje dæmning. De høje bølger i søen pressede på dæmningen og gennembrød den på en kortere strækning. Store summer gik til at vedligeholde og forstærke de udsatte strækninger på den gamle dæmning, og man kunne imødese, at pumpelauget med tiden måtte kaste håndklædet i ringen. 

Op gennem 1980’erne blev det økonomisk ringere at dyrke disse usikre lavbundsjorder, og samtidig kom store afsætningsproblemer pga. voksende overskudslagre af både korn, smør og mælkepulver i EF. Dette foranledigede Miljøministeriet til udfærdigelse af en marginaljordsredegørelse, hvor retablering af naturområder og skovrejsning var nogle af løsningsforslagene. 

Spøttrup Sø-afvandingen – et af 36 pilotprojekter

I undersøgelsen af forholdene omkring Spøttrup Sø blev det sandsynliggjort, at der kunne opnås såvel naturmæssige som miljømæssige gevinster ved at nedlægge landbruget og genoprette Spøttrup sø i sin oprindelige form. Der var oplagte landskabsæstetiske gevinster at hente, og en genetablering af søen ville også i relation til borgen give kulturhistoriske gevinster og betragteligt øge den oplevelsesmæssige værdi og dermed gavne økonomien for det vigtige turistmål. 

Marginaljordsredegørelsen blev offentliggjort i 1987, og da loven om naturgenopretning kom til i 1989, fulgte der penge med til at omsætte nogle af projekterne i handling.

I 1989 holdt man de første møder med deltagelse af Spøttrup kommune, Viborg amt, Statsskovvæsenet og lodsejerne. Borgmester Alex Lind i Spøttrup Kommune var positiv men lovede, at ingen lodsejer skulle tvinges med i projektet. Det viste sig, at den erstatningsjord lodsejerne skulle have i stedet for jorden i søbunden, var dyrere, og staten måtte ind og give tilsagn om ekstra 2,2 mio. kr. til projektets gennemførelse. Alligevel var der i slutningen af 1989 tre lodsejere, som ikke kunne overtales til at gå med. 

Drama fra oven genskabte søen

27. marts 1990 dagen før afstemningen i kommunalbestyrelsen i Spøttrup om den endelige beslutning om projektets fremtid  stod himmel og jord i et. Kraftig blæst fra vest havde gennem flere dage stuvet vandmasserne op i landkanalen rundt om den udtørrede sø. Til sidst blev presset for meget. Dæmningen langs kanalen brød sammen, og vandet fossede ind over marker og enge, og den gamle sø opstod helt af sig selv. Resultatet af afstemningen var klar: 12 stemmer for projektet, tre imod og to fraværende.

Projektet var vedtaget.

Nogle grøfter blev fyldt op eller jævnet, der blev etableret stryg i udløbet fra søen af hensyn til fiskenes frie vandringer, og endelig blev Spøttrup bæk flyttet tilbage i sit oprindelige løb fra før 1956. Derefter skulle vandet bare stige og stige, indtil den gamle sø var genskabt.

Den retablerede sø

Det gamle pumpehus blev bevaret som udsigtstårn/udstilling og som et minde om tidligere tiders værdisæt om inddragelse af dyrkningsjord. Polakkasernen – et tidligere arbejderhus for landbrugsmedarbejdere på Spøttrup Borg – blev indrettet som formidlingssted for naturgenopretning og landskab. Den 22. april 1994 kunne søen under festlige former genindvies.

Omkostningerne ved projektet beløb sig til 6,6 mill. kr. Fuglemæssigt fik projektet ikke den samme succes som de øvrige søprojekter. Givetvis fordi af hensyn til de omliggende lodsejere blev afsat for lidt jord til strandenge og mindre vådområder omkring søen.  Landskabsmæssigt opfyldte søen derimod alle behov, og den udgør en stor gevinst for Spøttrup Borgs potentiale som turistattraktion.

Søens vand er ret klart, og der er en rig undervandsvegetation, langs søens bredder findes blandet rørskov. Der er observeret over 100 forskellige fuglearter på og omkring søen. Ynglefuglene tæller især grågås, gravand, toppet lappedykker, vibe og dobbeltbekkasin, og i sensommeren og om efteråret raster en del vadefugle på engene, heriblandt viber og hjejler. Efter genskabelsen har også odderen indfundet sig ved søen.

Kilder: 

Forfatter velling