Indledning
Det danske ord Marked kommer af det latinske “mercatus”, som kort og godt betyder “handel”, og et marked var således fra tidernes morgen et sted, hvor der blev handlet. I middelalderen kendtes markeder imidlertid mest som kildemarkeder, hvor kilder tiltrak en masse mennesker, fordi man -godt hjulpet af den katolske kirke – troede, at visse kilders vand havde helbredende virkning. Derfor valfartede bl.a. syge og invalide til disse udvalgte kilder for at blive helbredt, men i kølvandet på disse pilgrimme fulgte handlende, marketendere (krofolk) og gøglere i håbet om profit. Der udspillede sig omkring disse kildemarkeder langt op i tiden et folkeligt og farverigt liv, ja helt op i 1800-tallet er der beskrivelser af disse kildemarkeder. Fra nyere tid og mere lokalt fandt der et stort kildemarked sted i Karup syd for Viborg. Ud over de syge og invalide, der søgte helbredelse, udgjorde købmænd, marketendere (kromænd), gøglere, plattenslagere, slagsbrødre og især drukkenbolte markedets brogede befolkningssammensætning. På et tidspunkt i slutningen af 1800-tallet tog kildemarkedet i Karup åbenbart overhånd – også hvad angik varigheden, der kunne strække sig over flere uger- og øvrigheden måtte gribe ind. Det betød bl.a., at markedet blev begrænset til få dage om året
Skive Marked
Skive Marked optræder i en kilde fra 1624, hvor der var givet tilladelse til tre markeder om året. Senere blev antallet dog udvidet til fire. Især ét marked var populært, nemlig julemarkedet, der fandt sted St. Knuds dag, den 7. januar. Gennem optegnelser ved man, at der bl.a. blev handlet med heste, korn og træ, og at det ikke altid gik stille af, men at der af og til kunne forekomme nogle ”Gebommelige Slag”. Ti år senere beklagede den daværende herredsfoged Poul Fabricius i en indberetning sig da også over de fire årlige markeder i Skive, som han som byens højeste og ansvarlige embedsmand for lov og orden havde svært ved at styre. Han skrev bl.a., at markedsfolk var ”onde at røre ved”, hvilket kunne tyde på, at han var bange for, hvad de kunne finde på, hvis han som embedsmand antastede dem og bad dem om at opføre sig ordentligt. En anden og nok så alvorlig grund til herredsfogedens ængstelse for markederne var personalemangel. Selv om han havde to mand til at gå rundt og mane folk til forsigtighed og overholdelse af helligdagsrestriktioner, kunne han ikke disponere over soldater eller ”stadstjenere”, som han kaldte dem. Derved havde han svært ved f.eks. at arrestere folk eller sætte ind med magtanvendelse over for uromagere. Han havde i øvrigt ikke en gang et sted at føre evt. arrestanter hen, da byen på det tidspunkt ikke disponerede over hverken fængsel eller en rådhuskælder. Når et marked var overstået, følte han det som om, at han allernådigst var sluppet fra et feltslag med livet i behold. Han frygtede også altid for, at nogen skulle blive slået ihjel på markederne. Knapt 100 år senere kunne herredsfoged Poul Fabricius’ frygt blive til virkelighed, men inden da skal det handle om brændevin, som sikkert havde haft en del indflydelse på afviklingen af markederne – også i Skive.
Brændevin
I 1700-tallet herskede der stramme love, hvad angik fremstilling af brændevin, som uden tvivl var et meget udbredt nydelsesmiddel, ja måske også en daglig nydelse eller en nødvendighed for hårdtarbejdende og mindrebemidlede folk. Rettighederne til fremstilling og salg af brændevin tilkom bl.a. købmænd og værtshusholdere, der havde søgt bevilling, men mange almindelige mennesker og især bønderne havde deres egne hjemmebrænderier rundt om på gårdene, hvor de holdt deres ulovlige kobberkedler i kog. Når så øvrighedens repræsentanter indfandt sig på gårdene og opdagede de ulovlige foranstaltninger, endte det ofte med, at kobberkedlerne blev smadret til ejernes store forbitrelse. Disse inkvisitoriske stormløb på gårdene afstedkom stor uro og forbitrelse, og øvrighedens inkvisitorer var et forfulgt folkefærd. Den udbredte mistillid og had til brændevinsinkvisitorerne var højst sandsynlig en af årsgagerne til, at det gik galt på et julemarked i Skive i året 1776, og at også nær havde kostet menneskeliv.
Pistol affyret i Adelgade
I 1772 flyttede en vis Mikkel Kaarup til Skive og bosatte sig i Adelgade med hustruen Karen Jensdatter. Han var efter alt at dømme ansat ved tolden i Skive, og i den egenskab var han bl.a. på gårdene rundt i Skive og omegn for at undersøge om folk havde gang i hjemmebrænderi, men anden steds benævnes han som værtshusholder og dermed selv lovlig brændevinsfremstiller, så i den egenskab kunne han også selv have været ude for at opsnuse eventuelle konkurrenter, der kunne anmeldes. I hvert fald havde han angivet adskillige hjemmebrændere og dermed skaffet sig en del fjender, der ville have hævn. Det kom til udtryk den 20. december 1775, hvor en flok forurettede dukkede op på Mikkel Kaarups bopæl i Adelgade og fremkom med trusler om overfald, ligesom der blev kastet sten gennem vinduer. Det fik den angrebne Mikkel til at fare ud ad døren og affyre sin pistol mod flokken, hvilket skræmte angriberne, da ethvert ildglimt i Skive skabte frygt for brand i de stråtagsdækkede huse og gårde. Der blev da også afholdt ”brandretsforhør” uden, at der dog kom noget ud af det. Denne gang slap Mikkel lempeligt ud af overfaldet, men de brændevinsforfulgte havde ikke glemt ham, for tretten dage efter var den gal igen, da der var julemarked i Skive den 9. januar 1776.
Hærværk og mishandling under Skive Marked
På denne dag havde ”en talrig hob bønder” samlet sig uden foran ”værtshusmand” Mikkel Kaarups hjem udstyret med ”plejle og prygle” og gik straks i gang med at slå dør og vinduer ind, hvorefter mange skaffede sig adgang til huset. Kakkelovne blev revet ned, og det meste af indboet smidt ud på gaden, hvor det blev trampet i stykker af de vrede bønders træsko. Nogle begyndte endog at rive huset ned. Mikkel, der uden tvivl var i livsfare, undslap, men hustruen blev udsat for mishandling. Ja, hvis Mikkel havde vidst, hvad hans undersøgelser og angivelser havde ført til, havde han nok ikke været så emsig i sin forfølgelser af hjemmebrændere.
Retslig efterspil: Et år i jern på Københavns Fæstning
Bataljen ved julemarkedet i Skive den 9. januar fik naturligvis et efterspil. To af de mest fremtrædende overfaldsmænd blev arresteret umiddelbart efter hændelsen. Det drejede sig om fæstebonden Bertel Laursen fra Balling og vægteren Laus Kølsen, men for at opklare hele hændelsen og for få fat alle de andre, der havde deltaget i det ret alvorligt overfald og hærværk, blev der nedsat en kommission med to dommere fra Thisted, nemlig landsdommer Steensen og konferenceråd Hauck, der sikkert også var jurist. Som anklager deltog prokurator Tørslef fra Viborg. I amtsmandens indberetning, som kommissionen havde modtaget, hed det sig, at 300 personer deltog i den bemeldte ”folkestimmel” og de opførte sig som ”rasende gedehamser”. Det var ikke så ligetil en opgave at få navne på alle disse rasende angribere og hvilken andel, de hver især havde i forbrydelsen, og da så mange af de indstævnede ikke mødte op, blev det næsten en umulig opgave. Der kommissionsdommen faldt næsten to år efter begivenheden, havde man da heller ikke fået navne på andre end de to tidligere arresterede. De blev begge dømt til et års fængsel i Viborg Tugthus, som de mere eller mindre havde udstået. Sagen blev dog anket til Højesteret, og her blev straffene skærpede, idet de begge blev dømt til et år i jern på Københavns Fæstning samt 120 Rdl. i sagsomkostninger. De skærpede omstændigheder, som Højesteret lagde til grund for dommene, var for vægter Laus Kølners vedkommende, at han som vægter skulle have forsøgt at hindre overfaldet, men tværtimod stod forrest i angrebet. For Bertel Laursens vedkommende var han gået for vidt ved at bryde ind i spisekammeret og havde udøvet hærværk. Bertel fik dog senere nedsat sin straf til et halvt års fængsel i Viborg Tugthus på foranledning af kongen. Det var ikke det mest morsomme julemarked for de to dømte, men heller ikke for de to ofre, der ikke fik den bedste skæbne efter julemarkedet.
Ludfattig og på sultegrænsen
I 1781 blev Mikkel Kaarup af Landstinget dømt for ”uredelighed”, hvad det så end indebar, og blev erklæret ”ludfattig”. Da Mikkel befandt sig i København- måske for at afsone sin brøde- sad den stakkels kone tilbage i huset i Adelgade og, som det fremgår af hendes egne udtalelser til øvrighedens pantefogeder, kun med lidt ragelse tilbage og mere eller mindre på sultegrænsen. Alt hendes bohave var blevet solgt for at skaffe mad i huset, som i øvrigt også var blevet pantsat.
Nordens Methusalem
Jeppe Aakjær beklager, at han ikke havde kunnet fremskaffe flere oplysninger og detaljer om det sikkert brogede og til tider nok overrislede markedsliv i Skive fra de foreliggende politirapporter, men Justitsprotokollen fra 1800-tallet havde været i sådan forfatning (”hullet og ødelagt”), at det ikke var muligt. Ud over ovennævnte batalje i Adelgade har Aakjær dog også fundet oplysninger om et voldsomt slagsmål i forbindelse med et marked i Skive i midten af 1700-tallet. Hovedpersonen var en vis meget gammel tidligere søgast ved navn Christian Jacobsen Drakenberg, her bare kaldet Drakenberg, og for at forstå sagens rette sammenhæng og forbindelse til Skive Marked bringes her en kort biografi om denne Drakenberg.
Tæv af Tordenskjold
Drakenberg blev født i Norge den 18. november 1626, da Norge var en del af Danmark. Han havde sikkert fra barndommen været en urolig og senere en ”utilpasset” ung mand, hvorfor en militær karriere kunne være vejen til en mere disciplineret tilværelse. I hvert fald blev han på et tidspunkt en del af den dansk-norske flåde og fik en uddannelse som søgast. Han sejlede som søgast i mange år, og efter sigende afholdt det ham ikke fra at føre et sømandsliv med druk (”fylleri”) og slagsmål ind imellem. I begyndelsen af 1700-tallet i en alder af næsten 80 år var han fortsat i tjeneste som søgast, og på et tidspunkt sejlede han under kommando af en vis Peter Wessel- også kaldet Tordenskjold – på skibet ”Ormen”. Her skulle Drakenberg have gjort sig skyldig i ”skjødesløs” honnør over for Tordenskjold, hvilket gjorde, at Tordenskjold tævede Drakenberg med ”flad klinge”. Det ville Drakenberg åbenbart ikke finde sig i af denne opkomling, som mange betragtede den unge ærgerrige Tordenskjold som værende, og Drakenberg greb fat i Tordenskjolds kårde og kastede den over et hustag. For denne brøde måtte Drakenberg som straf tilbringe en rum tid i ”Bøjen” (muligvis en form for indespærring) på Wessels skib ”Ormen”. Om denne begivenhed havde fået Drakenberg til at forlade flåden, skal være usagt, men i forhold til alderen (han må have været over 70) havde han vel fortjent at gå på ”pension”.
Gift som 111-årig
I 1737 blev Drakenberg gift i alder af 111 år i København, og bruden var den godt 100-årige Maren Michelsdatter, som imidlertid døde kort tid efter. Herefter flyttede Drakenberg sit virkeområde til Jylland, og det afholdt ham ikke fra at føre en tilværelse, hvor bl.a. druk og slagsmål fortsat var en del af hans livsførelse. Rygtet om den aldrende søgast og hans meritter gjorde ham til en interessant person i visse finere kredse, og han fik da også prædikatet som ”Nordens Methusalem”. Denne interesse for hans person gjorde, at han blev inviteret ind på flere herregårde og godser i Jylland, hvor han nød ophold hos ejerne. Nogle ville vel sige, at han snyltede på ejernes bekostning. Der var især to godser, hvor han ofte tog ophold. Det ene gods var Allinggaard ved Silkeborg, og det andet var Ørslev Kloster i Nordfjends, hvor ejeren fru oberstløjnant Bjerregaard åbenbart syntes, at det var sjovt at have den nu næsten 120-årige legendariske spasmager boende. Omkring Bartholomæusmarkedet i Skive omkring den 22. august opholdt Drakenberg sig i hvert fald på Ørslev Kloster og drog til marked. Muligvis var hans intention ifølge Aakjær muligvis at blive vist frem og udstillet som Nordens Methusalem og dermed inkassere en skilling, som når den senere gøgler ”Professor LaBri” fremviste sine ”eksotiske ”seværdigheder” – ofte farvede personer – på markeder og tivolier.
Drakenberg på Skive Marked
Markedet varede ofte i flere dage, så Drakenberg havde taget ophold hos en enke midt i byen, men han måtte dele logi med seks-syv tyske skærslippere og ”glarkræmmere”, som var uautoriserede omstrejfende håndværkere, der sleb henholdsvis knive og satte glas i huse. De tilhørte dens tid omstrejfende ”kjeltringer” og var ikke velsete. Ved midnat var Drakenberg gået til ro sikkert godt træt oven på markedsdagens strabadser, da de tyske medlogerende godt drukne begyndte at indfinde sig hos enken, og det gik ikke stille af. Med sang, råb og dans fik de vækket den søvndrukne Drakenberg, og den oprørte og irriterede olding fór ud af sengen i det bare linned (undertøj) med en lang kniv i hånden, hvormed han angreb det fulde selskab. Et vildt og voldsomt slagsmål tog sin begyndelse, og man skulle tro, at den gamle mand over for de seks-syv tyskere, der også havde lært at slås, ville komme til kort. Det gik imidlertid anderledes. Dragenberg fik ren bersærkergang og slog og fægtede med kniven, så hele enkens lokale blev ryddet. Imidlertid havde Dragenbergs kniv såret en af skærslipperne så alvorligt, at hans liv var i fare, og det var i datiden en alvorlig sag, der i værste fald kunne udløse den ultimative straf. Skives herredsfoged og dermed øverste politimyndighed var på det tidspunkt Dorchæus, hvilket betyder torsk, men en torsk var han ikke efter Aakjærs mening, for i stedet for at arrestere Drakenberg, fik Dorchæus ordnet sagen i mindelighed. Drakenberg skulle betale en pænt beløb til den hårdt sårede skærslipper, som heldigvis overlevede, og til den forurettede enke, som havde fået sit logi spoleret, betalte Drakenberg 5-6 Rdl. Til forståelse for herredsfogedens dispositioner og lempelige behandling af Drakenberg skal oplyses, at han var gode venner med fruen på Ørslev Kloster, hvor Drakenberg lige havde opholdt sig, og at som tidligere oplyst muligvis ikke havde en rådhuskælder eller arrest til rådighed for byens ballademagere.
Drakenbergs endeligt
Efter den 120 -årige Drakenbergs voldsomme oplevelse efter deltagelsen ved Bartholomæusmarkedet i Skive afbrød han opholdet på Ørslev Kloster og tog flugten over heden sydpå til Alligegaard uden en skilling på lommen og søgte igen ophold her. Ikke bare havde slagsmålet i Skive nærmest ruineret ham, men han var også mærket på krop og sjæl. ”Stiv, blå og krum” gik han til sengs og forblev her i op mod tre uger, inden han var var frisk nok til at rejse sig. Helt opgivet ævred havde han dog ikke, for omtrent ti år efter, hvor han igen opholdt sig på Alligegaard, friede han til herskabets stuepige. Drakenberg døde 9. oktober 1772 i Aarhus, 146 år gammel! Skive kan vel godt bryste sig af, at Nordens Methusalem også nåede at sætte sine spor ved Skive Marked, om end de var af tvivlsom art.
Balling Marked
Det var ikke kun personer, der kunne give anledning til stridigheder og ballade i forbindelse med Skive Marked i 1700-tallet. Der var også en kamp om selve markedet eller markederne. Hvem måtte handle på markederne, hvor mange markeder skulle man have om året og hvor? Det sidste kom til udtryk i en strid mellem Skive og Balling Marked. I første del af 1700-tallet havde der sideløbende med markederne i Skive blevet afholdt et efterårsmarked i Balling, som var en alvorlig konkurrent til markederne i Skive. Der var usikkerhed om øvrighedens tilladelse til markedet i Balling, men i en klage fra herredsfoged Rohte i Skive fra 1758 til regeringen skrev han, at markedet i Balling ikke havde lovhjemmel, men at tilladelsen var ”selvgjort og forbudt”, og at bagmanden for markedet var herremanden på Bustrup Otto von Lassen, der i sin tid ikke ville fragte alle sine stude til Skive, men at Balling skulle nyde godt af handelen. Man havde i Balling anmodet om lovfæstelse af markedet i 1737, men var blevet afvist fra regeringens side, og alligevel var efterårsmarkederne i Balling forsat også efter, at afslaget var blevet stadfæstet i 1747. Da herredsfoged Rothe i 1758 klagede til regeringen over det ulovlige marked i Balling, var markederne i Balling ikke ophørt, og man skulle helt hen til 19. september 1801, før Ballinmarkederne ophørte og blev lagt ind under Skive Marked.
Storebror Aalborg
Samme herredsfoged Rothe stod også bag en klage i 1758 til fra Skives købmænd til regeringen om, at de rivaliserende købmænd fra Aalborg satte deres boder op på julemarkedet i Skive (3. januar) og dermed fratog købmændene i Skive al handel, som dermed gik til Aalborg. Aalborgkøbmændene havde ifølge klageskriftet ingen ret til at handle på Skive Marked, så købmændene fra Aalborg måtte stoppe med at blande sig i Skive Marked. Skive fik af regeringen medhold i klagen, så Rothe satte hele byen i bevægelse, da medholdet skulle offentliggøres. Der blev sat plakater op, præsten meddelte nyheden fra prædikestolen, og byens trommeslager udråbte den glædelig nyhed for handelen i Skive. Det var dog lidt for tidligt at glæde sig, for i Aalborg, der altid havde været Skives rival og storebror, hvad angik handel, blussede vreden op, og man ville ikke finde sig i afgørelsen. Derfor iværksatte man i Aalborg en undersøgelse, og det lykkedes at finde en gammel forordning fra 1687, der tillod købmænd i Aalborg at handle på Skive Marked. Dermed måtte regeringen trække sin afgørelse tilbage og Rothe måtte til sin og de handlende i Skives store ærgrelse blæse retræte.
Jøder og holstenere
Om handelen på markederne i Skive oplyser Rothe, at der bl.a. blev handlet med silke, uld, linned og isenkram, og det var hovedsagelig jøder og holstenere, der stod bag denne handel. Efter markederne drog disse handelsmænd ud på landet til herregårde og præstegårde for at sælge og opkøbe, men indlod sig også med kromænd, møllere og almindelige bønder, og i det hele taget var denne handel skadeligt for Skives egne handlende og købmænd. Når f.eks. bønderne solgte deres varer til disse omstrejfere, havde de således ingen varer at tilbyde handlende og købmænd i Skive, og selve byen gik også glip af toldafgifter.
Vorbasse Marked
I dag foregår handlen i Skive under rolige og ordnede forhold, og Skive Marked er afskaffet. Den ulovlige hjemmebrænding er vel også mere eller mindre ophørt, da fremstillingen af brændevin blev monopoliseret i slutningen af 1800-tallet og overtaget af De Danske Spritfabrikker i Aalborg. Ud over de mange nutidige loppemarkeder rundt omkring, der dog ikke tåler sammenligning med de gamle markeder, findes der dog et enkelt større marked, der tåler sammenligning med gamle markeder, hvad angår indtagelse af spiritus og løssluppenhed, nemlig Vorbasse Marked. Det fremgår bl.a. af politiets døgnrapporter. Man må så håbe, at politiet i dag har plads i detentionen de arresterede drukkenbolte og slagsbrødre, og ikke er i samme situation som herredsfoged Fabricius under Skive Marked i 1634, der hverken havde mandskab eller arrest til at foretage de nødvendige arrestationer, men kedelige havde de gamle Skivemarkeder sikkert ikke været….
Kilder: Skive Marked af Jeppe Aakjær, Skivebogen 1924