Rønbjerg Station 1877-1979

Rønbjerg Station 1877-1979

Banestrækningen Skive-Struer blev udfærdiget i årene 1863-1865. Arbejdet blev udført af de engelske entreprenører, Peto, Brassey & Betts. På trods af 2. Slesvigske Krig i 1864 fortsatte de deres arbejde ufortrødent. Strækningen Skive-Struer stod endegyldigt færdig den 17. november 1865 og havde kostet 1,8 millioner kroner.

Af flere omgang både før og efter opførelsen af banestrækningen blev det diskuteret, om togkørslen gennem det befolkningsfattige hedeområde ved Rønbjerg og Hvidemose var det optimale. I årene umiddelbart efter banen stod færdig, voksede der en stor industri frem i området baseret på tørvegravning, der havde stor gavn af banens tilstedeværelse.
I Hvidemose blev der allerede i 1875 etableret et privat spor, der koblede sig på banelinjen, mens der i Rønbjerg i 1889-1890 blev bygget et læssespor til tørven.

I banens første år var der i alt fire daglige tog, to i hver retning, som tøffede igennem byen med ca. 30 kilometer i timen.
I første omgang var der heller ikke station i Rønbjerg, denne blev først opført i 1877, hvorfra der udelukkende kunne købes billetter til tredje klasse. Prisen for en tur til Skive var på 25 øre.
Stationsbygningen og holdepladsen i Rønbjerg blev nedlagt i 1979, hvor bygningen kort derefter blev revet ned.

Litteratur:

Laustsen, Svend: ”Estvad og Rønbjerg sogne. 1. del : Hovedtræk af sognenes historie indtil 1880”, Skive Museums Forlag, 2000
Skive Byarkiv: ”Rønbjerg Station” fra https://arkiv.dk/vis/5940785, senest besøgt 18-12-2024
Ukendt forfatter: https://danskejernbaner.dk/vis.station.php?FORLOEB_ID=1050&content=R%C3%B8nbjerg-Station-(R%C3%B8b) , senest besøgt 18/12 2024
Ukendt forfatter: https://danskejernbaner.dk/vis.bane.php?BANE_ID=196&content=Lang%C3%A5-Struer-banen, senest besøgt 18/12 2024

Forfatter tosc