KFUM spejderne – de grønne spejdere startede i Skive i 1922. KFUM-Spejderne er tilknyttet den danske folkekirke og en del af formålet er, at præsentere medlemmerne for det kristne budskab. Uniformen er en grøn skjorte med rødt tørklæde.
Starten og de første år
Skive Trop blev startet 11. april 1922 på initiativ af maler Johannes Jepsen sammen med 6 unge mænd, der havde baggrund i KFUM’s UA. De havde holdt deres møder hos sadelmager Rønn i Nørregade og havde nu mod på at blive spejdere.
Formålet var : Guds Riges Udbredelse blandt Drenge. Gennem K.F.U.M., under kristne Mænds Paavirkning og ved deres Eksempel, søges Drengene i Overensstemmelse med vor Spejderlov og Løfte opdraget til aandelig
og Legemlig Sundhed, og til sand kristen Mandighed.
Første tropmøde blev holdt 20. april med 7 deltagere. Allerede efter et års tid løb troppen ind i problemer, stifteren rejste og kort tid efter rejste hans efterfølger. 2 patruljefører holdt liv i troppen indtil september 1923, hvor en ny fører tiltrådte. I sommeren 1925 var troppen oppe på 20 medlemmer. Indtil 1930 kneb det med at have fast fører og med fremgangen i medlemmer, men i 1931 var man oppe på 49 spejdere, og man kunne starte en ulveflok på 11 drenge fra 9 – 12 år. Fremgangen holdt. I 10 årsjubilæumsåret 1932 var man oppe på 80 spejdere heraf 25 ulveunger, spejderne havde lokaler sammen med det øvrige KFUM på Nordbanevej og i 1932 kunne man indvie trophytten i Jegstrup.
I 1934 blev afdelingen delt i 2 troppe. I 15 års jubilæumsåret var der 120 KFUM spejdere og 2 faner der var skænket til afdelingen blev indviet.
I 1938 blev Skive og Nykøbing udskilt af 6. jyske division og dannede en ny division, der blev kaldt Vestlimfjorddivisionen.
Under krigen arbejdede man videre. Der blev arrangeret patruljeaktiviteter, sommerlejre og landslejr så godt, som det kunne lade sig gøre. Spejderne trænede til beredskabsmærket, deltog i Finlandsindsamlingen og deltog i nytårsparader sammen med byens øvrige spejderkorps. De ældste spejdere dannede Spejdernes Hjælpekorps, som under luftalarmer virkede som telefonister, ordonnanser o.a.
10. januar 1944 beslaglagde tyskerne KFUM bygningen på Nordbanevej og man måtte holde patruljemøder privat eller i KFUK’s lokaler.
Efter krigen – Skivehus gruppe
De første mange år var det udelukkende drenge. Først i 1978 kom der piger med. Fra 1990 blev der oprettet en bæverflok, for de alleryngste fra børnehaveklassealderen.
Gruppen har holdt til flere steder. I mange år på Holstebrovej, fra 1979 til 2005 både på Holstebrovej og i Resen, og fra 2005 i Resen, hvor der er gode muligheder for at lave udeaktviteter.
I Resen har spejderne først været i “Spejderborgen”, som lå ved siden af Resen Daycare. I 2014 blev flere af de udendørs aktiviteter flyttet til Friluftshuset (Resen Multipark) og i 2016 blev de indendørs aktiviteter flyttet fra Spejderborgen til “Hulen”, som ligger i Multihuset ved Resen Skole. I 2020 fik spejderne mulighed for at lave aktiviteter ved spejderhytten på Vindevej 48B.
Organisering
Skivehus Gruppe er en gruppe i Vestlimfjord Distrikt under KFUM-Spejderne i Danmark. I Vestlimfjord distriktet er endvidere Bruddal (Højslev), Roslev, Spøttrup, Flyndersø, Balling, Jenle (Breum) og Hem grupperne samt 2 grupper på Mors.
KFUM spejderne i Danmark
I nær tilknytning til Indre Mission var den danske afdeling af KFUM, Kristelig Forening for Unge Mænd, blevet stiftet i 1878. Det var denne forenings generalsekretær, Gunnar Engberg, der i 1909 bragte Baden Powells bog »Scouting for Boys« til Danmark. Hans begejstring vaktes af bogen, og han introducerede begrebet “scouting” blandt sine bekendte. Snart var der ivrig debat i KFUM om mulighederne for at starte et KFUM spejderkorps.
Året efter i 1910 blev KFUM-Spejderne i Danmark grundlagt i København af maskininspektør Jens Grane og hurtigt voksede det sig stort og landsdækkende. Forsøg på sammenslutning med Det Danske Spejderkorps og senere FDF mislykkedes.
I KFUM følges Baden Powells organisering-struktur hvor 6-8 spejdere udgør en patrulje, der ledes af en lidt ældre spejder. 4-5 patruljer udgør en trop, der ledes af en voksen, hvorefter et vist antal tropper udgør først en gruppe og derefter en division, der også ledes af voksne. Tilsammen udgør alle landets KFUM-divisioner KFUMs spejderkorps.
KFUM-Spejdernes korpslejr er blevet afholdt hvert femte år på skiftende steder i Danmark. Den seneste korpslejr blev afholdt ved Skive i 2010.
Siden 2012 har korpset deltaget i Spejdernes Lejr. Spejderne er en paraplyorganisation, der repræsenterer de fem danske spejderkorps; Det Danske Spejderkorps, KFUM-Spejderne, De grønne pigespejdere, Danske Baptisters Spejderkorps og Dansk Spejderkorps Sydslesvig. ‘
Toldstrup – en kendt grøn Skive spejder.
I jubilæumsbogen “25 grønne Spejderaar” skriver Jens Toldstrup (Anton I. Jensen) i 1947 : Efter halvandet Aars Soldatertid kom jeg til Byen i Efteråret 1937. Selv om man ikke som Soldat savnede godt Kammeratskab, var det alligevel som en ny Oplevelse at trække i den grønne Uniform igen og gå ind i Spejderkammeratskabet.
Min Spejdertid i Skive blev noget af et Eksperiment. Den strenge Disciplin, som jeg havde lært at kende ved Hæren, prøvede jeg på at omplante i det frivillige Drengearbejde, og jeg tør påstå, at dette Forsøg havde et i høj Grad heldigt Udfald. – Jeg opdagede, at Drenge slet ikke har Lyst til at underkaste sig den Valenhed, Slaphed og Mangel på Overdragelse af Ansvar, der kendetegner og i mange År har kendetegnet Samfundets Opdragelse af den danske Ungdom.
Denne Erfaring tror jeg er det bedste, jeg fik med fra Skive, og skal jeg give Udtryk for et Ønske i Forbindelse med Jubilæet, skal det være : at de Spejdere, som i Fremtiden skal udgå fra Afdelingen i Skive, må blive af den Kvalitet, som sætter Pligt og Ansvar over egen Magelighed.
Toldstrup
Kilder :
- 25 grønne Spejderaar i Skive 1922-1947. Udgivet af KFUM-spejderne i Skive 1947
- Vær Beredt – træk af KFUM spejdernes historie i Skive 1922 – 1947. Henrik Fibæk Jensen. Skivebogen 1987
- https://kfumspejderneskive.gruppesite.dk/