Jens Christensen blev som ganske ung journalist på Skive Social-Demokrat. Han ydede en betragtelig indsats i den socialdemokratiske ungdomsbevægelse, men døde som 25 årig af tuberkulose. Populær som han var, blev der rejst et minde på Skive Kirkegård.
Skole, agitatoren og journalisteleven
Jens Christensen var født i Nannerup pr. Jebjerg, hvor faderen var smed. I 1905 flyttede familien til Skive, og her kom Jens Christensen til at gå i Skive kommunale Mellem- og Realskole. Mens han gik her, udgav han skoleblade og små detektivromaner, som han selv skrev, og han deltog i politiske diskussioner i klassen, hvor han agiterede for socialismen.
I 1913 afsluttede han skolegangen med at tage realeksamen, og derefter søgte han ind som journalist på Skive Social-Demokrat. Bladets redaktør, H.P. Hansen, antog ham straks som elev.
En ung journalist – og redaktør
Skive Social-Demokrat var en såkaldt delavis, hvor tre af avisens sider blev trykt på den socialdemokratiske avis ”Demokraten” i Århus, mens den fjerde og sidste side blev redigeret og trykt i Skive. Bemandingen på redaktionen bestod af redaktøren, H.P. Hansen, og journalisteleven, Jens Christensen.
Netop i 1913 var H.P. Hansen blevet indvalgt i Folketinget for Socialdemokratiet. Det betød, at Jens Christensen (som 17-årig!) kom til at fungere både som journalist og redaktør, når H.P. Hansen var i København. En væsentlig del af redaktør-jobbet var at deltage i diskussionen med redaktørerne på Skives andre aviser.
Det “mindreårige væsen” og “kaliffen”
Det betød bl.a., at Jens Christensen kom til at deltage i debatter med den navnkundige redaktør Carl Hansen, Skive Folkeblad. Her blev der ofte gået til stålet, som et citat fra Skive Folkeblad den 24. november 1916 viser: ”Under redaktør H.P. Hansens ophold ved rigsdagen ledes Skive Social-Demokrat af et mindreårigt væsen. Den mindreårige skriver om Folkebladets redaktør: ”Carl Hansens fejl er, at han tror, at han er pave og ufejlbarlig, at han tror, at han er kalif, og at hans ord er visdom, mens virkeligheden er, at manden er skrupskør, at han skriver, som skrev han for en flok dårer. De mange fornuftige mennesker, der læser ”Folkebladet”, regner han slet ikke med.”
Det ”mindreårige væsen” er Jens Christensen, der her kun 19 år gammel ikke veg tilbage for at bruge stærke ord i debatten. Og han nøjedes ikke med at skrive – han var en habil karikaturtegner. Det kom bl.a. til udtryk i hans tegninger til Social-Demokratens artikler om det såkaldte ”borgmestermord” i Skive i 1916. Jens Christensen skrev ligeledes digte og udgav en novellesamling ”Brudte Strenge” i 1916.
Den store ungdomsorganisation
Redaktøren og journalisterne på aviserne havde ikke bare til opgave at kæmpe for partiets synspunkter i avisen – de skulle også repræsentere partiet på politiske møder og i andre offentlige sammenhænge. De unge journalister gik meget ofte ind i partiets ungdomsorganisation, mange gange som formand. Det var naturligt, at Jens Christensen kom til at spille en rolle i Socialdemokratisk Ungdomsforbunds afdeling i Skive. SUF-afdelingen i Skive blev stiftet i 1906, og den blev hurtigt den største politiske ungdomsorganisation i Skive. I 1917 havde SUF over 200 medlemmer, og i 1919 nåede den op på over 300 medlemmer.
Den russiske revolution splitter i Skive
Det var en periode, hvor store omvæltninger skabte en ny verden. Det var først og fremmest den russiske revolution i 1917, der optog de unge, især efter at bolsjevikkerne i Rusland overtog magten ved revolutionen i oktober 1917. Spørgsmålet om stillingen til den russiske revolution spaltede arbejderbevægelsen i to dele – en socialdemokratisk og en syndikalistisk/kommunistisk. Splittelsen ramte også SUF-afdelingen i Skive, hvor flertallet i SUF sluttede op om Danmarks Venstresocialistiske Parti, der oprettede en afdeling i Skive i december 1919. Mindretallet – med Jens Christensen i spidsen – forlod SUF og stiftede den 18. januar 1920 Danmarks første afdeling af Danmarks socialdemokratiske Ungdom (DSU). Da DSU den 8. februar 1920 holdt stiftende landsmøde, blev Jens Christensen enstemmigt valgt til redaktør af forbundets medlemsblad ”Rød Ungdom”, der blev trykt i Skive.
Tuberkulose
Som så mange andre i perioden blev Jens Christensen angrebet af tuberkulose. I foråret 1921 blev han alvorligt syg, men selvom han for første gang i årevis holdt ferie, hjalp det ikke på helbredet. Han blev indlagt på Krabbesholm Sanatorium, hvorfra han blev udskrevet i slutningen af 1921, da der ikke var noget at stille op mod tuberkulosen.
Den unge journalists begravelse samler stort følge
Jens Christensen døde den 29. december 1921, netop fyldt 25 år, og blev begravet den 3. januar 1922 under ualmindelig stor deltagelse. Skive Folkeblad skrev samme dag: ”Arbejderne var mødt frem i meget stort tal for at yde en af deres unge ledere den sidste honnør, men også mange andre af Skives borgere havde givet møde for at følge den unge mand til hans sidste hvilested.” Båren blev af den afdødes kammerater og partifæller båret fra sygehuset til den gamle kirke, som ganske overfyldtes af det store følge. Over ligtoget vajede 8 faner, repræsenterende socialdemokratiske foreninger i byen, oplandet og nabobyer.
En mindesten værdig
DSU besluttede at iværksætte en indsamling til en mindesten for Jens Christensen. Der var stor opbakning til indsamlingen, og den 19. november 1922 kunne mindesmærket, der var udført af billedhugger Jens L. Rasmussen, Nykøbing Mors, afsløres på Skive Kirkegård. Der deltog omkring 300 mennesker ved afsløringen. Der var repræsentanter fra flere jyske afdelinger af DSU, og der blev holdt taler af DSU’s forbundsformand, Chr. Christiansen, og redaktør H.P. Hansen, Skive Social-Demokrat.
Kilder:
- Henrik Fibæk Jensen: Jens Christensen – journalist og forfatter. I: Skiveegnens Jul 2002, s. 49-56.
- Jørgen D. Jensen: Tiden under og omkring 1. verdenskrig. I. Skive kommunes historie fra 1880 til 1940, s. 343-348. 2002.