Kancellisekretæren på Estvadgaard
I sin søgning efter gode lokalhistoriske emner Jeppe Aakjær faldet over en ikke særlig venlig godsejer i skikkelse af ejeren af Estvadgaard lidt syd for Skive. Han havde titel og navn af kancellisekretær Johan Severin Bentzon (1697-1741) og overtog gården i 1726. At Aakjær faldt over denne godsejer skyldtes måske, at han havde læst nogle ungdomserindringer af geheimstatsminister Ove Malling, der havde tilbragt sin barndom og ungdom på godset Astrup i Østsalling, og som havde skrevet om bøndernes forhold på egnen omkring 1750. Han skrev bl.a., at han ikke mente, at fæstebønderne blev mishandlet, og hvad angik faderens Astrup havde denne ladet den gamle hovedbygning nedrive og erstatte af en ny, og derved forsvandt både fangehullet og træhesten. Denne udtalelse kom til at stå i stærk kontrast til det indtryk, som Aakjær fik ved at studere kancellisekretæren på Estvadgaard, Johan Severin Bentzon. Estvadgaard lå ikke langt fra Astrup og kunne vel betragtes som nabogods, men det skulle vise sig, at der var stor forskel på, hvordan fæstebønderne blev behandlet.
Estvadgaard var i 1700-tallet et anseeligt gods med bøndergods i bl.a. både Fjends og Ginding Herreder, så Bentson, eller blot ”Sekretæren”, som han blev kaldt rådede over store værdier og mange fæstebønder. Han var i den sammenhæng sammen med sin hustru Frederille Louise Glud kendt da også kendt som en generøs velgører, der flittigt øste ud af sine midler gennem legater og donationer. Samtidige retsprotokoller viste dog en anden side af den ellers så ansete godsejer. Ifølge Aakjær fik man gennem disse protokoller et billede af en mand med en karakter af ”usædvanlig brutalitet og ondsind” og- kan man foranlediges til at tro – bundede i uforbeholden griskhed og nærighed. Den første sag, som Aakjær omtaler, handler om et forsvundet hestedækken på Estvadgaard og udspillede sig i årene 1736-1739.
Det forsvundne hestedækken
I vinteren 1736 havde Bentzon ladet sig tirre af en brækket nøgle i sin ladeport og havde i den anledning fundet sig omgivet af tyve og andet pak overalt, hvor han færdedes. I dag ville man måske havde diagnoseret ham som paranoid, og i så fald fik hans diagnose næring, da han en vinterdag i begyndelsen af februar 1736 opdagede, at der var forsvundet et hestedækken fra gården. Han fik et raserianfald og hev en hurtig tilståelse ud af en af sine ansatte fiskeren Jørgen Eskesen, der indrømmede, at det var ham, der sammen med sin bror Simon Eskesen i Kisum lidt vest for Skive, havde stjålet dækkenet.
I lænker til Estvadgaard
Bentzon betragtede nu Simon Eskesen i Kisum, der var en af Bentzons egne fæstere, som hæler, og en dag kort tid efter stormede Bentzon sammen med sine karle pludselig det lille hus i Kisum og gik i gang med at optælle og opmåle, hvad der var af værdi i fæstehuset og om muligt finde det bortkomne hestedækken. Det fandt de ikke, men både Simon Eskesen og hans kone Anna Pedersdatter blev ført i lænker til Estvadgaard, hvor Anna blev indespærret i gårdens ”fængsel”, mens Simon blev lænket i halsjern til brønden midt i gården, hvor han stod fra morgen til aften i to dage i det kolde februar uden hverken vådt eller tørt. Disse hændelser fandt sted fra fredag den 10. februar til søndag den 14. februar 1736. Anna Pedersdatter blev i mælkestuen bundet på hænder og fødder og afklædt ned til bæltestedet, hvorefter hun blev hudstrøget (pisket) af Jørgen Eskesen, ja hendes egen svoger, der oven i købet lige – sikkert under tvang – havde tilstået tyveriet af hestedækkenet. Imens så Bentzon til med sin tyremeje (pisk lavet af tyrepenis), men Bentzon deltog også med sine tyremeje, hvilket også gik ud over Jørgen Eskesen, når han ikke slog Anna tilstrækkeligt hårdt. Annas ryk var fyldt med rifter, sår og blod. Den 14. februar blev Anna igen udsat for vold, idet hun blev hentet fra sin indespærring til et kammer, hvor Bentzon tog imod hende med sin tyremeje. Hun blev slået gentagne gange i hovedet og andre steder og det så meget, at tyremejen gik i stykker. Herefter måtte godsejeren stoppe op af træthed, men tog så fat på at slå videre med stumperne af tyremejen eller med de bare næver. Anna fik tydelige mærker af de voldsomme slag. Efter denne mishandling lykkedes det for Simon og Anna at slippe væk fra Estvadgaard, men først efter, at Simon for at slippe for halsjernet havde skrevet under på, at han havde medvirket til tyveriet af hestedækkenet, og at parret derfor ville flytte ud af Bentzons fæstegård i Kisum og overtage skomagerhuset i Sevel.
Klagebrev
Simon og Anna havde søgt ophold i Viborg efter den traumatiske oplevelse på Estvadgaard og overgrebene på både Simon og Anna fremgår af et klagebrev til Bentzon, som Anna ved hjælp af sagfører Mathias Brun i Viborg fik udfærdiget allerede den 16. februar 1636. I dette klagebrev, hvor Anna konfronterede Bentzon med hans mishandlinger slutter klagebrevet med, hvad der nok er allervigtigst for det mishandlede par. Hun bad nemlig Bentzon om at få det husgeråd og korn tilbage, som Bentzon konfiskerede under ransagningen den 10. februar, da de ellers ikke ville kunne brødføde deres børn. Desuden bad de også om erstatning for svie og smerte samt om at få deres “kongelige pas” tilbage. Det sidste skyldtes formodentligt, at de ikke kunne rejse rundt uden at skulle vise deres pas. Det forekommer set i nutidens lys lidt underligt, at Anna nøjedes med et klagebrev og ikke en stævning for vold, men det skal sikkert ses i lyset af, at det mishandlede par ikke kunne overskue en retsproces, og det var vigtigere at få økonomisk erstatning, så de kunne leve videre og ikke gemme sig i Viborg. Aakjær skriver i den forbindelse også, at Anna og Simon var fattige folk, for hvem prygl ikke var uvant, og økonomisk tab var værre.
Fri proces
Anna Pedersdatter fik aldrig et svar, men sagfører Brun i Viborg havde været påpasselig nok til, at Anna var blev underkastet en lægelig undersøgelse, hvor alle rifter, sår, blod og andre mærker efter volden var blevet dokumenteret. Derved opnåede Simon og Anna fri proces mod deres herre. Det skete den 10. august 1736, altså nøjagtigt seks måneder efter ”arrestationen”.
Som forberedelse til denne frie proces vedrørende klagebrevet forsøgte sagfører Brun i første omgang at indkalde en samling fæstebønder fra Estvad, der kunne vidne om godsejerens voldelige fremfærd, men forgæves. Enten svarede de ikke, eller også havde de intet set eller hørt, hvilket man vel godt kan forstå, da de kunne frygte Bentzons repressalier, hvis vidneudsagnene gik ham imod. Bentzon selv forstod også at trække tiden for et retsmøde og bad hele tiden om henstand eller kom med ”vidtløftigheder” om snarlig deltagelse. Flere gange tog han ophold på Sjælland, og så vidste godsejerinden ikke, hvornår han vendte tilbage, så tiden gik, og de kom ikke noget retsmøde ud af klagebrevet i denne omgang.
Intet hestedækken
Ingen vidner havde set det forsvundne hestedækken i Eskesens hjem i Kisum under ransagelsen den 10. februar 1736. Det gjaldt også for en af de karle og opmålere ved navn David Jensen, der havde deltaget i ransagningen. Anna Pedersdatter og Simon Eskesen blev efter deres flugt fra Estvadgaard boende i Viborg indtil videre. Bentzon havde ellers krævet, at de trods hans beskyldninger mod dem, skulle vende tilbage til hans gods og flytte ind i hans skomagerhus i Sevel, som de så skulle overtage som fæstere. Det ønskede de ikke og forblev således indtil videre uden for deres herres rækkevidde. Parret havde imidlertid efterladt deres halvvoksne søn Peder Simonsen på egnen, idet han var tjenestedreng på Bentzons fæstegård Hesselbjerg, der lå lidt nord for Estvadgaard og sydvest for Skive, og han var inden for Bentzons rækkevidde, så herremanden havde nu mulighed med sønnen Peder som gidsel at tvinge Anna og Simon tilbage til godset.
Jeppe Aakjærs mening over denne sag er klar. Der var aldrig blevet stjålet et hestedækken på Estvadgaard. Tilståelsen fra Simons side var fremtvunget for at slippe for halsjern, og fisker Jørgen Eskesens tilståelse var sket af økonomisk afhængighed til sin herre. Motivet til Bentzons anklager om tyveri og hæleri mod familien i Kisum var, at han ønskede at komme af med en dårlig og tabsgivende fæstegård i Kisum, og det kunne han gøre ved at få Simon og Anna sat ud af gården på grund af de fremsatte anklager og dermed tvinge parret til at overtage skomagerhuset i Sevel som fæstere.
Estvadgaards brændte lade
Historien om det forsvundne hestedækken fik imidlertid ikke sin afslutning, for godsejer Bentzon krævede fortsat, at hans fæstere Simon Eskesen og Anna Pedersdatter skulle vende tilbage hans gods og fæste skomagerhuset i Sevel, selv om han mente, at de havde gjort sig skyldige i tyveri og hæleri af det bemeldte hestedækken, og han ventede så vidt kun på en lejlighed til at få myndighederne til at efterkomme hans krav. Den mulighed opstod, da laden til Estvadgaard brændte en tidlig morgen den 28. juli 1736 omtrent fem måneder efter sagen om hestedækkenet, og Bentzon benyttede branden til at kaste mistanken på Simons og Annas halvvoksne søn, Peder Simonsen. Ifølge en efterfølgende retssag i forbindelse med ladens brand stod den mistænkte Peder Simonsen frem i vidneskranken og fortalte om, hvordan han efter branden uskyldigt var blevet holdt fanget og mishandlet af sin husbond og efterfølgende søgt tilflugt hos sine forældre i Viborg. Retssagen var blevet afholdt på foranledning af Bentzon, der krævede Peder Simonsen udleveret fra Viborg, så han kunne komme tilbage i godsejerens varetægt og tjeneste. Her følger, hvad tjenestekarlen Pedersen forklarede i retten om hændelsesforløbet i forbindelse med branden.
Bundet og indsmurt i tjære
Natten efter branden på laden holdt Peder Simonsen, der jo reelt var tjenestekarl under Bentzon, vagt ved den brændte lade sammen med andre tjenestekarle, og da var Bentzons tjener Keyser dukket op og inviteret dem indenfor i sit kammer, så de kunne varme sig lidt. Peder og et par stykker mere havde taget imod invitationen, men da de var kommet indenfor, kom Bentzons forrider og bad Peder om at følge med ind til selve herremanden, som ville tale med ham. Da Peder stod over for Bentzon inde i hovedbygningen, hvor også Bentzons kone og søster var til stede, talte Bentzon om branden og spurgte straks, om Peder havde været hos sine forældre i Viborg, hvor de jo havde opholdt sig siden sagen om hestedækkenet. Bentzon havde en mistanke om, at både sønnen og hans forældre var indblandet i branden. Det benægtede Peder, og pludselig greb Bentzon ham i armen og tvang ham ned på en stol, hvor han bandt ham på hænderne. Herefter blev den halvvoksne dreng ført ind i skriverstuen, hvor der blev tændt et fyrfad op med beg (tjære) i, og da dette beg var varmet op, blev den smurt på en lærredsstrimmel. Bentzon gned nu lærredsstrimlen med det varme beg ind i ansigtet på Peder, så både øjne og næse blev smurt ind, og herefter bandt Bentzon Simons egen halsklud omkring hovedet, så han intet kunne se. Under hele denne scene i skriverstuen var både konen og søsteren medvirkende i aktiviteterne, men pludselig var Simon alene og stod nu bagbunden og uden at kunne se i en hel time.
Ophængt på sengestolper
Efter en times tid alene blev Peder ført op ad en trappe, og han mente, at fruen gik foran med et lys, mens Bentzon selv havde rebstykker i hånden. Da de var kommet op på et loftskammer, blev han befalet at lægge sig på ryggen, og nu blev hans ben hævet op og bundet til nogle sengestolper, så hans ryg hvilede mod sengefjælen (sengesidestykke), mens hovedet forsat lå på gulvet. Nogenlunde sådan beskrev Peder sin ubekvemme stilling, men på en eller anden måde var han blevet hængt op i benene med hovedet nedad. Under alle omstændigheder en ubekvem, smertefuld og ydmygende stilling. Bentzon forsvandt umiddelbart efter ophængningen, men opfordrede konen og søsteren til at blive, men de måtte under ingen omstændigheder snakke med fangen. Konen forsøgte dog på et tidspunkt at få Peder til at tilstå, at han havde sat ild til laden, men forgæves.
I løbet af natten, hvor Peder mente at være alene, var han begyndt at råbe og jamre og kom til at tisse i bukserne, og da Bentzon havde hørt skrigene, var han kommet farende op til Peder og skældt ham ud for at have ladet sit vand og med sine råb var ved at skræmme folk fra gården. Skideballen blev afsluttet med slag i hovedet, hvorefter Peder blev ”hængende” natten over.
Flugt
Hen på morgenen hørte Peder fuglekvidder, og det gav ham mod på at slippe ud af sit fængsel. Ved at gnide hovedklædet mod sengestykket, fik han det af, og tjæreplasteret for øjnene var blevet opløst af vandet fra den ufrivillige vandladning, der ovenfra var strømmet ned i hovedet på ham (hovedet nedad!). Det lykkedes ham også at vride benene fri af sengestolperne, så nu kunne han liste sig ned ad trappen. Efter indtil flere aflåste døre, som det lykkedes ham at få dirket op, stod han pludselig ude i selve borggården, og nu kunne komme over vindebroen. Efter en frygtelig nat og med bagbundne hænder satte han kurs mod Hesselbjerg, som trods alt var hans hjem, selv om gården hørte unde Bentzons gods. Da Peder kom til gården, blev han mødt af en tjenestepige, men hun turde trods han bøn af frygt for sin herre ikke skære rebene over på hans bagbundne hænder. Han mødte heldigvis en karl i laden, som løsnede rebene. Både pigen og karlen var chokerede over hans tilstand og spurgte, hvad der var sket, men Peder var ude af stand til at svare. Det samme blev konen på gården, da han kom ind til hende, men hun vaskede hans ansigt og gav ham noget at spise. Trods sin tilstand lykkedes det Peder samme dag at nå til Viborg, hvor han fortalte moderen, hvad der var sket med ham, men han sansede ikke meget, da han var angrebet af et maveonde.
Ikke udleveret
Da Peder havde afgivet denne forklaring i retten, afbrød Bentzon retsmødet og påstod, at han med henvisning til Gud havde forsøgt at få Peder til at tilstå branden, men denne benægtede, og hvad angik de beskyldninger Peder Simonsen rettede mod ham om indespærring, ophængning og mishandling, påhvilede det Peder Simonsen at bevise påstandene og ikke ham. Han ville bare have udleveret sin tjenestekarl. Desuden krævede han Peders sagfører vist ud af retslokalet. Der blev ført indtil flere vidner fra begge parter, men Peder Simonsens sagfører sluttede med at anmode retten om ikke at udlevere sin klient til dennes ”ubarmhjertige husbond”. Imens stod Peder i vidneskranken og rystede i bukserne af skræk for udfaldet. Retten skønnede åbenbart, at Peder Simonsens vidneudsagn om Bentzons voldelige overgreb havde noget på sig, og Bentzon og hans kusk fik således ikke Peder Simonsen med hjem som krævet. .
Overfald på torvet i Viborg
Bentzon var meget utilfreds med, at han ikke havde vundet sagen om udlevering af den mistænkte ildspåsætter Peder Simonsen og pønsede på, hvordan han nu kunne få ram på hele Peder Simonsens familie i Viborg, herunder Peders mor, Anna Pedersdatter, som han også mistænkte for at have del i branden på laden. En varm sommerdag i 1737 var Bentzon taget på torvet i Viborg, og her fik han øje på Anna Pedersdatter. Mellem torvevogne, boder og et mylder af mennesker stilede han lige imod hende og stødte hende i brystet, mens han råbte, at hun havde brændt hans gård. Det udviklede sig til et ”vildt skænderi” og slagsmål. Anna græd højlydt, råbte på hjælp og talte om falske vidner, men alligevel slæbte Bentzon afsted med hende, mens Anna hvinede i ”vilden sky”. Med iturevet tøj, blod i ansigtet og med huen slået af gik folk i forbøn for hende, men Bentzon ville ikke slippe hende. Først da folk havde omringet ham, trukket ham i parykken, og en vis Maren Væverpige havde slået ham med sin stok, valgte han at slippe den forulempede Anna og trække sig bort.
Nye retssager
Der går nu et par år, hvor sagerne om tyveri, ildspåsættelse, ulovlig arrestation, mishandling, overfald m.v. lå i dvale, men ikke glemt, for i 1739 anlagde godsejer Bentzon kontrasag mod Simon Eskesen og hans familie, hvor han krævede tilbagebetaling for de afgifter, som var pålagt skomagerhuset i Sevel, som Bentzon mente at Simon Eskesen havde pligt til at betale, eftersom han havde skrevet under på, at han ville overtage huset i Sevel efter ransagelsen af huset i Kisum i februar 1736. Desuden ville Bentzon bevise, at Simon Eskesen og hans familie havde gjort sig skyldige i både tyveri, hæleri og ildspåsættelse. Som dokumentation for sine påstande fremførte Benzon blandt andet følgende.
Hvad angik tyveriet af hestedækkenet, havde et vidne set Simon komme hjem til huset i Kisum om aftenen, efter at hestedækkenet var forsvundet, med en sæk på ryggen. Sønnen Peder Simonsen havde stjålet en vest fra en tjener på Estvadgaard, og et af børnene havde stjålet et bånd og nogle kniplinger fra Kirsten Sørensdatter i Kisum, da pigen havde været på besøg her. I forbindelse med beskyldningerne for ildspåsættelse førte Bentzon en række vidner. En vis Chr. Jørgensen vogtede kvæg, da laden brændte, og selv om han ikke havde set nogen af de mistænkte, havde han da ikke hørt andet, end det var Simon Eskesen, konen Anna eller sønnen Peder, der have sat ild til laden. Aakjær oplyser, at denne Jørgensen ofte var ”hengiven til løgn”. For Simons kone Annas vedkommende påstod Bentzon, at hun før branden havde truet med at gøre ham ”kornløs”. Det viste sig imidlertid, at begge mistænkte havde deres alibier i orden i forbindelse med branden. Simon havde arbejdet på Viborg Mark, og konen Anna havde været ude med ”mellemmadder” til markfolkene på Viborg Mark, hvorfra hun den aften havde set, at Esvadgaard brændte. Bentzon, der under retssagen havde forsøgt at gøre Anna forvirret og konfus, havde under hendes vidneforklaring spurgt hende, hvordan hun kunne vide, at det var på Estvadgaard, der brændte. Hertil svarede hun, at det fik hun oplyst nogle dage senere. Familien Eskesens sagfører krævede ovenpå beskyldningerne mod Anna, at hun blev renset for beskyldningerne. Det kan undre, at sønnen Peder på dette tidspunkt ikke var inddraget i beskyldningerne om ildspåsættelse, eftersom han kort efter branden ellers var blevet indespærret, bundet og mishandlet af Bentzon for at få ham til at tilstå ildspåsættelsen. Den 14. august 1739 afgjorde Hjerm-Ginding Herreders Ting, at tiltalen om ildspåsættelse ikke kunne bevises, og sagen var således et nederlag for godsejer Bentzon, men de andre sager om tyveriet af hestedækkenet og familien Eskesens anklager mod Bentzon kørte videre.
Afsluttende retssag: Landstingdom 21. september 1740
Ved den afsluttende retssag havde alle tre i Simon Eskesens familie gennem deres sagfører rejst tre sigtelser mod godsejer Bentzon. Den første sigtelse drejede sig om begivenhederne omkring det forsvundne hestedækken tilbage i februar 1736. Her havde Bentzon uden lov og dom frataget familien huset i Kisum, effekter og andet løsøre under påskud af, at familien stod bag tyveriet af et hestedækken. To dage herefter stod Simon Eskesen i halsjern ved brønden på Estvadgaard uden vådt og tørt fra morgen til aften og havde til sidst under tvang for at slippe for halsjernet underskrevet et dokument om at fæste et andet hus, nemlig skomagerhuset i Sevel. Den anden sigtelse gjaldt arrestationen af Anna Pedersdatter, der var blevet klædt af til bæltestedet, pisket og bundet på hænder og fødder. Til sidst var hun blevet slået med en tyrepisk, indtil denne gik i stykker. Desuden var hun en sommerdag i 1737 blev overfaldet af Bentzon på torvet i Viborg. For sønnen Peder Simonsen vedkommende var han efter ladebranden blevet indespærret på et kammer, bagbundet og fået bundet begplaster for øjnene, så han intet kunne se. Herefter var han ført op på et loftskammer og hængt op ved benene med hovedet nedad, i hvilken stilling han indtog hele natten. Først næste morgen lykkedes det ham at undslippe. Alle disse sigtelser kunne retten i hovedsagen godkende, selv om der blev sat spørgsmålstegn ved nogle af vidnernes troværdighed og fremmøde. Dommen for sigtelserne mod Bentzon kom til at lyde på, at han inden femten dage skulle aflægge ed på, at sigtelserne var uberettigede. Hvis dette ikke skete, skulle sagen for retten i Viborg. Desuden skulle Bentzon bøde med 60 Lod Sølv til øvrigheden, 50 Rd til Simon Eskesen og Anna Pedersdatter samt betale hovedparten af sagsomkostningerne. Bentzon aflagde tilsyneladende ikke ed på, at sigtelserne var uberettigede, så man må formode, at at kom til at betale for sine voldelige overgreb mod familien Eskesen.
Sagen om det forsvundne hestedækken og efterfølgende ransagelse af familien Eskesens hus i Kisum fik også sin afslutning ved landstingsdommen i september 1740. Selv om det forsvundne hestedækken aldrig blev fundet, blev Simon Eskesen og Anna Pedersdatter dømt for hæleri af det forsvundne hestedækken og skulle som straf betale 2 Rdl til de fattige i Estvad Sogn. Omvendt blev de fri for at skulle fæste skomagerhuset i Sevel og derimod også for at betale fæsteafgift, og Bentzon skulle betale værdien af de konfiskerede effekter tilbage til Simon og Anna. Bentzon skulle som det sidste også udlevere parrets pas og erklære, at parret ikke mere tilhørte Esvadgaard.
Set med nutidens øjne støder det retfærdighedssansen, at Bentzon kunne slippe så billigt, når man tænker på, hvor voldeligt han har optrådt over for sine undersåtter Simon, Anna og Peder. Hvis de meget alvorlige i nutidig målestok sigtelser mod ham havde sin rigtighed, hvilket Aakjær uden tvivl mente, stod Benzon i dag til en lang fængselsstraf, men måske Benzons position som godsejer og kancellisekretær har spillet ind ved domsafsigelsen . Noget andet er, at det også falder i øjnene, at Simon og Anna blev dømt for hæleri at det famøse hestedækken, som i øvrigt aldrig blev fundet, men strafmæssigt slap de også billigt med at betale 2 Rd til de fattige for tyveri.
Eftermæle
Beretningens hovedperson, godsejer og kancellisekretær Johan Severin Bentzon, døde den 9. maj 1741 kun fem måneder efter landstingsdommen og, som Jeppe Aakjær sarkastiske skriver, fik han hermed sin ”dødsdom”. På hans eftermæle i Estvad Kirke blev han bl.a. beskrevet som ”ondskabens afskaffer” og som værende generøs over for nødstedte og endog sammenlignet med patriarken Jacob fra Det Gamle Testamente, der vandt over sin Gud og blev velsignet af Gud. Desuden skulle det ifølge indskriften have været et ”møjsomt liv”, der fik ende. Jeppe Aakjær mener, at det var daværende sognepræst i Estvad Peder Nielsen Høegh, der stod bag indskriften, og hvad ”et møjsomt liv” dækkede over, kan man kun gisne om. Kan det være fordi hans mange ansatte undersåtter ikke ville som ham, eller var det fordi, han med sit temperament og sin voldelige adfærd ikke var en lykkelig mand, fordi han ikke kunne få tilstrækkeligt økonomisk udbytte ud af sit gods og sine folk. Til tider kunne man tro, at han var paranoid i sin forfølgelse af sine folk. I øvrigt kalder Jeppe Aakjær præstens linjer for ”servile”, hvilket kunne foranledige en til at tro, at kancellisekretæren på forhånd havde begunstiget præsten økonomisk for at afholde en værdig ligprædiken og skrive et smukt eftermæle.
Hvad angår de tre andre hovedpersoner, Simon, Anna og deres søn Peder, hører man intet om, hvad der skete med dem efter afslutningen på sagerne, men mon ikke de forsatte deres liv i Viborg og fik fæste et andet sted, nu de var fri for herremandens lænker.
Kilder:
Jeppe Aakjær: I Estvadgaards halsjern, Skivebogen 1913