Henrichsens Uldspinderi grundlagt 1885

Fra 5. oktober 1885 til 1. august 2026 har Henrichsens Uldspinderi i Christiansgade været i familien Henrichsen eje. 

Virksomhedens start

Uldspinderiet blev startet af Carl Mathæus Henrichsen 5. oktober 1885 i Frederiksgade, hvor det kom til at ligge skråt overfor købmand Andr. Nielsen.

Carl Mathæus Henrichsen var kommet til Skive i 1879, som  bestyrer hos farver S. Nielsen og søn i Vestergade. Deres spinderi lå i mange år i den del af markfrøkontoret, som blev revet ned i firserne. Carl Mathæus deltog i politisk agitation for venstre, og det blev ikke tålt i en konservativ by i de år, hvor der var store politiske slagsmål mellem Højre og Venstre – under forfatningskampen eller de såkaldte provisorieår. Det kostede Carl Mathæus Henrichsen jobbet, men han var ikke så let at slå ud. 

Han begyndte for sig selv i Landmandshotellets ejendom. Først med håndkraft og en hestegang. Hestestalden var i Christiansgade, hvor spinderiet fik til huse i nr. 7. Henrichsen købte en 1237 m2 stor byggegrund af proprietær Kallestrup i 1898 og byggede fabrik med facade ud til Christiansgade. Spindemaskinerne blev drevet af en lille dampmaskine.

Carl M. Henrichsen var ud af en generation af uldspindere. Hans forældre, som hed Hansen Aarø til efternavn, de havde uldspinderi, stampemølle og farveri i Hadsund. Familien Henrichsen stammer fra Slesvig og Neumünster, og navnet Henrichsen tilhørte oprindeligt en af farversvendene, der var kommet med fra Tyskland. 

Fra uld til garn i mange farver

Ejendommen Christiansgade 7, spinderiet ligger i gården bagved. Foto: Skive Byarkiv

Bønderne kom til spinderiet i Christiansgade med deres uld, som de fik spundet det og farvet mod betaling og de fik det så med hjem eller det blev sendt til Tyskland. Senere på året kom bønderne igen med hjemmevævede stoffer, som blev valket og klargjort. 

Omkring 1920’erne blev det mere almindeligt at spinderiet lavede salgsgarn til undertrøjer og trøjer. Så blev garnet farvet hos farver Dahl i Thinggade og måske solgt via en grossist i Århus.

Efter 2. verdenskrig hørte det stort set op med at folk selv kom med deres uld, og fra midten af 50’erne gik uldspinderiet over til produktion af industrigarner. 

C. A. Henrichsen lavede flere udvidelser, og i 1951 stod der et helt moderne uld- og garnfarveri. I 1964 blev der lavet en ny tilbygning på 280 m2 , da der skulle installeres en ny stor karte. Ved indgangen til 70’erne havde spinderiet en helt ny maskinpark. Fra 50’erne til 70’erne kørte virksomheden i 3-holdsskift. Kunstfibrene begyndte at tage overhånd, det syntes C. A. Andersen var vanvid og spinderiet satsede mere på håndgarn og kvalitetsgarn. Det har været virksomhedens varemærke siden. 

Erik Henrichsen Aarø ved spindemaskinen ca. 1990. Foto: Skive Byarkiv

Designergarn

Aase Lund Jensen fra Holte, der som den første udstillede sit strik på Kunstindustrimuseet, kom ind i billedet i midten af 60’erne.  Sammen med hende fik Henrichens Uldspinderi et frugtbart samarbejde om at udvikle garntyper, bl.a. Jensen og Spinni garn. Efter hendes tidlige død gik samarbejdet videre med strikdesigneren Marianne Isager fra Tversted, som også var grossist. Isagers modeller arbejder ofte med tyndere garn, og Henrichsen i Skive var de eneste i landet, der kunne arbejde med de fine garntyper. I de år havde virksomheden også eksport til Japan og England. 

Fremtiden

I juni 2026 blev der skrevet slutseddel på Isager ApS’ køb af Henrichsens Uldspinderi, som nu ejes og drives af 5. generation i Skive. Der står ikke nogen efterfølger klar i Lars Henrichsens familie, og med sine 61 år har han besluttet at sikre sig at spinderiet drives videre i kyndige hænder. Fra 1. august overtager Isager, og maskinerne vil i løbet af et par år blive flyttet til Tversted, hvor Isager Garn har hjemadresse.

Henrichsens uldspinderi

  • 1885 stifter Carl M. Henrichsen 
  • 1934 Christian Ansgar Henrichsen 
  • 1970 Paul Henrichsen Aarø 
  •         Erik Henrichsen
  • 2014 Lars Henrichsen Aarø

1. august 2026 solgt til Isager ApS i Tversted

Kilder

  • Skive Folkeblad 28. september 1985
  • Skive Folkeblad 24. juni 2026
Forfatter velling