Hyrdedrengens udsigt
Som barn gik Jeppe Aakjær ofte på markerne øst for Karup Å i egnen omkring Fly og passede får. Ventetiden var lang, så den lille Jeppe brugte ofte tiden på at spejde mod vest over Karup Å og heden omkring Flyndersø. Han var ret så betaget af den store brune hedeflade med Djeld Bakker mod sydvest, som nærmest virkede som bjerge i det ellers flade landskab, ja han sammenlignede dem ligefrem med Apeninninerne i Italien. Også Sahl Kirke mod nordvest kunne skimtes i det fjerne, som den lyste op med de hvidkalkede mure. Betagelsen af det smukke landskab fik dog den voksne Aakjær til at fremkomme med et lille hjertesuk, idet han bebrejdede Hedeselskabet, at det nu var begyndt at ”flænse” landskabet med dets ”sløve” plove. Artiklen er skrevet omkring 1926, så Jeppe Aakjær har på ikke set med milde øjne på Hedeselskabets forsøg på at skabe naturen om til kulturlandskab for vindingens skyld. Nå, men nu tilbage til sagen, nemlig Stubbergaard, som er hovedemnet for denne artikel.
Stubbergaard, gys og spænding
Fra sin udkigspost over på den østlige side af Karup Å har Aakjær åbenbart også kunne skimte resterne af Stubbergaard, som lå på ”søskrænten” ned til Stubbergaard Sø og lignede en ”udtrådt sko” med Sevel i baggrunden. Som barn havde Jeppe fået fortalt mange sagn og historier fyldt med gys og spænding om den legendariske Stubbergaard, og de fyldte meget, når han gik på sin ensomme gang som hyrdedreng og så over mod Stubbergaard. Som voksen fik han således lyst til gå i arkiverne for at finde ud af, hvad det var sandt og ikke sandt i forbindelse med disse sagn og historier, hvilket er denne artikels anledning.
Jorddrotten Hjelm og Stubbergaard
Aakjær begynder imidlertid med at fortælle, hvad han har fundet ud af omkring Hjelm Hede, som hele scenariet udspiller sig i, da Hjelm Hede strækker sig fra Flyndersø Mølle ved Flyndersøs østlige ende og sydpå til Viborg- Holstebro landevejen. Ifølge sagnet blev heden opkaldt efter en vis kong Hjelm, som ikke står opført i kongerækken, men i et arkiv fandt Aakjær et dokument fra 1163, hvor en vis Helm fra Thubbetorp stod nævnt. Thubbetorp måtte imidlertid opfattes som en skrivefejl, så det rigtige måtte være Stubbetorp, som så var blevet til Stubbergaard og senere Stubberkloster. Ordet torp stammer i øvrigt fra oldengelsk og betegner en udflytterlandsby. I dette tilfælde kunne det være landsbyen Sevel, hvorfra folk var flyttet til Stubbersø. Hjelm har således sandsynligvis været en ret anselig jorddrot og stået som ejer af Stubbergaard og måske også haft hele Hjelm Hede og Flyndersøområdet blandt sine besiddelser. I den forholdsvis nyskrevne roman ”Priorinden”, der foregår på Stubberkloster, optræder navnet Hjelm også, så Hjelm var uden tvivl en historisk person, der spillede en stor rolle på egnen i den tidlige middelalder.
Trandum Kirke
Fra at undersøge navnet Hjelm og Hjelm Hede vender Aakjær nu blikket mod Trandum Kirke, som også var en af den lille Jeppes udsigtsmål som hyrde på den vestlige side af Karup Å, og som var knyttet til historierne om Stubbergaard. Da Aakjær gik som hyrdedreng fandtes der imidlertid ikke nogen kirke i Trandum. Der fandtes kun en firkantet bygningstomt på den gamle kirkebakke, som var fyldt med kalk, murbrokler (rester) og ikke mindst ukrudt, men den gamle kirkegård og kirketomten spredte uhygge og spænding, så man nærmede sig nødigt stedet, når mørket faldt på, og for en lille dreng som Jeppe lurede faren for at møde både spøgelser og genfærd, så han skulle ikke nyde noget. Han havde også fået fortalt, at på en lille lav gård lidt sydvest for kirketomten blev kirkenøglen til den gamle kirke opbevaret. Da den nye Trandum Kirke, som i dag fremstår som en smuk rødstenskirke, blev indviet den 17. december 1891, kom den gamle kirkenøgle til at hænge i den nye kirke, men da den lille Jeppe gik som hyrdedreng var der forsat kun den uhyggelige kirketomt tilbage. Jeppe Aakjær beslutter derfor at undersøge, hvad det blev af den gamle Trandum Kirke, og hvilken forbindelse den havde til Stubbergaard.
Nedrivningen af Trandum Kirke
Inden Aakjær gik i gang med sin undersøgelse vidste han godt, at flere af egnens middelalderkirker var blevet nedlagt og nedrevet kort efter reformationen. Det skete bl.a. efter kongelig ordre for Grættrup Kirke i Nordøstsalling i 1552, hvilket Aakjær i øvrigt har beskrevet i en anden artikel. Her blev Grættrup lagt ind under Junget Kirke og byggematerialerne fra den nedrevne Grættrup Kirke skulle overføres til Junget Kirkes udbedring og udbygning, hvilket dog ikke skete efter forskrifterne. Ifølge sagn var skurken bag nedrivningen af Trandum gamle kirke herremanden Knud Gyldenstjerne på Stubbergaard, der havde ladet bøndernes egen kirke nedrive for at anvende både syldsten (granitkvadre/ kampesten), tømmer og inventar til Stubbergaards udbedring. For denne forbrydelse blev han straffet efter døden ved ikke at kunne finde ro om natten, men måtte fare rundt på Hjelm Hede som genganger om natten. Det var også en af de gyserhistorier, som den lille Jeppe havde fået fortalt om Stubbergaard. Ifølge Aakjærs historiske undersøgelser viste det sig imidlertid, at sagnet talte usandt. ”Gerningsmanden” var en anden herremand, nemlig Iver Juel til Stubbergaard, for i et dokument fra 1553 (et år efter Grættrup Kirkes dødsdom) skrev kongen til Iver Juel, at denne havde tilladelse til at rive Trandum Kirke ned og bruge byggematerialer herfra til udbygning af Sevel Kirke. Den gamle Trandum Kirke havde uden tvivl været et lige så enestående bygningsværk, som de andre hvidkalkede middelalderkirker fra 1100-1200- tallet, som vi kender så godt både her på egnen og resten af landet, så man kan undre sig over, hvorfor så værdifuld en bygning skulle rives ned. I Grættrup Kirkes tilfælde var nedlæggelsen af kirken økonomisk begrundet med, at sognebørnene var så fattige, at de ikke kunne forsørge en præst og yde til driften af kirken, og mon ikke også motivet til Trandum Kirke var økonomisk.
Sevel Kirke udbygges
Om årsagen til nedlæggelsen af Trandum Kirke også skyldtes fattigdom hos bønderne i Trandum, melder historien dog intet om. I så tilfælde må man formode, at bønderne i Trandum (og Mogenstrup) efter nedrivningen af deres kirke skulle til Sevel for at komme i kirke, ligesom sognebørnene i Grættrup kom under Junget Kirke og Sogn. I forbindelse med kongens beslutning om nedlæggelse af Grættrup kirke var det også en herremand, der fik tilladelsen, nemlig herremanden på Jungetgaard, der havde såkaldt ”kaldsret” over kirken, dvs. kirkens ejer og understøtter. Iver Juel havde også denne kaldsret over Trandum Kirke, og han forpligtede sig derfor som nævnt til at udbygge og udbedre Sevel Kirke med nedrivningsmaterialerne, og ifølge ham selv udvidede han da også Sevel Kirke fra begge døre mod vest samt tårn, ligesom han lagde blytag på kirken, hvor der før havde været stråtag. I alt kostede det ham 700 Daler. I Junget Kirkes tilfælde var det intet, der tydede på, at genbrugsmaterialerne fra Grættrup Kirke var blevet anvendt efter hensigten på Junget Kirke, men derimod kunne indtil flere genbrugsmaterialer fra Grættrup spores på lokale herregårde og andre gårde. Man ved heller ikke om den kære Iver Juel havde ladet en del Trandum Kirkes bygningsmaterialet komme sin egen Stubbergaard til gode.
Ivar Juels bedrifter
Der findes således ingen indicier på, at Iver Juel i midten af 1500-tallet havde snydt, hvad angår Trandum Kirkes genbrugsmaterialer, men hans hæderlighed og sandfærdighed kan man måske komme til at tvivle lidt på, når man læser uddrag af hans selvbiografi, som Aakjær har gjort. Ifølge Iver Juel var hans far Kjeld Juel til Aastrup (i nærheden af Varde), og han blev begravet foran højalteret i Varde Kirke, så han måtte have været en betydningsfuld mand med et på dette tidspunkt navnkundigt efternavn. Denne oplysning om faderens nedsættelse ved højalteret i Varde synes sandfærdigt, men om Ivers meritter kan man godt komme i tvivl. Således påstår han, at han engang red en blind hest fra Rom over Alperne til Køln. En anden gang i 1521 var han kommet fra Rom og nået til den sydtyske by Speyer, hvor han havde fået ”koldsyge”. Herfra var han taget til Køln, hvor han var blevet forgiftet ved at spise en fersk gås. Her måtte han være kommet i konflikt med nogen, for han måtte i huj og hej flygte fra byen til fods sammen med en kammerat op gennem Tyskland til Ditmarsken, Husum og Tønder, inden han nåede Ribe – to dage efter jul. Aakjær kalder sarkastisk turen som noget af en ”fodsportspræstation”, ligesom turen med den blinde hest over Alperne ikke havde været ”lutter spøg”. Aakjær undrer sig også over, hvorfor han måtte tage flugten fra Køln. Var det fjendtlige soldater, der var efter ham, eller var det kreditorer?? Inden Iver Juel blev herremand på Stubbergaard efter, at han havde studeret i Tyskland. Det var måske i studietiden, han gennemførte sine farlige bedrifter med den blinde hest og flugten til fods gennem Tyskland. Iver Juel havde sikkert studeret teologi i Tyskland som så mange andre unge adelige, for da han kom hjem til Danmark igen, prøvede han ”mange ting”, bl.a. at blive biskop i Norge, der på dette tidspunkt var en del af det danske rige. Det lykkedes dog ikke helt, så han måtte ”nøjes med at blive provst. Det, der dog for alvor synes at have sat gang i Iver Juels karriere som herremand, var da han på Herredagen 1537 i Viborg et år efter reformationen af kong Chr. 3 fik det ærefulde hverv at eskortere nok landets mægtigste mand feltherren Johan Rantzau, der lige havde besejret Skipper Clement og hans bondeoprørere og således banet vejen for kong Chr. 3 og reformationen. Eskorteringen af Johan Rantzau gjaldt for hele Ribe Stift, og det måtte Iver Juel have gjort godt, for året efter i 1538 fik Juel af Chr.3 overdraget Stubbergaard Kloster, der i forbindelse med reformationen var overgået til kronen, som et len med kaldsret til Trandum og Sevel kirker, og det var i den egenskab, han kom til at stå bag nedrivningen af Trandum Kirke.
Stubbergaard Kloster
Stubbergaard Kloster, som var den første bebyggelse på søbredden ved Stubbergaard Sø, kan spores tilbage til 1200-tallet, hvor det blev oprettet som et benediktinerkloster for nonner, hvilket blandt andet fremgår af et ikke nøjere specificeret dokument fra 1268. Klosterets historie inspirerede for nogle år siden den lokale pensionerede bankmand og nu forfatter Lars Novrup Frederiksen fra Vinderup til at skrive en historisk roman, hvor klosteret danner rammen for fortællingen, som foregår i årene 1275-1287. Romanen har titlen Kirstine, som også er navnet på den altoverskyggende hovedperson i romanen. Kirstine er af den dominerede Hvide-slægt, som også omfattede både ærkebiskop Absalon og Valdemarerne. Da hendes far dør og moderen gifter sig igen med en brutal herremand, der begår overgreb mod en unge adelsdatter, bliver hun for at undgå skandale sendt ud på den øde hede hos nonnerne på Stubbergaard Kloster, hvor hun skal opdrages i klosterlivet. Hun gør dog imod alle forventninger hurtigt karriere inden for klosteret og ender som priorinde og kommer i øvrigt også til at spille en rolle i forbindelse med mordet på Erik Klipping.
Reformationen
nenDette lille sidespring er blot medtaget for at gøre opmærksom på, at Stubbergaard i henved 300 år fungerede som et nonnekloster med en ikke ringe betydning for både egnen, kirken og kongen. I forbindelse med reformationen og den medfølgende borgerkrig gik Stubbergaard Kloster heller ikke ram forbi, men blev angrebet og plyndret hele tre gange, så det var et plaget og plyndret kloster med 11 forarmede og sikkert dybt traumatiserede nonner, som Iver Juel i 1538 overtog. Med lenet fulgte også forsørgelsespligten over for de 11 nonner, der måtte bo på klosteret indtil deres sidste olie.
Fra Kloster til herregård
Som lensmand på Stubbergaard Kloster begyndte Iver Juel med det samme at tage fat på at gøre klosteret til en herregård og klosteret skiftede da også navn til Stubbergaard. Bygningerne, hvoraf flere havde været udsat for brand og ødelæggelse (måske 50 %), blev udbedret, og Iver Juel satte sig for at inddrive så meget jord til gården som muligt gennem opdyrkning og indlemmelse af fæstegårde. I 1547 købte han Stubbergaard af kongen for 12.765 daler og blev hermed rigtig herremand. På dette tidspunkt disponerede han over op til 150 fæstegårde med tilhørende fæstebønder, der ud over at skulle betale fæsteafgift og tiende til kirken også skulle yde hoveri på hans egne marker. Fem år efter i 1552 efter nedrev han som omtalt Trandum Kirke og udbyggede og forbedrede Sevel Kirke. Han fik dog ikke lov til at beundre sin genopbyggede kirke og gård i så mange år, for han døde den 24. august 1556 kl. 7 om morgenen i Stubbergaards ”Fruestue”. Efterfølgende søndag blev han stedt til hvile ved højalteret i Sevel Kirke -mindre kunne ikke gøre det- med deltagelse af mange prominente adelige og kirkelige, bl.a. rigsråd Iver Krabbe. Almuen, dvs. de lokale fæstebønder mødte naturligvis også op, men der var langt fra plads i kirken, så mange måtte stå udenfor. Aakjær mener dog, at Trandumbønderne ikke mødte op, da de ikke var kommet sig over, at Iver Juel havde taget deres kirke fra dem.
Mette Munk
Nu sad Iver Juels kone Mette Munk som enke på Stubbergaard, og hun forsatte som manden med at forbedre og udbygge Sevel Kirke med blandt andet at lægge blytag og udbygge tårnet, som blev udstyret med tegltag. Mette Munk døde i 1586. Sønnen Kjeld Juel overtog nu gården og forsatte med at udbygge den. Desuden anlagde han en træbro over søen, så kvæget kunne komme på græs. I 1604 blev Kjeld Juel gift med Christence Juel, og da han døde allerede 1606, kom Stubbergaard i hendes varetægt, og hun kom til at sætte sine spor.
Christence og hendes tre ægtemænd
Christence havde dog ikke tænkt sig at sidde som enke, så hun giftede sig hurtigt igen, men den nye ægtemand holdt ikke lang tid, før han døde, og sådan gik det også med den næste ægtemand. Hun forsøgte sig da med den tredje ægtemand, som hed Knud Gyldenstjerne. Ham var hun ikke heldig med. For det første var han forgældet, og for det andet var han en bondeplager af rang. Han udsugede og plagede sine fattige fæstebønder med afgifter og hoveri i den grad, så fæstebønderne efter hans død i 1640 tillagde ham så megen ondskab, at de måtte have hans genfærd, der jagede hvileløst rundt på Hjelm Hede om natten, manet i jorden af præsten i Vridsted. Det var som tidligere nævnt også Knud Gyldenstjerne, der fejlagtigt havde fået skylden for nedrivningen af Trandum Kirke, som i virkeligheden var sket næsten 100 år tidligere med Iver Juel som banemand.
Kæmpeviser og præsteforfølgelse
Efter den tredje ægtemands død forsøgte Christence sig ikke igen udi i ægteskabets lænker, men sad på sine gamle dage på Stubbergaard og fordrev blandt andet tiden med at afskrive ”kæmpeviser”. Hun skulle også være blevet meget religiøs på sine gamle dage, og det vel at mærke i datidens ortodokse protestantisme, som også den daværende Chr. 4 forsvarede med nidkærhed. Da den lokale præst Jørgen Friis i Sevel derfor i sine prædikener satte tvivl om formålet med gode gerninger for at bevare troen, som Luther jo også havde gjort kun godt 100 år tidligere, og dermed gik imod den daværende konservative protestantisme, tog den religiøse herrefrue affære og angav den liberale præst til øvrigheden. Den arme præst, der blev kraftigt støttet af sine sognebørn, måtte igennem hele maskineriet med biskop, retssag og dom. Chr. 4 blandede sig da også i sagen og krævede dødsdom. Så langt ville domstolen ikke gå, men præsten blev trods alt dømt fra embede og straffet med et år i jern på Holmen, hvilket i praksis betød, at han blev lagt i lænker og det oven i købet sammen med en svensker, som han var lænket til dag og nat. Det skal bemærkes, at en svensker her i datiden var landets værste fjende. I 1652 slap han ud af sine lænker og blev landsforvist til Halland, som nu var blevet svensk. Her fik han præsteembede og døde i 1688.
Klosterruin
Christence overlevede tre ægtemænd og seks af sine syv børn, men da hun døde i begyndelsen af 1650’erne, var der mange arvinger, der skulle dele den gældsplagede herregård, som også havde mange panthavere. Så sent som i 1678 var der 12 panthavere i gården, heriblandt kronen. I 1725 overtog slægten Sehested på Rydhave halvdelen af ejerskabet, og i 1790 stod Niels Sehested som eneejer af Stubbergaard, men det gik det ikke bedre af, for både brand og dårlig økonomi synes at have plaget gården. 1826 blev Stubbergaard blev overtaget af Viborg Stift, men forfaldet fortsatte og landbrugsdriften ophørte. 1919 blev Stubbergaard købt af en vis Villads Kudahl, som gik i gang med at opbygge gården igen og genoprettede landbrugsdriften. Fra 2021 står Thorben Dahl som ejer og udnytter arealerne til land- og skovbrug. Stubbergaard med oprindelige klosterbygninger har bygningsmæssigt ikke eksisteret siden 1800-tallet, og i dag står der kun en enkelt klosterbygning på stedet, som menes at have været forrådskælder i et oprindeligt firfløjet klosteranlæg bygget af teglsten, hvoraf flere fløje havde flere etager.
Skive, marts 2025
Erland Christensen