Indledning
I Skivebogen fra 1926 har Jeppe Aakjær bidraget med to fortællinger om to drab, der fandt sted i henholdsvis Salling og i Gudum Sogn ved Struer sidste del af 1700-tallet. De to fortællinger blev bragt under overskriften ”To grusselige Gjærninger”, så da de to forbrydelser i første omgang var kommet til Aakjærs kendskab, må de have gjort så stort et indtryk på ham, at hans nysgerrighed drev ham til at finde egnet kildemateriale og senere til at publicere, hvad han havde fundet ud af. Her bringes en kronologisk genfortælling af den første artikel, som drejer sig om et drab på en handelsmand i Otting i Vestsalling i 1758. Beretningen bygger på øvrighedens forhør af de involverede parter.
Handelsmand på besøg i Otting
Fredag de 31. marts 1758, som var langfredag, ankom en ung mand ved navn Niels Christensen Hummelgaard til sit hjem i Otting, hvor hans forældre Chr. Hummelgaard og Anna Pedersdatter boede på et husmandssted. Med sig havde han en handelsmand, som levede af at opkøbe og sælge heste og svin. Hans navn var Chr. Gudum. De to rejsende tog ophold hos husmandsfamilien i foreløbig to dage, men den tredje dag, som var påskedag den 2. april, forlod sønnen Niels huset og var borte det meste af dagen. Han vendte først tilbage efter sengetid, hvor forældrene allerede var gået i seng i sovekammeret, ligesom handelsmanden havde lagt sig til at sove i stuen. Niels tændte lys i stuen, da han var kommet ind og spiste den mad, som var stillet på frem på stuebordet. Herefter må han have lagt sig til at sove i stuen sammen med Chr. Gudum.
Tørvespade og seksskillingskniv
Pludselig blev forældrene vækket af et skrig fra stuen og styrtede derind. Sønnen Niels råbte, at de skulle tænde lys, og der stod deres søn i stor ophidselse med en seksskillings kniv i hånden foran sengen, hvor Gudum lå jamrende og med en skærekniv i hånden. Forældrene forsøgte at berolige den ophidsede søn, men intet kunne stoppe hans vildskab, og i stedet for greb Niels en tørvespade og tildelte den jamrende handelsmand et slag på venstre kind med en ”forfærdelig skramme til følge”. Det var åbenbart ikke nok, for den vilde søn endte med at stikke offeret under brystbenet med sin seksskillingskniv. Herefter flygtede Niels fra huset.
Sidste bøn og død
Tilbage stod de chokerede forældre med den døende gæst og vidste ikke, hvad de skulle gøre, men det lykkedes den døende at hviske til husmandsparret og indtrængende bede dem om at sende bud til to beboere i Otting, Jep Simonsen og Chr. Schiøtte om at komme, så de kunne høre, hvad han havde at sige. Husmandsparret efterkom ikke bønnen og forlod stuen. Da Chr. Hummelgaard senere kom ind i stuen, var Gudum død.
Plyndring og transport af lig
Næste dag den 3. april, påskedag, kom den rømmede formodentlige drabsmand hjem til aften og gik i gang med at plyndre den døde for penge og andre værdier, hvorefter han svøbte liget ind i et (heste)dækken. Han fik hjælp af faderen med at læsse det indsvøbte lig op på offerets hest, og nu tvang han sin lillesøster Maren, der kun var et barn endnu, til at gribe hestens grime og trække hesten ud i mørket med den makabre last. I bælgravende mørke trak den lille pige således hesten ad Krejbjerg til, men da hun var nået til en mark, som tilhørte Krejbjergaard, faldt liget af hesten og ned på en sandbanke. (Historien nævner intet om, om den stakkels Maren havde følgeskab af f.eks. drabsmanden Niels og faderen, men det er sandsynligt ud fra det følgende.)
Liget dumpet
Natten efter drager Niels, faderen og Niels’ halvbror, landsoldaten Niels Smed fra Volling, mod Krejbjerg for at skaffe sig af med det åbenbart nedgravede lig. I nattens mulm og mørke får de fragtet liget ud mod Hjerk Nor til den daværende ø Hjortholm i Lysen Bredning. Herfra kunne de smide liget ud i bredningen.
Flugt
Hjemme i Otting skaffede man sig af med offerets tøj ved at grave det ned i haven. Niels tog selv offerets penge og andre værdier, som han bl.a. betalte sine hjælpere med, inden han satte sig på handelsmandens hest og tog flugten. Han fik dog følgeskab af en vis Mads Bertelsen fra Otting.
Ligfund på Mors
Nu gik der næsten to måneder, før der var nyt i sagen. Den 28. maj dukkede nemlig et nøgent og mishandlet lig op skvulpende i strandkanten ved godset Højris i det sydøstlige Mors. Liget var mærket af tydelige og grimme sår, og der gik ikke lang tid før rygtet om, at det kunne være den forsvundne og savnede handelsmand Chr. Gudum, der var drevet i land. Således kunne man føre sporet over til Otting på de anden side af fjorden, hvor Gudum blev sat i forbindelse med husmandsparret Chr. Hummelgaard og Anna Pedersdatter samt sønnen Niels Christensen, der dog ikke var at finde nogen steder. Husmandsparret blev derfor alene indkaldt til forhør i Skive hos herredsfogeden.
Forhør uden mistænkt
Forhøret fandt sted den 5. juli 1758, altså omtrent tre måneder efter ugerningen, og det var under dette forhør, at husmandsparret således redegjorde for hele drabsforløbet og bortskaffelsen af liget samt de impliceredes medvirken. Parret erkendte også, at det var deres søn, der havde begået drabet, og at han var hovedmanden bag hele forbrydelsen. Der var således ikke tvivl om, at Niels Christensen skulle dømmes for drabet, og på den tid medførte denne forbrydelse ubetinget dødsstraf, men der var lige den hage ved hele sagen, at drabsmanden ikke var at finde nogen som helst steder, så øvrigheden havde sikkert sat en eftersøgning i gang og måske også udlovet en dusør for oplysninger, der kunne føre til en pågribelse.
“Den allernådigste dom” – i absentia
Alle anstrengelser fra øvrighedens side var dog forgæves, og så sent som i november 1759 fik drabssagen en afslutning i Landsretten. I den forbindelse kan Jeppe Aakjær ikke undlade at komme med en sarkastisk bemærkning om, at landsdommerne ”morede sig med” at afsige ”den allernådigste dom”, som ifølge Aakjær nok var havde været temmelig overflødig, eftersom drabsmanden var borte, og nu var forældrene i mellemtiden tillige døde. Den endelige dom faldt i Landsretten i Viborg den 7. november 1759. Den lød på, at drabsmanden Niels Christensen på henrettelsesdagen skule knibes med gloende tænger. Første gang skulle ske uden for hjemmet i Otting, tre gange mellem hjemmet og retterstedet og sidst på selve retterstedet. Her skulle først den dømtes højre hånd hugges af i levende live, hvorefter bødlen skulle hugge hovedet af den dømte med økse. Det hånd- og hovedløse lig skulle derefter overgives til natmanden, der skulle partere liget og lægge det på hjul og stejle. Ja, man kan godt forstå, at den i absentia-dømte Niels Christensen glimrede med sit fravær. Sådan en henrettelse kostede jo penge, da både bøddel og natmand skulle have løn, og regningen på hele 33 Rdl blev udstedt til den dømtes forældre Christen og Anna, der imidlertid som nævnt var døde og således ude af stand til at betale og, men så kunne øvrigheden måske hente penge hos de andre dømte i sagen:
Erstatning og bøder
Den dømtes lillesøster Maren blev også dømt for sin medvirken i sagen, men slap ganske fri for at miste livet, fordi hun var tvunget af sin storebror og havde ”et barns uskyldighed” og fordi hun allerede havde siddet i varetægt i lang tid under sagen, måske allerede fra sagens begyndelse i maj 1758. Alligevel skulle hun yde fuld mandebod, hvilket betød, at hun skulle betale 27 Rdl for den døde handelsmand. Da hun intet ejede fik hun hjælp af daværende foged på Kjærgaardsholm, der forsvarede hende, og fik en anmodning om fritagelse for mandeboden igennem hos staten. Mads Bertelsen, der tog flugten sammen med den dømte drabsmand, slap ikke for mandebod, men måtte ryste op med de 27 Rdl. Det samme måtte landsoldaten Niels Jensen Smed fra Volling, men han måtte ydermere tilbringe fire år i Viborg Tugthus for sin medvirken til bortskaffelse af liget ved Hjortholm. Fire mænd fra Otting måtte hver betale to Rdl. til henholdsvis de fattige i Otting og til justitskassen (justitsministeriet) for at have hemmeligholdt deres viden om drabssagen. En vis Maren Jepsdatter, der på en eller anden måde har medvirket eller siddet inde med viden om sagen, blev fritaget for straf, da hun havde givet sin viden om sagen videre til sin ”madfar” (husbond) og dermed hjulpet øvrigheden.
Efterskrift
For undertegnede genfortæller af denne forbrydelse kan det undre, at øvrigheden krævede penge for en henrettelse, der slet ikke have fundet sted, men det var måske datidens retfærdighedssystem og ånd, der her viste sit sande ansigt- ikke uden reference til Herman Wessels Smeden og Bageren. Jeppe Aakjær undlader da heller ikke at være sarkastisk over for dommernes domsafsigelse. Forbrydelsen i sig selv var ellers alvorlig nok og vil i dag sandsynligvis blive takseret som en form for rovmord uden formildende omstændigheder, hvilket vil sige en straf på mange års fængsel.- måske tolv år.
Kilder:
Jeppe Aakjær: To grusselige Gjærninger, Skivebogen 1911