Mestertyven
I en af sine adskillige artikler om rakkere, tatere og andre kjæltringer er Jeppe Aakjær stødt på en legendarisk skikkelse ved navn Chr. Rasmussen, som huserede på Skiveegnen i 1860’erne, og som fik tilnavnet ”Mestertyven”, men Jeppe Aakjær beretter også om andre samtidige lyssky personer, der førte sig frem inden for den kriminelle løbebane her på egnen.
Rønbjerg-Rakkere
En af de øvrighedspersoner, der fik den måske tvivlsomme fornøjelse at møde Mestertyven var herredsfuldmægtig E. Falbe Hansen i Holstebro. I Hardsyssel Aarbog fra begyndelsen af 1900- tallet skrev han i sine erindringer om rakkervæsenets udbredelse på egnen i begyndelsen af 1860’erne og om mødet med mestertyven Chr. Rasmussen. Når man på det tidspunkt talte om rakkere på Skiveegnen, var de fleste af den opfattelse, at det drejede sig om Rønbjerg-rakkere, så mange af de rakkere, der kom i øvrighedens søgelys, havde sikkert deres ophav i eller omkring selve Rønbjerg, og Falbe mente da også, at der altid sad Rønbjerg-rakkere i arresterne i både Holstebro og Skive, og fik man en anmeldelse om tyveri, overfald eller lignende, faldt mistanken altid på rakkerne på egnen, og søgelyset blev rettet mod dem. I de små sogne rundt omkring rystede sognefogederne ligefrem i bukserne, når de blev beordret til at undersøge mistænkte rakkere. Helt galt blev det med rakkernes hærgen i årene 1862 -1864, så øvrigheden satte ind med ransagninger og opsøgende virksomhed for at få sat en stopper for uvæsenet. I 1863 blev der nedsat en kommission, fordi forbrydelsernes ”farlighed” og “dristighed” var blevet så alvorlige, at staten bevilgede to overretsassessorer (anklagere) fra København for at dæmme op for kriminaliteten på egnen. De to herrer skulle dække herrederne omkring både Holstebro og Skive, men fik hovedsæde i Holstebro, hvor ovennævnte retsbetjent E. Falbe Hansen var fuldmægtig.
Farlige rakkere
Den såkaldte ”farlighed” bestod bl.a. i, at de kriminelle rakkere både anvendte heste og vogne, når de overfaldt enlige gårde og udplyndrede dem. Ofte var de også udstyret med skydevåben og lange knive, som da nogle rakkere trængte inde på en afsides beliggende gård og overfaldt manden og konen i nattens mulm og mørke, bandt dem og slæbte konen hen til bageovnen, hvor de med knive og skydevåben truede hende til at fortælle, hvor i huset parret havde gemt deres penge. Efter sigende var der tale om Rønbjerg-rakkere, og de skulle endog havde tændt op i bageovnen og truet konen med at kaste hende ind i flammerne, hvis hun ikke røbede gemmestedet.
Skive Rådstue
Om Skives Rådstue, som sandsynligvis fungerede både som rådhus og arrest, fortæller Falbe, at den husede to arrestceller, nemlig “Tivoli” og “Alhambra”, og så kan man jo godt have sine anelser om, hvad de to temmelig eksotiske navne dækkede over. Der blev ifølge Falbe da også anvendt ”mild” totur som lænker og spændetrøje samt uddelt ”hemmelige klø”. Desuden blev arrestanterne sat på ”smalkost”. Disse midler blev sikkert taget i brug for at fremtvinge tilståelser, og som Falbe siger, var disse overgreb en ”almindelig” fremgangsmåde over for rakkere. Han indrømmer også selv, at han jævnligt selv brugte pryglestraf over for rakkere selv for de mindste forseelser, men han havde også en kollega, der var særdeles god udi kunsten at tildele præcise “rottingslag” (med spanskrør). Falbe havde i øvrigt ikke meget til overs for retskollegerne i Skive, heriblandt selve herredsfogeden, som efter hans mening ikke satte sig i tilbørlig respekt over for de sigtede forbrydere i retten. Det skulle være så slemt, at de sigtede ligefrem kaldte herredsfogeden og de andre øvrighedspersoner i retten i Skive for ”fårehoveder”. Grunden til, at Aakjær havde medtaget retsfuldmægtig (dommerfuldmægtig) Falbes erindringer om forfølgelsen af egnens rakkere, var, at Falbe personligt havde mødt den egentlige hovedperson i denne artikel, nemlig mestertyven Chr. Rasmussen, som vi senere skal vende tilbage til med Aakjærs oplysninger om ham.
Mødet med Mestertyven
Retsfuldmægtig Falbes møde med Chr. Rasmussen fandt sted efter, at Chr. Rasmussen var blevet pågrebet og dømt for adskillige forbrydelser på Skiveegnen i 1866, som omtales senere i artiklen. Efter at Chr. Rasmussen havde udstået sin straf i Viborg Tugthus, stod han foran sin løsladelse sidst i 1860’erne. Omkring dette tidspunkt sad Falbe en mørk aften fredeligt på herredsfogedens kontor i Holstebro og var i færd med sit kontorarbejde, da en ”transportvagt” pludselig bankede på døren og meddelte, at han havde en fange med fra Viborg Tugthus, som stod til at blive løsladt, men fangen skulle i arresten, indtil formalia var i orden. Da arresten tilsyneladende lå et andet sted, nemlig i forbindelse med byens rådstue, bad Falbe transportvagten om at bringe fangen derhen. Det var vagten meget ked af og undskyldte sig med, at han var træt og ikke vidste, hvor rådstuen lå. Falbe forbarmede sig over vagtens undskyldninger og tilbød vagten, at han kunne sætte fangen ind på en bænk på kontoret. Så skulle Falbe nok selv sørge for, at fangen kom i arresten. Falbe havde nok haft travlt med at kigge i sine papirer og havde åbenbart ikke tillagt fangen nogen større opmærksomhed, mens denne sad på bænken bagest i lokalet, men pludselig mærkede Falbe en hånd på skulderen og hørte en ildevarslende stemme, der sagde, at han havde en høne at plukke med retsfuldmægtigen. Falbe blev så forskrækket, at han fór op fra stolen, og der ventede ham en endnu større forskrækkelse, da han opdagede den kraftige og truende skikkelse, som stemmen tilhørte, nemlig mestertyven Chr. Rasmussen. Falbe skreg øjeblikkeligt på hjælp, mens han selv fik bakset fangen over på bænken, hvor det lykkedes at holde ham, indtil gårdskarlen og endnu en hjælper dukkede op. Sammen fik de tre nu bragt Chr. Rasmussen til byens arrest. Falbes reaktion, da han opdagede, hvem han havde med at gøre, kunne tyde på, at Mestertyven var frygtet som en farlig mand – ikke mindst for Falbe, som i 1866 havde været med til at få dømt Chr. Rasmussen i Skive. Falbe roser da også sig selv i sine erindringer for, at han alene i første omgang var i stand til at pacificere den frygtede tyv og røver. Vi vender nu blikket mod Aakjær og hans mere historiske udlægning af Mestertyven og hans håndlangere.
“Langfingeri”
Chr. Rasmussen blev født i 1830, men hvor oplyses ikke. Allerede i 1851 som enogtyve årig blev han straffet første gang, og i 1861 blev han indsat i Skive Arrest og sigtet for ”langfingeri” i forbindelse med tyveriet af en ikke nærmere angivet ”klokke” . Han havde imidlertid to medsammensvorne, som hed henholdsvis Anders Gammelgaard og Ingeborg Jørgensdatter, men eftersom den kvindelige part i forbrydelsen påtog sig hele skylden, blev Chr. Rasmussen frikendt for tyveriet. Den også hermed frikendte Anders Gammelgaard blev så taknemmelig over frifindelsen, at han af ren ”ridderlighed” senere giftede sig med den dømte Ingeborg Jørgensdatter. Fra 1865 ser det ud til, at Chr. Rasmussens og hans medsammensvorne for alvor tog fat på deres uvæsen i Salling, for der kom anmeldelser om hele 39 tyve- eller røverier, og at Chr. Rasmussens bande omfattede op mod 50 håndlangere. Hele hele egnen var i oprør, og især sallingboerne frygtede hele tiden at få besøg af Mestertyven og hans bande, og de mente, at øvrigheden mere eller minder havde spillet fallit over for ”banditterne”, der syntes at have så godt som frit spil. Nu skal man også huske på, at selv om en del af bønderne dengang boede i landsbyer, var der langt mellem gårdene, og der var mørkt på landet, så folks frygt for dette bandevæsen i Salling og omegn var forståeligt, hvilket to begivenheder, hvor Chr. Rasmussen var involveret, også vidner om.
Bageovnen
Den 21. september 1865 havde Chr. Rasmussen og hans bande henlagt deres aktiviteter til Ejsing, hvor de i mørket var trængt ind på en gård, hvor den 72 -årige Niels Jensen boede med sin kone. Manden var blevet bundet på hænder og fødder, mens konen blev bundet på hænderne og ført hen til husets bageovn. Ovnen blev tændt op, og nu blev den stakkels kone truet med at blive kastet i ilden, hvis hun ikke røbede, hvor husets værdier var gemt. Truslen om at blive brændt levende blev vist aldrig ført ud i livet, men om forbryderne kom derfra med et udbytte, vides heller ikke. Denne hændelse, som Aakjær her har fundet frem til minder om Falbes tidligere beretning om kvinden, der også blev truet med en bageovn, så noget har der måske været om snakken.
Lange knive i Hvidbjerg
Senere på året var Chr. Rasmussen på spil igen, helt nøjagtigt den 15. december. Denne gang havde Chr. Rasmussen bl.a. følgeskab af en anden af hovedmændene i det rakkerske selskab. Han hed Laust Michaelsen og var 13 år yngre end Chr. Rasmussen, men ansås for at være værre end Mestertyven, hvad angik de kriminelle gerninger. Sent om natten dukkede de to op sammen med nogle håndlangere i Hvidbjerg lige vest for Skive og trængte ind til bonden Niels Skipper, hvor de overfaldt ham og søsteren. Søskendeparret blev begge bundet og truet med ”bøsser” og ”lange knive”, mens huset blev ransaget for værdier. Overfaldsmændene havde dog gjort regning uden vært, for i huset befandt sig nemlig også en lille knægt, for hvem det lykkedes ubemærket at snige sig ud af huset, og snarrådigt fandt han en stige og satte den for døren, inden han ilede efter hjælp. Hjælpen indfandt sig hurtigt i form af et ”talstærkt” mandskab, og da dette hjælpekorps pludselig stod inden for døren hos de ransagende tyve, var det talmæssigt så overlegen i styrke, at forbryderne valgte at strække våben. Alle overfaldsmændene blev ført til Skive Arrest og indsat her, hvor de nu kunne vente på at komme i skarpt forhør, inden de skulle for retten. Allerede under forhørene måtte der være dukket navne op på håndlangere, for i løbet af få dage blev der i forbindelse med sagen arresteret yderlig 12-13 medlemmer af Chr. Rasmussens og Laust Michaelsens bande. Man kan ikke lade være med at tænke på den snarrådige og modige lille knægt, der burde have en stor del af æren for denne masseanholdelse.
Dom og straf
Nu ventede man på Skiveegnen på, at herredsfogeden skulle sørge for, at retfærdigheden skulle ske fyldest over for de mange formodede forbrydere, som i adskillige år havde hærget egnen og gjort folk bange, men man havde åbenbart ikke tillid til, at herredsfogeden i Skive kunne gøre arbejdet færdigt, så på foranledning af en lokal folketingsmand fik Skive tilskikket en af de tidligere nævnte retsassessorer fra Holstebro til at lede retssagen. Da denne assessor indtog skranken som anklager ved retten i Skive den 7. januar 1866, lykkedes det ham på kort tid at opklare over 200 forbrydelser med 46 tiltalte, som blev dømt med hårde straffe til følge, hvilket bl.a. betød adskillige års fængsel eller tugthus. Det skete også for hovedmanden og mestertyven Chr. Rasmussen, der udstod sin straf i Viborg Tugthus, inden han som nævnt mødte fuldmægtig Falbe ved sin løsladelse i Holstebro. Efter de mange domsafsigelser her i 1866 syntes rakkervæsenets kriminelle aktiviteter her på egnen at være stilnet af, så folk igen kunne sove roligt om natten. Krigen 1864 havde sikkert også medvirket til at dæmpe kriminaliteten generelt i landet, så selv tyve fik andet at tænke på, når landet var oversvømmet med tyske og østrigske soldater.
Fattighus
Hvad angår mestertyven Chr. Rasmussens liv efter mødet med retsfuldmægtig Falbe hin aften i Holstebro, hvor han skulle løslades efter at have udstået sin straf i Viborg Tugthus, ved man intet. Han havde sikkert forladt egnen, men med sin kriminelle fortid og med prædikatet rakker havde det uden tvivl været svært at skaffe sig et levebrød, med mindre han havde skaffet sig et arbejde som natmand i en af landets købstæder. I hver fald findes der umiddelbart ingen retsprotokoller eller lignende, der vidner om, at han genoptog sin kriminelle løbebane, men måske var han gået under jorden og fortsatte sine lyssky gerninger- uden at blive opdaget. Til gengæld ved man, at to andre af mestertyvens håndlangere, som også blev dømt ved retten i Skive i 1866, blev boende i området. Det drejede sig om Peter Chr. Hansen, som endte i Vinde Fattighus, og Jens Andersen, som kom til at bo i Breum Fattighus. Det skal tilføjes, at sognenes fattighuse i både 1700-tallet og 1800-tallet ofte husede folk, der havde status af rakkere, og, som det fremgår af tidligere Aakjær-artikler, var en stor byrde for sognene. Således var det blandt andet i Vinde, hvor også Skive købstads natmand en overgang boede.
“Fanden pine” – fattigforsørgelse
Sagen om Mestertyven og hans mange håndlangere sammenholdt med, at Skiveegnen i forvejen var kendt for sine mange rakkere og andre “kjæltringer”, havde også fanget den landsdækkende dagspresses bevågenhed, og aviserne tog sig oven i købet den frækhed at påstå, at de mange tyverier og anden kriminalitet skyldtes fattigdom blandt egnens befolkning og især Skives og Sallings mangel på ”fattigpleje”. Denne fattigpleje gik ud på, at de enkelte sogne og købstæder af regeringen var pålagt at forsørge folk, der var ude af stand til at forsørge sig selv på grund af sygdom, alderdom eller anden årsag. Til den sidste kategori hørte rakkerne, som ingen hæderlige mennesker ville tage i sit brød, med mindre det drejede sig om arbejdet som natmand (og tidligere bøddelsvend). Derfor havde de rakkere, som valgte at slå sig ned på egnen, men ikke kunne skaffe sig arbejde, også krav på forsørgelse.
Naturligvis så man i sognene – og især i landsognene – skævt til disse rakkere, som ofte fyldte fattighusene. På landet var de fleste folk, der sad i sogneråd og i fattigkommissioner, bønder (gårdmænd), og de var traditionelt ikke glade for at skulle ryste penge op af posen til disse udsatte i fattighusene, så når dagspressen tillod sig at påstå, at man i Skive og Salling skulle give flere penge til fattigplejen, ramte man et ømt punkt hos de lokale sognerådsformænd. Derfor tog sallingboerne blandt andet til genmæle i den lokale Skive Avis og påstod, at fattigdommen hos egnens beboere, skyldtes ”flasken”, altså at de fattige drak, og der var ingen, der skulle komme og sige noget om deres fattigvæsenet i Salling. ”Fanden pine, om man skulle snakke om alderdomsunderstøttelse. Jeg ser mer’ end 50 sognerådsøjne på stilke, rettede mod mig som bøsseløb”, som en sognerådsformand udtrykte det, når talen om højere ydelser kom på dagsordenen. Med denne holdning havde den landsdækkende presse måske lidt ret i, at det kneb med en tidssvarende fattigforsørgelse på egnen. Aakjær lader da også skinne igennem, at Sallings fattigforsørgelse godt kunne være bedre og ironiserer lidt over de lokale bønder, der ikke kan sove om natten af angst for, at de skulle til at punge mere ud til de fattige, eller hvad værre var, at ”bolschevismen” (kommunismen) ville banke på døren. Aakjær skrev denne artikel i 1926, hvor Den Russiske Revolutions spøgelse fortsat lurede i baggrunden.
Kagstrygning og livstid
For at vende tilbage til rakkerne og deres mulige motiv til at stjæle havde dagspressen i sit angreb på Sallings fattigvæsen fremhævet, at i sagen mod Chr. Rasmussens tyvebande havde de omkring 200 tyverier kun indbragt tyvene værdier, som svarede til et latterligt lille beløb (1100 Rdl.). Når rakkerne trods det lille udbytte alligevel greb til vold af særlig farlig karakter i forbindelse med deres overfald, måtte det være sket, fordi sult og nød havde tvunget dem. Set med nutidens øjne og også Aakjærs øjne i begyndelsen af 1900-tallet er det da også tankevækkende, at den lokale Resen-rakker Christoffer Christoffersen i 1786 blev dømt for tyveri af bl.a. et hestedækken og en møggreb og derfor straffet med kagstrygning (pisk til huden faldt af), lagt i lænker og straffet med tvangsarbejde på livstid ved Københavns Fæstning (Aakjær i Skivebogen 1925). Det skete kun ca. 70 år før, at Chr. Rasmussen og hans bande blev dømt. Christoffer Christoffersens motiv til sit beskedne tyveri var sikkert også sult og nød ligesom ovennævnte rakkere, og til Christoffer Christoffersen undskyldning skal yderlig tilføjes, at han ikke rørte et menneske under udøvelsen af sin “forbrydelse”, som i dag vel takseres til simpelt tyveri. I 1786 gav en sådan forbrydelse livtidsstraf! På den baggrund synes Mestertyven at være sluppet billigt med 3-4 år i Viborg Tugthus, når man tager i betragtning, at adskillige af hans forbrydelser omfattede vold og trusler om vold (røveri).
Kilder
Jeppe Aakjær: Chr. Rasmussen og hans Tyvebande, Skivebogen 1926.
Se også