Indledning
Afholdsbevægelse, brændevin og øl
Jeppe Aakjær, der ellers havde sin storhedstid i samme periode, som afholdsbevægelsen kørte hårdt frem i bestræbelserne for at få danskerne til at forsage brændevin og alkohol i almindelighed, har i dette skrift taget emnet om brændevin og øl op set i historisk perspektiv, og denne artikel er et forsøg på at fremdrage nogle af de mest interessante fortællinger og ikke mindst lokale episoder i Aakjærs skrift fra 1928. Trods overskriften “Brændevin” er hovedvægten i Aakjærs artikel lagt på øl, og hvad overdreven indtagelse heraf kan medføre.
Druk fra oldtid til nyere tid
Ballade i kongsgården
Inden Aakjær kommer ind på de lokale forhold, beskriver han mere generelle forhold om danskernes forhold til alkohol i tidligere tider. Helt tilbage i vikingetiden skrev en engelsk krønike, at danskerne havde rødt hår, men gode til at drikke øl, og når vikingerne tænkte på deres paradisiske Valhalla forbandt de det med mjød og flæsk. I dag har arkæologien da også vist, at man har kendt til ølbrygning siden bondestenalderen, så øl havde ikke været et nyt fænomen for vikingerne. Også vore nordiske nabofolk har tidligere kendt til alkoholens dragende virkninger, som da tyske skibsfolk i 1186 havde medbragt en last med vin til den efter datiden store norske havneby Bergen. Vinen flød i store mængder ud i byen og var åbenbart billigere end øllet, så borgerne tog sig godt af de store mængder vin. Efterhånden udviklede det sig til fuldskab overalt i byen, og på et tidspunkt nægtede de tyske skibskarle at servere mere vin for de fulde nordmænd. Det ville nordmændene ikke finde sig i, så de trak sværdet og stormede tyskernes vinbod, og det udviklede sig til slagsmål og kampe overalt i byen. På et tidspunkt nåede balladen ind i selve kongsgården, hvor man allerede var godt berusede. En af de tilstedeværende var åbenbart gået op på en svalegang eller forhøjning og kastet sig ud over kanten i den tro, at han sprang i havet, men landede altså på gulvet og var død på stedet. Herefter kom hele gildesalen i slagsmål, og man trak våben. Mange af huskarlene (kongens mænd) forsøgte at flygte ned på deres skibe, og først da selve kong Sverre kom til stede, fik balladen ende. I den forbindelse holdt kongen nok den første og længste afholdstale i historien.
Kongelig druk
Det var imidlertid ikke kun huskarle og almindelige borgere, der havde hang til alkohol. Historikeren Ander Vedel Sørensen skrev i forbindelse med Fr. 2’ død i 1588, at han som konge havde kunnet leve meget længere, hvis han ikke havde levet som andre fyrster, adelsmænd og menigmand – altså indtaget for meget af den berusende drik. For Fr. 2 var ædruelighed så sandelig ikke en dyd, og engang i 1550 faldt han i vandet, da han red over Slotsbroen i København, men blev reddet op af vandet i tide. En anden gang kom han i fuldskab i slagsmål til sin søsters bryllup med Albert af Mechlenburg, og de to slagsbrødre blev kun med stort besvær skilt ad igen. Chr. 4, der ellers var moralens og protestantismens store vogter, holdt sig heller ikke tilbage. På sine sviretue rundt i København havde han for vane at knuse alle de ruder, han kom om ved, og sammen med svirebroren adelsmanden Esge Broch førte de dagbog over, hvor stor en brandert, de havde på ved forskellige lejligheder. Brandertens størrelse blev markeret med antal kors. Således var fire kors tilføjet en bemærkning ”Vorherre bevares”…..
Fordrukne præster
Gejstligheden tyede også til andre spirituelle værdier end de åndelige. Således klagede den sjællandske biskop i 1682 over, at han havde 22 præster i sit stift, som var ”fordrukne”, og de var skyld i både slagsmål og manddrab. Lokalt var det også galt med provsten i Selde her i Salling, der gik under navnet ”fyldevommen” Henrik Nielsen Arctander, der i 1633 på et værtshus i Skive drak sognebarnet Niels Aand under bordet, så han døde af det. Præsten i Højslev Styge Andersen havde da en del år tidligere i 1616 gjort det af med en bonde ved navn Niels Pedersen, som blev stukket ihjel på landevejen mellem Højslev og Viborg. I øvrigt nævner Aakjær også præsten i Thorning, som i en duel ved Nytorv i Viborg i 1606 med sin kårde kom til at slå adelsmanden Otto Skram ihjel. Årsagen til duellen var dog ikke druk, men jalousi, hvilket Blicher brugte som udgangspunkt for sin novelle ”Præsten i Thorning”.
Ikke sidde ved Ølkonen natten over
Almuens forhold til druk kan man få et indblik i gennem Sjællands navnkundige biskop Peder Palladius (1537-1560), da han i et langt brev til menighederne advarede bønderne mod at drikke (for meget), men advarslen var velmenende og skrevet i finurlige vendinger, som f.eks. ”ikke at skræve over pibeovnen med rød kande (ølkande) ved låret”, eller ikke sidde hos ”ølkonen natten over”, mens kone og børn derhjemme måtte nøjes med valle og vand, hvilket i øvrigt heller ikke var godt for ægteskabet. Palladius foreslog derfor, at bonden i stedet for at sidde på kroen i landsbyen eller købstaden natten over, skulle medbringe en flaske på kroen og få den fyldt op og derefter tage hjem til kone og børn, så de også kunne nyde dråberne. Så undgik manden også at få ondt i hovedet, at styrte med hesten eller brække arme og ben i sin beruselse på vejen hjem i nattens mørke, ja og så kunne han også gå direkte i seng, når han havde fået slukket tørsten. Ja, så sandt velmenende ord fra en biskop. Efter Aakjærs forholdsvis lange indledning med eksempler på danskeres og andres forhold til øl og vin i fordums tider vender han nu blikket mod mere lokale forhold, hvor han har fundet nogle interessante episoder om sallingboernes forhold til øl, og hvad overdreven druk kan medføre.
Druk og drab i Østsalling
Gravøl
Den første lokale eksempel på, hvor galt det kunne gå med overdreven druk i Salling, fandt sted i Grønning i 1620. Her var den gamle Søren Thommesen i Vester Grønning død en junidag og kisten var bestilt hos Anders Mogensen i Dalgaard. Nogle dage efter var den afdødes søn Kjeld Sørensen gået hen til Anders Mogensen i Dalgaard for at hente kisten, som Anders åbenbart havde lavet. Da Kjeld ankom til Dalgaard, syntes han allerede at være i tilpas løftet stemning, så han inviterede Anders med hjem, så de kunne få den gamle lagt i kisten og kistelåget sømmet til. Anders indvilgede modstræbende, men ledsagede dog alligevel Kjeld hjem, så de i fællesskab kunne bære kisten. Da den gamle Søren var lagt i kisten og låget sømmet forsvarligt til, bad Kjeld Anders om at blive og våge over kisten, men Anders undskyldte sig og sagde, at var træt efter en lang arbejdsdag med at få kisten gjort færdig. Kjeld havde sikkert ønsket sig, at Anders kunne blive og holde ham med selskab natten over, så han havde en at drikke sammen med. Ifølge Aakjær var det netop ikke usædvanligt på den tid, at sådanne vågenætter udviklede sg til de rene ”sviregilder”. Nu gik der et par dage, inden Søren Thommesen skulle i jorden på Grønning Kirkegaard, og på selve begravelsesdagen, hvor han var blevet jordet, bad de efterladte sønner Kjeld Sørensen og broren Mikkel Sørensen det tilstedeværende ligfølge om at følge med dem hjem til ” en tønde øl”. Selv om det var de to brødre, der var værter for gravøllet, blev gravøllet åbenbart indtaget i Grønning i en vis Chr. Tommesens gildestue. Denne Chr. Tommesen havde højst sandsynligt været et nært familiemedlem til afdøde.
Økse i hovedet
Hvad der herefter skete i gildestuen og fremefter er der indtil flere versioner af. Under alle omstændigheder var selskabet begyndt at tømme øltønden, og den korte version lyder på, at da øllet var ved at være drukket, havde kistesnedkeren Anders Mogensen i Dalgård taget afsked og gået hjem. Imidlertid var der opstået et højrøstet skænderi mellem Anders’ bror Jacob Mogensen, der åbenbart ikke var fulgtes med broren hjem, og Mikkel Sørensen, altså Kjelds bror. Hvad skænderiet gik ud på, vidste ingen, men et vidne hørte, at Jacob spurgte, hvad det her gik ud på, og Mikkel svarede, at det skulle han nok få at se, hvorefter Mikkel pandede Jacob i hovedet med en hammerøkse. Herefter tog Jacob hurtigt revanche og slog Mikkel i hovedet, ligeledes med en øksehammer, som jo tidligere nævnt var et almindeligt medbragt våben blandt bønderne, når man gik i byen. På det tidspunkt skulle de to kamphaner været nået ud til gildehusets fordør.
Flugt
I mellemtiden havde Kjeld Sørensen siddet i stuen og taget godt for sig af øllet, og han var kommet i så godt humør, at han bad gæsterne om at komme igen næste dag, for den afdøde far havde efterladt sønnerne rigeligt med øl, og på den måde kunne alle blive ”lystige og glade”. Udenfor havde bror Mikkel imidlertid ikke tænkt sig at afslutte opgøret med Jacob, som nu med blodet løbende ned over ansigtet var på vej hjem i sikkerhed på Dalsgaard. Han blev imidlertid forfulgt af en ophidset Mikkel, der nu, da øksen som et nærkampsvåben var blevet efterladt til fordel for opsamlede kastesten, søgte at ramme den flygtende Jacob med sten. Mikkel skulle ifølge et vidneudsagn også have samlet en vognkæp op under forfølgelsen af Jacob. Det lykkedes imidlertid for Jacob at nå i sikkerhed hjemme i Dalsgaard, men kun med nød og næppe og kun med hjælp fra et bl.a. Jacobs og Anders Mogensens koner. Således endte begravelsesdagen, og nu kunne historien være slut, men sådan gik det ikke.
Drab
Et par dage efter begravelsen indfandt Mikkel Sørensen sig hos bonden Søren Laursen i Intrup lidt øst for Ø. Lyby, hvor Mikkel tjente, og her pralede Mikkel med, at han havde slået Jacob Sørensen i hovedet med en økse, og som om det ikke var nok, havde han truet med, at Jacob nok skulle få et gravsted på kirkegården i Grønning, altså en indirekte trussel om at slå Jacob ihjel. Det gik dog ikke helt, som Mikkel havde truet med, for under mystiske og uvisse omstændigheder var det den forurettede Jacob Mogensen, der kort tid efter slog Mikkel Sørensen ihjel. Derfor havde Mikkels bror indkaldt såkaldte ”Sandemænd” i Nørre Herred (Nords- og Østsalling) til at kræve ”Manddød” over Jacob Mogensen, hvilket vil sige dødsstraf for at have slået broren ihjel.
Ligsyn i Skive
Imidlertid var Mikkel Sørensens lig bragt indt til Søren Mikkelsens herberge i Skive, hvor der under byfoged Jacob Skrivers myndighed skulle afholdes ligsyn. Her kunne ”Badskæreren” (barberen), som udgjorde datidens retsmediciner, konstatere, at Mikkel havde to sår over det ene øre, som kunne have ført til Mikkels død. Jacob Mogensen var indkaldt på vegne af den formodede drabsmand, som af gode grunde var ”over alle bjerge”. Der forlyder intet om, at Jacob Mogensen nogen sinde blev fundet af øvrigheden og ført for retten, og sagen blev sikkert henlagt eller helt opgivet. Der forlyder heller ikke noget om, at Anders Mogensen i Dalgaard fik en bestilling på at snedkerere en kiste til Mikkel Sørensen…..
Drab i Øster Lyby
Det næste lokale ”øldrab”, Aakjær har berettet om, fandt sted i Øster Lyby i 1626, altså en seks år efter det drabet på Mikkel Sørensen i Grønning, så der synes statistisk som om, at det sydøstlige Salling havde været et voldelig område, hvor der ikke var langt til aftrækkeren. Her i Øster Lyby sad ”fyldebøtten” Didrik Tækker en søndag i april hos en nabo og havde drukket sig ”hønefuld”, men ville ikke hjem, selv om han ikke kunne ”søkke en øltår” mere. Pludselig fik han dog øje på en, som han kendte, ude på gaden. Nu kan man vel godt sætte spørgsmålstegn ved betegnelsen ”gaden” i Øster Lyby i 1600-tallet, men under alle omstændigheder fik den fulde Didrik øje på Niels Thygesen ude på vejen, og ham havde den kære Didrik det åbenbart ikke godt med, for han blev ”olm” i blikket og fór kampberedt ud på vejen for at antaste den intetanende Niels med skældsord. Denne tog i første omgang angrebet ganske roligt og svarede, at han ikke ville have noget at gøre med den aggressive Didrik. Denne svarede ved at råbe, at når Niels ikke var bedre end en ”tyv” og en ”horeunge”, kunne han bare komme og slås. Det fik Niels til at samle en sten op og gribe en fork i den anden hånd, hvilket ansporede Didrik til også at samle et par sten op og slå ud efter Niels. Nu sagde Niels, at Didrik gjorde ham ”uret” og bad ham holde igen, hvorpå han kastede en sten i hovedet på ham. Didrik væltede om på vejen og sagde ikke et ”muk”. Han var død på stedet, og det oven i købet på en ”hellig” søndag, som Aakjær udtrykker det. Der havde sikkert været stor opstandelse i Øster Lyby denne dag, og Niels Thygesen havde sikkert klogligt set sit snit til at forsvinde fra gerningsstedet, selv om han ifølge denne beretning var stærkt provokeret til at slå igen og forsvare sig. Under alle omstændigheder blev liget bragt til Skive for, at der kunne afholdes et officielt ligsyn med henblik på tiltale, undersøgelse og retssag.
Ligsyn
Ligsynet blev foretaget den 24. april i købmand i Thue Jacobsens hus, hvor byfogeden som øvrighedsperson helt sikkert var til stede. Som retsmediciner havde man sendt bud efter Else “Badskjær”, som åbenbart måtte have kendt til barbérfaget eller lignende, og hun kunne konstatere, at Didriks afsjælede legeme havde et stort blodigt sår ved tindingen over venstre øje. Ved at føre en ”søger”, dvs. en nål eller tilsvarende ind i såret, kunne også se, at venstre øje var stort, blåt og kvæstet, så der syntes således ikke at være tvivl om, at såret skyldtes stenslaget, og at det havde medført så stor en skade i hjernen, at det havde ført til en øjeblikkelig død. Didrik havde sikkert ikke nået at opdage noget som helst, efter han blev ramt. Else Badskær tilføjede i øvrigt, da hun fik vendt liget om, at Didriks tøj var ”overbegjort og skident”. Til stede ved ligsynet var også Didrik Tækkers kone, som ville have Niels Thygesen anklaget for at have dræbt sin mand. Nu havde myndighederne jo svært ved at få Niels Tygesen i retten, eftersom han var ingen steder at finde, men han blev in absentia dømt fredløs, så enhver var i sin ret til at pågribe ham og føre til øvrigheden, så han kunne få sin dom, hvilket højst sandsynligt ville betyde dødsstraf.
Didrik Tækker
Hvad angår den dræbte Didrik Tækker, var der sikkert ikke -ud over hans kone- mange, der savnede ham. Aakjær beskriver ham selv ud fra sine kilder som en fyldebøtte, vred, snavset og aggressiv, og fra Kirsten Christendatter i Øster Lyby, der kendte Didrik, vidnede hun i forbindelse med ligsynet, at Didrik opsøgte og forulempede hende i sit eget hus, slog vinduer itu, løftede døre af og endog slog tappen af tønden, så der opstod ”ølspild”! Dette vidneudsagn kunne måske havde hjulpet Niels Thygesen i eventuel retssag kædet sammen med den omstændighed, at begivenhedsforløbet i forbindelse med drabet kunne indikere, at der var tale om et uheld eller uagtsomt manddrab, som man måske i dag vil betragte den ulykkelige hændelse, men en sådan betragtning eller afgørelse om formildende omstændigheder kendte man vel ikke til i 1600-tallet eller for den sags skyld indtil flere århundrede senere.
Ransagning og bod
Da myndighederne ikke kunne få fat i den fredløsdømte Niels Thygesen og dermed den indtægt til staten, som en mandebod ville udløse fra den dømte, drog myndighederne (retsvæsenet) i skikkelse af ridefoged Mogens Jensen på Skivehus ud til Niels Thygesens hus i Lyby for at se, hvad man kunne få ud af den dømtes bohave. Niels’ tøj, der bl.a. omfattede læderlivstykke (læderbluse uden ærmer), brune bukser, brun trøje, læderhandsker m.v., blev vurderet til syv daler. Desuden fandt myndighederne fire høveder(køer) og nogle ”ol” (ol = stang= ca. 80 stk.) sild hos Niels Thygesens moder. For så vidt ser det efter nuværende skøn ud til, at Niels Thygesen havde en nogenlunde garderobe, hvad angik datidens bondebeklædning, og han havde desuden hus og køer, så noget måtte myndighederne da have fået ud af ransagelsen, og vurderingsbeløbet blev da også indført i datidens lensregnskab. Niels Thygesen selv fik øvrigheden dog ikke fat i…..
Brændevin
Nu var Aakjærs titel på dette skrift fra 1928 ”Brændevin”,, men da denne artikels skribent har vurderet, at de her genfortalte og kommenterede hændelser om drab på grund af druk i henholdsvis Grønning og Lyby var de mest interessante og dramatiske set ud fra en lokal synsvinkel, vil afsnittene om brændevinens indvirkning på samfundet blive bragt som et resumé over de overordnede forhold.
En “dram” og “en lille en til ganen”
Først efter reformationen vandt brændevinen frem, men kun hos apotekerne, der solgte den klare drik som medicin. Heraf opstod også ordet ”dram” om en ”lille en” til ganen, idet ordet dram kommer af ordet ”drachme”, som var en vægtenhed blandt apotekermål. Først i 1600-tallet vandt brændevinen for alvor frem, og nu blev den fattigfolks og almuens foretrukne drik, hvilket formodentlig skyldtes, at der var tale om billig hjemmeproduktion. Brændevinen blev så udbredt, at man ikke blot drak den, men man spiste den også som søbemad med ske. Således fortaltes det, at vestkystfiskere efter endt tur på havet samledes omkring et fad brændevin, som de stak til med en ske samtidig med, at de spiste groft rugbrød. Også folkemindeindsamleren Evald Tang Kristensen har fortalt om, at han havde gæstet et hus i Jylland, hvor hele husstanden spiste af et fad grød, hvor smørhullet var fyldt med brændevin, som alle -ung som gammel- langede til. Aakjær beskriver datidens brug af brændevin som ”universel”, hvorfor den også havde fået prædikatet ”Akvavit” – Livets Vand. Ud over at blive drukket som nydelsesmiddel og fattigmandstrøst overalt, blev den også brugt som (folke)medicin for bl.a. buldne (hævede/betændte) fingre, tandpine og andre pinsler – der havde sikkert været undskyldninger nok.
“Wi haar et jen taar brændevinsdrip i æ huus”
Aakjær nævner selv fra hans barndomstid i sidste del af 1800-tallet, at hans bedstefar som det første om morgenen rakte ud efter brændevinsflasken, der stod i et ”blomstret” skab for enden af sengen, så han kunne få sin morgendram. Når Aakjær som barn var med til byen i Skive, oplevede han også, hvordan gårdmændene fra Fjends i vadmel og store fedtlæderstøvler stod hos købmand Dige og sværmede om disken som katte om den varme grød og ventede kun på, at butikssvenden skulle hælde deres morgendram op. Selv barselskonen skulle have brændevin ligesom den kælvende ko, og topmålet af elendighed var, hvis man undskyldende måtte tilstå, at ”Vi haar et jen taar brændevinsdrip i æ huus”. (Vi har ikke en eneste tår brændevin i huset).
Storm på hjemmebrænderier
I løbet af 1600-tallet fandt myndighederne ud af, at brændevinen udgjorde en samfundsfare med dens destruktive indvirkning på folks helbred og arbejdsevne, så noget måtte foretages, og da langt den største del af brændevinsproduktionen skete overalt på gårdenes hjemmebrænderier med deres ofte hjemmelavede ”bly- og kobberhatte”, blev det i 1689 ved kgl. forordning forbudt overhovedet at brændebrændevin for private. Da det var almuens fattigmandstrøst, det hermed gik ud over, rejste der sig et ramaskrig over hele landet rundt på alle gårdene, og bønderne havde ikke til sinds at overholde loven. De fortsatte ufortrødent med hjemmebrænderierne, så øvrigheden måtte foretage ransagninger på gårdene. Når de udsendte øvrighedspersoner så fandt bly-og kobberhatte på gårdene, blev remedierne slæbt ud på gårdspladsen og brutalt smadret, mens indehaverne blev pålagt en bøde på 10 Rdl. til nærmeste hospital. Disse ransagninger førte ofte til optøjer og ligefrem slagsmål på gårdene, ligesom angiverne ikke var populære. Disse angivere, der fortalte myndighederne, hvem der havde brændevinsapparatur, var ofte værtshusejere og købmænd, der som de få havde licens til at fremstille brændevin. Aakjær har i Skivebogen fra 1926 beskrevet, hvordan det gik en af disse ”snushaner” i forbindelse med et julemarked i Skive i 1776, hvor en flok rasende Salling-bønder stormede den vistnok tidligere tolder Mikkel Kaarups hus og knuste hans vinduer, smed inventaret ud og forulempede hans kone, blot fordi de mente, at han havde angivet indtil flere bønder til byfogeden for hjemmebrænderi.
De Danske Spritfabrikker
Aakjær skrev sin artikel om brændevin omkring 1828, og da havde afholdsbevægelsen i en årrække haft vind i sejlene for at komme det forsat store forbrug af brændevin til livs. I slutningen af 1800-tallet var var det dog ikke så meget bønderne eller, som de nu kaldtes, gårdmændene og deres familier, der havde problemet, men derimod havde brændevinssvøben godt fat i industriarbejderen. Det var heller ikke mere hjemmebrænderierne, der leverede de store mængder brændevin til arbejdere og andre fattigfolk, men derimod De Danske Spritfabrikker, som så dagens lys omkring århundredeårsskiftet i slutningen af 1900-tallet. I dag betragtes brændevin vel som et nydelsesmiddel på lige fod med øl og vin og anden spiritus, hvor øl og vin er de meste udbredte nydelsesmidler.