På adressen Østertorv 1 ( Skive Bygrunde matr. 92) var der igennem flere år hoteldrift, dels under navnet Dannebrog, del som Hotel Fjends Herred. Stedet levede i mange år en omskiftelig tilværelse med mange forskellige værter. Den mest stabile periode som hotel/spisested var efter lukningen af Hotel Fjends Herred, hvor Cafe Heimdal fortsatte de næste 25 år.
Forhistorien
På matrikelkortet fra 1886 ses grunden bebygget med et mindre hus, der følger Torvets forløb. I folketællingen 1890 er det værtshusholder P. Hansen, der bebor ejendommen. Der er ingen beboelse registreret i folketællingen 1880, således må man formode, at huset er opført mellem 1880 og 1890.
I september 1890 annoncerede Geert Andersen “Den af gæstgiver P. Hansen beboede ejendom på Østertorv kan købes meget billigt med lille udbetaling”. Geert Andersen havde tidligere været møller i Jebjerg og var nu glarmester i Skive. Han ejede en større udlejningsejendom på Kirkegade, hvorfra han drev sin glarmestervirksomhed.
I december 1890 stod der i avisen at kelner (tjener) Ole Jensen på Gluds Hotel af Geert Andersen havde købt den P. Hansen tidligere tilhørende ejendom på Skive Østertorv for 15.500 kr. Geert Andersen kom tilbage som ejer igen, for i 1897 solgte han til værtshusholder Thomas Lynderup en to-etages ejendom på Østertorv, “Dannebrog” for 14.000 kr. Lynderup havde i 1901 restauratør Thomas Christensen med familie og tjenestefolk til at bo i ejendommen, men det var i Lynderups navn hotellet blev drevet.

Hotel Dannebrog
Dannebrog fungerede som hotel og gæstgiveri på Østertorv 1 i hvert fald fra 1896 til 1905. Det fungerede som andre hoteller med at forskellige foreninger holdt generalforsamlinger på stedet. Det var f. eks. i 1896 Skive Markjorder og Købstads sygekasse, senere Håndværkersvendenes Syge- og Begravelsesforening og Hesteforsikringsforeningen for Resen.
I 1901 solgte Lynderup sin ejendom “Dannebrog” på Østertorv til gæstgiver L. Laursen for 17.500. Byrådet bevilligede gæstgiver Laursen en ny bevilling, så længe han drev værtshus i “Dannebrog”. I 1904 var han på vej videre.
I oktober 1904 søgte han om herbergeringstilladelse til det nyåbnede Hotel Skive i Voldgade og en ny, mand Chr. Villadsen søgte til “Dannebrog”.
Herbergering var i modsætning til gæstgiverborgerskab billigere. Gæstgivere gav 240 kr årligt, hvorimod herbergeringstilladelsen kostede 20 kr. en gang for alle. En herbergeringstilladelse medførte, at man ikke måtte kalde sit sted for “HOTEL”. Laursen fik tilladelse til herbergering i Hotel Skive, men Villadsen fik ikke tilladelsen, i stedet måtte han beholde Hotel skiltet.
Lynderup købte “Jylland” af M. Kæmpegård og tog sin herbergeringstilladelse med sig. Nogle måneder efter måtte Lynderup måtte lide den tort, at byrådet tilbagekaldte den herbergeringstilladelse, han havde fået, da det gik op for dem, at han på denne og hans værtshusholderborgerskab drev en virksomhed med flere opredte senge og staldplads til 34 heste altså svarende til et gæstgiveri. Han var ikke villig til at løse gæstgiverborgerskab. Formentlig er handlen med Kæmpegård gået tilbage, det melder aviserne ikke noget om, men det var Kæmpegård, der fortsatte på Jylland. Ths. Lynderup gik konkurs med en ejendom, han havde på Østertorv, matr. 90 – nabo til Hotel Dannebrog, så han kom ikke uskadt ud af affæren. Senere fik han gæstgiveri på Stoholm Kro.
Hotel Fjends Herred
I følge annoncer i aviserne skete navneskiftet til Hotel Fjends Herred i august 1905 under gæstgiver Chr. Villadsen.
I januar 1907 forlød det i avisen, at frk. Sine Danielsen, som drev Missionshotellet i Vestergade, havde købt Hotel Fjends Herred af restauratør Villadsen, og at det var hendes mening at flytte Missionshotellet til Østertorv. 1. maj 1907 var der annonce i avisen, der forkyndte at Missionshotellet var flyttet til Østertorv.
April 1908 kom der, i følge avisannoncerne, ny vært – Laurits Jeppesen – til. Han modtog pensionærer til moderat betaling. Byrådet gav Laurits Jeppesen tilladelse til at drive afholdsrestauration i Missionshotellet. Kun 5 måneder efter blev hotellet solgt til enkefru Rasmussen. Få dage efter blev indboet – så godt som nyt – annonceret til salg. Der var tale om jernsenge med gode madrasser, servanter, servantestel, borde, stole, divaner, tæpper mm.
Hotel Fjends Herred fortsatte lidt endnu, men nu med andre folk som ejere og bestyrere. Fra 1909 blev Simon Busk bestyrer for Carl E. Hansen. Busk havde tidligere havde været ejer af Hald Kro og købmandsforretning. Carl E. Hansen havde haft 6-7 succesfulde år som vært på Den Ny Borger- og Håndværkerforenings restaurant i Frederiksgade og som vært på Skovpavillonen Rosenhøj. Først i maj 1904 stoppede Carl E. Hansen på den Ny. Året efter blev det sidste på Rosenhøj.
I Skive Folkeblad søgte Carl E. Hansen lokaler til “pæn restauration og damekafe på en af byens mest befærdede gader”. Det synes ikke at være lykkedes med det projekt, men han stod tilsyneladende bag Hotel Fjends Herred i de par år, hvor Simon Busk var bestyrer.
Kortvarigt “Hotel Gl. Skivehus” i Stillings gård
I november 1910 meddelte Simon Busk, at han var fraflyttet Hotel Fjends Herred og havde åbnet hotel Gl. Skivehus ved siden af købmand Stilling på Østertorv – altså på Østertorv 18. Han “ville sørge for reel betjening af gæster såvel i restauration som på værelserne”.
I en annonce formulerede Busk, at han tidligere for Carl E. Hansen havde bestyret Hotel Fjends Herred, og at han havde overtaget Gl. Skivehus (for Brøndum). Det varede kun kort. Han døde uventet allerede et halvt år efter i marts 1911 i en alder af 45 år efterladende sig sin hustru og 6 børn, heraf 5 ukonfirmerede.
Af aviserne fremgår det, at enkefru Johanne Rasmussen i 1910 udlejede sin lejlighed på Voldgade 16 pga. overtagelse af en ejendom. Det ser ud til, at hun igen havde overtaget ejendommen på Østertorv, for i følge folketællingen 1911 var det igen enkefru Rasmussen, der ejede ejendommen på Østertorv 1. Hun var opført som gæstgiver og havde kogejomfru, tjenestepiger og logerende boende hos sig.
I juni 1911 blev der holdt auktion over Johanne Rasmussens indbo på Hotel Fjends Herred, og i oktober måned annoncerede hun, at hun gik ud for at passe syge.
I mellemtiden var Hotel Fjends Herred blevet solgt i september – nu af bagermester Kjær til Hoffmann Vistisen, Brøndumbæk.
Cafe Heimdal

I 1911 søgte Hoffmann Vistisen om at kunne drive beværtning på gæstgiverborgerskab. Af ansøgningen fremgik det, at hotellet nu havde taget navneforandring til Kafé “Hejmdal”. Da der ikke var deponeret nogen gæstgiverbevilling i forbindelse med ansøgningen, fik han afslag. Ved senere ansøgninger fik han ligeledes afslag, trods vedlagte bevillinger. I 1912 kunne avisen skrive, at det forlød, at Hoffmann Vistisen var ansat som “bestyrer” på snedker Josefsens borgerskab. I skattebogen for 1912 blev Hoffmann Vistisen da også kaldt bestyrer.
I juni 1913 solgte Hoffmann Vistisen ud af inventaret pga. ejendomshandel. Cafe Heimdal var blevet solgt til den berygtede værtshusholder Mads Christian Dalgaard. Dalgaard var i juni 1912 blevet smidt ud af Skive Beværterforening pga. at både “hans værtshus i Thinggade nr. 18 og hans private liv havde givet anledning til mindre heldig omtale både i pressen og mand og mand imellem”. Byrådet havde også haft kig på, om familiens mindreårige børn serverede i værtshuset, og man havde fået indberetninger om, at de ofte gik for lud og koldt vand.
Det har nok ikke været helt med urette, at der var fokus på stedet. Dahlgaards kone – Elisa – skrev i et læserbrev 31. maj 1912, som svar på en artikel om ballade ved Dahlgårds værtshus i Thinggade: “Tillad mig hr. Redaktør, at gøre dem opmærksom på, at De er blevet fejlunderrettet om Spektaklerne fra Thinggade. Dahlgaard er selv den, der i det daglige laver et frygtelig Spektakel, overfuser både Gæsterne og sin Kone med Grovheder af enhver Art, som ikke kan beskrives……” !!! (Se i øvrigt Skivebogen 2014, hvor sagen er omtalt).
Mads Chr. Dahlgaard døde – kun 44 år gammel – i maj 1915. I folketællingen 1916 var Elise Kathrine Dahlgaard alene på Østertorv 1 med 4 børn i alderen 6 – 15 år som gæstgiverske. Nu kom der en tilsyneladende stabil periode, for Elise Dahlgaard drev værthus/restauranten Cafe Heimdal til engang i begyndelsen af trediverne. Et ejerselskab overtog ejendommen og satte den i stand.

Fra 1936 til kondemnering i 2024
I 1936 blev Østertorv 1 købt af Skive Sygekasse, som indtil den offentlige sygesikring trådte i kraft i 1973, havde kontorer på 1. og delvist 2. salen. Der var 2 butikker i underetagen. Igennem årene har der været forskellige forretninger – barbersalon, købmand, tricotage, forsikrings- eller revisionskontor, frisør m.m.
I midten af 1990’erne købte Muhammad Turkzeban huset og drev pizzeria Dallas indtil 2009, hvor han og familien flyttede til Århus pga. konens sygdom. Siden blev huset overladt til forfald. I september 2024 blev huset kondemneret. Da der er skattegæld i huset, afventer Skive kommune, at Gældsstyrelsen vil iværksætte tvangsauktion, så kommunen kan erhverve huset til nedrivning for en rimelig pris.
Kilder
- Mediestream – aviser fra tiden. https://www2.statsbiblioteket.dk/mediestream/avis
- Skattebogen Skive – Danske Slægtsforskere, Skive Afd. https://slaegt.dk/skive/
- Folketællinger online – https://arkivalieronline.rigsarkivet.dk/
- Skivebogen 2014. Helge Stavnsbjerg: Værgeråd Skive Købstad. S. 71-74.
- Skive Folkeblad 20. marts 2025
#Hotel #gæstgiveri #Cafe #Kondemnering