Branden Teglværk
Teglværket i Branden er placeret tæt op ad Branden lergrav. Lergraven er typelokalitet for Branden-leret, en fed, mørkegrå lerart med grønlig farvetone.
Teglværket blev etableret af købmand J.P. Pedersen, der på den tid drev en større købmandshandel i Selde med kolonial, kul, korn og tømmerhandel. Han købte jorden til teglværket fra Brandengaard (matr. nr. 6 af Selde by). Teglværket bestod oprindelig af en fabriksbygning på 13 fag, 1 højovn og tørrelader.
Branden teglværk begyndte produktionen af sten og drænrør i 1898. Maskinerne til at ælte, trykke og skære leret kom fra det nedlagte Nordsalling Teglværk i Junget. I 1928 købtes nye maskiner produceret i Svendborg. Til brænding af teglsten, mursten og drænrør brugte man indtil ca. 1921 en højovn. Produktionen øgedes markant efter man i 1921/22 opførte en ringovn.
Fra starten beskæftigede teglværket 15-20 mand. I 1928 blev teglværksarbejderne organiseret i Landarbejderforbundet. Teglstensproduktionen indstilledes 1950’erne. Fabrikken blev overtaget af Skamol på Fur, der i en årrække producerede molersten i Branden af moler fra Fur. Endnu til 1980 stod de gamle tørrelader syd for fabrikken.
1982 byggedes en ny fabrik til produktion af brandisolerende plader. Råstoffet var fortsat moler, og i den gamle fabrik produceredes fortsat molersten endnu i nogle år. Efter år 2000 har Branden Pladefabrik udvidet produktionen – med fabriksudvidelse bl.a. ind i lerskrænten mod øst.
Kilder:
Sundsøre lokalarkiv A467
#teglværk #lergrav #Branden #Skamol #moler