Sallingsundbroen

Ideen:

I Thisted Amtstidende kunne man den 18. december 1939 læse følgende vision: “Sallingsundbroen har allerede fæstnet sig så stærkt i de fleste Morsing-, Thy- og Sallingboers bevidsthed, at den faktisk betragtes som en kendsgerning. man venter kun på at få den indviet.”

Indvielsen:

Sallingsundbroen blev indviet af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II og prinsgemalen den 30. maj 1978.

Drømmenes bro:

Det var folk fra Mors der var bannerførere for brotanken. De lykkedes med at få projekteret (1935) og opført broen over Vildsund (1939). Broen ville dog først forløse sit potentiale med en forbindelse over Sallingsund. Færgefarten over fjorden blev betragtet som utilstrækkelig. Tankerne om Sallingsundbroen i 1939, blev hurtigt urealistiske med udbruddet af 2. verdenskrig og besættelsen af Danmark. I 1946 besluttede brotankens bærere – Amtsrådene for Thisted og Viborg, Nykøbing byråd og det private broudvalg – at overdrage opgaven til staten. I 1954 nedsattes et Broudvalg i ministeriet, broudvalget havde repræsentanter fra Thisted og Viborg amter, Nykøbing byråd, Skive byråd, landkommunerne på Mors, stationsbyerne på Salling, statsbanerne og vejdirektoratet. I mange år var nødvendigheden af en jernbanebro dominerende i den politiske debat og broudvalgets diskurs. Særligt Nykøbing Mors tilknytning til det europæiske jernbanenet blev fremhævet som uomgængeligt. I 1958 arbejdede broudvalget med tanken om en kombineret vej- og jernbanebro i forbindelse med anlægsarbejdet ved omlægning af sporene ved Skive banegård. Men i 1963 havde man ændret indstilling og gik nu ind for en vejbro. Broudvalget udtalte sin anbefaling i 1965 følgende: at det blev en ren vejbro, en afgiftsfri bro, at projektet betales af staten.

En virkelig bro:

Lovforslag om at opfører en fast forbindelse over Sallingsund blev vedtaget den 16. marts 1966. Linjeføringen af vejforløbet gennem Legind bjerge på Mors blev godkendt i september 1968 af Fredningsnævnet for Thisted amtsrådskreds. Den 1. april 1970 blev Viborg Amtskommune dannet af Thisted og Viborg amter denne sammenlægning skete som en del af kommunalreformen i 1970. Den 4. oktober 1970 blev projektudkastet til broen udført af civil ingeniør dr. techn. Bent Højland Rasmussen godkendt af Ministeriet for offentlige arbejder. Den 5. oktober 1973 underskrives kontrakt med Sallingsundbrokonsortiet. I november samme år begynder arbejdet på begge sider af sundet. Iværksat den 18. november af trafikminister Jens Kampmann. Den 17. september 1974 blev det første bropille fundament sænket ned i fjorden. Da bropillerne alle var sat op, lagdes brobaneelementerne tilrette på toppen. Den 14. oktober 1977 var vejbanen tværs over sundet etableret.

Kilder:

Sørensen, Knud: Bro over Sallingsund. Viborg Amtskommune 1978. ISBN 87-87762-00-5

Sallingsund Lokalarkiv

Skive Byarkiv

Forfatter rapsak