Pastor C. Bahnson (1845 – 1917)

Carl Bahnson var fra 1895 pastor Lohmanns efterfølger og en meget vellidt præst i Skive og Resen igennem 20 år. Han havde en digterisk åre og fik antaget et skuespil ved Det Kongelige Teater, som dog skuffede. Hans posthumt udgivne digtsamling Vandringsmandens Sange er udbredt anerkendt.

Baggrund

Carl Tolstrup Bahnson fødtes i Viborg 26. September 1845 og var søn af overlærer ved Katedralskolen Christian Frederik Adolf Bahnson og hustru Christiane, f. Guldberg.

Carl Bahnson blev student fra Viborg Katedralskole i 1863. Han kom til København for at studere teologi og opnåede nogle år senere plads på Regensen. Her fik han mange gode kammerater. Han trivedes både i akademiske miljøer og blandt kunstnere og havde selv en drøm om at få udfoldet sine digterevner, som dog var alvorligt hæmmet af en sygelig selvkritik, der førte ham til at kassere meget.

For at få pengene til at slå til måtte han undervise i studietiden. Han fik teologisk embedseksamen i 1870 og havde egentlig ikke tanker om at blive præst, men vendte  en årrække tilbage som underviser bla. ved Borgerdydskolen på Christianshavn.

Dramatiker

I 1877 fik Carl Bahnson endeligt sit drama „Erik den Fjortende“ færdigt, og det blev opført paa Det kongelige Teater i sæsonen 1878-1879 men kun 7 gange. Københavnerne døbte det “Erik den trættende”, det blev aldrig genopsat.

1879 fik han det Ancker’ske Rejselegat og tilbragte vinteren 1879–80 i udlandet, navnlig i Rom. Han havde tidligere været plaget af nervøse hovedsmerter, nu medførte skuffelsen over skuespillets modtagelse og belastningen op til et nervøst sammenbrud, der nødvendiggjorde et månedlangt hospitalsophold. Han genoptog først sin lærervirksomhed i slutningen af 1880’rne.

Præstegerning

Som 45-årig fik han sit første embede som sognepræst til Slotsbjergby og Sludstrup, Slagelse herreds provsti. Han havde giftet sig med den 16 år yngre Johanne Nicoline Preetzann, der var født 1861 på herregården “Frisenvold” ved Randers. Hendes forældre var godsejer Sophus F. J. Pretzmann og hustru Caroline f. Flor. Præstegården og Slotsbjergby Kirke, angiveligt den højst beliggende på Sjælland, ligger 4 km syd for Slagelse.

Præst i Skive og Resen

I 1895 blev Bahnson kaldet til et betydeligt større og mere krævende embede som sognepræst til Skive og Resen. Parret glædede sig som jyder af herkomst til at komme til Skive.

Dengang laa præstegården paa Resenvej Nr. 10, hvor man på en tavle i muren læste den værdige gamle invocation fra Ps. 90: „Herre, Du har været vor bolig fra slægt til slægt“. Der hørte en anseelig have til præstegården, fra hvilken der gennem en lille låge og videre ad en marksti var udgang til Havnevej, og fra verandaen havde man en dejlig udsigt over fjorden til Højslev Kirkeby og de storslåede Bruddals bakker, der hævede sig ovenfor denne.

Carl Bahnson var den fødte taler. Med sit statelige ydre, sine åndrige talegaver og sin smukke stemme samlede han altid en lyttende og forstående menighed om sig i kirken.
Ligesom hans digtning var præget af selvkritik, var hans præstegerning også. Det var et brydsomt arbejde at forberede søndagprædiken hele hans præsteliv igennem. Han begyndte tidligt paa ugen, alligevel kunne han om lørdagen komme ud fra studereværelset og modløst udbryde: „Jeg har ikke en tanke til i morgen“.

Også udenfor kirken blev der lyttet til hans ord. Ved et besøg i byen 1908  af Kong Frederik VIII og Dronning Lovisa holdt han den officielle tale for fædrelandet. Stiftamtmand Dybdal og Frue, der i embeds medfør var til stede, udtalte bagefter til Bahnsons nevø : „Deres Onkel Carl holdt en Tale, man kunde have omfavnet ham for“. Kort tid efter besøget modtog han Ridderkorset.

Een af Carl Bahnsons ungdomsvenner var maleren, professor ved Kunstakademiet August Jerndorff, der i 1896—97 malede altertavlen i Skives Røde Kirke – han er også kendt for altertavler i Skt. Peders i Slagelse samt Nykøbing Mors kirke. I disse perioder boede han i byen, og pastoren og hustruen kunne glædes over samværet.

Enkemand, præst og digter

I 1901 mistede Carl Bahnson sin unge 41. årige hustru. Hun havde allerede været syg og blev opereret, mens de  var på Sjælland. Nu blev hun syg igen og der var intet at gøre.  Pastor Bahnson forvandt aldrig ensomheden, men det åbnede igen  til digteriske kilder og hans posthumt udgivne – meget roste – digtsamling blev fuldført efter hende død.

Et eksempel er her det ypperlige digt :

#præst