På Grættrup gamle kirkebakke. Frit fortalt efter Jeppe Aakjær, Skivebogen 1926

Grættrup

Hvis man kører nordpå fra Sundsøre eller Nørre Thise i det østlige Salling og kigger mod øst, har man en storslået udsigt ud over Skive Fjord og Himmerland på den anden side af fjorden. På et tidspunkt når man til et kryds, hvor Vejsmarkvej munder ud i Fjordvej. Her ligger en samling huse, som vel kan betragtes som den lille landsby Grættrups centrum. I meget gamle dage før udskiftningen udgjorde Grættrup et selvstændigt sogn med mange gårde, hvor af de fleste sandsynligvis havde været fæstegårde under herregårde og godser som f.eks. Jungetgård i Nordøstsalling øst for landsbyen Junget, men historien vender vi tilbage til. Nu tilbage til køreturen og krydset i det nuværende Grættrup.  

Kirketomt

Her i krydset går der en mindre befærdet grusvej mod øst ud mod fjorden og efter at have passeret en række ejendomme på højre hånd, kommer man til den sidste ejendom i rækken, som har adressen Fjordvej nr. 66. Lige lidt sydøst for denne ejendom står et trækors kors, og stedet er ud over trækorset markeret med grus, græsplæne og en bænk. Dette lille sted markerer, at her lå for henved 500 år siden Grættrup Kirke med tilhørende kirkegård.

Middelalderlige landsbykirker

Den oprindelige kirke her på stedet blev sikkert bygget i samme middelalderlige stil som de fleste af Sallings og landets andre kirker fra midten af 1100-tallet, dvs. opført af granitkvadre og munkesten med kor og skib. Senere fik disse middelalderkirker ofte tilføjet våbenhus og tårn og de blev kalket, så kirkerne i dag står som de hvide middelalderkirker, vi kender så godt. Vi har desværre ingen arkæologiske spor eller skriftlige kilder, der direkte fortæller, hvordan Grættrup Kirke så ud, før den blev revet ned. At der havde været relevant materiale til genbrug i andre kirker, hersker der ingen tvivl om, hvad hvad ved vi egentligt om Grættrup Kirke, og hvorfor forsvandt den?

Kirken i Grættrup

Som tidligere nævnt blev Grættrup Kirke i lighed med tusindvis af andre danske kirker opført i 1100-tallet. På det tidspunkt var Grættrup blevet så stort et sogn, at der var tilstrækkeligt grundlag for at bygge en kirke i sten med tilhørende præsteembede. Sandsynligvis havde der før den nye stenkirke ligget en lille trækirke. Et så stort foretagende som bygning af en ny kirke involverede både konge, biskop og en lokal herremand, der kunne finansiere byggeriet for sognebørnene, der for det meste bestod af bønder med familier, der ofte var fæstere under den lokale herremand. Selve driften af kirken blev betalt af gennem tiendeskatten (1/10 af bøndernes afgrøder), som både gik til herremanden, kirken og kongen. Vi ved ikke, hvilken herremand, der i sin tid stod bag kirkebyggeriet i Grættrup Sogn, men i forbindelse med den senere nedlæggelse af kirken omkring 4oo år senere, var herremanden på Jungetgaard, Herman Skeel, involveret. Op gennem middelalderen må man formode, at Grættrup Sogn havde ført en tilværelse som mange andre sogne med hårdt dagligt slid for at skaffe føde til mennesker og dyr fra jorden og for at kunne betale landgilde, tiende og andre afgifter, hvis man da ikke også skulle yde hoveri for herremanden. Om søndagen kunne man så endelig få en tiltrængt hviledag, hvor sognebørnene pligtskyldigt mødte i kirken for at høre på deres katolske præst og måske opnå syndsforladelse mod en medfølgende bod. Da tiden for reformationen i 1536 nærmede sig, ser det imidlertid ud til, at det stod skidt til med økonomien i sognet for både bønder og præst, hvilket fremgår af nedenstående kongelige brev, som blev dødsdommen for Grættrup Kirke.

Kongeligt brev

I et brev fra kong Chr. 3. dateret den 22. juli 1552 stod der kort og godt, at Grættrup Sogn skulle udgøre ét sogn sammen med Junget Sogn, og at Grættrup Kirke skulle nedrives. Materialer som sten, tømmer, klokke m.v. skulle genbruges i Junget Kirke til udvidelser og forbedring. Grættrups sognebørn skulle herefter søge kirke og præst i Junget, hvorfor de naturligvis også skulle betale tiende til kirken i Junget. Kongen begrundede bl.a. nedlæggelsen og nedrivningen af kirken med, at de to nabosogne var så fattige, at de til sammen ikke kunne brødføde to præster, og da Junget åbenbart var det ”mindst” fattige sogn, måtte Grættrup Kirke altså lade livet. Oplysningerne om sognets fattigdom havde kongen fra biskoppen i Viborg, Herman Skeel til Jungetgaard, og to herremænd, som havde gods (gårde) i Grættrup Sogn, nemlig Erik Krabbe til Bustrup og Knud Gyldenstjerne til herregården Tim ved Ringkøbing, der også havde godkendt nedlæggelsen af sognet. Det var som sådan ganske betydningsfulde mænd, der havde været med i beslutningen. Om præsten og de fattige bønder i sognet var blevet spurgt, melder historien intet om.

Nedrivning

Man må formode, at nedrivningen af Grættrup Kirke fandt sted umiddelbart efter kongens nedlæggelsesbrev, og at kvadre, tømmer, klokke, inventar m.v. blev ført til Junget Kirke, men intet tyder på, at effekterne kom det rette sted hen, da Junget Kirke ikke umiddelbart bærer præg af at have benyttet disse genbrugsmaterialer. Derimod kan man finde tilførte granitkvadre i adskillige af egnens herregårde, bl.a. på Krabbesholm, men her tyder det på, at Krabbesholm også havde brugt granitkvadre fra den nedlagte Sct. Petri Kirke i Skive (Vestergade 1). Granitkvadre synes her efter reformationstiden at være et attraktivt byggemateriale, hvor mange nye herregårde skød op eller blev udvidet, men granitkvadre fandt også plads på almindelige gårde. Hvor byggematerialerne fra Grættrup Kirke i sidste ende forsvandt hen er forsat uvist, men hvad med hen inventaret fra den nedlagte kirke?

Levn fra Grættrup Kirke

Overdelen til kirkes døbefont af granit, alterlysestagerne og et messingdøbefad skulle ifølge en udtalelse fra 1875 fra en vis lærer Strandgaard fra Selde på et tidspunkt være set på Jungetgaard. Senere skulle overdelen til døbefonten, hvor messingdøbefadet sandsynligvis havde været nedsænket i, være endt på en gård i Mogenstrup, hvor den blev brugt til ”svineæde”. Det fornemme svinetrug blev imidlertid senere opkøbt af lærer Krogh i Tøndering for 75 kr. Han var en ivrig indsamler af historiske levn og bl.a. fortaler for fredning af vore oldtidshøje, og det var hans fortjeneste, at overdelen til Grættrups Kirkes døbefont blev skænket til Nationalmuseet. Jeppe Aakjær skrev sin artikel i 1926, og om den middelalderlige døbefont fra Grættrup fortsat opholder sig på Nationalmuset vides ikke, men kunne være en forespørgsel værd. Om de andre nævnte genstande, alterlysestagerne og messingdøbefadet, mener man, at de blev solgt på en auktion omkring 1876, da Jungetgaard skiftede ejer, og spredt for alle vinde. Det er imidlertid ikke kun kirken, der fortjener omtale, for der hørte også oprindelig en præstegård til Grættrup Sogn, og efter nedlæggelsen af kirken blev denne præstegård ikke så lidt af et problem.

Thise Kirke som “annekskirke”

Det forholdt sig nemlig sådan, at Grættrup Sogn fra tidernes morgen delte præst med Thise Sogn, hvor Thise Kirke var en såkaldt anneksirke til Grættrup Sogn, men præsten boede i Grættrup Præstegaard. For begges sogne vedkommende hed det sig op mod reformationen, at sognebønderne var ”ludfattige”, og at præstegården, som med dyr og afgrøder skulle være med til at opretholde præstens levebrød, var så ringe, at det var svært for en præst at overleve, og derfor var præsterne i Grættrup Præstegaard allerede før den famøse nedlæggelse af kirken i Grættrup begyndt nærmest at flygte fra præstegården og søge mere indbringende embeder andre steder. En af de sidste præster i Grættrup Præstegaard før nedlæggelsen af kirken hed Chr. Sonne, og han udtalte, at både Grættrup Sogn og annekssognet Thise Sogne var ”arme” sogne, og for præstegården gjaldt det, at renten var ”ringe”, der var ”ingen udkomme”, og desuden lå præstegården (og tilhørende jord) på en ”strandbanke”.

Thise-præst i Grættrup Præstegaard

Problemet med præstegården i Grættrup var efter nedlæggelsen af kirken, at gården forsat var præstegård for præsten i Thise, og at præsten derfor nu skulle gennem et fremmed sogn for at komme til sin kirke i Thise. Det undrede da også Jeppe Aakjær, at den daværende præst, der nu ud ad vinduet kunne se, at hans kirke blev revet ned, ikke tog sit gode tøj og flyttede til Thise. Nok var der en præstegård i Thise, men den var efter sigende endnu ringere end præstegården i Grættrup, og så var det trods alt bedre at blive boende i Grættrup. Noget andet var, at tingene ikke gik så hurtigt dengang. Måske var det almindelig træghed i befolkningen for at ændre tingene, nu da præsten i Thise jo altid havde boet i Grættrup, og skulle man nu til at bekoste en præstegård i Thise, så den kunne blive anvendelig, ville det blive for dyrt. Det kunne også være datidens bureaukrati, der var grunden til, at Thises præst blev boende i Grættrup. Under alle omstændigheder gik der flere århundreder, før Thise fik en præst i egen præstegård.

Svære tider i præstegården

Det var forsat svært for Thise-præsten i Grættrup Præstegaard at få tingene til at løbe rundt, og nu havde han oven i købet ikke en kirke, som ifølge kilder var fuldstændig nedrevet i 1584, at kigge på. I 1596 havde kongen dog forbarmet sig over den daværende Thise-præst i Grættrup, som må have klaget over de elendige økonomiske forhold, så kongen tildelte ham ”kongetiende”, som var den del, kongen skulle have haft i kirkeskat. Man kunne så håbe på, at præsten bedre kunne opretholde livet på præstegården i Grættrup. Efter svenskekrigene omkring 1659-60 havde svenskerne efterladt hele Salling som det meste af landet i en forarmet og udpint tilstand, og det gjaldt også Thise og Grættrup sogne, så forholdene var ikke blevet bedre for præsterne i Grættrup Præstegaard. Præsten i Thise blev boende i Grættrup Præstegaard indtil engang i 1700-tallet. Lad os nu vende tilbage til udgangspunktet, nemlig kirketomten ved Fjordvej 66.

Kirkepladsen efter nedrivning

Som nævnt var Grættrup Kirke mere eller mindre forsvundet fra jordens overflade i 1584, men hvad skete der så med kirketomten og den tilhørende kirkegård. I 1768 skrev Danske Atlas, at der endnu var ”ruin” efter den gamle kirke, men bønderne havde undladt at grave på pladsen af ”ærbødighed” for stedet. Efter udskiftningen, som for alvor tog fart i sidste del af 1700-tallet efter landboreformerne, begyndte man at dyrke på stedet, idet Jungetgaard, som åbenbart måtte have ejet kirkepladsen, overdrog jordstykket til gården Frøsang, som lå lige syd for kirkepladsen, men med en ”dyb” dal imellem. Da Jeppe Aakjær besøgte kirketomten i 1926 var pladsen inddraget til dyrkning og udgjorde et hjørne af en mark til gården Frøsang, og her talte Aakjær med en tidligere ejer af gården. Han fortalte, at han og konen havde dyrket på stedet i over 44 år, og også tidligere ejere havde inddraget jordstykket. En af forgængerne havde gravet munkesten op fra kirketomten, mens en anden havde oprettet en grusgrav i nærheden for at lægge grus i de nærliggende veje. Han havde imidlertid stødt på mange menneskelige knogler og ben, så han havde stoppet grusgravningen, da det ikke så godt ud med skeletstumper i vejene. Ellers have man intet fundet af interesse på stedet. I 1964 blev den tidligere kirkeplads fredet og den blive nu vedligeholdt gennem Junget Kirke. Det var kirketomten, men hvad med Grættrup Præstegaard?

Præstegårdens skæbne

Under sit besøg på kirketomten i 1926 havde Aakjær fået at vide, at den gamle fattige præstegård havde ligget ”et bøsseskud” nordøst for kirkebakken, men i her i 1926 kunne Aakjær kun se en velholdt gård, der sikkert havde et godt udbytte. Hvis man i dag ser ”et bøsseskud” mod nordøst, ligger der forsat en gård, hvor den oprindelige præstegård skulle have ligget, men her på gården mener man ikke, at det er er stedet for den gamle præstegård i Grættrup, men at den lå lige ved siden af oprindelige kirke og altså tæt op den nuværende kirketomt. Grættrup gamle præstegårds beliggenhed vil fortsat genstand for undersøgelse. 

 

Kilder:

Jeppe Aakjær: På Grættrup gamle Kirkebakke. Skivebogen 1926.

 

 

 

+