Det havde ulmet længe, man havde mærket dønningerne udefra og alligevel kom det som en overraskelse for mange mennesker, da tyskerne besatte Danmark 9. april 1940. Stemningen blandt befolkningen var trykket med angst og usikkerhed på hvad fremtiden ville bringe. Bekymringerne gik også på om hvordan man kunne klare sig igennem og at der jo nok ville opstå problemer, hvad forsyningerne angik.
På det tidspunkt, da tyskerne besatte Danmark, havde man ret gode forsyninger på lager, men som altid, når der er udsigt til at noget slipper op, startede en voldsom hamstringsbølge. Der er vist ingen tvivl om, at man efter krigen kunne finde lagre af de mest besynderlige ting, rundt omkring på folks lofter.
Snart kom rationeringen, først på sukker, dernæst kaffe, salt, sæbe, brød, mel og gryn – ja, snart sagt på alle daglige fornødenheder. Det blev lidt af en præstation at være husmoder, men opgaven talte også til kvindernes fantasi og opfindsomhed. Rigtig kaffe var kun noget man drømte om og kaffeerstatningerne der kunne købes, var lavet af brændte rug- og bygkerne, iblandet lidt cikorierod.
Manglen på salt, ramte hårdt i husholdningen. Saltet brugtes dengang også til at salte det slagtede kød eller ved henkogning. Dog blev henkogning et problem, idet gummiringene der sad på låget til at slutte tæt, efterhånden var umulige at opdrive.
Rationen af salt var 1/2 kg. pr. person om måneden. Det lyder umiddelbart af meget i vore dage, men som man drev husholdningen dengang, var det en lille ration. Lidt efter lidt slap de fleste importerede varer op, såsom ris, krydderier, sydfrugter, chokolade og mange andre ting. Mærkeligt nok blev der under hele krigen ved med at komme lidt tobak til landet, så forretningerne lagde det på lager indtil lageret var stort nok, så alle kunne få en ration.
Rationerne var små og husmoderen skulle både være økonomisk og nøjeregnende for at få rationeringsmærkerne til at slå til. Mange har sikkert også prøvet at forøge sine rationer ved at købe mærker på den sorte børs. For personalet i butikken gjaldt det om at være vågen over for kunderne, for kunne man komme til at snyde med mærkerne, så gjorde i hvert fald mange det og for de næringsdrivende var mærkerne en betingelse for at få nye forsyninger.
Tekstilafdelingen havde også rationering, idet der under krigen ikke kunne importeres hverken uld eller bomuld. Der kunne købes celluld, men dette produkt var af meget ringe kvalitet og ikke særligt behageligt at have på. Købte man eksempelvis et stykke ternet stof, kunne man risikere at ved første vask, faldt alle ternene ud. Endeligt kunne der også købes maksimaltøj, en slags standardtøj, hvor der ifølge loven var en grænse for, hvor meget nyt stof der måtte anvendes. Resten måtte nødvendigvis bestå af optrevlet tøj, hvilket bestemt ikke altid havde den rette pasform.
Det var et problem at have spædbørn under krigen – ja, i det hele taget at klæde børn på i disse år. Til spædbørn kunne man, efter ansøgning hos kommunen, få bevilget en spædbørnspakke fra apoteket, men kvaliteten og sugeevnen i de bleer der var heri, mindede ikke meget om de engangsbleer, der i dag kan fås.
Skønt der var mangel på mange ting, trods kulden, usikkerheden og frygt, var der også skønne tider under krigen. Man kunne glæde sig over lidt, sammenholdet var stort – med et moderne udtryk: Folk kom hinanden ved. Noget der kunne samle folk, var alsangs-sammenkomsterne i forsamlingshuset. Aldrig har vi vel, hverken før eller siden, følt os så danske som til disse sangaftener, hvor alle sang med på vore dejlige danske sange.
De første tyskere der blev set i Rødding, var en deling som holdt rast, inden de skulle videre til Norge. Det var kun store drenge på 17-18 år og det gjorde et vist indtryk, da en af soldaterne sagde: “Jeg troede ikke, at paradis lå så tæt på Tyskland”. Soldaterne, som senere fik ophold i byen, blev indkvarteret hos nogle af byens borgere, der var tvunget til at huse dem. Senere kom en hel deling, der boede i barakker ved siden af Storstenen.
De tyske soldater havde alle et godt forhold til Røddingboerne. En tysk soldat kom en dag ind i en forretning, han ville gerne tale med personalet. Efter at have kigget sig omkring for at forvisse sig om, at der ikke var andre til stede, sagde han: “Hitler”, og gjorde gebærder, der antydede, at efter hans mening burde “Der Führer” have hovedet kappet af.
Sprogvanskeligheder gav naturligvis anledning til pudsige episoder. En soldat kom en dag og bad om “Ein dreiecker”. Han fik straks udleveret 3 æg og ikke den vinkel, han havde bedt om. En anden gang var det en soldat, der pegede på sit bryst og bad om “Hosenkräger, ordet blev tydet som hostesaft i stedet for bukseseler. En tysk befalingsmand kom en dag ind i Brugsen og ville købe dameundertøj, men det blev han nægtet. Soldaten blev meget vred. Heldigvis havde forretningerne et regulativ, udfærdiget både på dansk og tysk og underskrevet af Von Hanneken, den tyske øverstbefalende i Danmark.
Da mørklægningen kom, fremkom også de såkaldte mørklægningspærer, der var sorte og kun havde et lille hul i bunden, der tillod en lille lysstråle at skinne ud.
Trods de svære tider blev der alligevel afholdt et sølvbryllup i forsamlingshuset på et tidspunkt af krigen, hvor der også var udgangsforbud. Da gæsterne var kommet, mødte pludselig nogle af de lokale tyske soldater op og sagde til værtsparret og gæsterne, at man endelig skulle fortsætte festen. Hvis der derimod senere på aftenen mødte en af dem op, da skulle man hurtigt slukke alle lys og forholde sig i ro inden døre. Så ville der nemlig være fare på færde i form af en eller anden tysk patrulje, der var ude for at kontrollere udgangsforbuddet. Der skete ikke mere, men at stemningen måske var lidt mat under festen, er vel forståeligt.
Kilder
Mølposen 1985 Nr. 4, side 22-26