Kartoffeltyskere
I midten af sidste halvdel af 1700-tallet blev en del tyskere hovedsagelig fra området omkring delstaterne Pfalz og Hessen i det sydvestlige Tyskland inviteret af den danske konge for at sætte gang i dyrkning af kartofler på den jyske Alhede, som næsten var uopdyrket. Kartoflen var på det tidspunkt nærmest ukendt som føde for den danske befolkning, men kongen havde set potentialet i den ellers ildesete knold. De tyske immigranter fik for deres anstrengelser stillet i udsigt, at de ville få dækket rejseomkostninger, tildelt gratis jord og blive fri for at betale skat. Der blev oprettet kolonier for de såkaldte “kartoffeltyskere” i bl.a. Frederiks, Havredal og Grønhøj, og det er heromkring vores lille ulvehistorie finder sted.
Ulveangreb
Den 6. februar 1763 i den værste vintertid forlod den lille hyrdepige Eva Maria Schønheiterin den tyske koloni i Grønhøj med en stor fåreflok, som skulle ud på heden for at finde føde. Hen på eftermiddagen blev Eva Maria og fåreflokken overrasket af en stærk og tæt tåge, så hun valgte at drage hjem med flokken, men kunne ikke orientere sig i den mørke og tætte tåge. Hun blev forvirret og kom til at lede flokken mod øst i retning af Fallisgaarde og Dollerup Kirke, og nu havde mørket og tågen lagt sig tæt, at hun måtte opgive at finde hjem. Pludselig befandt der sig en ulveflok blandt fårene, der blev spredt for alle vinde under ulveglam og fåreskrig. Forvildet, bange og ude af stand til at foretage sig noget som helst i mørket, satte hun sig ned i den kolde og fugtige lyng og beredte sig for nattens komme og en uvis skæbne.
Næste morgen fandt fire unge mænd fra tyskerkolonien den lille Eva Maria mere død end levende på det sted, hvor hun havde søgt hvile, og de kunne konstatere, at i en kreds omkring hende lå 77 ”grusomt” sønderrevne får. De fire unge mænd fik bragt den skræmte og forkomne pige hjem sammen med de få overlevende får. To måneder senere tog de tyske kolonister hævn, da de skød fire ulveunger, hvis døde kroppe blev bragt til herredsfogeden, som belønnede dem med 8 Rdl.
Ulveplage
Jeppe Aakjær kommenterer begivenheden ved at fortælle, at teologen og kasserer ved ”Hedekolonierne” Søren Thestrup i 1759 skrev, at heden var fyldt med ulve, og de gjorde så stort et indhug i “kreaturerne”, hvoraf de fleste var får, at de døde dyr kunne bringes hjem i ”læssetal”. En anden koloniembedsmand ved navn Henning Stiwitz skrev i 1764, at mange ulve på heden var til stor skade for fåreavlens fremme, og undertiden kom ulvene helt ind til landsbyerne.
Den sidste ulv
Aakjær skriver også, at ifølge øvrigheden blev den sidste ulv i Jylland skudt ved Estvadgård syd for Skive i 1813, og Aakjærs bedstefar havde fortalt Jeppe, at den selvsamme ulv havde bidt et føl ihjel natten før, den blev skudt. Det skete lige ved Aakjærs fødehjem i Fly Sogn.
Om det havde sin rigtighed, at det var den sidste ulv i Danmark, der blev skudt ved Estvadgård i 1813, gav anledning til diskussion i datiden. En sognefoged i Resenfelde skulle have set ulve på heden omkring så sent som 1840, og rigsarkivar C.F. Bricka mente også , at der levede ulve senere end 1813. Man må dog under alle omstændigheder konstatere, at fra at de mange ulve som beskrevet udgjorde en stor plage i midten af 1700-tallet til, at den sidste ulv blev skudt i 1813, var det gået hurtigt med udryddelsen af ulvene
Nu har vi igen ulve Danmark, men kun i Jylland, og indtil videre – med få undtagelser – får de lov til at leve videre som fredede dyr
Kaptajnen og An Barbara (2020)
Den nævnte teolog og statslige embedsmand ved ”Hedekolonierne” Søren Thestrup, som Aakjær omtaler i forbindelse med ulveplagen, spiller en ikke uvæsentlig rolle i romanen Kaptajnen og An Barbara af Ida Jessen. Her er han en af de få, der besøger den pensionerede og ensomme kaptajn, der af kongen er blevet bemyndiget til at opmåle heden og tage imod tyske kolonister, der skulle forsøge at opdyrke heden.
Kilder: Skivebogen 1912 (Et søslag og en ulvehistorie af Jeppe Aakjær)