Indledning
Under en af Jeppe Aakjærs mange arkivstudier i sin søgning efter gode lokale historie er han på et tidspunkt stødt på en episode med en præst fra Vroue sydøst for Skive, som han mente fortjente at blive viderefortalt. Historien blev udgivet i Skivebogen 1911 under overskriften “En ordentlig Lining. Ordet “lining” kan bedst oversættes som en gang prygl eller tæsk.
Med madkurv og dunk
Den 10. juli 1645 forlod præsten i Vroue, Oluf Knudsen, midt på formiddagen i et dejligt solskinsvejr og – efter sigende i godt humør- præstegården for at begive sig ud i sin nærliggende eng for at traktere sine tjenestefolk, der gik og slog hø. Med sig havde han en madkurv i den ene hånd og en dunk med væske i den anden hånd. Da han nåede engen hilste han pænt på sine tjenestefolk, der gik og rev høet sammen, men for at komme over til de andre tjenestefolk, der gik på et andet af præstens engstykker, skulle han passere en anden mands eng, som tilhørte en bonde fra Sjørup ved navn Chr. Jensen. Denne gik selv og var i færd med at rive hø sammen og havde hjælp af to tjenestepiger, og præsten hilste pænt på dem alle med et ”Guds fred”, som det vel passer for en præst.
Vred nabo
Denne venlige gestus blev dog ikke besvaret på samme måde, idet Chr. Jensen pludselig nærmede sig præsten med løftet rive og spurgte vredt, hvad præsten skulle på hans jord, hvorefter den vrede bonde beskyldte præsten for, at denne havde nævnt ham i sin bededagsprædiken og her hængt ham ud i menighedens påhør. Det benægtede præsten, men den ophidsede bonde fortsatte med at beskylde præsten for, at han altid skældte ud i sine prædikener, og derfor skulle han nu mærke konsekvenserne af sine handlinger.
Tæsk
Herpå løftede bonden, der nu var kommet helt tæt på præsten, riven helt op over hovedet og slog præsten på både hals og hoved, så kurv og kande fløj ud af hænderne på præsten, der faldt til jorden. Mens præsten lå fortumlet på jorden, slog bonden i sin vildskab præsten endnu to gange, indtil riven gik midt over. Som om det ikke var nok, satte Jensen sig oven på præsten og tildelte ham adskillige knytnæveslag i hovedet med alvorlige skader til følge. Da ansigtet var blevet tilpas molesteret, begyndte bonden at rive håret af præsten, og det kunne være gået grueligt galt, hvis ikke to karle, der lå og hvilede sig i nærheden, ikke havde opdaget, hvad det skete. De kom ilende til og med magt fik de efter stort besvær hevet den gale bonde væk fra den forslåede præst. Nu skulle man tro, at der var kommet ro på sagen, men den gale bonde fortsatte i alle de chokerede tjenestefolks påhør og påsyn med at true og svine præsten til med brug af alskens smædeord som f.eks. ”Svinehyrde” og ”Øretuder”. Præsten var dog trods sin forslåede tilstand heller ikke uden ord og kaldte Jensen for en ”Skælm” og en ”Æresskænder”, og at overfaldsmanden skulle komme til at betale for sin” ugerning” i ”Guds navn”. Hertil svarede bonden kækt, at så skulle præsten begynde at bede i ”Dødens og Djævelens navn”.
Hjem i sikkerhed
Nu have præsten fået nok og begyndte at gå hjemad, men præstens to redningskarle så, at Jensen havde været henne i sin vogn og hente en kniv, og de råbte til præsten, at han skulle gå tilbage i sikkerhed til dem, hvilket han gjorde. Da faren tilsyneladende var drevet over, begav den forslåede præst sig hjemad og nåede hjem i god behold til præstegården. Her kaldte han fire karle frem for, at de kunne se, hvilke skader, han havde lidt. Ud over, at han var forslået over det hele, havde præsten et sår over højre øje, der var både rødt, blåt og gult samtidig med at øjenlåget var revnet. Hele ansigtet var ophovnet, og han manglede mange hårtotter.
Dommen
Ovennævnte beskrivelse af overfaldet stammer fra præstens egen officielle klagemål til øvrigheden, der var underskrevet i Vroue Præstegaard den 15. juli 1645, fem dage efter overfaldet. Dommen faldt et stykke ind i 1646. I den hed det sig, at forbrydelsen blandt andet bestod i, at præsten var blevet ”gevaltig overfaldet” og ”slemmeligen slagen”, og offeret var oven i købet overfaldsmandens egen ”Sjælesørger”, hvilket åbenbart var skærpede omstændigheder. Desuden havde offeret næppe overlevet uden ”Guds hjælp”. Man kan så spørge sig selv, om det ikke rettere var de to redningskarles fortjeneste, at præsten havde overlevet. Dommen lød på, at Chr. Jensen som straf skulle skrifte i Vroue Kirke og dermed bekende sin synd samt betale 40 Sletdaler til Viborg Latinskole, hvilket i øvrigt figurerer i latinskolens regnskab. Set ud fra nutidens retspleje kan det undre, at den gale bonde med sit overfald ikke blev dømt til afsoning i fængsel. I dag ville sådant et umotiveret overfald koste mindst tre til seks måneders fængsel.
Kilder:
En ordentlig Lining af Jeppe Aakjær, Skivebogen 1911