Børnehjælpsdagene

Børnehjælpsdagene

Børnehjælpsdagen eller Børnehjælpsdagene er en dansk opfindelse der blev stiftet i 1904 af kommunelæge dr. med. Johan Niels Gottlob Carlsen, en ivrig debattør af fattige børns ve og vel.

Formålet var at indsamle penge til private initiativer der kunne fordele de indsamlede midler og forbedre børns vilkår. Børnehjælpsdagen skulle som det hed være til fordel for ”de syge, forældreløse, vanrøgtede og mishandlede børn”.

Fredag den 6. maj 1904 blev den første børnehjælpsdag afholdt i København. Det foregik med optog og med prominente skuespillerinder med Betty Nansen i spidsen der samlede ind ved Gammeltorv. 

Den første børnehjælpsdag blev en stor succes og rygtet bredte sig hurtigt til provinsen hvor børnehjælpsdagen blev en tilsvarende succes i mange byer, også i Skive.

Selvom der også i Skive blev arrangeret juleindsamling, bazar og børnebespisning og andre initiativer, var det først under besættelsen at man arrangerede den første børnehjælpsdag. Her valgte man at afholde arrangementet over to dage: lørdag den 4. og søndag den 5 september 1943.

Børnehjælpsdagene blev en tilbagevendende begivenhed i Skive og var i mange år et tilløbsstykke og for mange borgere et af årets festlige højdepunkter.

Lynsneglen i Adelgade under Børnehjælpsdagene i 1954. Foto: Panduro, Børge.

Baggrund

Den offentligt indsats for børn var en forholdsvis ny ting. Det var først i løbet af 1900-tallet at det offentlige begyndte at overtage mange af de opgaver som private foreninger og institutioner hidtil havde påtaget sig. Men der var stadig brug for private indsatser og midler for at kunne skabe bedre vilkår for opvækst for de dårligt stillede børn.

Det var på den baggrund, at Børnehjælpsdagen kom til som et foretagende, der skulle komme trængende børn til gode.

Børnehjælpsdage i Skive

Forud for de første børnehjælpsdage i Skive blev der nedsat en komité med pastor Christian Haahr i spidsen. I et opråb i Skives aviser opfordrede man alle borgere til at ”efterse gemmerne for klæder, undertøj, fodtøj, sengetøj – også børnetøj, vugger og barnevogne” og overlade dét, man ikke selv havde brug for til gavn for de hårdest ramte.

Beklædningshjælpen gav et godt resultat, men der var stadig brug for at indsamle midler til arbejdet. På et møde på Friis Farsøes Konditori berettede Manufakturhandler Bernhard Fogh om en plan han og pastor Haahr havde om en børnehjælpsdag ”af virkelig format” som det hed. 

I august 1943 stod programmet klar men måtte aflyses. En folkestrejke i en række danske byer og senere undtagelsestilstand i hele landet, bevirkede at man måtte vente med afholdelsen af Børnehjælpsdagene. Komiteen gav ikke op og den 15. juli 1944 lykkedes det omsider at gennemføre en vellykket Børnehjælpsdag, der indbragte et overskud på 10.000 kr. til Beklædningshjælpen.

Efter Danmarks befrielse i 1945 besluttede Børnehjælpsdagskomiteen at gøre arrangementet til en tilbagevendende begivenhed med optog, indsamlinger og optræden. Børnehjælpsdagene tiltrak titusinder af tilskuere og blev efterhånden en af egnens største begivenheder med titusinder af tilskuere. 

Storhedstid og tilbagegang

Op gennem 1950erne var Børnehjælpsdagene en stor succes men mistede lidt af opbakningen fra begyndelsen af 1960erne. Overskuddet blev mindre og det begyndte også at knibe med at finde folk der ville arbejde for sagen.

I 1967, hvor man kunne man fejre Børnehjælpsdag nr. 25, valgte man at benytte lejligheden til at forny Børnehjælpsdagene og gøre det til en byfest. Denne udvikling blev et vendepunkt der førte til en ny storhedstid for arrangementet i Skive.

Man lykkedes med at opbygge den store stab af frivillige, som Børnehjælpsdagene krævede og gik i gang allerede året før med at arrangere dagene som så vidt muligt blev lagt den sidste weekend i maj – hvorefter man aftalte med det Tivoli man samarbejdede med.

Børnehjælpsdagene vedblev at være en årlig begivenhed i Skive og nåede at markere 60 års jubilæum. Men de tider hvor Børnehjælpsdagene var et stort trækplaster var ved at være forbi, og publikum svigtede da man flyttede markeringen af dagene fra midtbyen til arealerne udenfor Skive Hallerne.

Det gik pengene fra Børnehjælpsdagene til

Gennem årene er der indsamlet mange penge til Børnehjælpskomiteens arbejde. Adskillige millioner kroner er blevet uddelt til en lang række aktiviteter for børn og unge på Skiveegnen.

I de første Børnehjælpsdage under krigen gik overskuddet til den såkaldte beklædningshjælp. Efter krigen blev overskuddet fordelt på en lang række foreninger og institutioner, det gjaldt især Peter Sabroes Børnehjem, Asylgades Børnehave, Lejrskolen i Vester Vandet og Skivehallen/ Skive Svømmebad.

I foråret 1948 foreslog borgmester Woldhardt Madsen at indsamle til oprettelsen af et børnedagshjem. Komiteen bag Børnehjælpsdagene valgte at lægge pengene fra de følgende års indsamlinger sammen. I 1952 var der indsamlet 155.000 kr. – nok til at man kunne gå i gang. Børnedagshjemmet, der kom til at ligge på hjørnet af Brøndumsgade og Norgårdsvej, blev indviet i 1956. Allerede fem år senere kunne man åbne endnu et børnedagshjem på Gammelgårdsvej.

Et af de initiativer der var et resultat af midlerne fra Børnehjælpsdagene var indførelsen af lejrskoleophold for eleverne i Skives 7. klasser. I 1962 oprettede man ”Den selvejende institution Skive Lejrskole og Feriekoloni”.

I de første 25 år koncentrerede Børnehjælpskomiteen sig især om at løse en række sociale opgaver på børnepasningsområdet. Men i takt med at det offentlige i stigende grad overtog disse opgaver, gav komiteen i højere grad tilskud til fritidsaktiviteter for børn og unge. Det gælder især beløb til spejdere, idrætsforeninger, kulturelle foreninger og aktiviteter på Skive-egnen. 

Kilder og litteratur

10 års børnehjælpsdage. Skive Aarbogen for By og Borgere. 7.årgang 1952.

Fest for børnenes skyld – 50 børnehjælpsdage i Skive. Red: Niels Bonnesen, Rud

Kjems og Niels Mortensen. Børnehjælpsdagskomiteen i Skive. 

Forfatter michael l