Indledning
I Skivebogen 1918 havde Jeppe Aakjær kastet sig over de omstrejfende tatere, natmænd, rakkere, ”fruentimmere” og kjeltringer, hvad de så end kaldtes, som i sidste del af 1700- tallet i og i 1800-tallet strejfede om i Jylland og gjorde tiden usikker for tidens bønder og øvrige landbefolkning med deres tiggeri og påtrængenhed, der ofte udviklede sig til decideret plyndring, røveri, ja selv drab og mord. Det var især i de tyndtbefolkede egen som f.eks. på den jyske hede, hvor der var langt mellem husene og gårdene, og hvor beboerne var så isolerede, at det kunne være svært af mobilisere hjælp, at omstrejferne huserede. Når der pludselig dukkede en skare af disse omstrejfere op på en ensomt beliggende gård og forlangte brød, brændevin eller penge, havde gårdens beboere svært ved undslå sig omstrejfernes krav, da tiggerne ofte alene i kraft af deres antal var en trussel i sig selv. I mange tilfælde opførte tiggerne sig truende og endog voldeligt, hvis beboerne ikke efterkom kravene. Undertiden vandrede hele familier rundt som tiggere, men fremsatte ofte et tilbud om udføre et stykke håndværk, når de ankom til en gård, inden de gik over til tiggeriet. Det kunne f.eks. være glarmesterarbejde, som det var tilfældet med historien om Lange Margrethe, hvor hendes mand gik rundt med en glarmesterkasse. I artiklen fra Skivebogen 1918 med titlen ”Kjeltringer og Landløbere” beretter Jeppe Aakjær bl.a. om Lange Margrethe, som blev en af de mest kendte og berygtede omstrejfere i sidste halvdel af 1700-tallet, og som især havde hedeegnene mellem Herning i syd, Skive i nord, Viborg i øst og Holstebro i vest som sit arbejdsområde sammen med sin store familie og andre medløbere. Interessen for at finde oplysninger om Lange Margrethe fik Jeppe Aakjær bl.a. ved at læse St. St. Blichers Fjorten dage i Jylland (1836), hvor Lange Margrethe i en noget romantiseret udgave optræder er som den mystiske fredløse, der dukker op i mørket på heden som en frelsende engel. Den virkelige Lange Margrethe viste sig imidlertid at være en helt anden skikkelse, da Jeppe Aakjær fandt dokumenter om hende i Christianshavn Kvindefængsel i 1903, som viste sig at være fra arkivet i Viborg Tugthus. I dag befinder arkivet fra Viborg Tugthus sig i Landsarkivet i Viborg. I det følgende fortælles om, hvad Jeppe Aakjær i hovedtræk fandt i dokumenterne om Lange Margrethe og hendes store omstrejferflok
Lange Margrethe
Lange Grethe, som hun blev kaldt i folkemunde på grund af sin høje og ranglede mandfolkeskikkelse, blev født i 1720 ud af en formodet rakkerfamilie og fik navnet Anna Margrethe Sørensdatter, så man må formode, at hun blev døbt, hvilket i datiden var altafgørende som samfundsborger i et samfund, hvor kirken og troen spillede en stor rolle. Først i 1756, hvor Lange Grethe må have været o. 36 år, er der et brev dateret den juli 1756, der fortæller mere om hendes liv og færden. I et såkaldt afskedsbrev eller nærmere betegnet fyringsbrev, som var næsten ulæseligt, fra Roslev Præstegård, fremgår det, at pastor Grønbech i Roslev havde afskediget Anna Margrethe Sørensdatter og hendes mand Chr. Jensen, senere kaldet Nellik, men præsten gjorde også i brevet opmærksom på, at der ikke fandtes dokumentation for parrets kirkegang såsom konfirmation og altergang i en periode på over 20år. Fyringsbrevet kom frem under en senere rettergang mod parret i 1774 i forbindelse med en anholdelse. Det kan således tyde på, at Lange Grethe og Nellik nok var blevet gift, men ellers havde de allerede dengang ført en omflakkende tilværelse uden fast bopæl og uden at hellige det kirkelige liv ret meget opmærksomhed, hvilket man ikke så med milde øjne på i datiden.
Anholdelse
Året 1774 blev skæbnesvanger for Lange Grethe og hendes mand Nellik, for om natten den 16. oktober blev de anholdt efter at have medvirket til et overfald på en bonde i Sjørup dagen før. Under den efterfølgende retssag kort tid efter på Skive Tinghus oplyses det, at der ud over sigtede Anna Sørensdatter også var manden, glarmester Chr. Jensen (Nellik), og syv børn i alderen 4-24 år til stede. Den ældste søn på 24 år hed Peder Christensen og var også stærkt impliceret i overfaldet. Under denne retssag og den efterfølgende retssag den 24. oktober om overfaldet kom der mange oplysninger frem om Lange Grethes og familiens omstrejfende liv, men først om selve overfaldet på bonden i Sjørup (16 km sydøst for Skive) hin Løverdag den 15. oktober 1774. Hændelsesforløbet bygger første omgang på de sigtedes forklaringer.
Lange Grethes videnudsagn
Lange Grethe og hendes mand havde sammen med deres syv børn opsøgt bonden Chr. Jussen på dennes gård i Sjørup ved 14-15 -tiden, hvor bonden lå og sov til middag, og her var manden og den ældste søn Peder trængt ind til bonden og krævet for en Skilling brændevin trods det, at de lige var kommet fra en væverske i byen, som de havde fravristet 2 1/2 Pot brændevin. Jussen afviste med den begrundelse, at han ikke serverede for kæltringer og landstrygere. Det ophidsede den 24. årige søn Peder så meget, at han med faderens medvirken under trusler på livet greb i bondens halsklæde og strammede grebet. Det fik bonden til at skrige op, og pludselig kom bondens ven, glarmester Ole Olesen fra Balling, der opholdt sig i nærheden, Jussen til undsætning og fik de to overfaldsmænd jaget ud af huset. Uden for huset mødte far og søn Lange Grethe og de andre børn, og Grethe bad dem om at forsvinde væk fra gården sammen med hende og børnene, men far og søn var åbenbart så forhippet på at få hævn over at blive smidt ud og over, at Peder åbenbart havde mistet sin hat inde i huset. Peder greb derfor et stykke træ og begyndte at slå på vindueskarmene, så der røg splinter af dem, men pludselig lå hatten ude i gården, dørene var lukkede og hunden lå udenfor. Herefter forlod hele Grethes familie gården med uforrettet sag, men ifølge Lange Grethe var hendes mand og søn indstillet på at vende tilbage og få kompensation for det manglende udbytte.
Trusler
Ofret Chr. Jussen havde flere detaljer med om hændelsesforløbet, idet han sagde, at han allerede om morgenen under sin davre var blev opsøgt af to ”omløbspiger”, der spurgte om han ikke skulle have udført noget glarmesterarbejde. Det afslog han, men gav dem dog en almisse. Det var også Jussen, der oplyste, at han var blevet vækket under middagssøvnen, da Nellik og Peder dukkede op ligesom han mente, at efter at overfaldsmændene var blevet smidt ud, var der en hel ”omløbsskare”, der løb omkring i gården og med sten og træstumper slog ruder i stykker og under råb truede ham med, at der inden for otte dage skulle ske en ulykke med ham. Ifølge Jussens nabo, Jens Jensen, skulle to af omløberne havde været inde i hans gård og pralet med, hvad de havde gjort mod Jussen, inden alle deltagerne i overfaldet havde gemt sig bag hans lade, hvorfra Jens Jensen med hjælp fra flere naboer endelig trods trusler på livet fik jaget omstrejferne bort.
Tilskyndelse til angreb
Lange Grethes mand, Nellik, var heller ikke helt enig med sin kone om hændelsesforløbet, idet han påstod, at selv om Grethe havde sagt, at hun prøvede at holde ham og sønnen borte fra at trænge ind i gården anden gang, havde hun direkte tilskyndet dem til at angribe gården igen. Under alle omstændigheder var angrebet anden gang forgæves.
Anholdt i Fly
Efter begivenheden i Sjørup om eftermiddagen drog manden Nellik sammen med de små børn til Bregendal ved Fly, mens Lange Grethe og sønnen Peder tog ophold i Fly by. Om natten blev de alle pågrebet af ofret Chr. Jussen, der havde fået hjælp af andre, og ført til grev Trampe til Krabbesholm i Skive, hvor de blev indsat. Trampe, der var en lokal øvrighedsperson, måtte dog rekvirere et udvidet vagthold til så farlige forbrydere.
Sønnen fyret som soldat
Under de to retssager kort efter den 15. oktober og den 24. oktober, hvor man bl.a. fremlagt i afskedigelsesattesten fra Roslev Præstegaard fra 1756 med den hensigt at kaste lys over Lange Grethes og familiens levned for på anklagernes vegne at finde indicier på et slet levned, der kunne forklare forbrydelserne, og på den anden side på forsvarerens vegne at finde undskyldninger for misgerningerne, fremlagde man også et dokument om sønnen Peder Christensen på 24 år, der havde medvirket særdeles aktivt i overfaldet og blev betegnet som ”voldeligt anløben”. Dokumentet viste, at Peder den 19. september 1774, altså en måned tidligere, havde fået løbepas fra Det Slesviske Rytterregiment af selveste generalmajor Sehested for ”slet Conduiete og Førelse”, hvilket absolut ikke var til Peders fordel. Peder var i øvrigt født i Sunds, men opvokset i Thisted inden han kom til Det Slesviske Rytterregiment. Historien melder intet om, hvad han levede af, inden han blev soldat, men han han var i hvert faldt stødt til sin omstrejferfamilie her i oktober 1774. Under de to retssager blev der også ført andre mere uvildige vidner fra egnen. De kunne bekræfte, at der på egnen, hvor især Sjørup var hårdt ramt strejfede ”Kjeltringer” rundt i flok og tiggede med en ”glarkiste” på ryggen. Kvinder og børn opsøgte huse og var påtrængende og krævende, mens mændene opholdt sig tæt på gårdene og husene og således alene med deres antal udgjorde en trussel mod beboerne, der blev presset til at give efter for tiggeriet.
Tugthus og livtidsstraf
Lange Grethe forsøgte i retten at undskylde lovovertrædelsen med, at hun aldrig havde haft fast bopæl til hende og hendes mange børn, og at hun derfor var strejfet om for at tilbyde mandens glarmesterarbejde og også være tvunget til at tigge brød til de mange børn. Hun skulle på et tidspunkt have 14 børn, som skulle forsørges,, men trods hendes og forsvarerens undskyldninger, var der ingen nåde at spore i den endelige dom ved Skive Byting den 24. oktober 1774. Lange Grethe og Nellik blev dømt til ét års tugthus i Viborg Tugthus, mens sønnen Peder Christensen, der ansås for hovedmanden i overfaldet, fik en livstidstraf i Viborg Tugt- og Manufakturhus, hvor han skulle arbejde. Øvrige børn blev udvist fra Viborg Amt. (Hvordan de så skulle klare sig, vides ikke!) Allerede den 2. december samme år blev ”staklerne” indsat i Viborg Tugthus, og på klokkeslet det følgende år blev Lange Grethe og Nellik løsladt. Sønnen Peders skæbne som livstidsfange er uvis, men et protokolnotat fra Viborg Tugthus antyder, at han kunne være død i Viborg som 30-årig, altså seks år efter sin arrestation.
Viborg Tugthus for livstid
I oktober 1792, knap tyve år efter løsladelsen i Viborg er den gal igen. Her sidder Lange Grethe i Ringkøbing anklaget for betleri, lediggang og komplotanstiftelse, men i en uddybning af anklagepunkterne drejer det sig om lediggang forbundet med omvandring uden fast bopæl i over 30 år og med truende opførsel og tiggeri sammen med sit følge at have skabt frygt blandt den almindelige befolkning. Desuden havde hun med sit følge indgået et komplot med ”slette mennesker”, som med deres store antal yderlige øgede frygten hos befolkningen. Blandt disse slette mennesker hørte også to af Grethes svigersønner. Hun blev desuden anklaget for vanrøgt af sine bange børn ved ikke at sørge for fast bopæl og, at hun ikke havde sørget for at de kunne læse og skrive og ikke kendte ”Guds ord”, dvs. at de heller ikke var konfirmeret. Ifølge datiden var man som ukonfirmeret nærmest udelukket for samfundet. Trods forsvarerens ihærdige forsøg på at tale Grethes sag, blev hun den 20. oktober 1792 dømt til indespærring i Viborg Tugthus på livstid. Kun to år efter døde hun den 30. oktober 1794 i tugthuset og blev begravet den 3. november. To af hendes døtre fik 1 ½ års fængsel i Viborg Tugthus, så Grethe havde da to af sine nærmeste omkring sig indtil kort før sin død.
Romantisk røverkvinde
Som nævnt i indledningen blev Jeppe Aakjærs interesse for Lange Margrethe vakt ved at læse Blichers novelle Fjorten dage i Jylland, som er en romantiske kærlighedshistorie, der foregår over fjorten dage på forskellige lokaliteter i Vest- og Midtjylland, herunder Agger i vest og Viborg i øst, men også den jyske alhede indgår i fortællingen. I fortællingen er den mandlige hovedpersons forlovede blev kidnappet på dramatisk vis af maskerede mænd i en lukket hestevogn (chaise) og bortført- muligvis af den lokale baron. Derfor rider hovedpersonen en mørk aften ud på heden for at søge efter sin udkårne. Omkring midnat når han den berygtede Galgehøj, som tidligere brugtes som rettersted, og her kiggede han i det uhyggelige måneskær op mod toppen af højen. Pludselig rejste en høj og mørk skikkelse sig……Skikkelsen tilhørte Lange Margrethe, og hun ledte hovedpersonen hen til en ensom hytte, hvor den udkårne var blevet efterladt, så alt endte i fryd og gammen og giftermål. Der er langt fra denne romantiske og mystiske frelsende røverskikkelse og til den virkelige Anna Sørensdatter, der endte sine dage i Viborg Tugthus. I øvrigt fortæller Blicher andetsteds om en barndomsoplevelse, hvor han mødte Lange Margrethe på Snapstinget i Viborg. Her giver Blicher en detaljeret beskrivelse af hendes påklædning, skikkelse og fremtoning som en velklædt, høj og ranglet mandig skikkelse, der indbød både respekt og frygt. Aakjær mener dog, at der må være tale om nogle tidsmæssige forskydninger, for hvis det skal passe med, at barnet Blicher har set Lange Grethe som tiårig i Viborg, var det det tidspunkt, hvor Lange Grethe sad i Viborg Tugthus.
Kilder:
Frit efter ”Kjeltringer og landløbere” af Jeppe Aakjær, Skivebogen 1918