Indledning
I Skivebogen for 1918 bidrog forfatter Jeppe Aakjær med en artikel om en adelsmand, der i sidste del af 1500-tallet gjorde sig meget uheldigt bemærket i Skive, så Aakjær kaldte ham for ”en adelig bandit” i sin overskrift. Jeppe Aakjær havde gravet i adskillige kilder for at få hele historien, og her bringes undertegnedes personlige udgave af Aakjærs beretning om “bandittens” eskapader.
Logi hos bormesteren
Hen mod jul i året 1591, hvor mørket havde sænket sig allerede sidst på eftermiddagen, kom adelsmanden Jørgen Høg til Skive fulgt af en karl og to unge mennesker for at finde et sted, de kunne overnatte. Som adelsmand følte Jørgen Høg sikkert, at ingen mindre end byens borgmester skulle lægge bolig til, så ved aftenstid bankede han på hos borgmester Svend Christensen og bad om ophold. Borgmesterens kone, Anna, var absolut ikke tilfreds med de ubudne gæster, da hun ikke mente, at huset havde plads nok, men også fordi hun skønnede, at især de to unge mænd var berusede. I den forbindelse skal det nævnes, at det ikke var en guldgrube at være borgmester i 1500-tallet, og der i mange tilfælde ikke fulgte embedsbolig med stillingen. Adskillige af Skives borgmestre har i tidens løb skrevet breve til kongen for at klage over, at de ikke kunne få det til at løbe rundt. Trods mangel på plads og følgets tvivlsomme tilstand blev følget dog inviteret indenfor, og da Høg senere på aftenen ville gå til sengs, kom han ind til borgmesteren i stuen for at sige godnat og berolige borgmesteren med, at han nok skulle betale, hvad han skyldte for opholdet næste morgen.
Borgmesteren skudt
Borgmesteren havde nu sat sig for bordenden i stuen, hvor han havde fået besøg af sin nabo Jep Kock, og over for ham beklagede borgmesteren sig over de ubudne gæster og sagde, at det var for dårligt, at man ikke kunne få fred i sit eget hus for sådan en ”forløben” adelsmand. I mellemtiden havde Høg foretaget en inspektion af sit tildelte natlogi, og han blev så rasende over de ydmyge forhold, som han tilskrev borgmesterfruen, at han fór ud på gangen og uden for stuedøren råbte, at borgmesteren skulle se at komme ud til ham med truslen om at ”jage tusinde Pokker i livet” på ham, hvilket i bund og grund var en trussel på livet. Oven på denne svada rejste Peder Christensen sig, men han nåede kun lige hen til døren, før der lød et skud og en kugle gik gennem døren og ramte borgmesteren i maven, så han faldt død om. De tililende naboer, der havde hørt skuddet, kunne efterfølgende ved ligsynet konstatere, at Peder Christensen var blevet ramt af 18 kugler- højst sandsynligt fra et haglgevær- i maven, men også en tjenestepige, der under skyderiet havde opholdt sig i stuen var blevet ramt og fået et ”hul i armen”. Der var naturligvis stor ”jammer” og opstandelse i huset, og man forsøgte at få oplysninger om bl.a. bopæl ud af gerningsmanden, men forgæves, da han svarede, at han ingen bopæl havde. Herefter forsvandt Høg i forvirringen hurtigt fra gerningsstedet til hest ud i mørket.
Fra dødsdom til udvisning
Tretten uger efter den sørgelige begivenhed blev Jørgen Høg pågrebet og sat i fængsel, og et års tid efterblev han dømt til døden ved halshugning af selveste Christian den Fjerde. Dommen faldt ifølge en kongelig skrivelse den 5. juni 1592, men i mellemtiden havde en del af adelen – især ”Adelens Fruer og Jomfruer”- i en skrivelse bønfaldet kongen om at benåde Jørgen Høg med henvisning til, at den afdøde borgmesters familie og slægt ville få en passende erstatning, og at Jørgen Høg ville forlade landet. Skrivelsen havde sin virkning, for dagen efter domsafsigelsen, afsagde kongen en ny dom, hvor Jørgen Høg slap med livet i behold mod, at Peder Christensens familie fik en passende erstatning, og at han selv inden for seks uger havde forladt Danmark for at gå i krig mod tyrkerne i en periode på fire år og herefter aldrig vise sig i Danmark igen. Overtrådte han forbuddet ville han blive henrettet. Den 7. juni 1592 underskrev Jørgen Høg selv domsdokumentet.
Høg spottet i Nørrejylland
Nu kunne man foranlediges til at tro, at Jørgen Høg havde efterkommet dommen og gået i landflygtighed som en sikkerhed, men ifølge breve fra Det Kongelige Kancelli dateret 6. marts 1594, altså knap to år efter dommen, blev han spottet i Nørrejylland, så kongen bemyndigede en vis borger i Kolding ved navn Anders Brun til at drage til bl.a. Thy, Hardsyssel og Mors for med hjælp fra andre øvrighedspersoner at pågribe Høg og bringe ham til kongen. Brun måtte imidlertid drage bort med uforrettet sag, da Høg ingen steder var at finde.
Høg i Sverige
Næste gang den forviste Høg dukkede op i kancellibreve var den 6. marts 1594, hvoraf det fremgår, at Jørgen Høg befandt sig Sverige i en by ved navn Nyløse, hvor han havde ”bedåret” en kvinde og giftet sig med hende. (Nyløse var på det tidspunkt en by i Vestre Götaland, men i dag mere eller mindre et bykvarter i storbyen Göteborg.) Da kongen modtog dette brev, blev han så vred, at han øjeblikkeligt udstedte en arrestordre på Høg og bemyndigede denne gang en købmand ved navn Peder Frandsen til ved hjælp at andre øvrighedspersoner at pågribe Høg og beordre den svenske lensmand i Elsborg og borgmesteren i Nyløse til at hjælpe med pågribelsen. Den danske konge Chr. 4. forventede nemlig, at den svenske kong Sigismund (1592-1599) eller en vis hertug Carl i sidste ende skulle have ansvaret for henrettelsen af Høg. Svenskerne søgte da også at hjælpe til med pågribelsen af Høg, idet man sendte et par svenske adelsmænd til Nyløse for at pågribe Jørgen Høg, men som det fremgik af nogle svenske skrivelser i Rigsarkivet var de noget tilbageholdende med at efterkomme ordren og undlod at arrestere Høg. I et brev forklarede de to adelsmand til den danske konge, at ganske vist boede Høg i Nyløse, men han var ”fattig og forarmet” og havde ikke turdet gå i krig mod tyrkerne. Til gengæld havde han tilbudt at tjene svenskerne mod russerne, så de to adelsmænd så ingen grund til at arrestere Høg, da han nu ville tjene svenskerne. Jørgen Høg forblev således en fri mand i Sverige og kom heller ikke til at gå i krig for svenskerne mod russerne. Ud over at være landflygtig blev han således ikke straffet for sin dødssynd mod den stakkels borgmester i Skive og slap og undgik dermed to dødsdomme. Som Jeppe Aakjær udtrykte det. ”Fanden hytter sine…”
Adelsfamilien Høg og Skiveegnen
Om adelsmanden og ”banditten” Jørgen Høg har Aakjær gravet en del oplysninger frem i forbindelse med drabet på Skives borgmester. Jørgen Høgs far var adelsmanden Albert Høg til godset Nørgaard ved Randers. Han var imidlertid omkommet under Den Nordiske Syvårskrig (1563-1570) i året 1566, da størstedelen af den danske flåde gik tabt ved Gotland i en storm, hvor 4000 danske søfolk gik til. Moderen var Anne Madsdatter, som kom fra Estvadgaard syd for Skive, men hun var ikke hvem som helst, for hun var ”en tidlig frugt” af Holstebropræsten, magister Mads Hvid, og den ”højadelige gammeljomfru” Lene Olufdatter Gyldenstjerne. Jørgen Høgs forældre blev gift i 1545, men det gik ikke stille af, da brudens adelige familie mente, at Anne havde giftet sig under sin stand (præsten). Den største modstand mod brylluppet kom fra ejeren af godset Primdal i Rønbjerg Sogn, som Aakjær betegnede som et overskueligt gods”. Under alle omstændigheder havde Jørgen Høg en tilknytning til Skiveegnen i kraft af moderens ophav på Estvadgaard og Gyldenstjernefamilien på Primdal, og det var måske derfor, at han hin vinterdag i 1591 var søgt mod Skive. Egnen havde ellers ikke gode erfaringer med Høg-familien, hvilket nedenstående oplysning om Jørgen Høgs lillebror viser.
Jørgen Høg havde lillebror, nemlig junker Erik Høg, som tidligt i sin karriere gjorde sig voldeligt bemærket, idet han i 1578 hjalp herremanden på Primdal (også en Gyldenstjerne) med at gennemtæske den lokal præst Peder Lauritsen, så præsten blev meget ilde tilredt. Den unge junker slap dog for at blive straffet på grund af sine unge alder. Den undskyldning kunne storbroderen ikke bruge, da han tretten år senere slog Peder Christensen ihjel.
Aakjærs kilder
Selve beretningen om drabet på borgmester Peder Christensen havde Jeppe Aakjær i første omgang læst i Skive Dagblad fra den 22. oktober 1907 om hotelliv i det gamle Skive, men da han året efter igen læste samme artikel i et af Skivebladene, blev han nysgerrig efter at finde den originale kilde. I artiklens udgave fra 1908 var en vis P. Martinussen opgivet som artiklens forfatter, og Aakjær skrev derfor i 1913 et postkort til denne P. Martinussen, der boede i Horsens. En uges tid efter fik han svar fra P. Martinussen, og han kunne fortælle, at han under et besøg i Skive i 1882-83 hos købmand Boserup fandt en gammel udslidt og mere eller mindre ødelagt bog med titlen ”Optegnelser om nogle synderlige Begivenheder i Skiffue i en gammel Tid. Sammenskreven af J-Chri—n”. Martinussen fik lov til at låne bogen til nærmere gennemsyn og fandt her mellem præstelister, kornpriser, dødsfald m.v. den omtalte beretning om drabet på Skives borgmester. Martinussen var overbevist om, at forfatteren til den oprindelige beretning var en skriver i Skive, som også havde været skriver på Spøttrup. Om denne skriver havde været samtidig eller nogenlunde samtidig med begivenheden i 1591 oplyses ikke, men Martinussen afleverede bogen tilbage til købmanden, som således var den sidste ejer af bogen. Købmand Boserup var på det tidspunkt for længst død, og Aakjærs forsøg på at få oplysninger fra familien om bogen var forgæves. Han fik dog i den forbindelse at vide fra en tidligere kunde hos købmanden, at der var blevet kørt mere end ti sække papir på lossepladsen efter Boserups død, hvilket fik Aakjær til at tænke på ejeren af Stubbergaard i årene 1836-70, der også hed Boserup. Han havde netop ladet hele det gamle klosterarkiv læsse i søen. Aakjær kunne således ikke gøre sig forhåbninger om at få fat i den oprindelige kilde til beretningen om Jørgen Høgs ugerning i Skive. Baggrundsstoffet om Jørgen Høgs familie og slægt havde Aakjær også fra P. Martinussen i Horsens.
Spektakulært drama
Man kan godt forstå, at Jeppe Aakjær har fattet interesse for denne spektakulære og drabelige beretning. For det første er selve drabet og den måde, det sker på, meget dramatisk, og har indtil flere elementer af krimigenren som f.eks. de ubudne gæsters ankomst i mørket, gæsternes tvivlsomme optræden, borgmesterfruens vægring ved at give dem husly m.v., som alle giver et anslag og en fornemmelse af, at der snart sker noget. Situationen eskalerer, da Høg får et raserianfald og råbende truer borgmesteren på livet uden for døren, mens kulminationen opnås, da borgmesteren rejser sig, skuddet lyder, kuglen splintrer døren og borgmesteren falder om. Jørgen Høg forekommer også som en interessant karakter, som kunne være hentet ud fra fiktionens verden. Han tilhører adelen og som sådan omgivet af en romantisk forestilling, men billedet krakelerer, og der fremstår en forarmet og rå simpel figur med et temperament, der gør ham til drabsmand. Efterfølgende står der også et skær af røver- og eventyrskikkelse a la Jens Langkniv, der trods indtil flere dødsdomme trodser og snyder øvrigheden med livet som indsats. Man kan da heller ikke undgå at føle en vis form for sympati for ham, da svenskerne undlader at pågribe og henrette ham på den danske konges krav med den begrundelse, at han bl.a. var fattig, og at det kunne være ”hip som hap” om han gik i krig mod tyrkerne eller russerne. At svenskerne var noget tilbageholdende med at hjælpe danskerne er vel også forståeligt, eftersom det ikke var mange år siden, at svenskerne og danskerne havde ført en langvarig krig (Den Store Nordiske Krig 1563-70) mod hinanden med store tab til følge for begge parter. Det kunne være interessant at vide, hvordan det gik med denne fallerede adelsmand senere i livet. Forblev og døde han i Sverige….??
Kilder: “En adelig bandit” af Jeppe Aakjær. Skivebogen 1918