FDF Skive var en kreds i Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund, FDF. Blev første gang oprettet 3. maj 1908. Afdelingens aktiviteter blev indstillet 1926. Skive FDF blev genoprettet 6. januar 1946 og igen indstillet 12. juni 2008, hvor medlemmerne overgik til FDF Egeris.
Den første start 1908
Frivilligt Drenge-Forbund, Skive afdeling blev oprettet i 1908. En flok drenge kontaktede postassistent Glød med ønsket om at få en afdeling af FDF i Skive. De vidste, at han havde været aktiv i FDF arbejde i Tåstrup og Hørsholm. På et møde hos pastor Eggert i Skive blev der dannet en bestyrelse med lærerne Winther Hansen, Thiesen, A.L. Andersen, landinspektør Balle, lærer Jul, Krabbesholm og postassistent Glød. Een af byens musikere havde meldt sig til at stå for musikundervisningen.
Allerede 2 uger efter holdt man offentlig møde i kommuneskolens gymnastiksal, hvor FDF’s stifter arkitekt Thornøe holdt foredrag om foreningens udvikling og virksomhed og viste lysbilleder.
Om sommeren var FDF i gang med at bygge badehus, så drengene kunne komme i vandet under opsyn 4 dage om ugen.
Ved kongebesøget i august 1908 præsenterede FDF Skive sig på havnen med 120 medlemmer, klædt i datidens uniform en hvid matrostrøje med FDF skjoldet på brystet.
Een af lederne blev den i Skives tidlige 1900-tals historie meget kendte Carl Vilhelm Møller Hansen – også kaldet kilometer-Hansen. Han var delingsfører i Frivilligt Drenge Forbunds Skiveafdeling fra 1910 til 1911, hvor han meldte sig ud, formentlig i utilfredshed med det religiøse præg i FDF.
Ny start 1946
I følge Spejderwiki blev FDF Skive indstillet i 1926 men genoprettet i januar 1946, hvor en ny bestyrelse bestod af : formand direktør Krüger, kredsfører fabrikant Steensig, KFUMs repræsentant tilskærer Christensen, Førernes repr. toldassistent Wexel, forældrenes repræsenterer. pastor Haahr, menighedens repr. pastor Bækgaard Thomsen, kasserer prokurist Elisius Jensen.
Hagensborg 20.august 1950 kunne pastor Haahr holde indvielsestalen over FDF hytten ved Hagens Mølle, Lyby Strand på lejet jord. I en tidligere flytningebarak havde man ved mange frivillige kræfters hjælp fået lavet spejderhytte. Smukt beliggende med udsyn over fjorden med 36 køjepladser (2-dækkere), 3 toiletter med træk-og-slip, stort velindrettet køkken og praktisk møbleret opholdsstue med åben pejs. Skive maleren Mølgård Andersen havde dekoreret væggen med en knælende væbner og de 2 sidste linjer af væbner sangen: “Væbner, følg din Herres bud – Væbner, gå din gang med Gud.” Hagenborg kom til at danne rammen om mange FDF lejre og oplevelser.
I 1960 blev FPF startet i Skive og i 1974 sammensluttet med FDF. I 1977 fejrede man jubilæum – både lokalafdelingens eget og landsforbundets. Her talte Skive FDF/FPF ca. 150 medlemmer, der holdt til i kommunale lokaler i Thorupsgade 3 og 16.
I 1974 renoverede man Hagensborglejren. Man lagde vandværksvand og el ind samt ombyggede til 2 sovesale, så både FPF og FDF kunne bruge hytten.
I 1988 opførte man et 77 m2 stort el-opvarmet træhus på Vindevej 48B på en kommunalt ejet grund på 4100 m2.
I 2008 valgte man efter 61 år at lukke Skiveafdelingen, idet der kun var 8 medlemmer tilbage. Medlemmerne blev overført til FDF Egeris. Kommunen købte huset på Vindevej for 200.000 kr, og det var nok til at dække afdelingens mellemværende med Salling Bank.
FDF Egeris
I 1974 blev der startet FDF afdeling i Egeris. Afdelingen købte i 1979 den nedrivningstruede tidligere “husvildebolig” på Brårupvej 126. Huset er siden blevet renoveret af FDF Egeriskredsen.
FDF Egeris oplyser på hjemmesiden, at de har eksisteret siden den 25 . april 1988. FDF er en folkekirkelig børne- og ungdomsorganisation, FDF Egeris er tilknyttet Egeris Sogn.
FDF i Danmark
Under sit arbejde som søndagsskolelærer på Frederiksberg fandt den unge arkitekt Holger Tornøe hurtigt ud af, at der manglede tilbud til de store drenge. Der var KFUM for de unge mænd men intet til drengene. Sammen med teologen Ludvig Valentiner oprettede han FDF den 27. oktober 1902. Holger Tornøe var inspireret af det britiske Boy’s Brigade, en kirkelig ungdomsorganisation i Storbritannien.
Fra starten blev FDFs formål klart defineret som “at berede vejen for Kristi riges udbredelse blandt drenge ved at bringe dem under kristne mænds påvirkning og at udføre en forebyggende, vækkende og bevarende gerning blandt dem ved a) at fremme åndelig og legemlig sundhed, b) indøvelse af disciplin, høflighed, punktlighed, selvrespekt og alt andet, der hører til sand kristen mandighed, c) dygtiggørelse i idræt, der har praktisk betydning.” (FDFs Love og kredsregler (1902))
Holger Tornøe brød sig ikke om den militære uniformering men valgte en fortolkning af de velstillede drenges almindelige søndagstøj; matrostøjet – der fik navnet hvidblusen eller idrætsdragten. FDF blev dengang kategoriseret som en idrætsforening.
Senere blev uniformen den kendte grå lærredsuniform. Pigeforbundet blev dannet i 1952, men siden 1974 har FDF og FPF været samlet i det fælles forbund Frivilligt Drenge- og Pige-forbund FDF.
I 2014 vedtog FDFs landsmøde ambitionen: FDF giver børn og unge et ståsted at møde verden fra gennem tro, leg, samfundsengagement og relationer.
FDFs uniform er en mellemblå forbundsskjorte med FDF skjoldet på venstre side af brystet.
Indtil tronskiftet 2024 var Hendes Majestæt Dronning Margrethe protektor for FDF.
Kilder :
- Spejderwiki
- FDF.dk
- Skive Folkeblad 1946, august 1950, 1974, 1977 og 27. november 2008