Seminarielærer, forfatter og dialektforsker Jens Ejsing levede hovedparten af sit liv på Silkeborgegnen, men som hans forfatterskab viser, holdt han livet ud kontakt til barndomslandet og dets sprog.
Baggrund
Jens Rasmussen Ejsing blev født 1. oktober 1920 i Jebjerg i Salling, begge forældre kom fra Håsum/ Ramsing kanten. Han døde 27. april 2009 i Sejs. Han var læreruddannet ved Jelling Statsseminarium i 1942, og virkede som lærer i Aarhus fra 1942 til 1950. Fra 1950 til 1990 var han seminarielærer ved Silkeborg Seminarium. Fra barnsben dyrkede Jens Ejsing gymnastikken, som blev et af hans undervisningsfag på seminariet, han var endvidere gymnastikinstruktør. Også musik og violinspil havde han med fra sin opvækst, og det bragte han med sig til Silkeborg, hvor han fra 1957 var medlem af Silkeborg Kammerorkester.
Erindringsværket
Fra omkring 1990 skrev Jens Ejsing bøger om sprog og kultur i hans fødeegn, Salling.
Han skrev i 1994 erindringsbogen Sö’en håj’ vi æ mø’t i Salling (Sådan havde vi det midt i Salling) på Sallingmål (med oversættelse til rigsdansk). Jens Ejsing indtalte selv dialektteksten som lydbog, der blev distribueret på kassettebånd. I 2025 er hans lydbog udkommet som podcast (via arvingerne), og er nu alment tilgængelig på flere podcastplatforme.

Bogen vakte stor interesse, blev trykt i hele 4 oplag og solgt i over 400 eksemplarer, og forfatteren holdt en række foredrag om bogen
En anmelder fra Institut for Jysk Sprog, lektor Viggo Sørensen, omtalte bogen som “en detaljeret og nuanceret beskrivelse af et lokalsamfund, som samtidig skønnes repræsentativt for udviklingen i 1920-30’nes danske landsbymiljø” og fremhævede desuden bogens sproglige kvaliteter.
I forordet skrev Jens Ejsing: “Det var i begyndelsen min hensigt at give en beskrivelse af forholdene i Oddense-Otting Kommune i 20-erne og 30-erne og kun det. Beskrivelsen skulle være så objektiv som mulig og inddrage forhold som levevilkårene, kulturen, skolen og kirken og kun i mindre grad personlige forhold. Meget hurtigt stod det imidlertid klart for mig, at jeg var nødt til at lade min familie, mig selv og vores gård i Næstild være udgangspunkt for beskrivelsen, hvis den skulle have liv og varme”.
Øvrige forfatterskab
- Hhv. 1951 og 1966 fagbøger i gymnastik og regning.
- 1993 Jens Ejsing og Viggo Sørensen, Om Salling og sallingmål, Ord og Sag, årg. 13, Institut for Jysk Sprog- og Kulturforskning, Aarhus Universitet.
- I 1995 havde Jens Ejsing en spændende artikel i Skivebogen, hvor han beskrev Oddense-Otting Ungdomsforening fra 1915 til 1965.
- I 2000 Jens Ejsing, Hvad vi kaldte hinanden i det gamle Salling, Ord og Sag, årg. 20, Institut for Jysk Sprog- og Kulturforskning, Aarhus Universitet.
- I 2005 skrev Jens Ejsing en omfattende analyse af barndomsdialekten, “Sallingmålet. Lydlære, grammatik, faste udtryk”, som det blev talt i og omkring Oddense nordvest for Skive. Bogen blev udgivet af Peter Skautrup Centret for Jysk Dialektforskning ved Aarhus Universitet. Ved Sallingmålet forstås “fællessproget” for hele den midtjyske halvø, der har Skive som hovedby. Anmelderen skrev om bogen: “Som det vist hedder på sallingmål med sædvanlig stærk jysk underdrivelse kan vi sige, at Sallingmålet er te må· ‘til måde’, dvs. den er blevet vel modtaget.”
Kilder:
- https://da.wikipedia.org/wiki/Jens_Ejsing
- Jens Ejsing: Sö’en håj’ vi æ mø’t i Salling, udgivet 1994, eget forlag.
- Anmeldelse i Ord og Sag årg. 25 af “O sallingmo’l”
- Podcasten: Sö’en håj’ vi æ mø’t i Salling 19 afsnit (flere udbydere bl.a. Spotify og Apple podcast).