Fint selskab
Skive har vel aldrig haft ry at at være en aristokratisk og historisk by i modsætning til storbroderen Viborg, der med en lang historie bag sig har skabt sig et ry som en by med en vis overklasse, ja nogen i Skive vil vel betegne Viborg som snobbet. Trods Skives rygte som en proletarby i gamle dage, skete det dog også i Skive, at overklassen fandt sammen ved selskabelige lejligheder. Det skete den 23. marts 1806 på hjørnet af Adelgade og Slotsgade, hvor selveste distriktskirurg Stengel boede. Her afholdt kirurgen selskab for nogle af byens udvalgte mandlige koryfæer – det fremgår nemlig ikke af kilderne, at er der var kvinder til stede – i hvad, der betegnedes som ”fornemme lokaler”. Til stede i det fine selskab var ud over Stengel blandt andet ejeren af Skivehus, kaptajn Stjernholm, og dennes søn, desuden toldforvalter Renner samt organist og postekspeditør Ring. Der var imidlertid to personer, som især kom til at tiltrække sig opmærksomheden. Det ene var by-og herredsskriver Essendrup, der som tidligere militærmand også fungerede som auditør for militæret og den anden var løjtnant Neddogadell, der var øverstkommanderende for den i Skive tilhørende garnison. Neddogadell var en ung fremadstræbende officer og iklædt den til standen hørende røde officerskjole og med pisk i nakken.. Selskabet betragtede ham som selskabets hædersgæst, men han var nok ikke, som det senere skulle vise sig, fortrolig med omgangstonen i Skives selskabelige kredse. Blandt andre var byfoged Selmer sandsynligvis også til stede, hvilket kunne få betydning for den senere retssag, der blev en konsekvens af selskabet.
Kortspil og ballade
Selskabet blev beværtet med god mad og rigeligt med vin, og det i sådan en grad, at især værten, stiftskirurg Stengel, og byskriver Essendrup skulle have været særlig animeret og højrøstet efter middagen. Efter middagen stod aftenen på kortspil, og det skulle ifølge kilder være et på det tidspunkt forholdsvis ny kortspil, nemlig whist. Deltagerne ved kortbordet var den unge løjtnant Neddogadell, en unævnt- som kunne være byfoged Selmer – samt to andre, altså fire personer. Som ivrige tilskuere til dette kortspil stod blandt andet Essendrup og værten. Da der nu på et tidspunkt opstod tvivl om, hvem der skulle give kort, blandede Essendrup sig i spillet og råbte ind over bordet. Det gav en del uro og spektakel ved og omkring bordet, og den unge løjtnant blev så stødt over den barske tone og lydniveauet, at han anklagede både Essendrup og Stengel for at være nogle” narrehoveder”. Sådan opfattede de to fornærmede tilskuere til kortspillet det, selv om løjtnanten benægtede ordvalget, men blot havde sagt, at han af hensyn til selskabet ikke ville opføre sig som en nar. Nu eskalerede situationen, idet Essendrup bøjede sig ind over løjtnanten ved bordet og nu fandt en højrøstet ordveksling sted mellem de to kombattanter, hvor Essendrup blandt andet beskyldte løjtnanten for at være en ”vindbøjtel” (opblæst, vægelsindet person), og løjtnanten svarede ved at kalde Essendrup for en ”okse.
Slagsmål
Så vidt ordene, men nu gik de stridende over til fysiske argumenter, idet Essendrup tog løjtnanten under hagen under fortsat ordveksling, og pludselig stak han løjtnanten en ”ørefigen” (lussing). Det fik løjtnanten til voldsomt at rejse sig fra stolen, men idet han rejste sig, bukkede Essendrup sig ned og tog fat løjtnantens ene ben med det resultat, at løjtnanten væltede omkuld. Nu stimlede de andre gæster sammen om bordet og fik rejst den fortumlede løjtnant op og fik dermed stoppet slagsmålet. Essendrup havde dog også fået skrammer, idet hans næse blødte. Nogle mente, at skrammerne stammede fra løjtnantens negle. Andre mente, at skrammerne næsen skyldtes løjtnantens sporer, der havde revet hul på Essendrups næse, da løjtnanten faldt. Om det var det ene eller andet, der var skyld i byskriverens blodige næse, kunne i sidste ende have betydning for skyldsspørgsmålet ved en senere retssag.
Krænkelse og forlig
Den fortumlede unge løjtnant prøvede nu at komme til sig selv igen ved at gå frem og tilbage på stuegulvet og gav højlydt udtryk for sine bekymringer, som gik ud på, at episoden var ham en personlig ulykke. En officer af hans rang, der blev slået og væltet omkuld var ikke kun en personlig krænkelse, men en krænkelse af hele officersstanden, hvilket i værste fald kunne ham sin stilling og økonomisk ruin og således gå ud over hans unge kone og deres små børn. De tilstedeværende forsøgte at berolige den ulykkelige officer og anbefalede ham at indgå forlig med hans modstander. Det indvilgede løjtnanten i af hensyn til selskabet, men kun som et personligt forlig, for hvis hans overordnede fik nys om sagen, ville hele officersstanden kunne blive inddraget. Forliget blev indgået og symbolsk gav de hinanden håndslag på aftalen, mens de tilstedeværende lagde hænderne oven på de to forligedes hænder. Så vidt så godt.
Suspenderet
Nu var Skive trods købstadsstatus en lille by, hvor ikke mindst sladderen trivedes, og det, der skete i stiftskirurgens fornemme stuer hin martsaften, fik hurtigt ben at gå på, ja episoden blev ligefrem betegnet som ”en lækkerbisken” blandt nyheder. Dermed nåede rygterne om den vanærede unge løjtnant langt uden for bygrænsen, og inden længe var de nået til hovedstaden og dermed til de øverste militære myndigheder i landet. Løjtnant Neddogadell mistede foreløbig sin stilling, da han under opgøret med Essendrup var blevet hånet og krænket ikke bare på sin egen sin ære, men hele officersstandens. Problemet set fra de militære myndigheders side var, at løjtnanten havde indgået forlig med krænkeren. I stedet burde den krænkede løjtnant have lagt sag an mod Essendrup, for derved at få renset sit navn. For at kompensere for dette, forlangte de militære myndigheder nu, at der skulle indledes en proces mod bykriver Essendrup i Skive og Neddogadell fik bevilget fri proces. Til at føre sagen blev kaptajn og sagfører Fogh i Viborg udpeget.
Retsmøde
Der blev afholdt retsmøde i Viborg den 19. januar 1807. Her havde vidnerne imidlertid svært ved at huske, hvad der var sket, men det, der blev sagt var i høj grad til løjtnants fordel. De fleste vidner havde ondt af den unge løjtnant, der havde tjent landet og kongen ”til ære” og nu havde svært ved at forsørge sin unge familie, og det var da også den almindelige opfattelse, at Essendrup havde opført sig uanstændigt og var skyld i, at løjtnanten havde mistet sin stilling. I forbindelse med retssagen gav nogle også udtryk for, at løjtnanten skulle have trukket sin sabel og gjort Essendrup til ”hakkebøf” og efterfølgende taget sin straf. Det ville have reddet hans og dermed standens ære. Det tjente heller ikke til Essendrups ære, at han var militær auditør og dermed havde kendskab til, hvilke konsekvenser, affæren ville få for Neddogadell.
Dommen
Nu skal følelser og fornemmelser ikke være bestemmende for en retssags afgørelse, så Essendrup anlagde kontrasag i striden. Til at føre sin sag havde Essendrup hyret prokurator Quist i Skive, og denne forsøgte med mange spørgsmål til vidnerne om, hvordan det var gået til pågældende aften, hvad der var blevet sagt, og hvordan forliget var blevet indgået. Kontrasagen blev imidlertid afvist, så sagen gik til doms hos byfoged Selmer i Skive. Denne fastslog, at Essendrups skældsord og korporlige fornærmelser, som vel for de sidstes vedkommende må dække over bl.a. lussing og benspænd, var æreskrænkende og ville udløse straf. Den endelige dom faldt den 22. januar 1808, hvilket var et år efter det første forhør. Den idømte straf lød på 3×3 lod sølv, hvilket svarede til 27 Rdl. samt 15 Rdl. til dækning for forurettedes sagsomkostninger. I alt 42 Rdl skulle den dømte Essendrup således erlægge for sine fornærmelser og fysiske overgreb, hvilket efter datidens forhold var forholdsvis mange penge og især for en embedsmand i et lille samfund, der i forvejen havde ry for at være nærig, grisk og i konstant pengenød.. Han kunne vel heller ikke undgå at føle sig en smule flov over dommen, som uden tvivl blev spredt lynhurtigt i den lille købstad og vel også langt uden for byen. Der syntes dog at være en formildende omstændighed i sagen, nemlig den, at begivenheden havde fundet sted i forbindelse med en glad aften med god mad og fine vine.
Nærig byskriver
Om Essendrup skal det fortælles, at han som ung blev ansat som byskriver under byfogeden i Skive år 1800, og allerede året efter blev han gift med en datter af en af byens spidser, landinspektør Flor, der havde en gård på hjørnet af Sallinggade og Nørregade, hvor den nuværende flotte funkisejendom ligger. Som omtalt var han efter sigende meget nærig og grisk, og måske kan disse karaktertræk havde udløst hans indblanding i kortspillet pågældende aften hos Stengel. Da han selv var for nærig til at spille kort, tyede han vel i ren misundelse til at fremføre hånlige ord om kortspil ved kortbordet. Den opfattelse havde i hver fald en af de tilstedeværende ved navn kaptajn Fogh, som direkte sagde, at nærighed og pengenød var årsagen til Essendrups modstand mod kortspil. Ud over sit betroede arbejde som embedsmand synes Essendrup kun at have spillet en mindre rolle i byens sociale liv, og selv sagen mod løjtnant Neddogadell sikkert havde medført en både økonomisk og personlig nedtur, var han fortsat optaget at at skrabe penge sammen. Essendrup sad i sit embede indtil sin død i 1820.
Løjtnantens skæbne
Om den forurettede løjtnant Neddogadell ved man, at han efter den uheldige begivenhed og afskedigelse så sig nødsaget til at rejse til Norge, hvor han havde familie. Kone og børn måtte han efterlade i Skive, hvor de fik ophold hos Stjernholm på Skivehus. Senere var han at finde i Danmark igen, hvor han rejste rundt som kornkommissær. Da det var under Danmarks deltagelse i Napoleonskrigene (1807-1814), arbejdede han sikkert for den danske regering. Om han nåede at blive forenet med sin familie i Skive, vides ikke. Hvis løjtnanten fortsat har slægtninge, skal man, som artiklens forfatter J.C. Hansen nævner, undlade at sige, man kommer fra Skive. Byen vil i løjtnantens familie have et dårligt ry…..
Skulle have slået igen
Som udenforstående kan man ikke undgå at have ondt af den unge løjtnant, der for så vidt ikke havde gjort noget kriminelt og så alligevel blive afskediget fra sin stilling med alvorlige følger for hele familien. Det fremgår heller ikke tydeligt af sagen, hvorfor løjtnanten blev afskediget ud over, at officerstanden var blevet krænket på æren. I så fald må det vel betyde, at en løjtnanten ikke skulle have fundet sig i at blive slået og væltet rundt uden at have svaret igen ved f.eks. at slå Essendrup i gulvet, eller, som nogen mente dengang, have trukket sablen og stukket modstanderen. Det havde måske reddet den ungeløjtnants og hele officerstandens ære…
Kilder: Skivebogen 1939: Fra Skive bys retsprotokoller af J.C Hansen