Navnet Skive blev for første gang nævnt på skrift i kong Valdemars Jordebog i 1231, dog med en ganske anden stavemåde end i senere tider. Det var samtidig endnu ikke betegnelsen på Skive by, men i stedet betegnelsen på kongsgården Skivegård.
Kong Valdemars Jordebog
Kong Valdemar 2. Sejr fik i 1231 udarbejdet sin jordebog som en optegnelse over alle hans jordbesiddelser i hele riget. Hans største besiddelse på Skiveegnen var Skivegård, senere kaldet Skivehus og Gammel Skivehus.
Gården blev på middelalderdansk betegnet Skiuægarthæ. Navnet betegner et jordareal indhegnet af kløvede planker. Der er muligvis her tale om en indhegning af Skivegårds jorder. Disse kløvede eller ”skiveskårede” planker blev siden årsagen til, at den nærliggende by fik navnet Skive.
Forskning i navnets oprindelse
Særligt arkivar Svend Aakjær (søn af Jeppe Aakjær) har forsket i oprindelsen til navnet Skive. I en kronik i Skive Folkeblad i 1920 gik han f.eks. i rette med lærer N. P. Bjerregaard, som mente, at Skiuægarthæ kom af skidgard eller skíðgarðr.
Aakjær kunne dog ikke forlige sig med, at det mindre pæne ord skid skulle være oprindelsen til navnet Skive. I stedet var hans fortolkning, at navnet kom af skifa, der på oldnordisk betyder afskåret stykke, f.eks. de førnævnte kløvede planker, og i øvrigt er beslægtet med det latinske ord scipio.
Stavemåder og udtaler
Igennem 800 år har skibonitterne udtalt bynavnet på mindst 11 forskellige måder:
- Skyuæ
- Skiuæ (jf. Kong Valdemars Jordebog 1231).
- Skiffue
- Skyffue
- Schiuffue
- Skifve
- Schiue
- Skiue
- Skywe
- Schive
- Schiva
- Skive.
Kilder
- Danmarks stednavne, database, Københavns Universitet.
- Trap Danmark, artikel om Skive, 2019.
- Aakjær, Svend: “Skive og Skidt”, Skive Folkeblad 16. september 1920 side 2.