Indledning
Jeppe Aakjær havde ved at have studeret i bl.a. Fjends og Nørrelyngs herreders justitsprotokol og protokol for såkaldt ”Landemode” for Viborg Stift, som var et årligt møde for stiftamtmand, biskop og provster i stiftet, fattet interesse for en præst i Kvols og Taarup sogne i Nordøstfjends, der fik sit kald i 1725. Hans fulde navn var Peiter Lorenz Jenssøn Nørholm, og grunden til Aakjærs interesse var, at præsten fyldte meget i de forskellige protokoller, og det var ikke på den gode måde. Gang på gang overtrådte han både de gældende retsregler og normerne for, hvad man i datiden anså for sømmelig optræden – ikke mindst for en præst. Peiter Nørholm fik i sit kald tildelt Dalgaard Præstegaard, som lå smukt og idyllisk ned til Hjarbæk Fjord i en dalsænkning i landsbyen Knud(by), der i dag ligger på Virksundvej lidt nordvest for Tårup. Nørholm stammede i øvrigt fra landsbyen Gjørvad i Aarhus Stift, hvor hans far var sognepræst.
Røveri af et får
Den første sag, som Aakjær omtaler, handler om et voldeligt røveri af et får i Klosterhusene i Borup tæt på Dalsgaard Præstegaard en sommeraften i 1727, altså kun to år efter han indtrådte i sit embede i Kvols og Taarup. Her havde præsten opsøgt en mor og hendes voksne datter på deres bopæl og ifølge de skadelidte med vold tiltvunget sig et får, som præsten mente, at de to kvinder skyldte ham for ikke at have udført deres pligtarbejde på præstegården. Ud fra vidneudsagn i justitsprotokollen for ovennævnte herreder skulle det have foregået på følgende måde.
Ved aftenstide pågældende sommeraften forlod præsten og hans tjenestedreng præstegården, idet han sagde til drengen, at de skulle ned til Elle Bøg i Klosterhusene for at hente et får, som hun skyldte ham for otte manglende arbejdsdage. Der havde sandsynligvis været en form for fæsteaftale mellem præsten og Elle Bøg. På vejen til Klosterhusene kom præsten og drengen forbi en mand, som stod uden for sit hus, og præsten spurgte manden om, hvorfor han ikke var i seng endnu, og gik så ellers videre. Da præsten og tjenestedrengen nåede til Elle Bøgs hus, bankede præsten på, og ifølge Elle Bøgs og hendes voksne datter Birgittes udsagn blev de to kvinder udsat for skub, slag og greb af præsten, der således fik fat i det udsete får. Ydermere skar han et øre af fåret og smed det som en slags kvittering, inden han trak afsted med fåret sammen med tjenestedrengen. På vejen tilbage mod præstegården kom de forbi samme hus som på udturen, men nu var manden gået ind. Manden kunne dog senere bevidne, at han havde set præsten og tjenestedrengen trække afsted med et får, og samtidig kunne han høre, at Elle Bøg og Birgitte råbte efter præsten, der svarede igen ved at råbe, at hun var en ”Canalie”, der skulle have været sat i ”tyvehullet”. Ja, det gik ikke stille af dengang.
Hen på natten opsøgte Elle Bøg og datteren Birgitte en vis Mette Mikkelsdatter, som i øvrigt var selvsamme besøgende i præstegården, der havde hørt og set præsten og tjenestedrengen, da de var draget afsted om aftenen for at inddrive fåret. Her bad de om logi for natten, da de var bange for, at præsten kunne finde på at opsøge dem igen for at prygle dem.
Søndagen efter opsøgte Mette Mikkelsdatter og Birgitte præsten for i mindelighed at få en afslutning på sagen, men da præsten fik øje på den forurettede Birgitte, blev han rasende og råbte, at han ville have penge for de otte arbejdsdage, som både moren og datteren skyldte ham. Birgitte svarede, at han nok skulle få pengene, hvilket fik præsten til at falde ned og til gengæld love at ville levere fåret tilbage. Det ville Birgitte ikke høre tale om, hvis de otte dage alligevel skulle indfries. Dermed blev forhandlingerne afbrudt.
Et stykke tid efter, nærmere betegnet onsdagen efter pinse, havde myndighederne fået nys om sagen. Måske havde de skadelidte Elle Bøg og datteren Birgitte selv anmeldt sagen, men i hvert fald dukkede to beskikkede på vegne af en vis ”velbyrdige Obrisk Fris”, sikkert herredsfogeden, op på Dalsgaard Præstegaard for at få opklaret, hvad der var sket. De to beskikkede var Peder Skrædder i Romlund og Chr. Jespersen i Fiskbæk, men i første omgang førte mødet med præsten ikke til noget, så de to opsøgte så Elle Bøg og datteren Birgitte i Klosterhusene. Her fortalte de to kvinder om det voldelige overgreb, og de beskikkede fik forvist det afklippede fåreøre og et stort blåt mærke, som Elle havde på sin højre overarm efter, at præsten havde taget fat i hende. Herefter vendte Peder Skrædder og Chr. Jespersen tilbage til præstegården, hvor de fandt et lysegråt får bundet bag laden. Fåret manglede et øre og bar præg af at have mistet en del uld. Nu var det tid til, at de to beskikkede kunne konfrontere pastor Peiter Nørholm, der fra begyndelsen var i aggressiv forsvarsposition. På spørgsmålet om, hvorfor han havde taget fåret, svarede han, at det var en slags ”underpant” for sit tilgodehavende hos de forurettede kvinder. De beskikkede gjorde præsten opmærksom på, at det var ulovligt selv at ”tage sig til rette”, altså at begå selvtægt, men det prellede af på præsten, der nu forlangte, at de to beskikkede skulle betale ham to mark for, at kvinderne kunne få deres får tilbage, hvilket de naturligvis afslog. Den forurettede Birgitte var åbenbart også til stede i præstegården og forsøgte nu at mægle i sagen, men da hun blandede sig, blev præsten så rasende, at han bad nogle af de tilstedeværende om at lukke døren for den ”Canalie” og lade hende blive udenfor. Ved en anden lejlighed skulle præsten også have sagt om Birgitte, at hun skulle have haft tæsk af hans stok, men den var for god til at blive brugt på hende.
Hvad udfaldet blev af denne sag blev, melder protokollerne ikke noget om, men mon ikke de skadelidte mor og datter havde de bedste kort på hånden. De havde troværdige vidner i skikkelse af Mette Mikkelsdatter, der havde overværet præstens afgang fra præstegården, moderens og datterens besøg om natten og mødet med præsten om søndagen. Desuden vidnede manden i huset, Anders Skjoldgaard, der havde set og hørt præsten og tjenestedrengen til og fra Klosterhusene, og de to beskikkedes vidneudsagn i skranken, der også indbefattede fysiske beviser og præstens indrømmelser, vejede sandsynligvis også stærkt til de skadelidtes fordel. En skam, man ikke fik herredstingets dom. Under alle omstændigheder tyder det på, at præsten Peiter Nørholm var en genstridig, kolerisk og rethaverisk person uden megen menneskelig forståelse. Hvis der havde været tale om et fæsteforhold mellem de to parter kunne præsten måske have haft et retsmæssigt krav på kompensation for manglende arbejdsdage, men det retfærdiggjorde ikke hans voldelige og selvtægtagtige adfærd.
Hustruforsømmelse
Den næste sag, som Aakjær har skrevet om, handler om, hvad vi måske i dag vil kalde hustrumishandling. Den 1. oktober 1728, altså kun godt en årstid efter den første sag, var Peiter Nørholm indkaldt til landemode i Viborg, hvor han af bispestolen var anklaget for ”haardhed” mod sin anden hustru Ursula Margrethe Lindorff, der på det tidspunkt ikke boede sammen med sin mand i præstegården, men boede i Viborg, muligvis forvist dertil af præsten. Baggrunden var, at præsten og konen efter sigende levede som ”hund og kat” og konen havde indgivet en klage over manden til daværende biskop Trellerup i Viborg. Han havde derpå forsøgt at formane præsten til en genforening, men forgæves. På landemodet (stiftsmødet) havde den anklagede præst som modsvar til anklagen fremført en række anklager mod hustruen, som blev bevidnet af både hans far, mor, bror og en tjenestepige. Ganske vist betegnedes de fire vidner som partiske, men anklagerne mod hustruen gik på, at hun, da hun i januar måned blev gift, havde større gæld end præsten havde regnet med. Desuden var hun fordrukken, skældte ud og bandede ovenikøbet. Hun ødslede også pengene væk og opførte sig uskikkeligt, hvad det så end indebar. Alle disse anklager mod hustruen blev fremført på landemodet den 1. oktober 1728 og bekræftet af de af præsten indkaldte vidner, herunder præstens far, der som tidligere nævnt var sognepræst i Gjøvad Sogn ved Silkeborg.
Et andet vidne på mødet bekræftede, at der var meget ”skælden og banden” mellem de to ægtefolk, men vidnet sagde også, at præsten både uddelte hug og slag over for konen, og at han havde fordrevet konen til Viborg, så de ikke mere boede sammen.
Stiftsøvrigheden (landemodet) fremsatte nu et forligsforslag over for præsten og hustruen. Sidstnævnte var dog ikke mødt op på mødet på grund af ”svaghed”. I dette forlig formanede man begge til at føre et kristeligt levned, og præsten skulle sørge for, at hans embede ikke blev genstand for ”offentlig forargelse, ruin og ødelæggelse”. Hvad angik hustruen, skulle præsten tage hende tilbage i præstegården øjeblikkeligt, forsørge og ”hædre hende som en skikkelig præstekone”, ganske vist i forhold til hendes alder, som vi imidlertid ikke kender. Desuden skulle hustruen have lov til at udøve den myndighed, som ifølge praksis havde ret til over for sit hus og personale, dvs. tjenestefolk. Peiter Nørholm havde dog ikke tænkt sig at efterkomme kravene, og ifølge protokollen kom han med ”uendelige og uefterrettelige udflugter” og forlangte en afgørelse på grundlag af sin fars og de andre af hans vidners udsagn. Især faderen, der også var præst, blev fremhævet som troværdigt vidne. Man kan i den forbindelse godt forstå, at protokollen beskrev vidnerne som partiske. Da stiftsøvrigheden ikke ville efterkomme præstens krav, sluttede han med at afvise forliget. Hvad udfaldet herefter blev, vides ligesom i forbindelse med den første sag ikke, men i hvert fald kom hustruen aldrig tilbage til Dalsgaard Præstegaard, og præsten fortsatte sin noget brogede tilværelse. I øvrigt døde den til Viborg forviste hustru Ursula Margrethe Lindorff 1734 i København.
Aakjær nævner også Peiter Nørholms tre andre ægteskaber. Det første ægteskab var indgået med Ann Jakobsdatter, som døde i 1727, to år efter, at præsten fik sit kald i Kvols og Taarup. Om sin første kone ved man ikke meget, men præsten skulle ifølge en biskop allerede på dette tidspunkt have ført en for embedet upassende opførsel, men om han på en eller anden måde var skyld konens død, kan man kun gisne. Herefter blev han gift med ovennævnte Ursula Lindorff, som havde forladt præsten allerede et år efter, hun var blevet gift. Hans tredje ægteskab var med ”fruentimmer” Dorthea Pedersdatter, der døde i 1739. Daværende biskop i Viborg udtalte, at hun indgik i ægteskabet med en formue på 100 Rdl, men havde en ”skrøbelig” forstand. Hendes medbragte formue blev imidlertid hurtigt brugt og præsten fortsatte ifølge biskoppen med at føre det ”samme traktement”, hvilket vel refererede til hans opførsel over for Ursula Lindorff. Det fjerde ægteskab var med Johanne Bornich, der- som det blev udtrykt- måtte ”bøde med et liv i jammer for en præstekonetitel”. Herom senere.
”
Grovhed” mod provst
En anden sag om pastor Nørholm blev behandlet på et landemode i 1732. Den handlede om, at Nørholm havde udøvet ”grovhed” mod herredsprovst Barthling i Højslev, men hvad grovheden gik ud på, blev ikke oplyst. Bøden (”mulkt”) blev fastsat til 2 Rdl, men desuden fulgte der et krav med om, at præsten skulle redegøre for indholdet af to pengekasser for henholdsvis ”Slavekassen” og ”Helsingør Skole”. Man må formode, at det var to indsamlingskasser til velgørende formål, som præsten havde ansvaret for, men som åbenbart ikke stemte eller var tomme. Landemodet ville vel have et bevis for, at præsten ikke selv havde ”taget af kassen”.
Manglende enkeforsørgelse
I 1735 var den gal igen. Der var indløbet en klage fra enken efter en tidligere præst til Kvols og Taarup menigheder om, at hendes pension ikke kunne strække til. På den tid var det sådan, at enker efter tidligere præster i sognet skulle forsørges af den tilkommende præst, hvilket var en del af kaldet. Nørholm havde imidlertid to enker, der fulgte med kaldet og også den anden enke klagede til landemodet om, at hun ikke havde modtaget pension i fire år. Det kunne tyde på, at den kære pastor Nørholm allerede ret tidligt i sit præstekald havde økonomiske problemer, og det forlød da også, at præstegården allerede var belånt og pantsat til langt over skorstenen.
Faderskabssag
I 1743 blev det afsløret, at pastor Nørholm endnu tidligere i sit kald havde skabt sig problemer ud over de økonomiske, og som ville være farligt for hans embede. Den 18. juni 1743 blev der nemlig indledt en faderskabssag mod ham ved Lysgaards og Hids Herredssting. Lysgaard er en landsby beliggende ved Dollerup Bakker ca. 15 km syd for Viborg. Anmelderen var Mette Ivarsdatter fra Gjørvad ved Silkeborg. Hun havde tjent under pastor Nørholm i Dalsgaard Præstegård og i 1732 var hun blevet gravid med præsten, idet hun, som hun udtrykte det i retten, i ”løsagtighed havde avlet et barn, mens hun tjente i hans brød”.
Ifølge Aakjærs senere beretning, der byggede på Mette Iverdatters egen vidneforklaring i retten, skulle hun kort tid efter, at hun var blevet gravid, have forladt præstegården, og præsten havde i den anledning skrevet en meget fin anbefaling til hende, et såkaldt ”pas”. Hun tog til Sjælland, og der nedkom hun med et drengebarn, som hun døbte Ivar efter sin far. Det var dog forbundet med straf at føde et barn uden for ægteskab, så præsten i Aabye på Sjælland havde den 5. maj 1732 underskrevet et dokument, hvor Mette fik bevis for, at hun havde ”udstået sin afbigt” (sin straf/ bod) for for at have forbrudt sig mod det sjette bud i Bibelen (Du må ikke bedrive hor). Til stede ved denne begivenhed var også den unge kvindes ”madfar” (arbejdsgiver/ forsørger) Fridrich Andersen til stede.
I det pas, som Nørholm udfærdigede i forbindelse med den gravide Mettes afrejse fra Dalsgaard Præstegaard i 1732, skrev præsten i øvrigt, at Mette var en ”ærbar og kristelig” kvinde, og det var en ”fornøjelse” at anbefale hende. I den forbindelse oplyste præsten også, at Mette Ivarsdatter stammede fra København, hvor hun vist havde penge til gode og nu var på vej dertil. Hun havde i øvrigt tjent i præstegården i to og et halvt år. Noget kunne tyde på, at præsten med den fine anbefaling gerne ville af med den gravide tjenestepige i 1732, og det kommer også frem senere, at han havde forsøgt at bestikke hende. Han måtte trods alt have haft en mistanke om, at han selv kunne være far til Mettes kommende barn, da hun rejste.
I årene 1732 til 1740 opholdt Mette Ivarsdatter sig sammen med sønnen Ivar på Sjælland, hvor hun ernærede sig i sognet som amme og malkepige, men i 1740 kom hun til landsbyen Gjørvad nær Silkeborg sammen med sin søn, der nu var omkring otte år. Hun opsøgte nu pastor Nørholm i Dalsgaard Præstegaard og konfronterede ham med drengen, som var hans barn, og som han derfor skulle være med til at betale for. Det havde præsten åbenbart svært ved at forholde sig til, og han blev derfor som omtalt indstævnet for herredstinget den 18. juni 1743, hvor Mette Ivarsdatter officielt udlagde ham som barnefaderen. Dette retsmøde betød, at biskop Andreas Wøldike i Viborg kort tid efter udfærdigede en skrivelse til pastor Nørholm, hvor han blev suspenderet for tjeneste, indtil sagen var afgjort. Præsten var imidlertid ikke hjemme, så skrivelsen blev oplæst for præstekonen og et par af tjenestefolkene.
Efter denne trussel om suspendering fløj Nørholm i blækhuset og sendte et modsvar til biskoppen. Her beskrev han sig som en ”fattig, fortrængt og forfulgt” præst, der kun kunne havde Gud og sin samvittighed, og prokuratoren (anklageren) Hans Rafn havde ført et upålideligt og ugudeligt vidne i skikkelse af Mette Ivarsdatter som vidne ved herredstinget, hvor hun havde fremkommet med ”skammelige og løgnagtige” beskyldninger om ham. Det skudsmål stod i stærk kontrast til den anbefaling, som præsten havde givet Mette i 1732, da hun forlod præstegården.
Herefter skete der ikke umiddelbart mere i sagen, men den 18. juli 1743, en måned senere, blev pastor Nørholm igen stævnet. Denne gang skete det ved provsteretten i Feldingbjerg Kirke for at have forbrudt sig mod loven om at ligge med kvinder uden for ægteskab, og her var Mette Ivarsdatter indkaldt som vidne. Her fortalte hun, at da hun tre år tidligere (1740) havde opsøgt pastor Nørholm for at konfrontere ham med sønnen, havde han bedt hende om at udlægge en anden som barnefader, og han havde da også foreslået en tjenestekarl ved navn Anders Jensen, men han eksisterede ikke…! Han havde derefter bestukket hende med tre ”Sletdaler”, dyne, pude og lagen, og da Mettes søster, Karen, også havde krævet hjælp til drengen, havde han givet en Rdl til hver af dem samt 15 ekstra Rdl til Mette. Præsten havde også – måske som økonomisk hjælp- ladet den lille dreng tjene hos sig i et år. Mindre drenge blev på det tidspunkt ofte brugt som hyrdedrenge (jf. ”Ole sad på en knold og sang”). Ved dette provsteretsmøde glimrede den anklagede præst igen ved sit fravær, men retten fandt ham skyldig i at have brudt loven ved at have gjort Maren Ivarsdatter gravid, og derfor ville han miste sit kald, hvis han ikke kunne modbevise anklagerne og dermed rense sit navn. Herefter findes der ingen oplysninger om, at præsten ud over det tidligere modsvar forsøgte at modbevise beskyldningerne om sit faderskab, og dermed så den betrængte præst ud til at miste sit kald og indtjening og dermed hele sit livsgrundlag. Som om denne faderskabssag ikke var nok, fandt Jeppe Aakjær ud over ovennævnte andre eksempler på fortrædeligheder og forsømmeligheder et langt synderegister over alle mulige slags overtrædelser og brud på både love og adfærd, der ifølge gældende love og regler for sømmelig adfærd for præster ikke var lovligt eller sømmeligt for en præst – men herom senere.
Et langt synderegister
Faderskabssagen blev fulgt op af et provstemøde hos sognefogeden i Dommerby den 12. juni 1744, hvor Nørholm ud over sagen om samleje uden for ægteskabet og faderskabssagen nu blev anklaget for en lang række ”Enormiteter” (abnormiteter), dvs. brud på, hvad der var normal for en præsts embedsførelse og opførsel. Disse abnormiteter skulle være begået i alle præstens embedsår fra 1725 til provsteretten i Dommerby, og dækkede bl.a. over embedsforsømmelser, hustruvold, og vold mod sognebørn. En af hovedpersonerne ved denne provsteret var anklageren prokurator (advokat) Rafn fra Viborg, der kunne læse et langt synderegister op for pastor Nørholm og de øvrige tilstedeværende. I det følgende gennemgås en del af synderne, uden at der dog kan sættes tid og sted på alle hændelserne.
Gudstjenesteforsømmelse
Den første embedsforsømmelse, der nævnes i det lange synderegister, drejede sig om udeblivelse fra gudstjenester. Gentagne gange skulle Nørholm have forladt sognet for at drage til gården Keilstrup, som han måske havde andel i, da gården lå i hans fødesogn Gjørvad ved Silkeborg. Hvad han skulle lave i Gjørvad, melder historien intet om, men i hvert fald skulle han have efterladt sine sognebørn i Fjends uden mulighed for gudstjeneste og andre kirkelige handlinger, herunder begravelser i op til fem uger. Der var også rod i kirkebøgerne, hvis de da ikke var bortkommen, hvilket gjorde, at øvrigheden ikke kunne kontrollere, hvem præsten havde haft til skrifte. Dermed kunne man ikke se, om han havde taget ”fremmede” (f.eks. udøbte, ikke- konfirmerede) til skrifte, hvilket man havde mistanke om. Så var det jo godt for præsten, at bøgerne var borte! Det stod ifølge bispevisitasen heller ikke godt til med præstens prædikener. De blev beskrevet som sløje og uinspirerede, ja ganske uforståelige for bl.a. de unge, der skulle gå il konfirmationsforberedelse. Kun når han benyttede sig af ”lånt” arbejde, dvs. andre præsters prædikener var der noget positivt at hente.
Hvad angår udeblivelse fra gudstjenester skulle han ifølge degnen i forbindelse med en fastegudstjeneste en onsdag have sendt menigheden hjem med besked om, at de selv kunne synge en salme derhjemme. Han var denne gang også rejst til gården Keilstrup i Gjørvad. Da han engang skulle forrette en vielse, og bruden, brudgommen og hele følget var mødt op i kirken, udeblev han simpelthen, og hele følget måtte tage hjem med uforrettet sag. Det kneb også med at møde til tiden. Om sommeren, hvor menigheden skulle møde til gudstjeneste om søndagen kl. 7, måtte menigheden ofte vente to til tre timer, inden præsten dukkede op, men det var værre om vinteren, hvor menigheden skulle møde kl. 10. Her måtte de frysende sognebørn ofte også vente i to til tre timer, før ”..det behagede velærværdigheden at indfinde sig”.
Skriftestolen
En af de forsømmelser, som man i datiden så med stor alvor på var misbrug af skriftestolen, som ansås som et helligt sted, der ikke var egnet til ukvemsord, trusler og arbejdsaftaler. Således skulle et af sognebørnene ved navn Peder Jensen været genstand for præstens vrede og var blevet truet i sit eget hjem af præsten med, at den arme mand ikke kunne komme i skriftestolen, hvis han ikke var villig til at tærske korn for præsten. Indtil flere gange havde degnen også hørt, at præsten ligefrem havde indgået arbejdsaftaler i selve skriftestolen. Degnen havde hørt, at præsten i skriftestolen havde råbt, bandet og skældt ud i stolen, og engang var det gået ud over et gammelt ægtepar, der var blevet truet med, at djævelen ville partere dem, hvis de ikke føjede præsten. Præsten havde også i skriftestolen været grov og ond over for et ægtepar, der ikke havde betalt præsten tilstrækkeligt med honorar for ligprædiken ved deres datters begravelse. Hvis de havde betalt noget mere, kunne de have fået en længere og bedre prædiken…! Det blev tidligere nævnt, at øvrigheden havde mistanke om, at Nørholm havde misbrugt prædikestolen ved at tage ”fremmede” ind, hvilket degnen kunne bekræfte. Engang havde han i Kvols Kirke ladet et par tatere skrifte, hvilket var ulovligt, og en anden gang havde han taget et par ”omløbere” ind, hvor kvinden tydeligvis var gravid og derved havde parret forbrudt sig mod det sjette bud om hor og dermed ifølge loven uværdige til at skrifte.
Prædikener
Bispen havde tidligere gennem en visitats klandret Nørholm for sine dørlige prædikener, og nu kunne degnen, der hed Chr. Sørensen, underbygge denne embedsforsømmelse ved at beskrive præstens prædikener med ord som ”slette og uden samling”, ”noget selvgjort og fingeret snak”, ”grufuldt med sine endeløse teksthenvisninger”, ”snorkelstil” og til sidst ”noget af det mest åndeløse og kedsommelige”. Ja, det havde ifølge Chr. Sørensen ikke være en stor oplevelse at overvære Nørholms gudstjenester, og degnen var jo tvangsindlagt hver søndag til at deltage. .
Når præsten stod på prædikestolen, kunne han også finde på at skælde ud på sognebørnene. Således han havde engang under sin prædiken råbt efter en vis Niels Fisker, der var kommet til hoste under prædiken. Præsten mente, at Fisker havde grinet, og dermed var den arme mand blev overfuset i den grad. Det med at overfuse sognebørnene – også uden for kirken- bliver senere uddybet.
Præsten havde som tidligere nævnt krav på betaling for at afholde en ligprædiken over afdøde, men det var ifølge en forordning forbudt at tage imod ekstrabetaling. Det skete imidlertid, da præsten engang forlangte 3-4 daler for en prædiken, der kun måtte koste 1 daler, for, som præsten i den forbindelse havde udtalt, at ”hesten trak, som den fik havre til”, altså at kvaliteten og længden af en ligprædiken skulle være ligefrem proportional med det aflagte beløbes størrelse. En anden gang, hvor Kirsten Jensdatter skulle begrave sin ægtemand, gav hun præsten en daler, men ”for lidt, bette Kirsten”, så den stakkels enke måtte arbejde de sidste par dalere af hos præsten.
Konfirmation
Det var også ifølge en kongelig forordning forbudt at tage mod betaling for konfirmation af børn fra fattige familier, men en fattig tjenestepige skulle give tre daler for konfirmation og overhøring, og da hun ikke kunne betale, måtte hun tærske flere dage for præsten som betaling. En dreng kunne ikke blive konfirmeret, da drengens far ikke havde leveret en hane, som åbenbart var aftalt, og som et vidne oplyste, var det endog en særdeles dygtig dreng. Det fremgår af vidneudsagnene, at præsten ulovligt havde et fast salær for konfirmation: en daler, en høne (eller hane) og to snese æg (40 æg).
Druk, banden, besværgelser og trusler
Præstens opførsel i dagligdagen blev ikke forbedret efter truslen om suspendering ved provsteretten i 1743. Han blev ofte set slingrende i marken på grund af druk, eller som tjenestefolkene udtrykte det med ”humle i øret”, og den noget omtågede tilstand kunne også ligge bag al hans ”banden og sværgen” samt vold over for sine sognebørn, som flere eksempler vidner om. Han brugte meget djævelen i sine påkaldelser og besværgelser såsom ”Djævelen støde min hals itu”, og ”Djævelen støde mig i helvede, og for sine sognebørn var truslen om, at ”Djævelen skal partere dig” et meget anvendt udtryk over for et sognebarn, han var i klammeri med.
Vold
Sammen med truslen om djævelen og hans brug af ukvemsord kunne præsten også ty til direkte vold. Det skete over for en nabo, der ikke som aftalt havde taget en af præstens køer under stald. Da naboen herefter ville aflevere koen hos præsten sammen med to vidner, kom præsten ud med brændevin i den ene hånd og en træstok i den anden hånd. Brændevinen var til de to vidner, mens naboen fik hug med træstokken. En anden gang slog han tre tænder ind på en fisker, som han havde opsøgt for at indkræve et tilgodehavende i fisk, som han i øvrigt ikke havde krav på. Volden gik også ud over en besøgende fra Gjørvad, som han under en overensstemmelse overfaldt med ”hug, slag og skældsord”, inden uoverensstemmelsen blev bilagt med brændevin og levering af træ. Engang, hvor nogle af naboens kreaturer uheldigvis var løbet ind på præstens mark, blev naboen mødt med truslen om, at djævelen ville partere ham, en pistol i hånden og truslen om en brækket hals. Hvordan sagen endte vides ikke. Et andet sognebarn Chr. Nielsen skulle engang have fået en lussing af præsten, så Nielsen var klasket op ad væggen, hvorefter præsten tog fat i en spade. Det lykkedes dog ofret at slippe væk, inden han fik hug af spaden.
Dokumentfalsk
Under præstens lange synderegister, som bl.a. kom frem ved provsteretten i Dommerby den 12. juni 1744, skal her tilføjes nogle stykker af mere eller mindre ulovlig art. På et tidspunkt havde pastor Nørholm udfærdiget et dokument i egen interesse, hvis indhold ikke er nærmere specificeret, men måske drejede det sig om et forsvar overfor biskoppen vedrørende nogle af de anklager, der var rettet mod ham. I hvert fald havde han brug for nogle underskrifter fra troværdige sognebørn, og i bestræbelserne for at skaffe disse havde han som det første fået nogle agtværdige underskrifter fra herskabet på Taarupgaard. Herefter havde adskillige af hans sognebørn indvilget i at underskrive, men der var dog den hage ved disse underskrifter, at de for de flestes vedkommende stammede fra bønder, der hverken kunne læse eller skrive. For det første vidste de ikke, hvad de skrev under på, og for det andet kunne flere af dem ikke skrive deres eget navn, hvilket resulterede i et par tilfældige streger som underskrift. For at lokke de udvalgte sognebørn til at skrive under, havde præsten sikkert også stillet dem en form for belønning i udsigt. I hver fald blev underskriverne efter ”underskrifterne” beværtet med øl, brændevin, brød og spegesild i præstegården til langt ud på natten.
Degneforfølgelse
Præsten havde som en af de mere troværdige og skrivekyndige underskrivere også fået degnen Chr. Sørensen til at skrive under. Om han deltog i festlighederne i præstegården efter underskrivelsen vides ikke, men umiddelbart efter underskrivelsen i præstegården opstod der en uoverensstemmelse mellem præsten og degnen. Måske havde degnen fortrudt at have skrevet under på det tvivlsomme dokument, hvorved præsten havde set sig gal på degnen, for er udspillede sig et dramatisk og voldeligt efterspil over for degnen.
En aften lige før juleaften i 1743 var Chr. Sørensen kaldt op i præstegården, og deres samtale udviklede sig dramatisk til så højrøstet tale, at ord ikke var nok, så pastor Nørholm greb fat i degnens ”kjoleærme” (trøjeærme) og beordrede samtidig en tjenestepige til at hente præstens ”tyremie”, som var en pisk lavet af en tyrepenis. Truslen om at få fisk af denne fik degnen til at kæmpe for at slippe fri, og det lykkedes ham at få sig vristet løs af præstens greb og nå hjem i sikkerhed. Trøjeærmet beholdt præsten dog. Præsten mente dog ikke, at degnen havde fået den afstraffelse, han havde fortjent, så om aftenen søndagen efter udspillede der sig et ”pudsigt” optog mellem Borup Bakker i nærheden af Kvols og Taarup. På en krikke sad der en dreng, som viste sig at være præstens tjenestedreng, Jesper, med en tændt lygte, hvilket var nødvendigt i mørket, da den smalle vej var sandet og omgivet af høje skrænter til hver side. Hesten trak en vogn efter sig. Her sad pastor Nørholm, tjenestepigen Maren, ladekarlen og 2. karlen, der holdt tømmen. Målet for dette optog var degnens hus, og da optoget i ly af mørket pludselig befandt sig uden for degnens dør, blev degnen så skræmt af at høre præstens røst, at han gemte sig i et værelse langt inde i huset. Nu trådte præsten og hele hans ”garde” ind i degnestuen, hvor degnens kone befandt sig. Med tyrepisken i hånden satte præsten sig ned og spurgte pænt konen om, hvor degnen befandt sig. Hertil svarede den velsagtens skræmte degnekone, at han var på besøg hos en datter i Knudby. Nu stod præsten og hele hans korps frem foran den stakkels kone med hver deres slagvåben. Præsten med sin tyrepisk, den ene karl med en trækæp, og den anden karl med en plejlstang. Hvad Maren og tjenestedrengen havde af våben melder historien intet om, men under alle omstændigheder stod de med deres våben og truede degnens kone med, at hendes mand skulle have haft tæsk den dag. Under retsmødet i forbindelse med denne episode kom det frem, at pastor Nørholm under dette ”felttog” bl.a. havde uddelt brændevin til sine “soldater” som en anden ”feltherre”, og hele slagplanen havde været at give degnen en korporlig afstraffelse inde i huset, men missionen var desværre mislykket grundet degnens fravær. Hvorfor præsten i den grad ville have afstraffet sin degn, kunne være rart at vide. Bundede præstens aversion mod degnen i problemet med en underskrift, eller de tidligere anklagepunkter, som Chr. Sørensen havde fremført vedrørende sin præst, bl.a. om misbrug af skriftemålet.
Dans, sang og druk i præstegården
Helligtrekongersaften i 1744, mens Nørholm var gift med sin sidste og fjerde hustru Johanne Børnich, gik det livligt til i Dalsgaard Præstegaard. Hele husstanden deltog i festlighederne undtagen præstekonen, der sad ensomt og tavs på en stol i et hjørne og så passivt til, mens de øvrige i huset blev trakteret med øl, brændevin og mad. Præsten førte ifølge tjenestedrengen an i festlighederne og havde bl.a. indtaget en ”temmelig høj snaps”, inden han tog en svingom med bl.a. den ene karls kone og og en vis Lisbeth, som han havde haft et ”muggent” forhold til. Han dansede trods sin tilstand åbenbart godt nok, og hvad der ifølge vidnerne var bemærkelsesværdigt, sang han, mens han dansede. Om denne episode var en overtrædelse af, hvad der var sømmeligt for en præst endsige brud på loven, skal være usagt, men episoden havde dog givet anledning til at blive fremført i retten.
Hustrumishandling igen
Præstens lange synderegister, som blev fremført ved provsteretten en 12. juni 1744, sluttede i Jeppe Aakjærs optegnelser med anklagerne om hustrumishandling af præstens fjerde og sidste kone, Johanne Bornich, der som biskoppen havde udtalt måtte bøde med et liv i jammer for en præstekonetitel. Nørholms tredje kone døde i 1739, så Johanne Bornich havde på dette tidspunkt kun været præstekone i tre til fire år, hvor hun, som følgende eksempler viser, var udsat for lidt af hvert fra præstens side. Naboen Chr. Sørensen berettede, at præstekonen en dag var mødt op hos ham med et blåt øje, som hun sagde, hun havde fået efter et slagsmål med præsten, og Joanne Bornich lagde ikke skjul på, at slagsmål mellem præsten og hende var en jævnlig forseelse. Indimellem mødte hun også op hos Sørensen og beklagede sig over, at hun var sulten, og blev så beværtet med øllebrød. Når præsten var bortrejst kom præstekonen også til Chr. Sørensen for at bede om mad samtidig med, at tjenestefolkene i præstegården kunne bevidne, at præstekonen sled og slæbte i marken, selv om hun ikke fik nok at spise. Et andet vidne havde mødte præstekonen med ”grædende tårer”, efter at hun havde fået ”hug” om natten. En dag havde præsten drukket sig fuld, hvorefter han havde overfaldet konen, så hun havde fået beskadiget øjet, havde slået ryggen og fået sådan lussing, at hun slingrede rundt i huset, og det endda i gravid tilstand.
Juleaften 1742 var det også galt i præstegården. Nørholm var blevet og slog konen med flere slag. Hun undveg i første omgang ved at søge tilflugt i en ovn, men blev opdaget og udsat for flere slag, inden formodentlige tililende tjenestefolk fik hende befriet for præstens vanvid. Heller ikke præstens mor, som var til stede denne juleaften gik ram forbi, idet Nørholm forsøgte at ramme hende med et stykke brød. Præsten kunne også blive fuld uden for præstegården, og en dag han var kommet hjem fra en druktur, kunne præstekonen gennemskue hans tilstand, og af frygt for at blive genstand for hans voldelige tendenser gemte hun sig ligesom andre gange i ovnen, men denne gang sammen med en pige, som også frygtede præsten.
Mikkelsdag 1742 var Anne Michelsdatter tilsagt til at møde op i præstegården for at bistå ved slagtningen sammen med præstefruen, og da de to var i færd med slagtningen, kom præsten ud og skældte konen ud på det groveste. Hun gik derefter ind, men kort tid efter kom hun ud med et blåt og ophovnet ansigt og blå mærker på armene.
”Upassende ” forhold
Pastor Nørholm mistede bl.a. sit kald på grund af det uægteskabelige forhold til Mette Ivarsdatter og det deraf følgende ”uægte” barn, men der gik også rygter om et ”upassende” forhold til tjenestepigen Lisbeth Pedersdatter, eller som det blev udtrykt af et vidne, at der foregik noget ”muggent” mellem præsten og pigen. Som indicie på dette upassende forhold fik præsten på et tidspunkt travlt med at få giftet den sandsynligvis gravide unge pige bort til en tjenestekarl, og parret fik endog en gård tildelt i Gjørvad. Senere blev det unge brudepar dog gennet væk fra gården.
Afskedigelse
Kort efter at alle præstens ulovligheder og forseelser var blevet fremført ved provsteretten i Dommerby den 12. juni 1744, faldt dommen den 18. september samme år. Pastor Nørholm blev afskediget, men fik et såkaldt ”nådensår”, hvor han fik en form for beskeden pension i afskedigelessåret. Efter afskedigelsen sendte Nørholm den 28. september dog en skrivelse til biskoppen, hvor han forsøgte at forklare sig ved at påstå, at sagfører Rafn havde ført uværdige anklager og beskyldninger, og anklagerne havde givet ham en et nervøst sammenbrud (”rørelse”). Han fremhævede også, at han i de 21 år, hvor han havde været præst i de to sogne, havde gjort alt, hvad han kunne for sine sognebørn. Om hans kone Johanne Bornich skrev han i sin forsvarsskrivelse, at hun var en ”ung ubevandt barnehustru”, som ”gemene folk” kunne løbe om hjørner med, altså umoden, naiv og letpåvirkelig. Sammenholder man dette skudsmål med de mange tidligere fremkomne anklager om hustrumishandling, får man et billede af en utroværdig, fortrængende, voldelig, fordrukken og sindsforvirret præst. Ud over denne skrivelse hører man intet om, at præsten ellers havde forsøgt at rense sig. Den 21. oktober 1744 opgav han formelt at appellere, og efter en strid med den kommende præst om overtagelsessummen forlod pastor Nørholm præstegården i løbet af 1745. Den overtagelsessum, han modtog af den nye præst, gjorde ham på ingen måde gældfri, og hans fremtidsudsigter efter det lange synderegister og afskedigelsen var dystre, ja nærmest umulige. Han var åbenbart så forgældet, at den aftalte overtagelsessum på 195 Rdl for bygninger og inventar, som var blevet endelig fastsat efter taksation og øvrighedens indgriben, ikke var tilstrækkelig for Nørholm, så han havde ribbet præstegården for alt inventar, så den nye præst engang ikke havde en seng at sove i, da han flyttede ind.
Efter afskedigelsen
Hinge
Aakjær forsøgte at skaffe sig kilder, der kunne fortælle, hvad der skete med Peiter Nørholm efter hans noget beskæmmende exit fra præstegården i Knudby. Den 11. juni 1746 befandt han sig i Hinge nord for Silkeborg og ikke langt fra Gjødvad, hvor han ifølge andre kilder havde et landsted. Her havde han underskrevet et dokument, som højst sandsynligt var udfærdiget af sagfører Rafn, som havde været anklageren i den tidligere retssag. Heri vedgik Nørholm, at han ved beslaglæggelser og udlægninger havde betalt de pålagte sagsomkostningerne på 80 Rdl til sagfører Rafn i Viborg og takker i øvrigt for god behandling i forbindelse med betaling af disse omkostninger. Når man ser tilbage på, hvilke anklager og beskyldninger sagfører Rafn var fremkommet med, og hvilke udsagn præsten i den forbindelse var fremkommet med over for Rafn, forekommer denne skrivelses venlighed som et paradoks. Det kunne tyde på, at Nørholm havde resigneret og nu ville forsone sig med sin tidligere fjende og derfor ladet Rafn udfærdige dokumentet.
Viborg Tugthus
Efter at kunne stedfæste Nørholm i Hinge eller hans fødesogn Gjødvad ved Silkeborg i 1746 endte han i en periode i Viborg Tugthus, men det fremgår af en kilde, at han her blev understøttet af ”velbyrdige” Clement Fischer på herregården Kleitrup ved Hobro og kammerråd Dyssel i Randers. Førstnævnte var i familie med Johanne Bornich. Disse to velgørere betalte for, at Nørholm kunne bo i tugthuset i en separat bolig adskilt fra de øvrige arrestanter. Hvorfor Nørholm var blevet arresteret kan man kun gisne om. Måske var det på grund af hans bundløse gæld, eller det faktum, at han gik rundt i præstekjole og tiggede almisser, selv om det var forbudt for ham at bære præstekjole. På bl.a. moderens foranledning forlod han på et tidspunkt Viborg Tugthus, men mistede i den forbindelse understøttelsen fra de to velgørere.
København
Efter Viborg flyttede han til København, hvor han i hvert faldt befandt sig i 1748, hvor han skrev en klage til selveste kongen over sin afskedigelse og bad samtidig om et nyt kald. I en udtalelse fra biskop Wøldike i København vedrørende denne klage, skrev han, at Nørholm var en dårlig præst i alle de 21 år, hvor han fungerede som præst i Kvols og Taarup, og han var uegnet til at betjene et embede. Kirkeinspektoratet udtalte i forbindelse med Nørholms forsøg på at tilbagekalde sin appelopgivelse i 1749, at han var ”forvirret, uduelig og sindsskrøbelig” og således ikke egnet til tjeneste. Nørholm skulle, ligesom det måske var sket i Viborg, også have gået rundt i København iført præstekjole for at tigge almisser. Man får også at vide, at Nørholm levede i dybeste fattigdom, men ifølge biskop Wøldike havde han en arv til gode i form af et landsted i Gjørvad Sogn, hvor han var taget hen umiddelbart efter sin afskedigelse og afrejse fra Knudby.
Christiansø
Næste gang, den betrængte og belastede præst optræder i kilderne, er godt 20 år efter den afviste appelsag i 1749. I Berlingste Tidende nr. 58 år 1770 stod der, at den forhenværende præst Peder Nørholm var død på Christiansø, Bornholm, hvor han ifølge avisen havde opholdt sig en del gennem 26 år. Det stemmer ikke overens med, at han opholdt sig i København i 1749, så der spores en vis usikkerhed om hans færden og tilholdssteder i årene 1749 -1770. Man kunne godt få den tanke, at han måske var forvist til Christiansø i henved 20 år på grund af gæld og ulovligheder. I visse situationer blev Christiansø af staten brugt som fængsel og deportation jf. dr. Dampe i midten af 1800-tallet.
Afrunding
Man kan godt forstå, at Jeppe Aakjær fattede interesse for denne farverige personlighed, som pastor Nørholm repræsenterede. På sin vis var der noget tragisk-komisk over ham. Som en veluddannet mand med en teologisk embedseksamen og med virke som præst, ville man jo nok forvente en lærd og dannet mand med en opførsel og en optræden, der harmonerede med disse dyder, men også at omgivelserne udviste den respekt og agtelse, som kaldet som præst indebar. Man skal tænke på, at i 1700- tallet hørte en præst til blandt samfundets øverste intellektuelle klasse. Alt dette synes Nørholm at sætte til i de omkring 20 år, han fungerede som præst ved Taarup og Kvols menigheder.
Den tragiske side af hans personlighed kom til udtryk gennem hans embedsforsømmelser, hvad enten det var misbrug af skriftemål ved at kræve arbejde som modydelse, udeblivelse fra gudstjeneste, for sent mødetid eller dårlige og indholdsløse prædikener, der ikke levede op til standarden. Derudover kom hans uægteskabelige forhold, der på det tidspunkt var direkte ulovlige og strafbare. I dag ville hans voldelige og nedværdigende behandling af sine koner højst sandsynligt også have medført indgriben fra det offentliges side, ligesom hans trusler om vold eller direkte vold, som da han overfaldt naboen Ellen Bøg og datteren Birgitte i bestræbelserne på at røve et får eller slog tænderne ud på en fisker, ville have kunnet udløse fængselsstraf. Når alt dette er sagt, finder man også en mere komisk side.
Hele optrinnet med røveriet af fåret, hvor en præst drog afsted med sin tjenestedreng, møder ofrene med skældsord og forbandelser, tager fat i Ellen Bøge og kvitterer for røveriet med et henkastet, afklippet fåreøre kan ikke undgå – trods det voldelige aspekt – at kalde på smilebåndet. Det samme gælder ”felttoget” mod degnen, hvor et ”pudsigt” svært bevæbnet optog bevæger sig op gennem bakkerne ved Borup en mørk aften før juleaften for at afstraffe den stakkels degn, der kort tid forinden havde fået revet et skjorteærme af af præsten og derfor klogligt havde gemt sig for at undgå tyrepisken. ”Feltherren” havde under dette felttog endog belønnet en af sine soldater i skikkelse af 2. karlen med brændevin. Brændevin sammen med øl og bl.a. spegesild indgår også i den mere fornøjelige og komiske side af Nørholm. Således optræder de tre fornødenheder i mere eller mindre grad, hvis der f.eks. skal ”smøres” eller rettere bestikkes, når præsten skal have hjælp til at få underskrevet et dokument, selv om underskriverne hverken kan læse eller skrive, eller hvor der festes i præstegården sammen med tyendet med sang, dans og druk langt ud på natten.
Man kan trække flere eksempler frem, hvor præstens opførsel kalder på smilebåndet trods den tragiske side. I flere tilfælde har præstens sognebørn sikkert korses sig, når han bandede og svovlede eller påkaldte djævelen for at true uvenner eller skyldnere med, at djævelen ville partere dem, eller når han for den sags skyld ravede fuld rundt ude i marken, men det, der i dag gør, at vi som læsere kan more os lidt og trække på smilebåndet, er vel det faktum, at manden var en mere eller mindre en gal original, der brød med alle normer for en præsts opførsel, og at vi derfor med en vis form for skadefryd kan se det sjove i, at ”pæne folk” også dummer sig og falder igennem. Øvrigheden stemplede ham dengang som en uduelig, utilregnelig, forgældet præst med et ”forvirret sind”. Hvis man dengang kunne gøre brug af vores psykologiske og psykiatriske redskaber og stille en diagnose for pastor Nørholm, ville den sikkert byde på indtil flere diagnoser såsom, at han led af DAMP, paranoid skizofreni, bipolar lidelse m.v. Man kan også blot sige, at pastor Nørholm var en skør kugle, der ikke havde været kedelig for sine sognebørn i Kvols og Taarup – på godt og ondt – og det tyder også på, at Jeppe Aakjær har kunnet se den tragisk-komiske og originale side af pastor Nørholm.
Kilder: Skivebogen 1911: En værre præst af Jeppe Aakjær