Indledning
I 1910 udgav Jeppe Aakjær, efter at han var flyttet til sin nybyggede gård ”Jenle” omtrent 15 km nord for Skive, i samarbejde med bogtrykker Thomsen i Holstebro et lille skrift om en tragisk begivenhed i Øster Grønning lidt syd for Aakjærs hjem. Den tragiske hændelse fandt sted i 1722, og Øster Grønning bestod på det tidspunkt af en samling gårde og huse tæt på kysten ved Skive Fjord.
Aakjær indleder sin beretning med at fremhæve det østlige Sallings forholdsvis uspolerede natur med sine hedebakker, kratbevoksninger og uplejede skove, som om sommeren kan nydes i fulde drag, mens man kan nyde synet af kyst og fjord, men om efteråret, når mørket sænker sig over land og fjord, kan man til gengæld let rammes af en trist og melankolsk stemning. Denne indledende stemningsbeskrivelse virker som som et anslag til den følgende beretning. For at få indblik i hændelsesforløbet har Aakjær Aakjær benyttet sig af bl.a. protokoller og dokumenter fra forhør og retsmøder.
Rygter om trolddom
I 1722 boede der en enlig 50-årig kvinde ved navn Dorthe Jensdatter i Øster Grønning i et lille stråtækt hus tæt på Grønning Strand. Hun tjente til dagen og vejen ved at tage ud og spinde uld (til garn) for folk på egnen, men, som det ofte overgik enlige og fattige kvinder i tidligere tider, gik der rygter om, at hun udøvede trolddom, som gik ud over børn og kreaturer. Det blev sagt, at hun ”forgjorde” dem, så de i sidste ende gik hen og døde.
Hos Peter Tækker
Den 25. november 1722 var Dorthe Jensdatter allerede fra morgenen gået hen til fæstebonden Peter Tækker i Øster Grønning for at spinde, og hun sad forsat i stuen ved 20-tiden og håndterede rokken, da manden gik til køjs i alkoven i selvsamme stue. Derimod havde Tækkers kone, Karen Tækker, travlt med at rumstere rundt omkring spindekonen, som hun havde et horn i siden på. Hun havde nemlig Dorte mistænkt for at være skyld i sit barns sygdom og død i det forgangne år, ligesom hun var overbevist om, at Dorthe også med sine heksekunster havde forgjort et andet barn i landsbyen. Det drejede sig om Mads Kristensens barn, som var sygnet hen og blevet til skind og ben, inden hun var død. Desuden var flere kreaturer i landsbyen pludselig ”strit om”, hvilket vil sige faldet om og døde. Fæstebonden Chr. Thordals ”føløg” var ydermere pludselig død dagen før.
Som Karen Tækker nu vimsede omkring den intetanende Dorte ved rokken og tænkte på, hvad Dorte kunne have bedrevet, steg hendes harme over, at landsbyens ejer, godsejeren på herregården Astrup lidt nord for Øster Grønning, ikke havde gjort noget for at få stoppet Marens hekserier. Hun havde derfor, da manden var gået i seng, sendt sin søn hen for at hente naboerne, så de i fællesskab kunne hive en tilståelse for at have begået trolddom ud af Dorthe Jensdatter.
Forhør
Kort tid efter trådte der derfor fem velvoksne mænd ind i stuen hos Peter Tækker. Forrest stod en vred Chr. Thordal, hvis føl var død dagen før. Derefter fulgte fire andre af landsbyens fæstere, som alle blev en del af en sammensværgelse. Det drejede sig om Lars Nielsen, Niels Clausen, Anders Nørby og Mads Christensen. Sidstnævnte havde fået en del over tørsten og var efter sigende både fuld og støjende. Sammen med Karen Tækker dannede disse mænd en truende kreds om den skræmte Dorthe ved rokken, og Chr. Thordal, der åbenbart var selvkonstitueret som forhørsleder, indledte inkvisitionen med at beskylde Dorthe for at have forgjort hans føl, som havde lidt under en lang dødskamp. Den arme Dorthe forsøgte grædende at forklare sin uskyld, hvilket ophidsede Chr. Thordal yderlige, og nu begyndte Karen Tækker også at blande sig i forhøret. Imens Peter Tækker blevet vækket i sin alkove af det højrøstede forhør og havde rejst sig på den ene albue, hvor han med åben mund og stor forbløffelse iagttog det voldsomme optrin. Om det var Peter Tækkers opvågning, der var skyld i beslutningen om, at forhøret skulle fortsætte hjemme hos Dorthe selv, vides ikke, for pludselig blev man enige om at henlægge det videre forhør i den mistænktes eget hjem tæt på Grønning Strand. ”Standretten” havde vel ment, at det ville være lettere at hive en tilståelse ud af Dorthe hjemme hos hende selv.
Fangetransport
Den ulykkelige Dorte Jensdatter blev nu tvunget op stolen og ført ud i det bælgravende mørke på vej mod Grønning Strand. Hun blev dog beroliget med, at der ikke ville ske hende noget ondt. Chr. Thordal under transporten udstyret sig med et tøjr, dvs. et stykke tov. I mellemtiden havde Karen Tækker fået sin søn til at hente Chr. Thordals kone Maren Andersdatter.
Bundet og forbrændt
Da fangetransporten i mørket var nået til Dorthe Jensdatters lille hus og trådt indenfor, blev der pludselig tændt en olielampe, som Karen Tækker havde givet til den nytilkomne Maren Andersdatter. I lyset gjorde Chr. Thordal det medbragte tøjr klar, og man begyndte at binde den mistænkte. Det skete ved at binde den værgeløse kvindes ene ben til en stolpe på gulvet ved sengen, mens den ene arm blev bundet til en bjælke ved loftet over sengen. Stuen var så lavloftet, at Dorthes hoved under denne opbinding rørte ved loftet, og i denne fastlåste ydmygende stilling fortsatte det afbrudte forhør. Trusler, raseri, gråd, beskyldninger og benægtelser fulgte nu, indtil Chr. Thordal hev et brændende siv ud fra konens lampe og stak det hen i nærheden af Dorthes hovedtørklæde, så mund og tinding blev forbrændt. At Chr. Thordal greb til så en alvorlig handling, var efter sigende, fordi Dorthe nægtede at have noget at gøre med Thordals døde føl. Heldigvis for Dorthe trådte en af forhørsdeltagerne, Anders Nørby, til og fik med hænderne slukket ilden, men det var en stakket frist, for Chr. Thordal var ikke færdig.
Mordbrand
Han stak nu ild til en halmvisk og smed det brændende halm hen foran fødderne på Dorthe, mens han nærmede sig hende med en vognstang. Ilden fængede dog ikke i Dorthes tøj, hvilket fik Thordal til at udbryde, at det var tegn på, at hun var en troldkvinde. Denne antagelse blev støttet af to af de andre tilstedeværende, heriblandt den fulde Mads Christensen, der råbte, at eftersom kvinden ikke kunne brænde, skulle hun ”brændes i dødens og djævelens navn!” Samtidig havde Karen Tækker taget noget sodet halm fra stråtaget i loftet og sat ild det, hvorefter hun smed halmen hen under fødderne på den dødsensangste Dorthe. Nu fængede ilden i Dortes tøj og luerne stod op omkring den arme kvinde, der på et kort øjeblik var omspændt af flammer, ligesom ilden bredte sig til loftet og stod op gennem taget. Alle i huset styrtede nu mod døren for at komme i sikkerhed, og da en eller anden ytrede noget om at redde kvinden, tog Chr. Thordal endnu en halmtot og smed den hen under den brændende kvinde. Hun skulle ikke reddes, og nu kunne hun ikke gøre mere ondt, som han udtrykte det, da han kastede endnu en halmtot.
Da forsamlingen var nået uden for det brændende hus, stod ilden allerede ud af husets nordlige side, og for at fuldende forbrydelsen tog Thordal endnu en brændende tot halm og satte ild til tagskægget på den sydlige ende af huset. De sammensvorne forsøgte at advare ham om konsekvenserne, men forgæves. Efter en halv time lå Dorthe Jensdatter og hendes hus i aske, og fra den selvbestaltede standret var mødt op i Peter Tækkers hus og til Dorthe nu var død og huset brændt ned var der kun gået omkring halvanden time.
De sammensvornes tilbagetrækning
De sammensvorne søgte efter forbrydelsen tilbage til Peter Tækkers gård, hvor de fleste skælvede af frygt for, hvad der nu kunne ske med dem. Ingen af dem var i tvivl om, at de havde været medskyldige i en alvorlig forbrydelse, der kunne koste dem dyrt. Selvtægt var også en alvorlig forbrydelse i 1700-tallet. Karen Tækker affærdigede de jamrende sammensvorne med at grine højlydt, og gentage, at Dorthe Jensdatter ”var og blev et skarn”.
Retsmøde og undskyldninger
I december 1722 blev der afholdt et lokalt retsmøde – måske i Skive. Desværre gik retsprotokollerne tabt i en brand, så der blev afholdt et nyt retsmøde ved Landstinget i Viborg den 20. januar 1723. Som indstævner og klager stod den dræbte Dorthe Jensdatters bror, Laust Jensen, Nautrup Præstegaard. De medvirkende ved mordbranden havde sandsynligvis siddet i fængsel siden mordbranden, da de i protokollen blev betegnet som ”fanger”, og de blev nu afhørt om deres respektive medvirken ved mordbranden. Chr. Thordal forsøgte at skylde skylden på Karen Tækker og påstod, at han kun ville have bundet offeret til næste dag, så godsejeren på Astrup kunne overtage hende. Lars Nielsen undskyldte sin medvirken ved, at han kun havde fat i den ende af rebet, som de havde bundet Dorthe med, og desuden havde han forsøgt at fjerne strå og ild fra offerets fødder. Karen Tækker kunne ikke huske, hvorfor hun smed halm hen mod Dorthe og følte sig ”forvildet i hendes sager”. Hun havde også forsøgt at stoppe Chr. Thordal i hans fremfærd og havde oven i købet hørt, at han havde sagt, at han nok skulle tage ansvaret for ”hus og kvinde”. Mads Kristensen undskyldte sig med at være ”overmådig drukken”.
Dommen
Undskyldninger og bortforklaringer hjalp ikke hovedmændene bag mordbranden. Chr. Thordal og Karen Tækker blev ved Landstinget begge dømt for mordbrand, og derfor skulle de miste livet ved halshugning. Efterfølgende skulle deres lig brændes, de skulle betale bødlen 30 Rdl for arbejdet, og hvad de ejede af af hus og jord skulle tilfalde staten. Lars Nielsen, der kun havde fat i en den ene ende af rebet og havde forsøgt at bremse ilden, blev dømt fredløs, mens resten undgik straf.
Dødsdom stadfæstet
Alle sager, der endte med dødsstraf, skulle ifølge loven prøves ved Højesteret, men for hovedmændene var der ingen formildende omstændigheder, hvad angik dødsdommen. Efter henrettelsen fik de pårørende dog lov til at begrave ligene i et hjørne på kirkegården og ikke udenfor, som dommen ellers havde lydt på. Måske var det fordi deres herre på Astrup havde gået i forbøn for dem med en skrivelse, ligesom han om Lars Nielsen havde skrevet, at han var en dygtig fæstebonde og havde en fattig kone, der var ved at miste forstanden af sorg. Lars Nielsen fik således omstødt sin dom fra fredløs til lænker på Bremerholm for livstid. Så kan man jo tænke sit, om det var en formildende straf.
Uoplyste og overtroiske Salling-bønder
Jeppe Aakjær var ved sine arkivundersøgelser rystet over denne begivenhed, som han karakteriserede som en landsbytragedie, og han tilskrev mere eller mindre de uoplyste og overtroiske Salling-bønder skylden for denne tragedie. Troen på hekse og heksebrændingerne burde på dette tidspunkt være et overstået kapitel, men, som Jeppe Aakjær udtrykker det, var det ikke at forlange, ”at de langsomme jyske bønder skulle få sadlet om i en fart”. I øvrigt mener Aakjær, at heksetroen hos de jyske bønder fortsatte ind i 1800-tallet, ja helt ind i 1900-tallet.
Kilde: Jeppe Aakjær