Bostrup Tinghøj
Hvis man kører fra Skive mod Glyngøre ad Glyngørevej og drejer til højre få hundrede meter inden frakørslen mod Jebjerg ad Bostrupvej ligger Bostrup Tinghøj til venstre lige op ad vejen et par hundrede meter ind ad vejen mod Bostrup Østergaard. Denne tidligere kæmpehøj fra bronzealderen fungerede både i middelalderen og i nyere tid som tingsted i Salling.
Bostrup Tinghøj var i middelalderen sysselting for det, man dengang kaldte for Sallingsyssel. Syssel var betegnelsen for et administrativt område, og i kong Valdemars (Valdemar Sejrs) Jordebog fra omkring 1220 udgjorde Sallingsyssel et ud af 14 sysler i Jylland fra Skagen til Ejderen. Nordvest for Sallingsyssel lå for sammenligningens skyld Thysyssel og Vendsyssel nord for Limfjorden. Øst for Sallingsyssel lå Himmersyssel (Himmerland).
Bostrup Tinghøj var således det sted, hvor Salllings indbyggere mødtes for at behandle både retssager og stridigheder, men også stedet, hvor ledende mænd mødtes for at drøfte landets ve og vel. Man må forestille sig, at folk har lejret sig omkring højen eller på selve højen, men i særlige tilfælde kunne man bruge Lyby Kirke, der lå højt hævet på bakken få kilometer sydøst for selve tinghøjen. Således fortælles om et sysselmøde i 1375 ved Lyby Kirke, hvor kun egnes ”ypperste mænd” mødtes for at drøfte den alvorlige tilstand, som landet på det tidspunkt var havnet i. At situationen var kritisk, fremgår af de emner, der blev drøftet, nemlig røveri og brand, dårlig høst, fjendernes grusomhed, pludselig død, kvægdød og dårligt fiskeri. Alle disse dårligdomme syntes at skyldes Guds vrede, sandsynligvis fordi folket havde været ulydigt, eller at kirken havde lidt overlast. I hvert fald sværgede de tilstedeværende på, at de ville gøre alt for blandt andet at forsvare kirkens folk. Man skal her være opmærksom på, at Valdemar Atterdag døde i 1375, og hans død kunne have medført urolige tilstande i riget, hvor det måske var gået ud over biskopper og andre gejstlige, som var blevet fængslet eller fået frarøvet deres ejendom og dermed skabt Guds vrede. Derfor kunne denne kraftige ed om at hjælpe kirkens folk skyldes overgreb på de gejstlige og måske for edaflæggernes egen frelse fra skærsilden.
I forbindelse med middelalderens afslutning og reformationen 1536 blev sysselindelingen ophævet og erstattet af herredsinddeling. Dermed blev Bostrup Tinghøj nedlagt som sysselting og Salling blev inddelt i de fire herreder Hindborg Herred, Rødding Herred, Harre Herred og Nørre Herred med hver deres tinghøj. Tinghøjen for Hindborg Herred lå sandsynligvis lidt syd for Oddense Kirke, Rødding Herreds tinghøj ved Vejby, Harre Herreds tinghøj ved Durup og Nørre Herreds tinghøj på Junget Mark. I 1688 kom der imidlertid en ny lov, der ophævede herredsinddelingen og ”Sallingland” (med Skive) blev forenet i ét herred med Bostrup Tinghøj som samlingssted. Den første sag, nærværende artikel beretter om, fandt sted på Bostrup Tinghøj i 1688.
Et drab i Nordsalling
Mandag den 21. maj 1688 blev der afholdt herredsting på Bostrup Tinghøj. Anledningen var et formodet drab, der havde fundet sted på Thorum Mark i Nordsalling kort tid forinden, hvor en vis Niels Christensen var fundet død i en mose. Sagsøgeren, der havde anmeldt drabet og stævnet den formodede drabsmand, var sønnen til den dræbte, Morten Nielsen af Aagaard, og han stod nu frem på vegne af familien og krævede den tidligere skolemester på Jungetgaard Peder Pedersen Ullerup dømt for drabet og krævede samtidig at få udbetalt erstatning (mandebod/ eftermål) fra den formodede drabsmand til afdødes familie, der bl.a. omfattede sagsøgerens mor og søster. Til at dømme i denne sag var indkaldt Jens Christensen af Riisumgaard, der var til stede som stedfortræder for selve herredsfogeden (i Skive?) samt to andre øvrighedspersoner, hvoraf en havde været tidligere herredsfoged i Nørre Herred. Sagsøgeren krævede også, at der blev holdt en ny retssag inden 14 dage, og at dommen skulle falde inden for tre uger. Årsagen til, at det var nødvendigt med en ny retssag var, at den sigtede Peder Pedersen Ullerup ikke havde indfundet sig til retsmødet, selv om han boede tæt på i Junget Præstegaard. Den forhenværende skolemester og nu drabssigtede havde vel af forståelige grunde forladt egnen og var naturligvis efterlyst. Man håbede selvfølgelig på, at den formodede drabsmand ville dukke op inden næste møde- frivilligt eller under tvang. Imidlertid blev de første vidner ført frem.
Ligsyn
Tre såkaldte lokale synsmænd fra henholdsvis Junget og Møgelthorum fortalte, at de den forrige tirsdag havde set den dræbte Niels Christensen fra Lille Thorum ligge død på Jungetgaard Mark. På hans nøgne legeme havde de set, at liget 1 ½ fingersbred neden for ballerne på den tykke del af højre lår havde et stiksår (”huld”) og et tilsvarende mindre på siden af låret. De bemærkede også, at hans tøj var blodigt. Derefter trådte smeden på Jungetgaard Jens Smid frem og forklarede, hvad han havde oplevet i forbindelse med drabshændelsen.
Smeden som vidne
Smeden fortalte, at den sigtede Peder Pedersen Ullerup havde besøgt ham i smedjen ved middagstid for 14 dage tidligere på den formodede drabsdag sammen med andre besøgende, herunder ladefogeden på Jungetgaard og den nuværende skolemester. Nogle havde været der for at få lavet et stykke arbejde, mens andre havde fået gjort et smedearbejde færdigt. Snakken gik livligt, men på et tidspunkt forlod Peder Pedersen Ullerup smedjen. Senere på eftermiddagen kom der nogle ”folk” til smeden og spurgte de tilstedeværende om, hvem der lå død nede i mosen, og det samme spørgsmål stillede en vis Christen Jensen fra Junget, der senere kom til døren. Smeden havde dog endnu vigtigere oplysninger.
Hen imod aften var han til redet til Stouby for at skaffe en spidsrod (krydderplante) til fruen på Jungetgaard, Mette Sehested, og netop da han havde fået plukket en spidsrod i Sverrig, der er et lokalt stednavn tæt på Stouby og Thorum Mark, og stod med den i hånden, fik han øje på Peder Pedersen Ullerup, der stod med hævet kårde, men Ullerup gemte den hurtigt af vejen, da han fik øje på smeden. Denne antastede ham nu og spurgte, hvad han havde gjort, hvortil Ullerup svarede, at nu havde han givet ham det, ”de” ville have givet ham. Svaret lyder meget kryptisk og hvem ”de” var, kom aldrig frem under retsmøderne.
Jens Pedersen fra Eskjær som vidne
Dagens sidste vidne var Jens Pedersen fra Eskjær. Han forklarede, at han den pågældende dag også havde været på besøg hos smeden på Jungetgaard, hvor også den mistænkte Ullerup var til stede, og på et tidspunkt var Jens Pedersen gået ud for at se til sin hest, der stod bundet udenfor. Her talte han med den nu afdøde Niels Christensen, og han mente, at den afdøde derefter var gået i retning mod Jungetgaard. Da vidnet kom ind i smedjen igen, var den mistænkte gået, men han hørte senere, at andre havde fortalt, at de også havde set Niels Christensen ligge død i mosen.
Efter dette sidste vidne fra Eskjær havde afgivet forklaring fik sagsøgeren Morten Nielsen lov til at afslutte dagens tingmøde med endnu engang at anklage den tidligere skolemester for at have forvoldt sin fars død og derfor kræve erstatning.
Forløbet
Ud fra vidneudsagnene her på det første retsmøde kan man sammenfatte et kort resumé. Tirsdag den 8. maj 1688 blev Niels Christensen fra Lille Thorum fundet død i en mose på Jungetgaard Mark med to stiksår i højre lår og med blodigt tøj. Et vidne havde inden da set Niels Christensen gå fra smeden på Jungetgaard i retning mod Jungetgaard Mark, og andre vidner havde set den sigtede tidligere skolemester Peder Pedersen Ullerup forlade smeden på nogenlunde samme tid. Hen mod aftenen havde smeden, der var sendt til Stouby af hans frue på Jungetgaard efter spidsrod, mødt den mistænkte drabsmand Peder Pedersen Ullerup med dragen kårde, og på hans spørgsmål om, hvad han havde gjort med den, svarede han, at ”de” havde fået, hvad de ville have givet ham.
Indicier
Indtil videre ville vidneudsagnene nok i dag ikke have ført til en umiddelbar domfældelse, men smedens møde med den mistænkte med et hævet potentielt drabsvåben sammenkædet med den kryptiske udtalelse forekommer at være et stærkt indicium. Det formodede drabsvåben var ikke blevet fundet, så man havde således heller ikke mulighed for at sammenligne stikvåbenet med ofrets stiksår. I øvrigt er det bemærkelsesværdigt, at de tilstedeværende øvrighedspersoner i denne sag ikke gør sig bemærket i tingbogen for Salling Herred. Man kunne måske havde forestillet sig nogle uddybende spørgsmål over for vidnerne, og det kan også undre en del, at det ikke var herredsfogeden (her stedfortræderen), der fremførte den officielle anklage mod den mistænkte tidligere skolemester, men derimod den dræbtes søn.
Nyt tingmøde
Ifølge tingbogen fra et senere retsmøde, der blev afholdt den 28. maj samme år, blev tre vidner afhørt. Christen Christensen fra Junget fortalte, at havde set den nu afdøde Niels Christensen ligge død i mosen, hvor kun skulderen var synlig over vandet. Lige efter fundet havde han set Peder Pedersen Ullerup komme gående med ”noget” i hånden i retning mod præstegården, hvor han boede, men om det var en kårde eller noget andet, kunne han ikke vide. Mens vidnet opholdt sig ved mosen, kom vidnets datter forbi, og de to fik i fællesskab trukket den døde op af mosen. Det andet vidne, som blev afhørt, var det tidligere vidne Christen Jensen fra Junget. Han havde været på vej fra Jungetgaard efter en kalkbørste og en murske mod Junget, da han havde set den sigtede i løb fra mosens vestlige ende på vej mod kirken og havde ikke set ham siden. Herefter havde han set Niels Christensen død i mosen og straks løbet op mod kirken, hvor han råbte, at Niels Christensen lå død i mosen. Her havde han mødt den afdødes datter Ane Niels’ datter fra Jungetgaard med en vogn, og hun havde sagt, at nu havde de endelig fundet liget af hendes far, som de længe havde ventet på. Dagens tredje vidne var Niels Jensen fra Junget. Han havde også set Niels Jensen ”stå i vandet” i mosen, men inden da havde han set en karl med sort tøj snige sig afsted mellem nogle diger. Han kunne dog ikke sige, at det var den sigtede tidligere skolemester Peder Pedersen Ullerup.
Dødsdom in absentia
Af tingbogen fra den 11. juni fremgår det, at den drabsmistænkte tre gange var stævnet til at møde op til tingsmøde, men var udeblevet. Ved retsmødet denne dag var der ud over sagsøgeren Morten Nielsen, søn af den dræbte, også fru Mette Sehested til Jungetgaard, som var den afdøde Niels Christensens arbejdsgiver (husfrue). De beskikkede tingsmænd valgte på dette møde at dømme tidligere skolemester Peder Pedersen Ullerup til foreløbigt ”at skulle have sit liv forbrudt”, dvs. henrettes, fordi han ud fra foreliggende omstændigheder var fundet skyldig i drabet på Niels Christensen, og desuden havde han ”rømmet” (flygtet) fra den formodede forbrydelse.
Fredløs og besiddelsesløs
Eftersom den dømte af forståelige grunde glimrede ved sit fravær blev sagen udsat i 14 dage, men da den i absentia dømte heller ikke var mødt op på denne dag, blev sagen udsat til mandag den 23. juli. Man havde måske håbet på, at den dømte var mødt for at forklare sig og måske undgå straf, men da dømte heller ikke var mødt op den 23. juli, faldt den endelige dom, som var en stadfæstelse af den hidtil afsagte dødsdom. Da dødsstraffen ikke kunne eksekveres, hvilket normalt skete ved halshugning, blev Peder Pedersen Ullerup dømt fredløs, hvilket betød, at han overalt kunne fanges og med magt bringes til øvrigheden for at kunne få sin dom eksekveret. Desuden mistede han sin ”hovedlod”, hvilket ville sige alt, hvad han ejede. Halvdelen af hovedloddet skulle gå til arvingerne til den dræbte, mens den anden halvdel skulle gå til afdødes herskab, som her var fru Sehested på Jungetgaard.
Hvad blev der af den dødsdømte tidligere skolemester?
Hvad der siden skete med den tidligere skolemester Peder Pedersen Ullerup har man ikke fundet oplysninger om. Intet tyder på, at han blev fanget og fik sin ultimative straf eksekveret. Alligevel sidder man inde med en følelse af, at den dømte sad inde med nogle oplysninger om, hvad der kunne have forklaret motivet til drabet, hvis det da var ham, der havde stukket Niels Christensen ihjel. Noget tyder på, at der havde ligget trusler bag ulykken ud fra den dømtes udtalelse til smeden på Jungetgaard om, at nu havde han givet ham det, ”de andre” ville have givet ham. Kunne det være trusler på livet, som ”de” havde fremsat over for den tidligere skolemester, og hvorfor var han blevet truet? Sad Peder Pedersen Ullerup som tidligere skolemester inde med en viden, som kunne være til fare for disse ”de”, og hvilken begivenhed lå til grund for, at den tidligere skolemester på Jungegaard havde mistet sin stilling og blevet indsidder(lejer)i Junget præstegård. Der er således mange uafklarede spørgsmål, som man gerne ville have svar på og ikke mindst, hvordan det senere gik Peder Pedersen Ullerup i livet med en dødsdom hængende over hovedet.
Kilder:
Fra Tinghøjen af Jakob Lykke, Skivebogen 1909